A Love That Never Ended -One Shot-

At miste en man elsker højere end noget andet, det ødelægger en. Især når man hedder Lia Adams.

2Likes
1Kommentarer
334Visninger
AA

1. Our Love Is Forever

Jeg tænkte på den da jeg hørte en stemme bag ved mig ''Lia?, hvad laver du?'' jeg kunne tydeligt høre at det var Nialls stemme, så jeg vendte mig om og kiggede ham i øjnene. Jeg kunne føle hvor ked af det Niall var, og hvor meget han enligt holdte af mig, man kunne tydeligt se smerten i hans flotte øjne . ''ikke noget!'' sagde jeg og tog kniven om bag ved mig så han ikke kunne se den, jeg kunne mærke blodet falde ud af mig. ''Har du grædt?'' sagde han og tog et skridt tættere på mig ''nej da..'' sagde jeg og prøvede at lyde glad, selvom jeg godt vidste at smerten dræbte mig indefra og ud. ''Lia, lad nu vær med at lyve jeg kan se det på dig'', ''lad mig være'', ''Lia, lad vær jeg prøver kun at hjælpe dig!'' ''ja, men jeg har ikke brug for din hjælp Niall!'' råbte jeg og smed kniven ned på gulvet, og løb ud af badeværelset med tåre strømmende ned af mine våde kinder, ''Lia!..'' råbte Niall efter mig. Men jeg nåede at løbe ud af hoved døren, før han fik fat i mig. Jeg gik hen ved parken, og satte mig henne på det bænk, hvor mig og Liam altid havde plejet at sidde sammen. Jeg flettede mine fingre og lod tårene strømme ned. For at elske nogen så meget, og så miste dem, gør ondt. at sådan et fantastisk menneske skulle gå bort, uden enligt at have nogen sygdom eller kræft, eller noget i den stil, er ikke fair. Et menneske der er så elsket, og har så mange mennesker omkring sig fortjener et liv, fortjener at leve sit liv ud ligesom alle andre. Og når man er elsket så højt som han var, er det ikke fair. Jeg rejste mig op fra bænken og gik det eneste sted hen jeg vidste jeg ville føle mig hjemme.

Jeg gik ind af den hvide låge til kirkegården, og gik den vej jeg vidste jeg skulle. Jeg plejede altid at tage herhen, ja næsten hver dag, de eneste dage hvor jeg ikke kom her, det var kun når jeg skulle noget vigtigt, men ellers tog jeg her ned hver dag, og jeg måtte tit aflyse mange aftaler, så jeg kunne komme ned og besøge Liam, han betyder så meget for mig. Jeg elsker ham meget højt, og det er ikke fair, at han skulle dø, og nogle gange ville jeg faktisk ønske at det var mig i stedet for ham. Han er meget mere værd. Han har alle sine fans og alle mulige mennesker omkring sig. Han har drengene, og jeg ved at de savner ham ligeså meget som jeg gør, men de har bare lettere ved at skjule deres smerte end jeg har. Hver dag græder jeg. Fordi jeg savner ham, jeg savner ham så meget, at det gør ondt. Jeg kan ikke skjule det.

Jeg gik langsomt hen til Liams grav, som var dækket med roser og forskellige blomster, og på grav stenen stod der: Liam James Payne, elsket for evigt. Det fik bare flere tåre til at falde ned at mine kinder. Jeg satte mig ned på hug foran graven, og kiggede op mod himlen ''Du vil altid være i mit hjerte Liam, jeg elsker dig for evigt, og jeg lover at jeg aldrig vil glemme dig'' hviskede jeg stille til mig selv. ''Og måske en dag mødes vi på den anden side''. Jeg kiggede ned igen, men ikke på graven, på min finger. På min finger sad ringen, den ring Liam havde givet mig, da han spurte mig om jeg ville giftes med ham. Det var den lykkeligste dag i mit liv, det var den dag der ændrede på alt ting, det var den dag jeg havde ventet på, for jeg elskede ham så højt, højere end noget andet, eller nogen anden. Jeg tog ringen af min finger og gravede et lille hul ved graven, og puttede den ned der, og dækkede hullet til det var der ringen hørte til, hos Liam, i Liams hjerte. og selvom den lå der, vidste jeg at jeg aldrig ville glemme den dag, hvor han friede til mig, der hvor vi havde mødtes første gang, ved den bænk, og første gang jeg så ham i øjnene vidste jeg han var mit kærlighed ved første blik. Men et halvt år senere var han væk, ude af mit liv, borte og hans skæbne var aldrig at komme tilbage. Jeg havde grædt og grædt og grædt, men inderst inde vidste jeg godt, da han lå på hospitals sengen og kiggede mig i øjnene og sagde: det skal nok gå, vidste jeg godt at han ikke ville klare den efter den bilulykke, han var kommet så meget til skade, at jeg indså hvor meget jeg faktisk elskede ham, mere end noget andet. Jeg husker tydeligt hvordan det føltes da han holdte om mig, og gav mig et kys på kinden. Og hvordan han altid skulle flette sine fingre blidt ind i mine, og fortælle mig at jeg var smukkere end noget andet, det smukkeste han nogensinde havde set, hvordan han nussede mit hår, og hvordan han fortalte mig at jeg betød mere for ham end jeg vidste. alle de ting han fortalte mig, som gjorde ham så perfekt, og så værdifuld. Jeg kan tydeligt huske hvad han fortalte mig et par minutter før han gik bort: ''Jeg elsker dig, mere end noget andet. Vær stærk og tro på dig selv, og dine drømme, jeg ved du kan for du er den jeg elsker mest og har elsket mest!. Ikke giv op på grund af mig'', ''jeg elsker dig også, højt'' havde jeg sagt og kysset ham på kinden. Jeg rejste mig op og satte mig på den bænk der var tættest på hans grav, stadig med tåre ned af kinderne, jeg kunne ikke lade være.

Jeg sad og kiggede over mod Liams grav, da der var en der lagde sin hånd på min skulder. Jeg vendte hoved om og så ind i et par blå grønne øjne. Louis. ''Har du grædt?'' sagde han og satte sig ved siden af mig. ''Ja..''  sagde jeg og kiggede over på Liams grav, og så ned på jorden.  ''Vi, savner ham også meget'' sagde Louis og kiggede mig dybt i øjnene. Jeg prøvede at undgå hans blik fuld af skyld føelse, men det kunne jeg ikke. ''Jeg ved bare ikke ikke hvad jeg skal gøre af mig selv..'' sagde jeg og lod tåre trille ned af mine kinder. Han trak mig ind i et blødt og varmt kram. '' Jeg savner ham bare så meget!'' sagde jeg og græd videre. ''Jeg ved det'' sagde han og slap grebet om mig. Jeg tørede tårene væk med hånden. ''Skal du med tilbage?'' spurgte han og smilede blidt. ''jeg kommer lige om to minutter'' sagde jeg og så derefter gik han over mod kirkegårds lågen, og så ud.

Jeg gik  hen til graven igen. ''Jeg vil elske dig for evigt, tak for alt Liam'' sagde jeg og en tåre gled ned igen, men jeg prøvede ikke at græde, det var bare svært. ''Jeg ved du er deroppe et sted, det er der du høre til'', ''jeg håber vi ses på den anden side''. ''Vores kærlighed vil aldrig slutte''.  Derefter gik jeg ud af kirkegården, og tænkte på Liam, min kærlighed ved første blik.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...