Kaos hos englene

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 nov. 2013
  • Opdateret: 11 nov. 2013
  • Status: Igang
En pige dør i en ulykke, og kommer i himlen, der sker en masse ting for hende deroppe!

0Likes
0Kommentarer
186Visninger
AA

2. En helt ny verden

Alt blev helt mørkt, lidt efter kom der et skarpt lys, da jeg kunne se igen, kunne jeg se sti, det hele var meget uvirkeligt som i en drøm, jeg kiggede rundt. jeg så et skilt, hvor der stod: Følg mig. Jeg kiggede frem, og gik uden en eneste bekymring, men jo længere jeg gik, jo mere bekymret blev jeg, til sidst følte jeg sådan en stor ubehag at jeg kunne være gået tilbage af den lange sti igen. Men samtidig var det som om der var noget der trækkede i mig, så jeg fortsatte. Forenden af stien var der en bro, med et skilt hvor der stod: gå over mig. Denne gang huskede jeg den ubehag, som følte sidste gang, så denne gang stod jeg længe og spekulerede, om jeg skulle gå over eller ej.
Lige pudserlig dukkede manden op jeg havde siddet ved siden af i forlystelsen, han kiggede på mig med sørgmodige øjne, ”bare gå over, der er bedre på denne her side. Her ovre er der nemlig et liv uden bekymringer” og selvom jeg ikke kendte denne mand, så gjorde hans ord noget ved mig, der fik mig til at gå over broen, enten var det nok hans så rolige stemme, eller det med at jeg kunne få et liv uden bekymringer, for det lød da meget dejligt.

Da jeg så endelig nåede over broen var manden væk, jeg stod lidt forvirret og kiggede rundt da han pudserlig dukkede op længere fremme. Jeg begyndte at gå hen imod ham, jeg følte en vis tiltro til ham, uden ren faktisk at kende ham. Det har jeg aldrig prøvet før. Men da han så jeg var på vej, forsvandt han i tågen. Underligt nok begyndte jeg ikke at løbe, nej, jo længere jeg kom,  jo mere satte jeg farten ned. Jeg følte mig bare så afslappet, tilfreds og lykkelig, de sidste mange meter lukkede jeg øjnene, lige ind til jeg stoppede op, og åbnede øjnene, jeg stod allerbagerst i en kø. Det så ud til at være en lang kø. Men alligevel gik det ret hurtigt før jeg kunne se hvad vi ventede på.
Det var en disk, og en gang imellem  kunne man se en rynket dame hånd stikke ud, jo kortere køen blev foran mig, kom der også flere til bag ved mig. De fleste i køen var gamle mennesker, en gang imellem kunne jeg se et par stykker der var ligt yngre eller ældre end mig, men det var måske kun 1 ud af 40, der var det.

Nu var det endelig blevet min tur, bag skranken sad en høj, tynd, rynket dame, med brillerene helt ude på næsetippen, og gule, sorte, og brune tænder, og med en cigaret hængende ud af mundvigen, det kunne kun være et mareridt når hun er med, ”Navn” sagde en skinger stemme, jeg tror faktisk jeg blev en smule forskrækket, ”øh… mit navn… jah… det kan jeg altså ikke huske” sagde jeg som en toårig og kiggede uskyldigt op på damen, ”kan du så huske din alder” spurte damen, jeg kiggede lidt rundt, og rystede så på hovedet. ”fint, gå ind af den dør derhenne”, jeg nikkede og gik langsomt og usikkert imod døren. Der var et skilt på døren, der stod: Glemmer lokalet, jeg åbnede døren langsomt.
Lige inden for stod der en dreng på omtrent min alder, og smilte venligt til mig, ”hej, og velkommen til glemmer lokalet, du skal starte med at gå der hen” sagde han venligt og pegede hen mod en dør, hvor der stod: testning. Jeg kiggede forvirret tilbage på ham, ”de forklare det hele derinde, men først er du jo nød til at gå  derind” sagde han og smilte mens hans finger stadig pegede mod døren. Jeg gik langsomt hen mod døren, og tog fat i håndtaget, men inden jeg gik ind vendte jeg hovedet og kiggede på drengen. Han gjorde tegn til at jeg skulle gå ind, så jeg gik ind.
Inde midt i lokalet stod der en stol med en hel masse dimser på, og en mand, og en dame, på omkring mine forældres alder stod og arbejde da damen pudserlig vendte sig om, ”hej, og velkommen her i testnings lokalet” sagde hun og smilte, mens hun gjorde tegn til af jeg bare kunne sætte mig i stolen. ”hvad er det her for et sted endelig” sagde jeg lige da jeg havde sat mig i stolen, ”du er i himlen” sagde manden, og kiggede venligt på mig, ”og det her er testnings lokalet, som Karina også lige har sagt” sagde han og arbejdede videre. ”vi skal bare undersøge din hjerne, og se hvor meget du kan huske, og hvis du ikke kan huske særligt meget, må du komme ud til stolene og sidde og tænke over det” sagde damen, og spændte en hjelm fast til mit hoved. ”men bare roligt det er helt normalt, at have glemt, en masse om ens liv, når man lige er kommet i himlen. Herinde tester vi døde folk, om de så skal i himlen eller helvede, men hvor folk skal hen ved vi jo ikke før vi ved hvem vi har med at gøre” sagde Karina, og hængte sådan et forklæde på mig, som man får på til tandlæge. ”hvorfor skal jeg have det på” spurte jeg og kiggede forvirret og nysgerrigt op på dem, ”for i disse teste kommer man til at savle rigtig meget” sagde manden, og kiggede alvorligt på mig over brillerne, som også var røget ud på næsetippen. ”Tom, kan du ikke rakke mig tangen der ovre” spurte Karina, og straks rakte Tom hende tangen. ”hvad skal du med den” spurte jeg bange, ”jeg skal bare lige stille på hjelmen, så den virker helt rigtig igen” sagde hun og skruede på hjelmen.
”godt så er vi vidst klar” sagde Karina lidt efter, ”godt, hør her, når jeg om lidt tænder for hjelmen, vil du lidt efter miste fatningen, og begynde at savle helt vildt, men du skal ikke være bange, det maskinen gør er bare at den fjerner dine følelser et kort øjeblik, så du ikke kan blive nervøs, og tænke at det her er som en slags prøve, får det er det ikke. Men når der ikke er nogle følelser deroppe, så kommer alle dine minder frem, og så vil du begynde at huske bedre, vi vil undervejs spørge dig om nogle ting, som du ikke vil kunne komme til at reagere på, det vil være din underbevist hed der svare for dig… okay…” sagde  han mens han så mig meget dybt i øjnene, hvilket jeg ikke synes var spor behageligt, Jeg nikkede bare og skyndte mig at flytte øjnene et andet sted hen.

———

Jeg må sige at han havde ret, da jeg fik fatningen tilbage, var jeg vildt våd over det hele, og jeg kunne ikke huske noget som helst, det var faktisk lidt ubehageligt, ikke at kunne tænke selv, og reagere når de siger noget.

Nu blev jeg sat i vente lokale, det tog lang tid, men dog til sidst kom drengen igen, du skal du til Yrsa igen. Vi har fundet ud af hvem du er sagde han og smilte sødt til mig, dette kunne jeg godt lide, men jeg måtte løsrive mig fra det dejlige smil, jeg gik igen ud til disken, den rynkede dame var i gang med at snakke med en mor til et spædbarn, jeg overhørte lige at de begge lige var død i en brand. Også hendes forlovede, hun gav dem et stempel på hånden, og så tog de elevatoren op.
En rynket hånd vinkede mig frem, jeg trådte usikkert frem, jeg tog mig sammen og kiggede lige ind i de spidse øjne, hun gav mig et stempel på hånden, og henviste til at jeg skulle tage elevatoren op, jeg gik langsomt frem mod den, det var som om jeg kunne mærke to helt forskellige sider af mig, det onde der bare skriger for at komme ud, men som jeg virkelig prøver at holde tilbage. På den anden side kan jeg mærke alt det gode i mig, som jeg virkelig forsøger at vise, og som jeg virkelig forsøger at stråle ud af.
Jeg trykkene på knappen og straks åbnede dørene, jeg trådte forsigtigt ind, da dørende lukkede igen, følte jeg en hvis ro, jeg aldrig havde troet ville være der. Og jo højere jeg kom jo større blev den ro bare, jeg kunne ligefrem havde lagt mig til at sove.
Elevatoren var fantastisk, hvis man kiggede op, var der intet loft, kun en lidt sky rig himmel, men solen skinnende igennem alligevel. Jeg var hurtigt oppe.
Og der stod den dreng igen. ”velkommen til himlen” sagde han med sin så nydeligere drenge stemme, ”lad mig vise dig rundt” han rakte sin hånd frem mod mig. Jeg kiggede lidt på den, og så ham, ”kom nu” han kiggede forstående på mig. Jeg tog hans hånd, og så gik vi hånd i hånd, jeg kunne mærke hvordan jeg blev helt varm indeni, selv om jeg er femten, har jeg aldrig i mit liv haft en kæreste før.
Han trak mig gennem lidt Hvidt lys, og så stod vi foran den største dør jeg nogen sinde havde set, den fortsatte helt indtil man ikke kunne se den mere, omme bag skyerne.
Den åbnede sig langsomt, jeg blev helt nervøs i alt den ro. Da døren endelig havde åbnet sig helt, stod der en lille mand, med et stort hoved, og rakte hånden frem.
Jeg gav han straks hånden, og så blev den lige rystet et par gange op og ned, ”hej og velkommen til himlen, mit navn er Gud” sagde den lille mand og holdte fingeren foran et navneskilt, ”men du kan bare kalde mig Ib, Tobias følger du lige fores nye nabo rundt” sagde han så, og nikkede med hovedet mod en lys tunnel, Tobias nikkede og tog igen min hånd og så gik vi ind i tunnelen, det tog lang tid at komme igennem tunnelen.
Men til gengæld snakkede han meget så jeg var distraheret, her er hvad han sagde, ”nu er du jo kommet i himlen så der er nogle helt præcise ting du skal vide, du kommer til at leve dit liv fra der hvor du kom fra lige indtil du bliver så gammel som du gerne vil blive, efter det kommer du ud i intetheden, eller det gør alle fra himlen. Så hvis du altid har drømt om mand og børn, kan du få det, eller hvis der er et bestemt job, så kan du også få det, bortset fra at jobbene heroppe er lidt anderledes end dem nede på jorden. Og du går også i skole heroppe, men igen er det anderledes, nu hvor du ikke har nogle af dine forældre heroppe, skal du enten bo i en studie lejlighed, og vente på at blive adopteret eller også kan du bo hos nogle af dine bedsteforældre der er heroppe”, der afbrød jeg ham så, ”jeg har kun en onkel som begik selvmord, fordi min tante fandt en anden mand”, og så begyndte han så igen, ”nå men så er du nødt til at bo i en studie lejlighed. Dem der begår selvmord, ryger direkte ud i intetheden, får de har jo allerede valgt at de ikke vil leve livet ud. Men bare rolig, alle heroppe er virkelig rare, ha ha ha, det skal de jo også være for at komme herop. Men helt seriøst der er intet at være bange for, du kender da i det mindste en, alt heroppe er som på jorden, der er Tivoli, og biograf, og centrer. Og hvis du vil have din glorie, og dine vinger, er du nødt til at gøre dig fortjent til dem, ligesom alle andre. Og til sidst, nogle kommer hertil i fuld forståelse om hvor de er, og hvem de er, og hvordan de døde, men fordi du kom ind i glemsomhedslokalet, var fordi du ikke er en af dem der husker. Men selvfølgelig er det helt normalt heroppe. Det vil også sige at du kommer til at få det svære i skolen, fordi der er meget af det du har lært i skolen nedenunder som du har glemt”.
Nu var han færdig, og vi stod  nu igen over for en port denne her var til gengæld meget lille, jeg vil lige kunne nå at stikke min stortå igennem. Tobias kiggede lumsk på mig, og bukkede sig derefter ned med en lille bitte nøgle i hånden. Jeg kunne høre noget bevæge sig, som hvis det havde været en kæmpe metallås der gik op. Lidt efter lyden var holdt op, åbnede døren sig, jeg kiggede forvirret på ham. Men han gjorde tegn til at jeg skulle kigge på døren igen, lige da jeg havde fået vendt hovedet, begyndte lyden igen, og frem kom et lidt større nøglehul, denne gang så stor at hele min fod ville kunne komme igennem. Og derefter gentog processen sig, helt indtil at døren blev så stor at vi begge to, og måske en og en halv kæmpe ville kunne komme igennem på samme tid.

Jeg kunne se et Hvidt skær, jeg begyndte at bevæge mig frem af, og pudserlig stod det hele klart. En verden. En verden var der lige foran min næse, det var jorden og den lyste. Jeg kunne mærke hvordan en hånd sneg sig ind i min, og Tobias kiggede på mit ansigt, jeg så sikkert sjov ud. ”du må selv bestemme hvor du vil bo henne, eller ikke helt, men i hvilket land, og hvilken by, men fordi du ikke har familie heroppe skal du selv betale din husleje, og så derfor er du nødt til at få dig et job hurtigst som muligt, og den gæld kommunen har betalt for dig skal selvfølgelig også betales, så et job er ikke nok, hvis du også vil have noget at spise”.
Jeg var helt overvældet jeg anede ikke hvad jeg skulle gøre eller sige, det var som en drøm, der netop nu var blevet virkelig. Men spørgsmålet var bare hvorhenne jeg gerne ville bo, jeg kiggede igen på ham. ”jeg bor i USA, du kunne jo bo der, jeg kunne vise dig rundt og så kunne du gå i min skole, får så kender du da en”. Jeg smagte på de ord, og jeg må sige de smagte faktisk godt. Jeg nikkede og så gik vi. Vi gik mod jorden hånd i hånd. Jeg kunne straks se at vi var på vej mod Hollywood, jeg har altid drømt om at komme til Hollywood, så det var jo meget heldigt.

Da vi var på jorden slap han straks min hånd, og gik ind ad en dør, til et slags rådhus, indenfor var der en land kø. Men selv om den var lang føltes det som ingenting.
”hej og hvad kan jeg gøre for jer” lød der en stemme, jeg kiggede op, og der sad en gammel mand og kiggede sødt på os begge to. ”vi skal have en studielejlighed til en, her i Hollywood området helst på den der ligger her lokalt” sagde Tobias hurtigt og skarpt til den gamle mand. Hvorefter den gamle mand hurtigt kiggede ned, og tastede et par gange. Lidt efter kiggede han op igen, ”ja nu er det arrangeret, her er dine nøgler og dit skema, og nogle brosyrer så du kan lære lidt mere om det hele, Og et kort, og dit fastnet telefon nummer, og til sidst et buskort på ti klip så du ikke sidder helt fast” han smilede igen glad til mig. Jeg smilede tilbage, og tog tingende. Vi vendte os om for at gå da, ”Hey, vent lige jeg har helt glemt at give dig noget, dit kontokort, det får du brug for hvis du gerne vil have mad, og vil kunne betale dine regninger. Men husk nu, det du bruger på kortet, kommer også til at være gæld, så køb nu kun det billigste du kan finde. Nu kan i gå”, efter det var sagt vendte vi os om igen og gik ud, da vi var helt ude og hele vejen henne ved det busstoppested hvor den bus skulle komme som vi skulle med, tog han min hånd igen. Jeg kiggede forvirret på ham. Han vendte hoved og kiggede mig direkte ind i øjnene, og så sagde han lige pudserlig uden varsel, ”det er forbudt at vise nogen tegn på kærlighed eller venskab derinde når man er på vores alder, man må kun hvis man er gift... øh de gider ikke alt det teenager pjatteri derinde”, da det var sagt vendte han hoved fremad igen.

Bussen kom, og det var en lang køre tur, men da vi endelig kom frem gik Tobias ikke med op han blev bare stående og vinkede. Jeg vinkede tilbage og gik hen mod bygningen. Jeg krøb langsomt op ad trappen, usikker på hvad der mon ventede mig. Jeg kunne se nede på skiltet, at jeg skulle bo i 20M. Der var langt op. Da jeg endelig stod spændt og kiggede på døren før jeg åbnede, kom det som en stor overraskelse for mig at døren var låst. Uden videre at tænke over det var jeg fløjet over til naboen og banket på. Lidt efter blev døren åbnet, det var en lidt buddet dreng på min højde, og højst sandsynligt også min alder, han havde sådan lidt rocket tøj på, som hvis det var nede på jorden, ville han højst sandsynligt lige have lavet hærværk på en bil eller sådan noget.

”hvad” råbte han næsten ind i mit hoved, ”Jeg ville bare lige høre hvor min nøgle mon er henne, ser du jeg er ny og… Mere nåede jeg ikke før han afbrød mig, ”stop og kig her”, han stak forsigtigt sin hånd ned i min lomme, og op kom en lille nøgle.
Jeg kiggede overrasket på ham for jeg havde ikke lagt den nøgle der ned. Han kiggede op. Hvorefter han gik hen til min dør, han stak nøglen i, og åbnede døren efter at have drejet nøglen rundt er par gange, han tog igen nøglen ud, og gav mig den i hånden. ”tak…” Var sjovt nok det eneste jeg kunne få fremstammet, jeg gik ind og lukkede døren efter mig, jeg kunne høre ham lukke sin dør.

Lejligheden var meget lille, det var et stort rum, hvor der var en lille dør ved siden af sengen, jeg satte mig på sengen og kiggede rundt. Det kunne godt trænge til at en kost lige havde sat sit mærke.

Lidt efter kunne jeg høre min mave rumle. Jeg var meget sulten jeg har bare først lagt mærke til det nu. Jeg rejste mig op, og gik hen til alle de ting jeg havde fået udleveret, først kiggede jeg på kortet, det så ud som om der lå en meget god restaurant, på Beverly boulevard. Men det er dog pænt langt væk. Så jeg kiggede på busplannen, og så straks en bus der gik derhen hvor jeg gerne ville hen. Jeg tog mine ting og gik ud til busstoppestedet.

Da jeg endelig stod på bussen, var jeg så sulten, at jeg, ja, kunne have spist hele Hollywood, det tog højst 7 min og så var jeg der.
Da jeg stod af, stod der en gammelmand og solgte hjemmelavede tasker, han lignede en der kun havde få år tilbage i himlen, men selv om han var krum rykket og træt, smilede han alligevel. Jeg gik hen imod ham. Da jeg kom helt derhen smilede han så sødt til mig, ”skal du købe en taske” spurte ham med en gammel slidt stemme, ”ja jeg ville gerne men jeg har ingen kontanter, jeg har kun det her hævekort, men jeg kan gå over og hæve nogle…”, mere nåede jeg ikke og sige før han brød ud i latter, ”åh søde ven, heroppe bruger vi ikke kontanter, du skal bare lægge dit kort på den her scanner” han tog en flad ting frem, ”men først, hvilken taske vil du gerne have” jeg kiggede op og ned på alle de flotte tasker, ”hvad koster de overhovedet?”, ”de koster 1000 vinger”, ”øh hvad”, det svarer til 50 kr, nede på jorden”. ”Nårhh men så tager jeg bare den der”, ”arhhh den med flæserne godt valg”, jeg tog den og lagde mit kort på scanneren, efter lidt tid måtte jeg tage den igen. ”god fornøjelse med den” sagde han og smilede så man kunne se alle hans tænder, han havde bare ikke særlig mange tilbage.
Jeg lagde tingene i tasken, og gik hen mod restauranten.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...