Den ellers så perfekte aften


0Likes
0Kommentarer
133Visninger
AA

1. Den ellers så perfekte aften

Det var en aften midt i august, hvor Josefine sad i sit vindue i stuen. Hun var lige fyldt 18 år og var flyttet for sig selv. Hun sad og tænkte på Anders. Anders var Josefines kæreste. De havde været sammen siden Josefine var 15 år. Alle hendes venner og veninder, og også hans for den sags skyld, var overbeviste om, at de skulle være sammen til deres dages ende. Det troede Josefine også selv, og gik tit og dagdrømte om deres fremtid sammen. Måneden forinden var der afslutning på deres gymnasie for 3.g'erne, deriblandt var Josefine og Anders. Hun gik i c-klassen, mens han gik i z-klassen. Som underholdning blev der delt priser ud til de forskellige 3.g'ere, hvor Josefine og Anders fik prisen som årets par. Josefine var mere end lykkelig, man kunne nærmest se stjernerne i hendes øjne. Hun vidste dog godt, at Anders ikke var lige så tilfreds som hende. Ikke fordi der var problemer i forholdet, men fordi han i de tre år de havde gået der havde trænet som en gal for at få prisen som årets overkrop. Alle vidste han kunne få den pris, for han så godt ud, men det var alligevel mere oplagt, at han og Josefine fik den pris sammen, som de gjorde. Han klagede dog ikke over det, for selvfølgelig var han glad for den, men han ærgrede sig. 
Senere den sensommeraften blev der holdt en gallafest for alle afgangseleverne, for at fejre de endelig var færdige med deres 3, for nogen lange og andre hurtige, år på Paderup Gymnasie i Randers. Det var den fest, ud af de mange der blev holdt, som hver eneste elev så frem til lige fra 1.g. Josefine havde købt en flot lang lilla kjole, næsten ligesom dem Walt Disney's prinsesser bærer til bal. Hun havde købt den et halvt år før gallafesten, og kigget på den hver dag siden, mens den hang så pænt i hendes skab, og endelig kom dagen, hvor hun kunne se sig selv med den i spejlet, hvor hele outfittet var på. Hun havde efter afslutningen på skolen været ved frisør, som satte hendes hår op, og så havde hendes moster, som var uddannet makeup-artist, lagt makeup på hende. Hun følte sig ubeskrivelig smuk, igen ligesom en af Walt Disney's prinsesser. Hun gik rundt på sit værelse i en halv time, hvor hun bare stod foran spejlet og beundrede sig selv og dansede rundt midt på gulvet, imens hun ventede på Anders som skulle komme og hente hende. Den aften skulle være den mest perfekte aften i hendes liv, lige bortset fra hendes bryllup. 
Det ringede på døren og Josefine rejste sig, for at gøre klar til hendes elegante entre. Hun gik ud fra sit værelse og gik roligt ned af trappen, for at se sin høje, mørke og muskuløse kæreste stå med smoking på og lilla butterfly som matchede hendes gallakjole. De kyssede hinanden, og Josefines mor fik taget en masse billeder til hendes fotoalbum. Det havde Anders efterhånden vænt sig til, da hun lige fra første gang de mødte hinanden, har skulle have billeder af alt. Josefine elskede det. Hun var vild med at få taget billeder, og var også en køn og fotogen pige, så det gjorde ikke så meget. Da hendes mor endelig blev færdig, gik de ud til Anders' nyvaskede og polerede bil. Han havde lige fået den i gave af sine forældre i forbindelse med han fik sit kørekort. Det var kun en fordel for deres forhold, for nu var det lidt lettere for dem at være sammen i stedet for hele tiden at skulle tidligt hjem for at nå et bus. 
Da de kom over på skolen blev de budt velkommen og fik en velkomst drink. Den var rigtig sød, men det var ikke noget der gjorde noget, for det var sådan de begge bedst kunne lide det. Josefines veninder stormede over til hende og beundrede hende. Josefine var vant til det, og det var ikke fordi det irriterede hende, for hun havde ikke noget i mod at få opmærksomhed, men det var heller ikke noget som hun gik helt vildt op i at få. Længere væk kunne hun se Beate, Freja, Sofie og Christina. Det var dem Josefine i starten af 1.g altid hang ud med. Men da Josefine en dag ikke kunne komme til Sofie's fødselsdagsfest, fordi hendes mormor gik bort, blev alle pigerne hidsige og ville ikke have noget med hende at gøre, da de mente fødselsdagen var vigtigere. Det gav anledning til mange dramaer i løbet af gymnasietiden, men Josefine lærte at ignorere dem. Christina var Anders' kusine, og på trods af at han ikke brød sig om hverken hende eller hendes veninder, ikke kun på grund af deres problemer med Josefine, men også generelt, så følte han pligt til alligevel at snakke med dem. Josefine var ikke specielt glad for det, men hun accepterede det, da hun også selv mente at man ikke skulle lukke sin familie ude. 
Endelig blev det tid til at danse, det var det Josefine havde glædet sig mest til. De havde alle øvet på at danse vals i idræt de sidste tre måneder, og nu skulle det endelig gøres for alvor, med det rigtige tøj og den rigtige partner. Josefine havde øvet sig med sin far og lillebror derhjemme også, så hendes lillebror var også rigtig glad for at dagen endelig kom, så han ikke længere behøvede at øve med hende. Hun havde drømt om det øjeblik mange gange, hvor hun holdte Anders' hånd med hendes ene hånd og havde den anden på hans skulder, mens hans anden hånd lå ved hendes lænd, og så dansede de rundt i det der lignede en cirkel, mens hun kiggede ham ind i hans øjne. Det var helt eventyrligt for hende, og hun ønskede bare at den følelse ville vare for evigt. Hun vidste da hun dansede der, at Anders var den hun ville danse sin brudevals med også.
Men aftenen var næsten for god til at være sand, og selvfølgelig skulle det tage en drastisk drejning. Mens Josefine stod og skænkede sig selv et glas vin kom Freja over og snakkede med hende. Hun undrede sig en anelse, men besluttede sig for at være høflig, da hun ikke ønskede ballade på hendes ellers så perfekte aften. Men det var selvfølgelig for naivt gjort. Freja spurgte pludselig hvor Anders var henne af, og da Josefine fortalte at han nok gik rundt med nogen af sine kammerater, fortalte hun, at hun nok burde kigge bedre efter ham, for han havde haft et godt øje til Beate hele aftenen. Josefine blev forvirret og kiggede sig omkring, da hun pludselig så Anders danse med Beate. Det var der ikke det store problem i, i hvert fald ikke før Beate pludselig stod på tæer, og hende og Anders stod og kysseede. Josefine stivnede og vidste ikke hvad hun skulle gøre af sig selv, men af ren automatik begyndte hun at græde og løb sin vej. Havde hun stået bare et øjeblik længere, havde hun set Anders skubbe Beate væk, og opdaget at det var en plan Beate, Freja, Sofie og Christina havde haft i tankerne hele tiden. De ønskede at ødelægge Josefines aften, og det klarede de til punkt og prikke. Anders stormede efter Josefine, men da han nåede udenfor var hun ude af syne. Han skyndte sig ud til sin bil i håbet om, at han kunne finde hende, ved at køre ud og lede. Han kørte først den vej, som hun altid plejede at gå, når hun gik hjem fra skole. Men da han nåede frem, fik han at vide hun ikke var der, og han skyndte sig videre af en anden rute, uden at få forklaret hendes forældre hvad der foregik. Han ville bare finde hende og forklare hende det. 
Det blev morgen og Josefine var kommet hjem og havde fået sovet. Hun blev vækket af hendes mor, som satte sig på sengekanten, for at fortælle en sørgelig nyhed. Hun havde lige fået et opkald fra Anders' mor, som fortalte, at i løbet af natten, mens Anders havde ledt efter Josefine, var en spritbillist kørt overfor rødt lys, og direkte ind på siden af Anders. Anders lå på hospitalet, og det var stadig ikke helt klart hvorvidt hans tilstand var stabil eller ustabil. Josefine vidste ikke hvad hun skulle gøre. Hun kendte jo ikke sandheden om hvad der var sket mellem ham og Beate, så hun var på den ene side sur og ked af det, men på den anden side, følte hun at det var forkert bare at sidde hjemme mens han lå der. Pludselig tog hun sig selv i, at hun havde tårer løbende ned af kinderne. Det var ikke tårer, som fortalte, at hun havde mistet ham som kæreste, men tårer som fortalte, at hun stadig elskede ham, og det ikke var her deres forhold skulle slutte. 
Hendes far kørte hende op på hospitalet, og efter de havde været rundt og snakke med forskellige sygeplejersker, fandt de endelig frem til, hvor han lå. Da de kom ind, stormede hans mor over og krammede Josefine. Det var tydeligt at se, hvor meget hun havde grædt, men det var forståeligt. Da Anders var 10 år gammel, var hans far med i en bilulykke, som han ikke overlevede. Nu lå hendes eneste barm i koma også på grund af en bilulykke. Josefine begyndte at græde mere end hun havde gjort hele vejen derhen, og gik stille over og tog hans hånd. Der sad hun dag efter dag, og efter præcis en uge mærkede hun et lille klem i hendes hånd. Hun blev forvirret, kiggede op og tørrede hendes tårer væk, da hun så Anders' øjne lukke sig stille og roligt op. Tårerne trillede ned af hendes kinder, aldrig havde hun grædt så meget. Da han kiggede sig omkring og til sidst mødte hendes blik, trillede tårerne ligeledes ned af hans kinder. Han sagde undskyld flere gange, men Josefine bad ham bare stoppe, for det betød ikke noget for hende der. Det vigtigste for hende var, at han var i live.
En lille tåre trillede ned at hendes kind ved tanken om, at hun var så tæt på at miste den dreng hun ønskede skulle være hendes for altid. Men tåren blev hurtigt omdannet til et smil, da hun nede på gaden kunne se Anders komme gående og fløjte. Han spurgte, om hun var klar til at gå ud og drikke den sædvandlige kop kaffe, som de havde gjort hver tirsdag siden ulykken, for at fejre at de stadig var sammen, og for at nyde hinandens selskab. Hun nikkede, og tog hendes jakke, som lå ved siden af hende, slukkede lyset og gik.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...