Blackout

Det er en gammel historie som jeg har skrevet for en del år siden.
Den handler om en pige der af uforklarlige årsager springer 3-5 måneder frem i tiden, hver gang hun ligger sig til at sove. Hvordan løser man mysteriet, hvis man aldrig vågner hvor man slap?

1Likes
0Kommentarer
457Visninger

1. Blackout

Det er en ganske almindelig dag … eller rettere kedelig dag, som enhver anden midt i den varme sommerferie. Der er 28 grader udenfor, skraldet er blevet taget ud, tamrotterne er blevet fodret og har lige været ude lidt, og dagen begynder at tage sin ende.
Sandra har for nogen dage siden aftalt en lille middag, og shoppetur med en veninde som skal finde sted i morgen. Hun vil være udhvilet, for nu sker der da for en sjælden gangs skyld noget indholdsrigt i hendes sommerferie, som hun ellers har brugt det meste af hjemme hos sig selv, i sin lille lejlighed da der ikke er råd til meget rejse, når man bare er på SU.
En af hendes yndlings serier bliver genudsendt på tv, og det må hun lige se færdig inden hun kryber helt til køjs.

Næste morgen vågner hun op, da hendes alarm på mobilen vækker hende. Undrende slår hun den fra, og ser at klokken er 7.00 om morgenen, og hun mindes ikke at have sat alarmen til. Hun får taget noget tøj på, og ruller gardinerne fra vinduerne, og bliver mødt med et chokerende syn. Der er SNE udenfor! Hun kigger forvirrende rundt, ser rotterne er der endnu, og ser ud til at have det godt, og spotter pludselig nogen papirer der ligger på bordet. Hun tager dem op, og ser det er en advarsel for fravær fra den skole hun har søgt optagelse på. Den går hun tilsyneladende på nu.
Hun skynder sig at tænde for fjernsynet, og slår over på tekst tv og ser på datoen. Det er d. 03 december. Sandra er målløs, og ved ikke hvad hun skal gøre.
Hun beslutter sig for at tage i skole, og se hvad der sker.

Hun træder forsigtigt og forvirret ind ad døren, og kigger sig omkring i den store forhal. Hun har kun været her én gang før. Hun går hen til receptionen og spørger pinligt ”Ehm, jeg går vist nok her, men hvor skal jeg egentlig hen?”. Receptionisten kigger undrende på hende, men når ikke at svare før der kommer 2 piger og en fyr hen til Sandra og råber ”Heeej San! Hvad så?”. Sandra vender sig om mod dem, og kigger undrende på dem. ”Kender jeg jer? … ”. De griner lidt, og den ene pige hiver hende med da hun vender sig om for at gå ”Det skulle jeg da mene.. Kom nu, ellers kommer vi for sent”.

Sandra prøver at følge med i timerne, og prøver at blende ind selvom hun af gode grunde ikke aner hvem der er hendes venner, og hvem der ikke er. Midt i anden time kan hun ikke klare det mere, og føler hun er nød til at gå. Hun undskylder til læren, og beder om at måtte gå på toilettet.
Hun MÅ bare finde ud af hvad det er der sker her. Hun forlader skolen, og går ned i byen, fuld af undren og tanker der flyver rundt i hovedet på hende. Kan hun have sovet overdrevet over sig? Umuligt.. Hvordan skulle hun ellers have kommet ind på skolen, og fået nye venner? Hun kigger i sin telefonbog i mobilen, og ringer til hendes veninde Maria, og beder hende mødes med hende inde i byen om en halv time. Maria lød undrende i telefonen, som om hun ikke havde regnet med Sandra gad snakke med hende. Det tænker Sandra ikke videre over, og ringer til en anden veninde, Julie, og beder ligeledes hende om at mødes.
Da de mødes ved en bænk i gågaden, virker Maria stadig undrende, mens Julie er frisk og tænker at nu skal der nok ske noget spændene. Sandra fortæller om situationen, men ingen, især ikke Maria, tror særlig meget på det. Hvordan skulle man kunne sove, og vågne op 5 måneder efter? ”Jamen det passer! Der er folk på min nye skole jeg ALDRIG har set før, som åbenbart kender mig! Men selvom jeg ikke har været her.. altså, sådan rigtig, i 5 måneder, så har jeg åbenbart alligevel.. jeg mener.. det giver ikke rigtig mening, men det er altså sandt!”. De ryster på hovedet af hende, og tror det er gået fuldstændig galt for hende. Men nu mere Sandra insistere på det er sandt, nu mere sindssyg tror de hun er blevet.
Før eller siden siger Maria irriteret, at nu gider hun altså ikke høre på det nonsens mere, og går. Få minutter efter, undskylder Julie også ”Nåmen, der var egentlig også noget jeg skulle”, og går. Så Sandra står dér, midt i gågaden, og ingen tror på hendes historie. Hun er næsten ved at græde, for hun ved ikke hvad hun skal gøre, og hele situationen forvirre hende, da hun ikke aner hvad der foregår. Inden den første tåre når at trille, kommer der en fremmed venlig mand hen til hende. ”Jeg overhørte din historie, og synes det er ærgerligt dine veninder ikke vil høre på dig. Men jeg tror bestemt jeg kan hjælpe dig, eller i hvert fald gøre et forsøg”.
Sandra kigger tøvende og skeptisk på ham. Han virker troværdig nok, og hun spørger til hvordan han skulle kunne hjælpe hende.
Han tager hende med til et klinik ligene sted, og lader hende fortælle hendes historie. Hun er lettet over at nogen gider høre på hende, og de ligner nogen der rent faktisk tror hende. Men de hjælper hende ikke, eller kan forklare hvad det skyldes. Hun bliver mere og mere troværdig med disse mennesker, men før hun begynder at fatte mistanke, får de hende indlagt på psykiatrisk afdeling.

”JEG ER IKKE SINDSSYG! Det er jo sandt hvad jeg siger!”. Hun bliver udmattet, og restløs, for ingen vil tro på hendes historie. Nu mere insisterende hun er på det er sandt, nu mindre er chancen for de vil lade hende gå. Det er en ond cirkel. Hun kigger bedrøvet ud af vinduet, og tænker ”Hvad sker der med mig? Finder jeg nogensinde ud af hvad det er der foregår, eller skal jeg tilbringe resten af mine dage her? Hvordan kan jeg have fortrængt 5 måneder af mit liv, bare sådan? Eller ER jeg virkelig ved at blive sindssyg?!”

Næste morgen vågner hun op i sin egen seng. Hun er lettet over ikke længere at være indlagt, men finder hurtigt ud af, at der igen må være gået nogen måneder, som hun igen ikke har været vidne til. Hun trækker gardinerne for, og der er ingen sne. Hendes rotter er ved at være gamle, og der mangler endda en. I dag er det d. 14 april. Den er HELT gal, og hun skynder sig at tage ind til byen. Hun prøver at ringe til Julie, i håb om hun kan hjælpe bare en lille smule. De aftaler at mødes på en café, og Julie kommer glad og smilende ind, og sætter sig overfor Sandra. ”Hvaså? Havde du en fed aften i går?”. Sandra vælger ikke at svare på det spørgsmål, og bliver distraheret, fordi der sidder en mand et stykke væk og stirre.
Hun prøver tøvende igen, at komme ind på emnet ”Du kan muligvis huske det fra.. øh, det må vel være december.. du ved, der hvor jeg sagde jeg bare vågnede op, fra sommer til vinter, ikke?”. Julie ser undrende, og lidt små irriteret på hende. ”Du tror mig sikkert stadig ikke, men for mig var det altså i går.. Det er sket igen! Jeg fatter ikke hvad der sker” .. Julie kigger over på den stirrende mand, og tilbage på Sandra med et dybt suk. ”Jeg ved altså ikke hvad der sker for dig.. Du er slet ikke som du plejer at være”. Manden rejser sig op, og går over mod dem, og Sandra bliver grebet af panik. De holder stadig øje med hende, og nu tror de hun har fået et tilbagefald. ”Jeg troede endelig du var blevet rask, og blevet dig selv igen… Det er altså kedeligt uden dit selskab, når du bare sidder derinde og kukkelurer”. Julie kigger bedrøvet, og skuffet på hende, og manden skal til at ligge armen om Sandra for at tage hende med. Sandra rusker sig løs, giver et ondt blik til Julie og skynder sig ud af caféen.

Hun tager hjem for at være i fred, og forsøger at rede trådene ud. Hun kommer i tanke om veninden hun skulle ud og spise og shoppe med. Hun forsøger at ringe med hende, men hun tager den ikke. Hun forsøger igen og igen, i håb om hun kan fortælle hende noget brugbart. Da hun har brugt næsten alt sin taletid op, tager veninden endelig telefonen.
”Kan du huske dengang det var meningen vi skulle ud og hygge, shoppe osv.? Det er nok noget tid siden nu”. Der bliver lidt stille i telefonen … ”Øøh, jo.. det er nogen tid siden. Hvad med det?”. Sandra tager en dyb indånding, for hun ved at hun nok heller ikke vil tro hende, hvis hun forklare situationen ”Jo, det virker måske lidt sært, men jeg ville bare vi.. jeg kan ikke helt huske… Hvad lavede vi egentlig?”. Sandra kan høre at hun virker irriteret og undrende i stemmen, og bliver nervøs for om hun nu også tror hun er psykisk syg. ”Øh, vi spiste på Jensens, og så shoppede vi. Først lidt i centeret, og derefter nede i byen. Du købte vist nok den der trøje som du er ret glad for… Hvorfor spørger du?”. Sandra skynder sig at ligge på. Hun HAR altså været tilstede al den tid.. Men hvorfor kan hun ikke huske det, og hvorfor kan hun kun huske sidste gang, som nu var flere måneder siden, som var det i går? Der foregår noget mystisk, og hun begynder at tvivle om hun nogensinde finder ud af hvad det er der sker.
Hun bruger hele dagen på at finde en masse ting, der bekræfter at alle de måneder der er forsvundet for hende, har hun faktisk alligevel været en del af. Hun tænder computeren, og kigger mappen med billeder igennem og ser der er kommet en del nye. Billeder taget fra fester, shoppeture, og meget andet.. Det skræmmer hende at se sig selv på billeder, fra oplevelser hun husker intet om, med mennesker som hun slet ikke kan huske hun nogensinde har kendt.
Da mørket begynder at falde på, og det bliver sent, tør hun næsten ikke ligge sig til at sove, for hun ved udmærket godt hvad der vil ske. Men hun bliver nød til det.. hun har brugt meget energi i dag, og kan ikke holde sig vågen. Men nu ved hun i det mindste hvad hun går ind til. Et lille sted håber hun, at det er sidste gang nu, og alt vil blive tilbage til det gamle. Eller at det bare er en drøm, hun snart vil vågne fra.

Næste morgen vågner hun op, et helt fremmed sted, i en fremmed seng. Hun kigger rundt for at orientere sig, og ser pludselig at der ligger en fyr og sover ved siden af hende, og hun får et kæmpe chok og skriger så han vågner.
Han kigger forbavset og skræmt på hende. ”Hvad sker der? Hvad er der galt?!”. Hun prøver at få vejret, og spørger panikslagen ”Hvem er du? Hvor fanden er jeg?!”. Han prøver at få hende til at falde ned, og slappe af. ”Jamen, du er jo her… I Horsens. Jeg er jo Mads, det ved du da godt?”. Hun prøver at slappe lidt af, og kigger grundigt på ham. ”Er du min kæreste, eller bare et engangs knald?”. Han griner lidt og svare ”Kæreste, håber jeg da”. Hun tænker lidt, og er faldet mere til ro.. Måske er han til at stole på. ”Hvor længe har vi været sammen? Er vi meget nære?”. Han kigger undrende på hende ”3 måneder.. Og ja, det skulle jeg da mene. Sig mig, hvad er det med dig?”. Hun føler at han burde være til at stole på.. Hvis de er nære, så stoler han nok også på hende, og vil nok tro på hende, uanset hvor freaky det end må lyde. Hun forklare ham hele historien, selvom hun har en stor frygt for han nok snart vil miste al respekt for hende, fordi han ikke tror på det. Men hun kan kun håbe. ”Er du klar over hvor meget jeg HADER synet af sne? Nu vågner jeg op, flere kilometer fra mit hjem, ved siden af en fremmed fyr.. eller, for mig lige nu, er du i hvert fald meget fremmed. Og du bliver altså nød til at tro på mig. Jeg er ikke lystløgner typen, og jeg er HELLER IKKE sindssyg!”.
Han tygger lidt på det, og tænker lidt. ”Jo, det lyder ret far out. Men så længe jeg har kendt dig.. og du åbenbart ikke mig, ved jeg da at du ikke er typen der finder på den slags syge historier. Jeg vil gerne prøve at hjælpe dig, men jeg aner ikke hvordan!”. Sandra ånder lettet op. Endelig en der vil hjælpe hende, selvom hun kun har kendt ham i 10 minutter, har hun stadig en svag fornemmelse af han muligvis ikke helt tror hende. Men det er alt eller intet, for så tæt på forståelse og rigtig hjælp har hun endnu ikke været, og hun er ved at blive meget desperat.
”Det er næsten ligesom filmen Butterfly effect..” siger hun i håb om, han også har set den, og prøver at løsne stemningen lidt op, og være imødekommende overfor denne fremmede fyr. ”Ja, bortset fra du går frem i tiden.. og jeg kan ikke helt se hvordan du skulle komme tilbage igen…”. Samtalen slutter hurtigt. Sandra aner ikke hvad de har til fælles, eller hvad de normalt ville snakke om, men prøver at virke åben og interesseret. ”Det virker næsten som en slags blackout.. en overdrevet en af slagsen.” Mads prøver at tænke sig frem til en løsning, da han gerne vil hjælpe sin kæreste ”Gad vide om det overhovedet kan lade sig gøre? Sådan rigtig… Måske skulle du prøve at gå til læge eller noget?”. Sandra bliver panikslagen. Hun har haft nok af dårlige erfaringer med læger, det ender bare med at hun bliver indlagt igen. ”Jeg kender en rigtig god en.. Han har forstand på den slags med hjernen og sådan. Og så er han pisse flink, jeg tror ikke han vil indlægge dig nogen steder”. Sandra tager chancen. Skulle hun blive indlagt igen, er det jo for hendes vedkommende alligevel kun én dag.

De sidder i venteværelset, og Sandras navn bliver råbt op. Mens de går derind, bliver hun igen angst for at heller ikke lægen vil tro et ord af hvad hun siger. De kommer ind, og sætter sig ned, og lægen kigger spørgende og interesseret på rigtig læge-måde på Sandra. ”Nå, hvad er der så galt med dig min pige?”. Sandra tøver, og ved ikke hvordan hun skal sige det. ”Joeh, det er sådan at jeg….” Mads afbryder hende straks da han ser at hun ikke er tryg ved situationen, og prøver at finde en smart måde at formulere det på, så hun ikke bare virker sindssyg. ”Hvor længe varer en blackout sådan cirka?”. Lægen kigger over på Mads, undrende over hvorfor han afbrød, og tog ordet. ”Tja, det kan være forskelligt. Som regel et par timer, men i ekstreme tilfælde et en dags tid eller flere”. Sandra bliver lidt urolig, da hun godt kan høre at hendes tilfælde umuligt kan være normalt. ”Ikke mere?” siger Mads desperat, og insisterende på at det må være derfor Sandra har oplevet hvad hun har. ”Jeg vil mene et par dage er ret lang tid for et blackout. Jeg har i hvert fald aldrig hørt om længere tilfælde. Er det blackout den unge dame lider af da?”. Lægen virker irriteret over at de ikke kommer direkte til sagen. Mads forsøger overbevisende at forklare ham om Sandras situation, og spørger om der virkelig ikke er noget at gøre. ”Jo, det lyder ret mærkværdigt. Vi kunne jo prøve at tage en hjernescanning, og se om vi kan finde noget”. Sandra deltager i samtalen og spørger nervøst ”Jamen, det tager jo flere uger før jeg kan komme til det. Når jeg vågner op i morgen, er der jo gået flere måneder, og så ved jeg jo stadig intet?”. Lægen beklager, men det kan desværre ikke være anderledes.

De tager hjem til Mads igen, og grubler lidt over hvad de kan gøre. ”I morgen er jeg jo nok den igen, som du husker. Men jeg vågner op i fremtiden, og ved stadig intet”. Sandra sukker, og virker opgivende. Hun er dog nysgerrig på hvor godt Mads egentlig kender hende, og hvad de har oplevet sammen. Han kommer i tanke om en lille video de engang tog til hendes fødselsdags fest, så hun kan se sig selv i levende billeder, fra en af de stunder hun nu intet kender til. ”Det er mig all right. Jeg er ikke spor anderledes end jeg normalt ville være. Det er altså meget mystisk”. De kigger nogen billeder igennem, og Sandra prøver at udspørge ham om nogen ting, hvad han ved, og hvad der egentlig er sket mens tiden er gået. ”Har jeg så nogensinde fortalt dig om min hund?” Hun håber på han da ved noget om det i hendes liv, som betyder noget for hende. ”Jo.. Var det ikke Jack den hed?” Sandra kigger undrende og chokerende på ham. ”Hed? Hvad mener du med det?!”. Mads tøver, og vil ikke gøre hende ked af det, i betragtning af hun jo ikke kender til en del af hendes fortid. ”Jooeh .. Den er jo død nu…” Sandra bliver totalt chokeret, og begynder at græde. ”Og jeg forstod da også på det, at den stod dig meget nær”. Mads ved ikke helt hvad han skal gøre af sig selv, og er pinlig over at han nu har gjort Sandra ked af det, og prøver ivrigt at trøste hende.
Da han endelig har fået trøstet hende, og hun er kommet lidt til sig selv, får Mads pludselig en idé. ”Hør, det lyder måske sært, men situationen taget i betragtning, kan det vel være et forsøg værd. Jeg gad godt vide hvad der ville ske, hvis du nu skar dig, om det mon var healet når du vågner op i morgen?” Sandra undre sig over hans sære idé, men går med på den. Hun har jo intet at miste, selvom hun har svært ved at se hvordan det skulle kunne hjælpe hende.
Mads finder en kniv, og hun prøver at snitte sig i fingeren, for hurtigt at ømme sig over smerten. Mads finder hurtigt et plaster til hende, og sætter det på.

”Jeg har overhovedet ikke lyst til at ligge mig til at sove”. Sandra ved dog udmærket godt, at før eller siden bliver hun jo nød til det. Men i forsøg på at stoppe hele denne mystiske affære, vil hun prøve at holde sig vågen så længe som hun overhovedet kan. ”Det kan jeg sgu også godt forstå”. Mads sætter en kande kaffe over, og går ind til Sandra og sætter sig trøstende og forstående ved siden af hende.
Klokken bliver 5 om morgenen, og solen er ved at stå op. Sandra har endnu ikke lukket et øje. Ikke engang blinket over 3 sekunder, i frygt af at endnu nogen måneder vil flyve forbi hende, på blot en nat. Mange kander af kaffe er blevet drukket, og da klokken nærmer sig 8, er Mads allerede faldet i søvn. Sandra sidder nu helt alene, i et fremmed rum, med en fyr hun kun har kendt en dag, et sted hun ikke kender. Hun går ud og sætter endnu en kande kaffe over, og går ind og tænder fjernsynet. Hun zapper lidt rundt blandt børneprogrammer, og ukendte B film, i håb om at finde noget interessant som hun kan holde sig vågen til.
Efter nogen timer, begynder hun at mærke, at nu kan hun altså ikke holde den længere. Hun forsøger at vække Mads, der morgengnavent mumler ad hende, og prøver at vifte hende væk. ”Vågn nu op! Jeg tror altså ikke jeg kan klare den længere”. Han får omsider rejst sig op i sengen, og kigger søvndruknet hen på hende. ”Øøhm.. Er du her.. sådan rigtig.. du ved.. endnu?”. Hun ved hvad han mener, men ved ikke om hun kan svare på spørgsmålet. ”Det ved jeg ikke. Hvad dato er det?”. Hun kommer straks i tanke om hun slet ikke fik set hvad den var i går, og spørger i stedet, inden han når at svare ”Hvad lavede vi i går?”. Han prøver at kvikke sig selv lidt op, undrende og irriteret over hun stiller et nyt spørgsmål før han når at svare ”Øh, vi var til lægen og sådan.. Undskyld jeg ikke kunne holde mig så længe vågen”. Sandra er lettet. Der er kun gået et døgn, og ikke flere måneder. ”Så det ér altså når jeg ligger mig til at sove, det hele sker.. men jeg kan altså ikke holde mig vågen ret meget længere”. Mads prøver at tænke sig lidt om. Det er ikke rigtig så meget han kan gøre. ”Hør, hvad nu hvis du ligger dig til at sove, og jeg så vækker dig om en time.. Måske er det en langvarig proces, eller noget?”. Sandra kigger undrende på ham. Er der virkelig tale om en slags tidsrejse eller sådan noget, og det er en hel anden, der bare ligner og opfører sig som hende, der er i hendes krop alle de måneder hun ikke er der? Men hun har desperat brug for søvn, og siger god for idéen, selvom hun er stærkt tvivlende på at den vil virke.

Da hun vågner op igen, er der gået lidt mere end et par timer. Hun finder straks ud af, hun igen er endt et fremmed sted, og hun gætter sig til der nok er gået mere end blot timer, siden hun lagde sig til at sove.
Hun kigger rundt, og ser hun bor alene. Her er ingen fyr, men rummet ligner et hun har indrettet. Der kommer en svag piven ude fra køkkenet, og pludselig kommer der en lille rød kat gående imødekommende hen mod hende. Det må være hendes lejlighed, og nok også hendes kat. Hun tænker lidt over hvad katten mon hedder, men siden den er hendes, må hun vel hellere finde på et. Hvad med… Malte? Katten misser glad til hende, og vender sig om i håb om hun går med, for at give den noget mad. Da hun ser den vende enden til, kom hun i tanke om at hun måske skulle have checket kønnet før hun navngav den, eller også håber hun bare på den er kastreret.
Hun ruller persiennerne fra, og bliver igen mødt af synet af sne. Og overraskende også meget langt ned. Da hun normalt boede i en lejlighed i jord højde, falder hun næsten baglæns tilbage, da hun nu finder ud af hun bor på 3 sal.

Da hun kommer udenfor, i vintertøj hun aldrig vidste hun ejede, eller rettere kunne huske hun havde købt, kigger hun forvirret rundt. Hun kan ikke genkende noget som helst. Hun stopper en tilfældig forbi passerende mand, og spørger hvilken by dette er. Manden kigger undrende og svare ”Jamen, du er da i Slagelse”. Hun bliver lidt pinlig, da hun mistænker ham for at have set hende komme direkte fra bygningen, hvor hun bor.
Hun går lidt forvirret rundt, og kigger i byen. Pludselig kommer hun i tanke om Mads.. Mon de stadig er sammen? Hun fumler efter en mobil, og finder en hel anden model end hun husker hun havde. Men det må vel være hendes, da den lagde i lommen. Hun kigger i telefonbogen, og håber hun kun kender én Mads, hun har telefon nummeret på. Det gør hun heldigvis, og hun ringer op. Telefonen bliver taget, og før hun når at sige noget bliver hun mødt af et surt ”Hvad vil du!?”. Sandra bliver chokeret, og tænker de nok ikke er på talefod længere. ”Slap af.. Jeg ringer jo bare for at..” hun når ikke langt i sætningen, før han afbryder ”Jeg gider ikke snakke med dig, og det ved du sgu også godt! Farvel!” Sandra bliver grebet i panik, og når knap at sige ”Vent!” før han har lagt på. De er tydeligvis ikke på talefod, men Sandra har ingen anelse om hvad det skyldes. Forholdet er tydeligvis forbi, men han er den eneste der kan hjælpe hende lige nu. Hun venter lidt, og roder lidt i lommen, og finder en pakke smøger. Nå, nu ryger hun åbenbart. Hun kan vel ligeså godt indfinde sig med den fortid hun ikke kender til, og tager en smøg. Efter lidt tid, prøver hun at ringe igen, dog med hemmeligt nummer. Så snart hun hører han tager den, og før han når at sige noget bryder hun ind ”Du bliver altså nød til at høre på mig, lige meget hvad du end er sur på mig for. Du er den eneste der kan hjælpe mig!” Hun håber han ikke ligger på, og vil huske episoden som for hende var i går. ”Du kan godt huske dengang jeg vågnede op, og ikke vidste hvem du var, ikke? Da vi tog til lægen og sådan”. Der bliver en lille pause, og hun krydser fingre for han kan huske det, ser bort fra alt han er sur på hende for, og vil hjælpe hende. ”Hm.. Jo. Er det nu sket igen?”. Han lyder skeptisk, som om hun lyver. Hun kan tydeligt høre han har mistet meget tillid til hende nu, men hun bliver nød til at satse. ”Ja.. Alt det var i går for mig. Fandt vi ud af hvad scanningerne viste?” Hun kan ikke andet end at håbe på hans samarbejde. ”Mjoeh.. De kunne vist ikke rigtig finde noget brugbart. Der var noget med nogen huller i hukommelsen, tror jeg nok.. Jeg kan sgu ikke helt huske det. Men de nåede aldrig videre med det.” Sandra står lidt, og føler hun igen er rendt panden mod muren, og endnu intet ved, eller hvad hun kan gøre. Hun kigger pludselig på sin finger. Plasteret er væk, men såret er der endnu. ”Hvor lang tid siden var det egentlig?”. Der er igen pause, som tegn på at Mads tænker og prøver at regne sig frem. Selvom han ikke er helt for at snakke eller samarbejde med hende, kan et simpelt svar på sådan et spørgsmål vel ikke skade. ”Jeg tror det er ca. 5-6 måneder eller noget i den stil.” Hun får pludselig øje på sit spejlbillede i nogen tonede ruder, på en parkeret bil. Intet ved hendes ansigt virker forandret, siden sidst hun kiggede sig i spejlet for 4 dage siden, inden det hele startede. ”Der er gået over et år, som jeg er gået glip af. Men når jeg kigger på mig selv, ser jeg ikke et år ældre ud.” Mads svare uinteresseret, som tegn på han gerne vil have færdiggjort denne samtale snart ”Jamen, så lever du nok længere end alle os andre, i din lille tidsrejse. Tænk på du kan nå og opleve ting ude i fremtiden, vi andre dør fra.. Hvis det da ikke var fordi du kun oplever en dag ad gangen”. Han tager det som en joke, og slutter samtalen fordi hans nye kæreste venter på ham, og han ligger på.

Sandra er mundlam. Omsider har hun nogenlunde fået en opfattelse af hvad der muligvis foregår. Eller i hvert fald hvordan alting hænger sammen. Hun begynder at miste troen på, at det nogensinde vil løse sig, og gør sig indstillet på at hun nok vil tilbringe resten af sine dage på denne forvirrende måde. Set på den lyse side, hun er ikke vidne til lange arbejdsdage, eller lange ubehagelige episoder, som hun fx gik glip af ang. hende og Mads. Men omvendt, vil hun heller aldrig opleve lange gode oplevelser med venner, da hun ikke kan nå at finde ud af hvem hun kender, hvad der er aftalt, eller noget som helst. Hun ved jo intet om sin nutid. Og endnu mindre om sin fortid.
Hun tør ikke engang ringe til de venner, hun engang kendte. Hun vil altid være i frygt for de slet ikke er venner mere, og hun vil ikke opleve en sådan situation hun lige havde med Mads. Hun føler sig tvunget til at gå rundt, mutters alene da hun ikke ved hvem hun kender, og hvem hun ikke gør, og lave ingenting, da hun heller ikke ved hvad hun laver, eller hvad hun har af arbejde.

Pludselig kommer der to piger gående hen imod hende. De ligner nogen der kender hende, og som hun sikkert også burde kende. ”Åh nej..” tænker Sandra. Hun er træt af at fortælle historien om og om igen, når der altid er en 99% chance for de ikke tror på hende, og bare tror hun er gal. ”Hey, hvad så Sandra. Er du klar?” Sandra føler hun sidder i lort til halsen nu, og hun må skuespille sig frem. Men klar til hvad? ”Øh, jo helt sikkert!” Hun håber desperat på det ikke er HENDE der har inviteret dem ud et sted, og hun skal guide og føre ordet. ”Fint nok. Så går vi. Har du for resten husket den cd du lånte? Du lovede at aflevere den tilbage i dag”. Sandra prøver panisk at sno sig ud af situationen, indset at det bare ikke går at skuespille sig, når der er alt for mange ting hun ikke ved. ”Øøh, nej den glemte jeg desværre. Jeg tror ikke helt jeg kan finde den.. Men jeg rydder op når vi kommer hjem, så kommer jeg over til dig når jeg finder den! Det lover jeg!”. Pigen griner ad hende ”Jaja, det gør du bare. Det er jo ikke fordi jeg bor lige rundt om hjørnet.. Det er ligesom taget mig 3 timer at tage herhen”. Sandra synker en ekstra gang. Det går hele tiden galt for hende. Men hun bliver nød til at prøve sig frem. ”Ehehe.. Nåja. Men jeg kan altså ikke finde den… Øhm, skulle vi af sted eller hvad?”.

De sidder i bilen, og de 2 andre virker spændt på hvad der skal ske. Sandra derimod er enormt nervøs for hvad der skal ske, og kan godt føle at hun på ingen måde har situationen under kontrol. Hun tænker om der monstro ikke er en måde at komme ud af denne ubehagelige situation, og får en idé. ”Hvor lang tid er der ca. før vi er fremme?” Sandra håber på det er en lang køretur, så hun kan undskylde sig med en lur, og håbe på hun vågner op i fremtiden igen. ”Det afhænger af trafikken. Normalt tager det jo kun 3 kvarter, men det ser ikke så godt ud i dag… ” Veninderne virker mere interne med hinanden, og snakker næsten ikke til Sandra alligevel, så hun tillader at lukke sine øjne, og håber hun kan sove.

Hun vågner igen, ved at en billetkontrollør prikker hende på skulderen. ”Må jeg se din billet?”. Sandra liver op i et sét, og kigger forvirret på kontrolløren, for derefter at kigge forvirret rundt efter en taske, får øje på en der ligger nær hende, og derfor må være hendes. Hun roder desperat i tasken, kigger i pungen der kun er nogen få småpenge i. Den er der ikke. Hun roder i lommerne i hendes jakke, den samme som hun havde på inden hun sov. ”Øhø, nu skal jeg lige finde den.. jeg kan ikke helt huske hvor jeg gjorde af den…” Sveden perler fra hendes ansigt, og det vrede irriterede, lidt mistænksomme blik fra kontrolløren gør hende bestemt ikke tryg. Til sidst opgiver hun, og sender kontrolløren et forsøg på et uskyldigt smil, med tanken om hun nu udmærket ved hun nok snart bliver smidt ud. Denne situation var ikke spor rarer end den hun lige flygtede fra. ”Nå.. Jamen så bliver du jo nok desværre nød til at stå af ved næste station.” Kontrolløren går videre, tydeligvis irriteret og skuffet over at nogen mennesker vælger at rejse på denne uærlige måde.
Næste station er Odense, og Sandra stiger af. Hun ser at der stadig er sne, dog forårs sne på vej til at smelte væk. Hun sætter sig på den nærmeste bænk, og prøver igen at finde billetten, og roder desperat i alle sine lommer. Har hun virkelig ændret sig så meget siden, at hun kunne finde på at tage med toget uden billet? Hun vil ikke tro det, og tømmer hele tasken på jorden. Blandt makeup, gamle krøllede kvitteringer og andet papir og skrammel finder hun noget der ligner en billet. Hun finder mobilen frem, og ser datoen. Den passer. Men det var ikke Odense hun skulle have været, men København, ifølge billetten.
Hun samler sine ting sammen igen, rejser sig op og kigger lidt rundt. Hvad nu? Hun ved ikke rigtig hvad hun skal gøre, og hvorfor hun mon var på vej til København. Der er vel også en mulighed for hun skulle af under vejs, eller måske skulle skifte tog. Uanset hvad, ville hun nok alligevel ende op uden at ane hvad hun skulle. Hun roder indbakken i sine sms’er igennem for at se om der ikke står noget om eventuelle planer hun har. Der står intet, men hun flirter tydeligvis med én eller anden kaldet Bum i hendes telefonbog.

Pludselig får hun en idé. Sandra er efterhånden ved at være træt af den nedtrykte stemning over aldrig at kunne finde rundt i alt dette, og har indfundet sig med sin situation og at hun nok aldrig kommer tilbage. Hvorfor ikke udnytte det? Hun forlader stationen, og spotter den nærmeste hæve automat og går over til den. Hun roder kort efter sin pung, og finder den, stopper hævekortet i automaten. 100, 200, 500, 700, 1000 eller 2000? Hun trykker uden tøven på ”Andet beløb” og indtaster 3500, og håber hun har nok på sin konto. Og det har hun heldigvis. Hun står lidt, og kommer til at smile mens hun tænker. ”Nok udnytter jeg egentlig mig selv.. Men det er ikke den ’selv’ jeg er del af, og jeg kan vel lige så godt få lidt sjov, nu hvor jeg alligevel intet kan gøre..”
Hun går ind i den første og bedste tøj butik, og tænker højlydt for sig selv ”NU går det løs!” Hun ved egentlig godt, at i hendes tilstand er der ingen grund til at købe mere end ét sæt tøj, så det er utrolig svært for hende at vælge. Prisen er heldigvis mere eller mindre ligegyldig, så hun går grundigt butikken igennem for at finde noget fedt tøj.

Efter et par butiks besøg, har hun nu fået ny trøje, nye smarte bukser, en fin lille taske, en pænere jakke, nogen smykker, og en tur til frisøren og få en ny lækker frisure.
Hun bruger hele dagen på at shoppe, selvom det er svært da hun hele tiden skal tænke på hun kun skal købe noget hun kan og skal bruge lige nu og her, da hun jo ikke kan tage alting med sig. Da det begynder at blive sent, finder hun et offentligt toilet, og tager sit nye tøj på. Mens hun står og fryder sig, og nyder hvor lækker hun ser ud i det lille snavsede buede plastic spejl, tænker hun på hvor meget hun skal score i aften, og hvor meget uforpligtende sex hun skal have. Det bliver trods alt ikke hendes problem i fremtiden.. Eller jo, det gør det, men hun er ikke vidne til det, og når hun vågner op i morgen, er det allerede fortid.

Om aftenen finder hun et diskotek hun synes virker tiltalende. Der er masser af mennesker udenfor, folk som snakker, folk som bliver afvist af dørmanden, eller folk som allerede er blevet afvist. Da Sandra kommer valsende selvsikker i gennem mængden, er der mange øjne der spotter hende, og følger hende hele vejen hen til døren, og dørmanden.
”ID tak.” Sandra roder lidt i sin nye taske, og finder ID frem. Dørmanden kigger lidt på det, og derefter på Sandra. Han ser undrende ud, og kigger skiftevis på kortet, og hende. Han kigger lidt mistænksom på hende. ”Hm.. Du ligner ikke en på 21..” Sandra tænker lidt. Hun er jo egentlig blevet 21 i mellemtiden, men hun er jo ikke blevet ældre siden den dag det hele startede, rent fysisk. Hun roder lidt i sin pung, og finder billede ID af flere slags, og viser det til dørmanden. Han har tilsyneladende fået bevis nok for hendes alder, selvom han stadig ikke kan tro det. Med lidt tøven, lader han hende endelig gå ind.

Der er godt gang i den på diskoteket. Musikken er høj, temperaturen er lummer, der er godt røgfyldt, og der er masser af mennesker, især på dansegulvet. Hun sætter sig ved en af de få ledige borde, og kigger lidt rundt, mens hun tænder en smøg. Da hun har fået orienteret lokalet nogenlunde, går hun op til baren for at bestille noget at drikke. ”Rom og cola, tak”. En fyr lige ved siden af hende har fået øje på hende, og smiler flirtende da hun får øjenkontakt med ham. ”Hvaeh.. Jeg lagde mærke til du bare sidder derovre helt alene.. Kunne du ikke tænke dig at sidde med os?” Han sender et blik hen på 3 andre fyre ved et bord, et lille stykke væk. ”Tjoeh.. Det kan jeg vel godt.. jeg skal bare lige hente mine ting.” Hun tager rom og colaen i et snuptag, går over og henter sine ting, og sætter sig ellers selvsikker ned hos fyrene, som har de altid kendt hinanden.

Efter nogen tid, et par danse på dansegulvet, og en del drinks og øl på deres regning, er Sandra ved at blive godt snalret. ”Hvad siger du til vi drikker videre oppe hos Mikael? Han har 2 kasser øl, og en flaske vodka.” Stemningen er god, og Sandra tænker ’Ja, hvorfor ikke..’ og takker ja.
Da de kommer ud fra diskoteket er der stadig mennesker, men en smule mere end før. Sandra bliver igen fulgt af en masse øjne, som hun træder ud af døren og går gennem menneskemængden med de 4 andre fyre. Hun nyder opmærksomheden, indtil en meget fuld ucharmerende mand et sted i 30’erne, pludselig griber fat i hendes arm, så hun svinger ind i hans favn, så hun står ansigt til ansigt med ham, og med dårlig ånde og næsten spyttende udbryder han ”Hvaså snuske mås, vil du med mig hjem og dyrke noget hed svedig sex?” Sandra smiler yderst ufornøjet til ham, mens hun prøver at vride sig ud af hans greb. ”Ehe.. Nej ellers tak.” Fyren hun mødte i baren skynder sig hen til hende, og virker meget oprevet og klar på slåskamp. ”Så slip hende dog, din klamme gamle nar!” han river hende ud af farmen på den ældre mand, og ser meget vredt og truende på ham, mens han og Sandra vender sig om for at gå videre.

Lejligheden er lille, men lækker. Sandra komplimentere indretningen. ”Jo tak, det er min kæreste der har indrettet det hele.. hun er godt nok ikke hjemme lige nu.. ude at drikke med nogen veninder eller noget.. Men slå dig ned!” Mikael tilbyder folk en øl, og der kommer hurtig en hyggelig stemning. Pludselig hiver en af fyrene en lille pose med noget sølvpapir op ad lommen, og en pakke rullepapir. Sandra fatter hurtig mistanke, og fyren fra baren ser hendes overraskende blik i øjnene. ”Rolig nu.. Han skal jo bare til at rulle en joint.” Sandra bliver lidt roligere, og tænker det nok er ren rutine i deres omgangskreds, og acceptere det.
Da jointen går på omgang og når til hende, stivner hun et kort øjeblik. Hun stirre lidt på den udrakte arm, og før hun ved af det, tager hun jointen og tager ellers et godt hvæs, med et resultat af et slemt hosteanfald. Alligevel får hun smag for det, og prøver ellers igen, i håb om at imponere fyrene en smule.

Klokken er snart 4, og en af fyrene er allerede gået hjem. Sandra føler sig i en skøn hippie agtig rus. Hun får let grineflip, men elsker alt og er positiv overfor næsten alting. Mikael føler en trang for at udnytte situationen, og synes egentlig også at Sandra er en sød pige. Hun er dog mange gange skævere end ham, eftersom dette er hendes første gang med hash, og han har prøvet det alt for mange gange før, og næsten har et dagligt forbrug.
Sandra fatter knapt hvad han er ude på, da han næsten udelukker resten af gæsterne for at flirte og ligge an på hende. Glad og skæv som hun er, strider hun i hvert fald ikke imod, og synes næsten at det er en god idé for de to at flirte lidt sammen. Hun er alt for stiv og skæv til at kunne huske sætningen ’det er min kæreste der har indrettet det hele’. Efter nogen tid bliver den ene af gutterne træt, både fysisk og af at se på de to, og går hjem. Og den sidste fyr er tydeligvis alt for fuld til at opfatte ubehaget i at være det tredje hjul.
Efter en halv joint, og en øl udbryder Sandra mens Mikael ligger i hendes skød og nusser ”For resten ved jeg slet ikke hvad jeg skal gøre, for jeg ved ikke hvor jeg bor!” men tager sig hurtigt til hovedet i en ’Doh!’ følelse af at have dummet sig, da det egentlig var meningen hun ville sige hun ikke kunne HUSKE hvor hun bor. De 2 fyre griner højlydt af hende, så hun føler sig helt forlegen, og prøver at redde den. ”Jo men, det er fordi jeg i virkeligheden rejser godt 4-6 måneder frem i tiden hver gang jeg sover… eller.” Eneste resultat det gav, var endnu en omgang mavekramper af latter hos fyrene. ”Uanset hvad, så må du da gerne sove her.. Sengen er så tom og stor, når jeg sover alene i den” smiler Mikael flirtende til hende.
”Ey, jeg crasher altså sofaen, hvis det er ok Mikael” kommer det fra stuen, mens Sandra og Mikael er på vej ind i soveværelset. ”Gør du bare det..” råber Mikael, mens han kigger flirtende dybt ind i Sandras øjne, mere koncentreret i at gøre hende liderlig nok, end i at svare sin ven.

Næste morgen bliver hun vækket af en kats jamrende miaven. Det er den samme lejlighed som hun sidst vågnede op i, og hun kommer straks i tanke om pigerne hun mødte, og indirekte brændte af.
Hun står op, fodre katten, trækker gardinerne fra, tager tøj på, og finder noget morgenmad, som var alting normalt. Hun har omsider overbevidst sig selv om at indfinde sig med hendes situation, og prøver ellers at leve livet som normalt.. selvom det er begrænset hvor normalt livet kan være, når hver gang man vågner op, er man endt ud i fremtiden uden at vide noget om fortiden.
Hun overvejer hvorvidt hun bare skal blive inde døre i dag, og undgå flere komplikationer pga. manglende viden om fortiden.. Mens hun sidder på sengen og spiser morgenmad og aer katten, når hun kun akkurat at tænde fjernsynet, før det ringer på døren.
Sandra bliver kort grebet af en panik, og håber det ikke er nogen hun kender.
Da hun åbner døren, står der 2 politibetjente og kigger meget alvorligt på hende. ”Er du Sandra Lundgaard Hansen?” Sandra nikker nervøst og forsigtigt, og er sikker på dette ikke er en god ting. ”Vil du være venlig at følge med på stationen? Vi vil gerne forhøre dig ang. en sag med en Henrik Madsen.” Sandra synes ikke at have noget valg, og følger med.
I bilen på vej derhen, er hendes hoved fyldt til bristepunktet om hvad hun dog skal gøre, og hvad de vil spørge om. Hun aner ikke hvem denne Henrik er, og ved derfor heller intet om denne sag.

På stationen bliver hun henvist til et kontor, og sidder ellers og venter på der skal komme nogen, og som tiden går, bliver hun mere og mere nervøs.
Endelig kommer der en betjent, og sætter sig ned overfor hende, med et alvorligt blik. ”Jeg bliver nød til at spørge, hvor befandt du dig aftenen den 25 juni?” Sandra begynder at svede og blive mere nervøs, for det er et tidspunkt hun ikke selv var tilstede. ”Øhm.. Hjemme tror jeg..” Betjenten kigger mistroisk på hende. Det er tydeligt han ikke tror hende, og synes hun er meget mistænksom så nervøs hun er, og usikkerheden i hendes stemme.
Han stiller flere spørgsmål hun af gode grunde slet ikke kan svare på, og hun begynder at tørre hænderne om og om igen af i sine lår, fordi hendes hænder er så enormt svedige.
Før eller siden tager de en pause. Betjenten siger han håber hun kommer på bedre tanker, eller i det hele taget i tanke om noget hun gider sige. Sandra får en idé, til at komme væk fra denne ubehagelige situation. Hvis hun nu bare liiige tager en lille lur? Hun lukker øjnene, og falder hurtig hen.

Pludselig vågner hun, ved at hendes navn bliver råbt op. Til hendes forundren, sidder hun nu i et venteværelse. Tydeligvis hos lægen, og er blevet kaldt ind. Hun glæder sig over at hun endelig er kommet ud af den ubehagelige situation før, men befinder sig igen et sted hvor hendes manglende viden er problematisk.
”Nå.. Hvad er der så galt med dig?” Lægen virker flink og forstående nok, og kigger spørgende på hende. ”Øhm, jo.. Faktisk ved jeg det ikke.. Jeg aner faktisk slet ikke hvorfor jeg er her.. Ehehe…” Lægen kigger undrende på hende, og forstår slet ikke hvorfor hun så er her. Uden den store omtanke, griber hun chancen og fortæller ham hvad der egentlig er med hende, og tænker hun intet har at miste. ”Jo vent.. Øh, det lyder måske lidt sært.. ser du, de seneste ’dage’ har jeg oplevet, at hver gang jeg vågner op, er det flere måneder siden end da jeg sov. Ligesom nu, tog jeg en lur, og vågner op nogen måneder senere, et helt andet sted…” Lægen kigger endnu mere undrende på hende, og nærmest skræmt og chokeret. ”Jo, du har ret.. Det lyder sært. Lidt FOR sært efter min mening… Men jeg kan nok ikke hjælpe dig, men jeg kender nogen der nok kan.” Han tager telefonen, og taster et nummer ind, mens han stadig kigger foruroligende på hende. Sandra bliver nervøs for hvad han havde tænkt sig. Hun har oplevet dette før, og frygter det vil ske igen. ”Ja hej, det er Doktor Jensen. Jeg har en pige her som jeg tror du bør kigge lidt på. Kommer du lige forbi?” Hun kigger nervøst og uroligt på ham, mens han stadig ser alvorligt og undrende på hende, da han ligger røret på. Et blik Sandra kun kan tolke som mistro fra hans side. Han ligner ikke en der tror på hendes historie, og det er med garanti ikke nogen der er mere forstående han har ringet til. ”Vent her, så kommer der en mand du nok gerne vil tale med. Han vil i hvert fald gerne tale lidt med dig”. Sandra tør ikke sige noget, og overvejer om hun bare skulle stikke af, eller om det ville gøre hele situationen værre. Efter nogen minutters pinlig stilhed, og hans ubehagelige mistroiske attitude, og garanteret tankerne fyldt om hvor sindssyg hun må være, rejser hun sig stille og roligt op. ”Nej, bliv siddende. Han kommer snart.” Sandra tøver et øjeblik, men sætter af i et sét ud af døren, og spæner af sted ud på gangen på lægehuset. Gangen er lang. Alt for lang, og længere nede når hun at se en dør åbne, og en mand komme ud. Hun ved allerede med sikkerhed, at det er manden lægen ringede efter. Hun spæner alt hvad hun kan imod ham, i håb om at være hurtig og stærk nok til at smutte forbi ham uden han aner noget, og ud af døren i det fri. Lige i dét hun når til ham, når han at gribe ud efter hende og stoppe hende. Hun forsøger ivrigt at vride sig løs fra ham, mens hun råber ”Så giv dog slip på mig!!” Alle på lægehuset stirre på hende. Hun har i den grad skabt uønsket opmærksomhed omkring sig selv. ”Du skal vist med mig, skal du ikke?” Hun mærker tydeligt, at han var meget stærkere end hun havde vurderet, og hun en alt for spinkel lille pige, og hun har ikke den store chance for at vride sig ud af hans greb.

Hun bliver slæbt med hen til en klinik der ikke ligger så langt derfra. Det nærmest sviger i hendes øjne, da hun læser skiltet da de passere. ’Psykiatrisk afdeling’. Hun sukker inden i, og tænker ’Nu igen..’ Sidste gang var ikke sjovt, og denne gang bliver med garanti ikke sjovere, især ikke taget i betragtning af hendes lille scene på lægehuset.
På afdelingen får hun et lille goldt, hvidt og upersonligt værelse. Der kommer en dame ind til hende, og sætter sig ned overfor hende. ”Jeg har hørt om din lille situation.. Du rejser i tiden når du sover? Det lyder da ikke så rart, hva?” Sandra reagere ikke. Hun ved hun ikke er sindssyg. Hun ved hendes historie er sand. Damen kan ikke hjælpe hende, for hun tror hende ikke. Og hvorfor skulle hun? Sandras historie er jo så urealistisk og langt ude som noget kan være. Hvis hun prøver at forsvare sig selv, vil de jo bare tro hun er endnu mere syg, og det vil konstatere deres teori derom.

Men nu mere de snakker med hende, nu mere begynder hun at tænke. Hun nægter stadig at svare dem, hvilket kun får dem til at tro hun er syg og indelukket. Da de endelig går, begynder hun at filosofere omkring hele affæren. Hvad med hende når hun ’ikke er der’? Husker hun de episoder som hun kun oplever nu? Eller er de som et blackout, ligesom alle månederne er et blackout for hende nu? Eller er hun faktisk syg, men ikke har kunnet se det i al den tid?
Hun sidder på sengen, og kigger ud på de andre patienter i fællesrummet lige uden for hendes dør, som står halvt åbent. ”Er jeg en af dem?” Hun vender blikket mod vinduet, og tænker om hun virkelig ikke har indset det før nu. Igen kommer hun i tanke om de ting der beviser hendes påstand.. Hun ældes jo ikke mere end de dage hun oplever, og ikke de år der er gået. Eller er det en drøm? Hun kigger på hendes hånd, og hendes finger. Der er stadig et ar, efter dengang Mads skar hende.
Hun bliver pludselig grebet af en forvirring, og rastløs irritation over hun absolut ikke ved hvad hun er. Om det er ægte, om hun er syg, eller hvad der er sandt eller falsk. Følelsen får hende til at føle sig endnu mere psykisk syg, men fornuften siger hende at hun altså har hendes på det gode. Det kan umuligt være en drøm. Dén slags kan hun godt mærke, og der er flere ting der beviser det er sandt, end at det ikke er. Udover det er så uvirkeligt, men måske er der en forklaring hun bare ikke kender, og især ingen andre kender til?

De andre patienters deprimerende og mentalt forstyrrede adfærd påvirker hende meget, men hun prøver at ryste det af sig, og overbevise sig selv om hun IKKE er en af dem. Nu da hun har fået troen på sin egen historie igen, giver hun det en chance, og forsøger at lukke øjnene fra de andre patienter, i håb om at kunne flygte derfra og vågne op et andet sted. Men hun kan ikke falde i søvn. Hun sukker dybt, og vender igen blikket mod vinduet. De visne efterårsblade der flyver og danser rundt i vinden hjælper ikke just på hendes deprimerende humør. Før eller siden må hun jo være træt nok til at hun kan forsvinde fra dette sted. Hun ved ikke engang hvor i landet hun befinder sig, hvilken dato det er, eller om nogen af de venner hun engang kendte, stadig er hendes venner. For de venner hun eventuelt måtte have nu, er jo ikke nødvendigvis nogen hun faktisk ved hvem er.
Men lige i dét hun tænker det, bliver der banket på dørkarmen, og hun vender sig om i et sét. ”Der er nogen som gerne vil besøge dig.” Vagten går, og efterlader en mørkhåret nuttet fyr, og en blond pige. Sandra aner ikke hvem de er, men går ud fra de er venner.
”Hey Sandra… Hvordan har du det?” De træder ind i rummet, og fyren sætter sig ned i en stol, mens pigen sætter sig ved siden af hende på sengen. Sandra kigger tøvende på dem. De tror hende jo nok lige så lidt som alle andre, men de tror trods alt hun er syg, så hvad hun siger kan vel ikke gøre dem mere forurolige end de allerede er.
”Well… Rent af helvede til, for at sige det mildt. I tror mig jo nok ikke mere end de andre gør, men hvis I da allerede har hørt om min ’sygdom’, så kommer det nok heller ikke bag på jer når jeg siger, at jeg faktisk slet ikke ved hvem I er.” De kigger begge chokeret og en smule forarget på hende. ”Øhm.. Nej, nok ikke når du siger det på den måde.. Men jeg håber da du vil snakke med os alligevel?” Pigen kigger imødekommende på hende, og med et blik der virker forstående, så godt hun nu kan. ”I er meget søde. Og hvis tingene ikke var som de er for mig, så er jeg sikker på I nok var nogen gode venner. Men I kan jo ikke hjælpe mig… I tror jo nok også jeg er sindssyg oppe i hovedet.” Pigen ser afvigende ned i skødet, som om hun ikke helt ved hvad hun skal svare til det, da fyren pludselig også tager del i samtalen. ”Vi er gode venner, og vil altid være det. Selvom du ikke husker noget.” Sandra virker til at have tilliden til fyren, og giver ham så meget opmærksomhed som hun nu tør satse på. ”Hvis det hjælper dig, så har du også været meget sær, og nærmest deprimeret her på det sidste.. Sandsynligvis den tid, som du ikke kan huske. Jeg tror folkene her kan hjælpe dig, og hvis du mangler nogen at snakke med, så er vi der altid.” Sandra ligner en der gerne ville stole på ham. Og det gør hun egentlig også, for de er begge meget søde og hjælpsomme, men hun tøver alligevel med at tage imod deres hjælp.

Efter nogen tid med sympatisk snak frem og tilbage, har de delvist vundet Sandras tillid, selvom hun stadig er tvivlende. Hun ved ikke om hun kan stole på nogen, når hun alligevel først ser dem igen om nogen måneder i morgen, og når hun egentlig ikke kender dem. Og egentlig er hun efterhånden også dybt begravet i en sort seende deprimeret følelse, som ikke giver hende særlig meget lyst til at lytte til andre og deres råd.
Til sidst er deres besøgstid ovre, og de bliver nød til at gå. Sandra fundere stadig over om hun skal lytte til dem. Men når alligevel frem til, at det ikke kan gøre nogen gavn. Hun kender dem praktisk talt ikke, og tør ikke knytte sig til dem, eller åbne sig op for dem. Og hvornår skulle hun få brug for at snakke med dem igen? Når hun vågner op igen, er hun forhåbentlig ikke her mere, og det er lang tid siden de har tilbudt deres tid. Og alt i alt, så tror de jo alligevel ikke på hendes historie, så hvad kan hun bruge deres sympati til?
Da det omsider bliver aften, og hun endelig begynder at blive træt tøver hun ikke et sekund med at ligge sig til at sove.

Hun vågner ved en dør der bliver kraftig smækket. Hun kan knap åbne øjnene for søvn, og hun befinder sig et mørkt og koldt sted, og kan hurtig mærke hun har sovet meget dårlig. Og til sin overraskelse, med tøj på.
Da hun endelig får åbnet øjnene, ser hun at hun er i sin opgang. Hun kan genkende den fra de få gange hun har gået igennem den. Undren over hvordan hun er endt her, rejser hun sig ømt op, og går ud af døren, uden egentlig helt at vide hvor hun er på vej hen, eller hvad hun nu skal stille op. Hun er bare mest lettet over ikke at vågne op på psykiatrisk afdeling.
Det skarpe lys blænder hende, og hun føler sig stadig træt, øm og ikke særlig udhvilet. Hun føler sig meget
desorienteret, og træder tankeløst ud på vejen uden at kigge sig for. En høj skinger dyyyt får hende hurtigt meget vågent til at vende hovedet, for at se en bil i høj fart mod hende i blot et split sekund, før alt bliver sort.

Da hun vågner igen, er hun omgivet af læger, sygeplejersker, fremmede mennesker og sågar hendes forældre. ”Velkommen tilbage til overfladen Sandra. Du har lagt i koma i 5 måneder. Det er i dag den 14 september.” Hun rejser sig i et sét op i sengen, forbavset og chokket over at have lagt i koma. ”Wow, rolig. 5 måneder er ret lang tid at ligge i koma. Du har ikke brugt din krop i al den tid, du må slappe lidt af.” Sygeplejersken forsøger at berolige hende og ligge hende ned i sengen igen, mens Sandra kigger forundrende på alle menneskerne omkring hende. Hun spekulere om disse 5 måneder i virkeligheden svare til én dag for hende, for det føles som om det var i går det hele skete. Og hendes krop føles ikke som om den har lagt stille og ubrugt i 5 måneder.
Sygeplejersken og lægen træder lidt i baggrunden, og mens alle hendes ukendte venner og familie kommer nærmere fordi de er så glade og lykkelige over hun vågnede, står sygeplejersken og lægen og diskutere og små hvisker. Sandra har slet ikke opmærksomheden på folkene omkring hende, men fornemmer at sygeplejersken og lægen snakker om hende, omkring andet end hendes koma og hendes genoptræning. Hun ignorer kraftigt alle de andre, og er fuld fokuseret på de andre, mens sygeplejersken og skiftevis lægen, kigger over mod hende med et alvorligt blik, der kun fortæller Sandra at de stadig har mistanke om hendes sindssyge. Hun hører kort ordet ’depression’ fra en af de fremmede, hun gætter på er en af hendes venner. ”Hvad!? Hvad sagde du?!” Hendes opmærksomhed er omsider på vennerne og familien omkring hende. ”Jaeh.. Øh, du ved… Din depression. Du har jo udviklet en meget slem depression her de sidste mange måneder.. Det er vel snart et år siden det startede.” Sandra stivner et kort øjeblik, og mumler stille for sig selv ”ja, det anede mig nok…” Hun kan på ingen måde koncentrer sig om noget som helst, og især ikke alle folkene omkring hende.
Efter nogen tid, hvor folk efterhånden ikke har kunnet stille mere op med hendes manglende tilstedeværelse, forsvinder de lidt efter lidt.

Da stuen er tom, forsøger hun at hoppe ud af sengen for at finde noget tøj. Hun er overbevidst om hendes koma har været præcis ligesom hendes seneste dages søvn, bortset fra ’den anden hende’ også har været væk. Hun når knap at svinge det ene ben over kanten af sengen, før hun stopper af smerte.
Selvom det er 5 måneder siden hun blev kørt ned, er hendes sår ikke healet. Hun viger hurtigt tilbage i sengen for at ømme sig. Nå, den plan duede ikke. Men hun gider ikke blive liggende her, men føler sig temmelig meget tvunget.
Hvor længe skal hun blive liggende her? Det tager jo flere år før hendes brud og sår er healet, og hun har ikke lyst til at blive liggende her i så lang tid, når de med garanti ikke vil have særlig meget forståelse for at hun i morgen nok vågner op 5 måneder senere.
Hun forsøger at få tiden til at gå med at se noget fjernsyn, og irritere sig over ingen steder kunne komme. Og alligevel håber hun inderst inde på, at hendes skader ikke er så slemme.

Næste morgen bliver hun vækket af en sygeplejerske som kommer med morgenmad til hende. Sandra gider ikke sætte det store spørgsmålstegn ved hvor mange morgner der er startet på denne måde uden hun har kunnet erindre det. Hun sætter sig til rette, og spiser morgenmaden da hun lige så godt kan få det bedste ud af det. Da hun har spist maden, tænder hun for fjernsynet som var det ren rutine. Efter en times tid, banker det på døren, og der kommer en læge ind for at checke op på hende. ”Hvordan har vi det så i dag?” Han virker frisk og glad… Alt hvad Sandra ikke er. ”Uhm.. Udmærket tror jeg… For resten, jeg tror aldrig jeg har spurgt til det, men hvor alvorlige er mine skader egentlig?” Lægen notere lidt i hans papirer, mens han går nærmere. ”Det er heldigvis ikke så alvorlige som de kunne have været. Du slap med knubs, og der intet der er brækket. Du har dog nogen få forstuvninger og blå mærker. Dem kommer du over på ingen tid!” Sandra nikker tilfreds, mens lægen vender sig om for at gå igen, videre til den næste patient.
Sandra sidder og fundere lidt i nogen minutter. Hun får en impulsiv idé, og tager chancen. Hun hopper forsigtig ned fra sengen, og humper hen for at finde noget tøj. Til hendes held fandt hun noget, som hun iklæder sig mens hun holder et vågent øje med eventuelt læger eller sygeplejersker ude på gangen, som måtte komme uanmeldt ind.

Da hun har fået tøjet på, sniger hun sig forsigtig ud på gangen, og holder stadig øje med om der skulle komme nogen der genkendte hende. Da hun kommer lidt længere ned ad gangen, uden endnu at blive opdaget, forsøger hun at virke så naturlig som hun nu kan, på trods af en humpende fod.
Damen ved receptionen kigger undrende på hende, da hun humper forbi mod hoveddøren, mens hun gør et forsøg på at smile uskyldigt til damen.
Da hun endelig kommer ud ånder hun lettet op, og føler endelig at hun er fri. Men alligevel føler hun sig ikke særlig tilpas.
Pludselig får hun øje på hendes familie og de fremmede venner fra i går, men de har heldigvis ikke set hende endnu. Hun bliver grebet af panik, og skynder sig væk så hurtig som hun ellers kan, i håb om de ikke ser hende. Hun når et godt stykke vej, før hun tør sætte farten ned igen. Adderelinen pumper voldsomt, mens hun prøver at få vejret, og ømmer sig i sin fod som hun har overanstrengt.
Hun føler hun kan slappe lidt af igen, men har stadig angsten om at nogen der kender hende vil genkende hende, eller hospitalet finder ud af hun er væk, og kommer ud og leder efter hende. Hun forsøger at virke naturlig, mens hun går rundt i byen, uden egentlig helt præcis at vide hvor hun er på vej hen. Pludselig stopper hun op, og får øje på en banegård, og går uden tøven derind. Hun kigger lidt på tavlen og skærmen med de næste tog tider. Da hun har kigget længe nok, går hun ud til sporene, og kigger sig lidt rundt omkring. Der er næsten ingen mennesker på stationen. Hun går hen til trapperne, og ned under sporene for at komme op på den anden side. Hun kigger lidt rundt, og over på DSB kiosken, og stedet hun kom ud fra, og derefter op på skærmen for at se hvornår det næste tog kommer. Det kommer ikke foreløbigt. Hun kigger utålmodigt på sit ur. Efter få minutter spotter hun endelig toget der kommer mod hende. Hun træder nærmere mod kanten, og kigger længselsfuldt på toget. Hun ved det er forbigående, og få meter og sekunder inden det passere, tager hun tilløb mod toget og i dét hun sætter i spring når hun at spotte B.T’s forside på skiltet ude foran DSB kiosken. Det er den 15 september.
Alt bliver sort, på mindre end et split sekund.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...