Burn

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 nov. 2013
  • Opdateret: 15 nov. 2013
  • Status: Igang
Niall Horan, er navnet på en ung mand på de 25. Han har altid haft et svært liv, et liv med masser af problemer, folk som så ham for andre ting end han var. Hans liv har ikke været let og det bliver ikke bedre, når det man drømmer om ender og det man elsker dør. Han var en gang 1/5 af det verdenskendte band One Direction, men bandet gik i opløsning af diskussioner og problemer. 6 år også var det nok for drengene. Alt gik skævt, Zayn og Perries forhold endte brat, Louis endte på stoffer, Liam opgav alt med kærligheden og Harry, som endelig fik en kæreste, som så udnyttede ham for groft. Det gik ud over venskabet og dernæst bandet, de prøvede, for fansenes skyld, men intet holdte dem sammen. Selv for Niall gik alt skævt, men ingen vidste why og nu er det 2 år siden.
Niall er kommet videre, men ikke videre nok og den bløde side af ham er væk, hvor på den hårde side af ham er fremme. Men hvad skete der for Niall den gang? Hvorfor meldte han også ud og ikke mindst fra venskabet?

21Likes
3Kommentarer
843Visninger
AA

2. One shot.

Nothing last forever- Do you believe it, it can. Trust me.

 

Blikket var skarpt og smerten var stor, der var intet nyt i det og der vil intet nyt være, årene var gået eller et år var gået siden bruddet og jeg blev da stadig genkendt, men det var ikke så tit mere. Folk var ligeglade, jeg var jo ikke Harry, Louis, Liam eller Zayn, jeg var bare den barnlige af os, den der stadig lignede en lille dreng og jeg var tilfreds med det. Men hvorfor folk ikke kunne lide mig, ja bare for mig, var jeg ikke interesseret i mere, kun fremtiden, den fremtid jeg så frem til. Jeg savnede drengende, hver dag, men hvad skulle jeg gøre? Der var intet at gøre, vi kunne ikke og vi snakker ikke sammen mere. Hvordan skal vi også kunne det?
Jeg havde dog læst rygter, Harry er gået i solo, hvilket vi alle frygtede længe og nu er det sket, han er stadig kendt og mega god, det må jeg indrømme, jeg kan da heller ikke lade hver med at smile, smile når jeg høre hans sange i radioen. Det var fint for mig, at han havde berømmelsen.
Der var sket meget på de 2 år, Harry med ny karrier, Louis på afvænning og Eleanor i skilsmisse, et eller andet med at hendes mand mener hun stadig elsker Louis og sådan noget. Perre og Zayn var stadig skilte, eller retter de var og er det ikke mere, godt tid efter skilsmissen kom i gennem, røg Perrie på sygehuset, da hun begyndte at bløde ubevist og der kom det som et chok, hun var gravid og siden har det barn fået de to turtelduer sammen og har fået en datter, Joshpine har de vidst kaldt hende. Perrie er den kendte og derfor hører man om hende. Liam aner jeg intet om.
Mit hjerte gjorde stadig ondt, når jeg tænkte på dem og jeg savnede dem da, selvom jeg forslog vi stoppede. Faktisk følte jeg mig skyld, skyld i alle deres problemer og smerter de måtte gå i gennem. Hvorfor, ja det er en længer historie, faktisk rigtig lang historie.
Mere end en lang historie.
Jeg savner det hele, jeg savner at synge og med dem, okay jeg indrømmer det for mig selv og ikke mindst snart omverden, ja jeg elsker at være usynlig og leve livet. Ikke mest pga. denne smukke vidunderlig kæreste jeg har, men der mangler noget og de mangler alt ved dem mangler, den ene eller anden vej.
Hvordan kan man blive glemt også bare på 1 år?
Det jo utroligt og underligt, at det overhovedet kan lade sig gøre, men sådan var livet en gang.

 

*Flashback*
Fredag d. 13/5 2016.
Det var en ulykkes dag og det kunne man tydeligt mærke, vi sad til vores månedligt måde med modset, vi skulle sædvanligt snakke om koncerter og nye sange, hvilket vi var vant til efterhånden. Men denne gang skulle vi snakke om andet, omkring os og fremtiden. For rygter havde gået, frygtlige rygter. Faktisk har de altid fulgt os. Specielt Harry og Louis, hvilket også er end i Louis frygtlige misbrug, vi ved jo godt alle sammen, at han tager stoffer og ryger hash, han kan ikke leve uden og de rygter ødelagde ham. Han mistede ikke kun sig selv, men også sit livskærlighed og som nu er giftet bort med en anden + er gravid, han var endelig kommet ud af miljøet, men da han hørte rygterne omkring Eleanor, så gik alt i vasken igen. Han er så ulykkelig forelsket i hende og vi kan intet gøre, det gør ondt, ikke mindst for ham, men også for os, som må se til.
”Drenge, hvordan ser I fremtiden med bandet?” mit blik ramte rundt på de forskellige og mit blik faldt på Louis, hans krop rystede og man kunne bare se at han trængte, trængte til sine stoffer.
”At vi holder sammen!” mit blik ramte på Zayn og vi andre gjorde hurtige enige.
”Louis, er du okay?” Harry lagde sin hånd på hans skulder og den blev bare skubbet væk, inden hans blik landede iskoldt på Harry. Når ja, Louis bebrejder Harry alt og deres venskab er i tynd tråd.
”Louis, du kan ikke blive ved sådan her, det kan ingen af os. Det her har ødelagt os alle, på den ene eller anden måde” lagde jeg ud, selvom Liam plejer at være den kloge, men efter Danielle og efter Sophia, blev han ikke rigtig glad igen, han fandt en ny, men også hun blev skræmt væk af fans. Zayn står i skilsmisse, deres kærlig stoppede brat og det var ikke pga. fans, men bare dem der kørte trætte i hinanden.
”Niall, vores fans”
”Ja vores fans… se hvor vi er nu drenge. Louis på stoffer, Liam forever alone, Harry med mistillid og Zayn uden kone, og jeg, ja det er lige meget. Det går ikke, vi snakker ikke engang sammen mere og vi har alle fået nye venner, vores liv sammen er ved at være over. Larry eksistere ikke længer, det perfekte venskab og vores alles sammens venskab, vi har ikke kunne skrive sange og sådan” et suk forlod mine læber, inden mit blik landede på dem.

”Tak Niall, det var på tide en kunne åbne sig og sige sandheden” mit blik landede på Louis, som straks gjorde sig enige.
”En pause er vel i orden, vi kan jo altid finde sammen igen?”
”Ja, en pause lyder fint”
”Jeg tror også I måske trænger til det, drenge”
*Flashback over*

 

”Niall skat, kommer du ikke lige? Du nød til at hjælpe, jeg kan ikke bære det her selv!” et smil forlod mine læber over Luccas ord og et suk forlod mine læber, inden jeg langsomt gik i mod værelset, inden jeg lod blikket ramme betragtende på hende. Et fnis forlod mine læber, da jeg så hende stå med en kasse og så meget opgivende ud. Jeg gik hen og tog kassen fra hende, inden jeg satte kassen på gulvet.
Jeg lagde armene om hende bagfra og lod mine hænder kærtegne hendes mave.
”Jeg elsker dig Niall” hendes hoved vendte sig og hendes grøn/brune øjne kiggede direkte ind i mine. Jeg lod mine læber ramme hendes kind og hånden kærtegne hendes mave lidt mere. Inden jeg selv gentog de samme ord som hende, selvfølgelig bare med Lucca i til sidst. Hun var perfekt, alt var perfekt og ikke mindst det her øjeblik, hende, jeg og bittemand! Ja min elskede kæreste var gravid og jeg skulle være far! Glæden kunne ikke være større! Alt er perfekt og intet ville nogen sinde kunne ødelægge det øjeblik!
”Jeg glæder mig skat” hviskede jeg i hendes øre, inden jeg lod mine læber nippe kort i hendes øre og hendes velkendte smukke latter lød, hun er perfekt, alt ved hende er perfekt.
”Jeg glæder mig også Niall” hun drejede sig om og lod hendes smukke grønne øjne, med en snert af krystal, ramme ind i mine og alt jeg kunne var at smile og være fortryllet. Hun lagde stille hendes hænder om nakken på mig, inden hun aede mig i håret og lod hendes bløde læber ramme mine, som jeg hurtigt gengældte og lod hende kysse mig. She is something speciel and I love her!
Vores tunger begyndte stille at lege med hinanden og den rare følelse gik ind i kroppen på mig, alt hun gjorde ved mig, fik glæden frem i mig og det betød så meget, har aldrig følt sådan. Jeg var den evige ’jomfru’ i bandet, den der aldrig havde en kæreste og nu har jeg alt, en vidunderlig kæreste og snart jordens dejligste lille bebse! Hun lod bare hendes krop gå tætter op af min, så tæt hun nu kunne, hun havde jo maven i vejen eller retter vores lille bebse! Jeg holdte bare hænderne om hende og kærtegnede hende, i mens snavet bare blev mere og mere intimt. Men hun trak sig selvfølgelig væk, inden hun så på mig med uskyldige øjne.
”Skat, vi kan ikke. Husk bebse!” hendes øjne strålede ved bare at sige ordet og glæden der var større end noget andet. Et smil forlod mine læber og jeg nikkede kort. Jeg savnede lidt det med at ligge i sengen og lave det man nu laver, okay I ved sex. Det har vi ikke haft i 5 måneder, for det ville hun ikke, pga. bebse, for det ville være underligt og det forstod jeg også, men jeg savnede det stadigvæk.
”I know babe!” et smil forlod mine læber, inden jeg lod mine læber ramme hendes kind igen og et smil dukkede frem i hendes øjne.
”Skat, du må hellere smutte på arbejde”
”Jeg skal ikke arbejde, vi skulle da til scanning i dag, ikke?” et fnis forlod hendes læber og et smil dannede sig i hendes øjne.
”Troede du jeg ville glemme det?” der gik det op for mig, hun ville teste mig, teste om jeg huskede at scanning var i dag og at vi ville se om vi skulle have en dreng eller pige. Selvfølgelig ville jeg ikke glemme det, bare fordi jeg glemte én scanning, så betød det ikke at jeg ville glemme en mere.
”Du gjorde det én gang før”
”Skat, du ved godt, at det var et møde og jeg blev tvunget tilbage af chefen og ikke måtte gå, selvom jeg gerne ville” et suk forlod læberne og jeg så trist på hende, mit nye arbejde er hårdt og jeg er chefens assistent også skal jeg jo gøre hvad han beder om.
”Ved jeg godt sexy og du er også tilgivet for det” igen lod hun sine arme glide om mig og kyssede mine læber.
”Godt” et smil forlod igen mine og jeg kyssede hende blot kort på næsen.
”Jeg glæder mig til, at det her rum kan blive perfekt og der ikke bare er kasser over alt, men at vi kan eller du kan, begynde at samle tingene og male væggene”
”Gør jeg også Darling, men vi må hellere komme af sted, vi skal jo ikke komme for sent!” jeg kyssede hende kort igen, inden jeg gik mod soveværelset og gjorde mig færdig og klar, klar til at møde min baby eller til at se hvad køn jeg ville få som barn.
Jeg gik ud i gangen og fik sko på, ikke mindst jakken, i mens mit blik flakkede rundt efter hende.
”SKAT! Kom så tykke!” lod jeg komme fra min mon, med en drillende tone og frem i døren kom hun til syne, med et meget fornærmet smil på læberne.
”Kaldte du mig tykke?” hun så livsfarlig ud, som om hun ville slå mig og et grin forlod bare mine læber, hun var så kær når hun blev sur også over ingen ting.
”Få nu sko og jakke på, så vi kan se vores bebses køn!” hun rystede kort på hovedet og grinede, inden hun fik sine sko på og jeg tog fat i hendes jakke, som jeg hjalp hende med at få på og jeg tog hendes hånd, inden jeg åbnede døren og gik ud af den. Jeg slap hende kort, så jeg kunne låse vores dør og derefter smed jeg nøglen i lommen og tog hendes hånd igen.
Jeg lod mine skridt gå i mod bilen og kærtegnede hendes hånd hele vejen. Jeg stoppede op ved passager siden og åbnede døren for hende, hvor jeg hjalp hende ind og lukkede døren efter hende, inden jeg løb over i min egen side og satte mig ind.
Jeg startede bilen og kørte ud af indkørslen.

 

Vi ankom til hospitalet og vi parkede bilen eller jeg parkede bilen på en parkeringsplads, inden jeg slukkede motoren og steg ud, inden jeg løber over til hendes side og åbnede døren, hvor på jeg hjalp hende ud.
”Tak skat”
”Så lidt Darling!” jeg kyssede hende kort på kinden, inden jeg lukkede døren og låste bilen. Jeg tog hendes hånd i min og flettede fingerende sammen, inden jeg gik i mod indgangen til der hvor vi skulle scannes. Jeg gik ned af gangen med hende i min hånd og i mod det venteværelse vi skal være i.
”Lucca Morgan” sagde jeg med et smil og hun kiggede bare smilende på mig, inden vi så på ekspedienten eller retter sekretæren.
”Tag plads i venteværelset også kommer Dr. Clarkson” jeg nikkede kort og gik i mod venteværelset, jeg fandt to ledige stole og satte mig ned, inden hun selv satte sig ned og så smilende på mig, inden hun lagde sit hoved på min skulder.
”Jeg er nervøs”
”Er jeg også Niall” mumlede hun stille og glemte bare min hånd, inden jeg lod blikket ramme rundt og så Dr. Clarkson komme.
”Lucca Morgan, følg med” et smil forlod altid hans læber. Han var en høj ældre mand, eller nogenlunde i halvtredserne, men han havde allerede gråt hår. Jeg rejse mig op og hjalp min elskede op på benene, inden vi fulgte efter ham.
Han åbnede døren indtil det rum vi skulle være i og vi gik bare ind.
”Tag plads Mrs. Morgan” hun nikkede kort og jeg hjalp hende op på biksen, eller støttede hende, hvor på jeg selv satte mig på stolen og bare kiggede spændt på skærmen.
Dr. Clarkson trak hendes trøje lidt op eller op til maven var fri og han fandt noget creme frem, som han smurte på maven.
”Hvordan går det ellers? Har I støt på nogen problemer eller?”
”Nej egentlig ikke, kun morgenkvalme og sådan, ellers ikke. Niall er meget overbeskyttende” et fnis forlod hendes læber og jeg kiggede uskyldigt ned.
”Det er også forståligt” et smil forlod hans læber og jeg kiggede blot igen på skærmen, inden han kørte dimsen rundt på hendes mave.
”Her har vi jo hovedet, som ser perfekt ud. Stadig to øjne, en mund og en næse, ikke mindst to øre. Så har vi hænderne og der er alle ti finger og alle ti tæer. Kan i se den lille tap der? Det er kønnet på Jeres barn. Det bliver en lille dreng” et smil forlod hans læber og mine øjne sad bare fast i skærmen, i mens jeg bare betragtede alt. Det så fantastisk den måde de kan gøre det der på og ikke mindst en vidunderlig følelse man får.
Jeg skulle have en søn!

 

***

 

Nu skulle det været nu, det skulle have været nu for 1½ uge siden, men intet skete og vores lille prins er ikke kommet endnu. Jeg var nervøs, bange og bekymret, hvad nu hvis han ikke var rask, hvad nu hvis han var død, hvad nu hvis noget var galt og der var jo intet galt, han sparkede hele tiden og holdte liv i maven, lægerne sagde han nok skulle komme, men hvis det vil gå to uger over tid, så skulle vi ind på sygehuset og have sat fødslen i gang. Hvilket Lucca er bange for, hun ønskede ikke kejsersnit, men at føde normalt. Hvilket jeg også selv ønskede hun skulle, eller nej vent, for så skulle jeg være der og se det hele, holde i hånden og klippe strengen over. Jeg kan brække mig bare ved fornemmelse over det. ikke at mit barn ville blive sat til verden, nej mere blodet der kom.
Mit blik ramte i mod døren, da en velkendt stemme talte til mig og blikket ramte Lucca, inden øjne så spørgende på mig og jeg kiggede smilende på hende inden jeg kort rystede på hovedet. Hun ville bare tjekke, tjekke hvad jeg lavede. Hvilket var typisk hende. Hun gik stille hen til mig og lod hendes hånd kærtegne min kind, inden hun så nervøst på mig og bekymret på mig.
Jeg rystede kort på hovedet og lagde en hånd på hendes mave, inden jeg kyssede den blidt og bad vores dreng om snart at komme til verden.
Han skulle hedde James Morgan Horan.
Lucca kærtegnede blot mig i håret, inden hun lod sine læber ramme min hovedbund og efterlod den brændende mærke der.

 

Jeg lod mine hænder køre frustreret i gennem håret og lod fødderne gå frem og tilbage, nu stod jeg her. På hospitalet. Efter Lucca forlod mit kontor derhjemme, fik hun det dårligt eller retter vandet gik. Som om lille James hørte min stemme og bestemmelse.
Jeg pustuede og bruste, jeg havde det dårligt, jeg havde en dårlig fornemmelse, hvad nu hvis noget nu var galt alligevel og alt det.
”Mr. Horan, gå nu indtil din elskede og sæt dig ved hende, i stedet for at gå herude, hun er kun åbnet 3 cm og alt ser udmærket fint ud” Dr. Clarksons stemme prøvede at lyde beroligende, men den virkede ikke. For det helle virkede som om noget var galt. 
Dog valgte jeg alligevel at gå derind, hun er trods alt min kæreste og jeg kunne jo ikke svigte hende. Mit blik ramte på hende, sådan som hun lå i sengen og sveden piblede ned ad panden på hende, jeg satte mig ved hendes side og tog stille hendes hånd.
”Hej smukke” mumlede jeg stille og kyssede hendes håndflade, hun vendte langsomt sit hoved og sendte mig et lille smil.
”Det gør ondt” jeg nikkede blot kort, for hvad skulle jeg gøre, påstå noget andet og det ikke gjorde ondt.
”Det skal nok gå skat” alligevel måtte jeg sige noget beroligende, som den dejlige dreng jeg nu er.
”Er du okay?” hendes øjne kiggede bekymret på mig og jeg trak blot på skulderne, inden mine øjne landede på hende.
”Ja, det er jeg. Bare nervøs”
”Skal du ikke være, snart har vi en søn”
”Ved jeg Lucca, det ikke det jeg er nervøs for… men at noget vil gå galt” jeg bed mig kort i læben, inden jeg så i jorden og jeg kunne stille smage blodet som kom frem på min læbe.
”Niall, stop med at bide dig i læben. Du ved godt jeg ikke vil have det” hun klaskede mig blidt på kinden, for at få mig til at stoppe og jeg lod blikket ramme på hende.
”Niall, hvad er der? Du virker så anderledes og fjern” hun bed sig selv kort i læben og rynkede med næsen over hendes smerte. Jeg kiggede blot på hende, der er da ikke noget i vejen med mig og det har der da aldrig været? Jeg kan da ikke menes der har været noget galt? Mor og far har det da godt, det har Chris da også, ikke mindst Greg, Denise og Theo, så hvad skulle der være galt? Alt er da perfekt, alle jeg elsker har det da godt.

 

Fødslen var en hård oplevelse, ikke kun for mig, men også for hende. Hun skulle jo presse ham ud, men jeg så smerten i hendes øjne og kunne føle smerten i gennem hendes hånd. Sveden piblede ned af hendes pande og det var hårdt.
Men nu stod jeg her, med en lille James i armene 5200 g og 54 cm. Han var lille og blød, men jeg følte jeg ville ødelægge ham, han var så skrøbelig, hvad hvis han gik i stykker i mine arme? Det ville ikke være det bedste og Lucca ville hade mig.

 

***

 

Der var gået et år og snart ville min lille basse blive 1, min elskede lille dreng. Tænk han allerede var så stor og fin! James Morgan Horan, min elskede søn. Han havde lært at sige mor og far, ikke mindst andre ord og endda gå. Han var perfekt og alt man kunne ønske sig.
Selv Lucca var dejlig og skøn, vi var nu gift og hun var ikke altid glad. Hun synes det var træls, at hun endnu ikke havde mødt drengene, men jeg kunne da ikke gøre for, at de ikke havde tid? De havde jo Deres. Hvilket jeg er ligeglad med eller ligeglad, det er jeg jo ikke. Men vi var nr. 1 på hitlisterne eller vi var for flere år siden. Ej okay måske kun 2, men ja.
Men i dag skulle det ske, drengene ville komme og se min smukke kone, ikke mindst min dejlige søn. Dog ville Louis ikke komme, for han var på afvænning igen igen igen og Harry, ja han havde ikke tiden eller lysten, ja han hadet stadig os alle og han burde ikke have nogen grund, det var jo ikke vores fejl? Jeg vendte min opmærksomhed i mod min mobil, da den ringede og displayet lyste på et billede af Liam.
”Hey Nialler! Jeg er ked af det, men jeg har ikke tid til at komme, der er kommet andre planer i vejen”
”Okay, det er i orden” sagde jeg oprigtigt, men et eller andet sted var det ikke helt i orden. Jeg lagde på og ind tiggede en sms.

 

To: Nialler
From: Malik.
Sorry buddy, jeg kommer ikke i dag, er med Perrie på turné, jeg ved jeg burde have skrevet for længst, men har ikke haft tiden og jeg babysitter jo min lilleskatte mus. Men ses boy!

 

Når men det var jo hvad der kunne ske, vi er ikke længere et band = det giver ingen muligheder for at ses, for de lever deres liv og jeg gjorde mit, vi blot forskellige og vi burde have indset det for længst.
Jeg lod blikket ramme i mod min bog og kiggede blot tomt på den, jeg havde ikke lysten, jeg kunne ikke skrive noget i dag eller lave noget arbejde. Igen aflyste drengene mig og ja, jeg var vant til det. Jeg er den usynlige, den ingen ønsker overhovedet!

 

”Hey Nialler boy!!!!!” mit blik farede rundt, da en velkendt krøltop stod i døren og et smil bredte sig på mine læber. Han grinede blot og sendte mig nogle øjne ’du troede seriøst ikke jeg ville glemme dig?’ også trak mig ind i et kram og jeg i hans.
”Så hvor er drengene?”
”Zayn er på turné med Perrie, intet nyt der og vi ved hvor Louis er, ja Liam ved jeg ikke rigtig, han kunne bare ikke”
”Når for søren, sådan er det jo bare! Så er det jo bare dig og mig!”
”Ikke mindst for at tale om Lucca og James!” smilede jeg stolt.
”Ja hvor er hun?”
”Hun er på arbejde, men får fri om en time også kommer hun hjem”
”Ja jeg er nok nød til at smutte om like 55 minutter, jeg skal nå et fly, skal hjem til mor Anne og Gemma” siger han storsmilende og ser på mig.
”Du jo ikke den eneste, som er onkel nu” han klaskede drillende til mig og jeg klaskede drillende igen.
”Så hvor er lille James?” jeg smilede til ham og bevægede mig ind på børneværelset, inden jeg lod blikket ramme på lille James i vuggen og mit blik ramte Harry.
”Nuurh hvor er han kær! Han ligner dig Horan!”
”Det har han også at gøre, han er jo min søn!” siger jeg storsmilende.

 

Timen gik hurtigt og Harry og jeg snakkede løst om alt muligt. Jeg kunne høre en bil komme og Harry rejste sig.
”Når jeg må smutte, jeg har ikke selv tiden, du ved min solokarriere, skal starte på turné i dag, vi ses Nialler!” sagde han og forsvandt, inden han forlod mig i stuen og gik.
”Heeej skat, så er jeg hjemme!!!” hørte jeg hende hvine, inden hun kom ind i stuen og så undrende på mig.
”Har du haft gæster?” hun kiggede i mod de tomme vinglas og jeg nikkede smilende.
”Ja, du ved drengene skulle komme, eller det troede jeg, men de kunne ikke og Harry kom alligevel, han er lige gået, måske du så ham?”
”Nej gjorde jeg ikke” hun hævede et undrende bryn og kiggede spøjst på mig.
”Niall er du okay?”
”Hvorfor skulle jeg ikke være det?”
”Ikke for noget” hun smilede kort, inden hun gik hen og kyssede mig på læberne, hun satte sig på mit skød og så ind i mine øjne, inden hun kærtegnede min kind.
”Skat, hvem har du haft på besøg?”
”Harry, det har jeg jo lige sagt” jeg hævede et undrende bryn og så blot på hende, hvorfor spurgte hun om sådan noget, jeg sagde jo blot sandheden og gjorde jeg jo altid! Jeg kiggede blot på hende og vendte mit blik rundt, da jeg skimtede Harry komme med James.
”Se han er jo lige her!” mumler jeg blot og går hen og tager i mod James.
”Han græd, men jeg smutter nu, vi ses og hyggeligt at møde dig Lucca!” han vendte sig om og gik, inden mit blik landede på hende, med et triumferende ansigt, ha jeg havde jo ret! Han havde jo været her eller var her stadig.
”Ja jeg kan godt se James er lige her skat” siger hun smilende, inden hun kigger undrende på mig og tager vores dreng. Hvorfor ignorerede hun blot Harry?

 

***

 

Der var gået en måneds tid, tiden var gået hurtigt og ikke mindst blev min søn snart 1 år, hvilket blev spændende, at skulle holde hans første fødselsdag og den var allerede planlagt. Dog var det stadig irriterende, at hun ligesom bare ignorerede Harry, han var ligesom min ven også ignorerede hun ham blot. Hvilket skuffer mig ret så meget, det som om hun nægter den del af mit liv. Altså den del, hvor jeg var kendt og populær og det er underligt.
”Niall skatter? Hvorfor har vi egentlig ikke nogle af Jeres plader eller billeder hængende, det ville være så hyggeligt!” mit blik vendte sig hurtigt om på hende og ikke i min egen tanke gang. Hun var i gang med rengøringen, pudse og støve af, inden hun ville tage støvsugeren og gennemgå hele huset.
”Da vi splittede op, så fik drengene det hele”.
”Hmm, hvorfor har du egentlig ikke nogen cd’er?”
”Fordi jeg ikke behøver at høre mig selv synge” hun hævede lidt et bryn og så undrende på mig, inden hun sukkede kort og kiggede alvorligt på mig.
”Jeg har prøvet at søge på Jer, men der er ingen som hedder One Direction”
”Måske de bare har fjernet alt på nettet skat, ellers har du bare stavet forkert, okay sweety?” sagde jeg blot som svar. Hvorfor kørte hun på den samtale? Det var der ingen grund til, for vi har eksisteret og måske har nettet bare fjernet os, eller retter jeg ved, at vi står på nettet, har selv søgt og undersøgt, netop for at følge drengenes liv. Hun åbnede sin mund igen og skulle til at sige noget, men valgte i stedet at lave en bevægelse med hånden, som sagde hun skulle holde kæft. For helt ærligt, var stadig vred. Hun ignorerede en af mine bedstevenner.

Jeg rejste mig blot op, inden jeg bevægede mig i mod arbejdsværelset. Havde brug for tiden, timerne før aftensmaden. Måtte tænkte. Den bløde sofa måtte jeg vinke farvel til, for derefter at gå ud i den hvide gang. Hvid og hvid, det kunne man ikke se, der var familie billeder over alt. Hendes familie og min, ikke mindst vores bryllup og James. Jeg lod en finger køre rundt, på det billede med lille James. Han var nu sød da han var få måneder gammel, det var han dog stadig.
Mine fødder forlod gulvet i gangen og gik i stedet op af trapperne, inden de drejede af ved mit kontor. Jeg lukkede mig inde, som jeg altid gør, når jeg vil tænke. Jeg satte mig ned og tændte for min pc. Jeg kiggede på billedet af drengene og jeg, det var skynd, et dejligt billede!

 

***

 

Mit blik flakkede rundt på min familie, vores sædvanlige Thanksgiving, måneder var gået og min dreng var nu 1 år og nogle måneder. Han var en kær lille en. Han både gik og snakkede. Eller de ord han nu kunne sige.
Vi sad alle sammen og grinede, smilede og sagde hvad vi takkede for. Selvfølgelig nævnte min mor, at hun have fået et barnebarn mere og hun var lykkelig, at hendes to drenge var blevet gift. Chris var nu altid smilende og lykkelig, han takkede også for James, ikke mindst min far. Greg, ja han takkede for at han havde en fantastisk familie og at Denise nu ventede deres tredje barn. De havde Theo og en datter Clarie. Denne gang var det dog tvillinger som var på vej, vi var alle spændte og hvem ville ikke være det?
Lucca takkede for denne familie hun var kommet i og vores lille dreng.
Jeg bankede på mit glas og rejste mig op, inden mit blik ramte rundt på min lille familie.
”Jeg takker for, at drengene og jeg gik fra hinanden, så jeg mødte denne fantastiske pige og ikke dernæst, kunne fejre min dejlige søns første fødselsdag og jeg nu igen skal være onkel, til to ekstra!” et smil forlod mine læber og de andre kiggede undrende på mig. Hvad var der så undrende med min tale? Jeg kiggede forvirret på dem, inden jeg så på en velkendt person. Boobear aka. Louis, hvad lavede han her!
”MALIK!”
”NIALLER!”
”Hej Horanner!” mit blik flakkede rundt på de andre, hvorfor hilste de ikke glad på Zayn? Hvorfor holdte de blot øjnene på mig?
”Niall min dreng, er du okay?”
”Jaa mor! ZAYN ER HER!” Siger jeg smilende, inden jeg blot går i mod ham.
”Hvem er Zayn, Niall?”
”Du ved Zayn Malik, fra bandet!”
”Hvilket band Niall?”
”Nu gør han det igen” Er suk forlader Luccas læber og jeg ser undrende på dem, inden jeg ser på Zayn.
”Bare ignorer. Du ignorede også Harry. Så typisk, jeg ignorer ikke dine venner, men du gør mine og arg!” jeg mærkede en hånd på min skulder og mit blik ramte Zayn.
”Kom Nialler, lad os gå. Vi skal snakke sammen!” jeg fulgte blot med ham, egentlig uden at tænke over tingene og jeg var ligeglad. Hvorfor var de så tavelige over for dem? Vi var gang et band og nu, ja nu er de da røv ligeglade!

 

***

 

”Forstår I mig nu?” Jeg klappede dagbogen sammen og mit blik ramte på Mr. Haggins, en af de andre ansatte her som mig og derefter Mr. Payne, som så ligeså chokeret ud som os.
”Jeg forstår ikke. Altså, han har Liam og mit navn her fra klinikken. Men de andres navne?”
”Vi snakkede med hans forældre. Harry var en dreng, som arbejdede i den lokale bager, som Niall tit besøgte. Zayn Malik, er jo Perrie Edwards kæreste”
”Men ligefrem at han ved hvad min forlovede hedder og ikke mindst Louis kone, det har vi aldrig snakket med ham om og det har jo stået på længe, det var det de sagde ikke Paul?”
”Jov, siden hans bror Greg døde i 2010”
”Ja og alt er tilbage fra 2010, med One Direction, men hvor har han vores navne fra? Jeg mener, vi har jo været fantaseret om siden 2010” jeg kiggede forvirret på ham og ned på kassen fyldt med dagbøger og ikke mindst fotoalbums, hvor han har leget med billeder og ikke været bevist om tingene. Ikke mindst ny’er billeder, han har staklet os.
”Jeg ved det ikke helt, Perrie var ikke engang kendt der. Dog har han altid kendt Harry, siden han begyndte at arbejde i bageren. Men Jer tre, ved jeg ikke. Mig selv forstår jeg godt, eftersom jeg har været hans psykolog siden”
”Hvordan døde Greg?” Spørger Liam om.
”Ham og Niall var i en bilulykke, Niall blev skadet psykisk. Han har formodet at finde sig en kone og få en søn. Det blev først opdaget for nogle måneder siden, da hans kone Lucca, ville gøre rent på hans mandeværelse og fandt flere dagbøger. Han har vist hende falske billeder, så hun ville tro ham. Men hver gang det kom til at møde Jer, så kunne I ikke. Når det kom til at være sammen med hans familie, så skulle hun ikke nævne noget og hun forstod ikke det med Greg, hun troede altid bare han talte med billedet af ham og det har hans familie altid gjort. Men det blev værre og værre med tiden, som I også kan læse. Harry dukkede op og hun ignorerede ham. Ikke mindst Zayn”
”Derfor ansatte vi Jer her, i håb om at vi finder ud af mysteriet”
”Hvor er denne Niall Horan henne?” Paul bevæger sig fremad og vi følger roligt efter ham.

 

Han går i mod et rum, hvor han åbner og vi følger med. Gangen er lang og hvid. Vi stopper helt nede i den anden ende, foran en dør. Han fjerner klappen for døren, hvor man kan kigge ind og derinde, sidder Horan. Han sidder og gynger frem og tilbage.
”Forsvind med Jer! I er ikke real! Forsvind… forsvind!”
”Hvad skete der?” Liam ser forvirret på ham.
”Lucca konfronterede ham med det og han blev sur, skældte hende ud. Han så Harry, som kaldte hende for ting og fik Niall til at forstå, at Lucca bare ville ødelægge ham, ligesom medierne havde gjort. Så han slog hende. Hun tog deres søn og tog hjem til hans forældre, fortalte dem det hele. De forstod det ikke. Indtil de selv måtte tage af sted og se deres søn. De fandt ham, hængt eller forsøget på det”
”Forældre? Så ham Chris er ikke engang real?”
”Nej og det er Theo & Denise heller ikke. Niall blev mere og mere frustreret over at I havde ’glemt’ ham og det vil I kunne læse, når I læser længere frem. I dukkede alle op og gav Niall skylden for bruddet. Hans forældre fik ham på sygehuset og de var selv chokeret, for I ’fulgte’ med ham og ville ikke gå igen”
”Så han lider altså af paranoid skizofreni og nu er lukket inde, fordi han gør skade på sig selv?”
”Ja. Hvis I nu kunne tale med ham, forsøge at få ham til at snakke og leve Jer ind i dagbogen og det han har skrevet om bandet. Vi har fået fat på Harry og Zayn, de er villige til at komme”
”Okay, hvis det kan hjælpe, men jeg er ikke meget for det. Det kan være jeg er doktor, men alligevel” kommer der fra Liams læber, inden han ser på mig.
”Jeg er frisk, selvom jeg kun er Psykologlærling og du Paul? Er du med i projektet?”
”Ja, det er jeg”
”Forsvind, forsvind, jeg sagde FORSVIND! I eksistere ikke! Går meget Jer!!!! ARG! FORSVIND!”

 

 

************************************************************************************************************************

Jeg ved godt, at det var kapitler til at starte med, men jeg vidste pludselig ikke hvordan jeg skulle udforme det.
Så tænkte jeg ville forsøge med et One shot i stedet, da jeg aldrig har prøvet det. Ikke med noget offentliggjort på Movellas.
Men regner med, at efter konkurrencen, at jeg vil lave den med kapitler og mere fyldig!

Men hvad synes I?:)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...