Til Døden Os Skiller

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 nov. 2013
  • Opdateret: 8 nov. 2013
  • Status: Igang
Da 19 årige Jesy får konstanteret lungekræft tror hun hendes løb er kørt. Siden diagnosen har hun ligeså stille mistet livs glæden og alt positivt i hendes liv. Men på kræftafdelingen møder hun boyband medlemmet Niall Horan, som selv med diagnosen forbliver positiv og klar på alt livet har at give ham. Hvad sker der når Niall bliver kræftfri, men Jesy bliver dårligere og dårligere for hver dag der går? Og hvor hurtigt kan man blive så forelsket at man ikke kunne forestille sig et liv uden den anden person?

0Likes
1Kommentarer
105Visninger

1. Kapitel 1

Gangene var fuldt af tomme blikke, som stirrede bittert rundt. De fleste var dog dem så jeg regnede for at være forældre eller søskende, fordi selvom de så tomme ud, så de livlige ud. Som jeg, bare ikke helt, fordi snart ville det være mig der lå på en af de billede hospitals senge mens mine egne forældre og søskende snart ville gå lydløst rundt på hospitalets gange og håbe på det bedste for mig, mens jeg sikkert lå og kastede alt mit maveindhold op.

Jeg var bange. Utroligt bange. Men jeg tror at jeg ligesom allerede havde indset at det hele ikke ville ende lykkeligt. Jeg havde kendt for mange der var døde af kræft i mit ellers korte liv til at møde dette med nogen form for positiv tilgang. Jeg var langsomt ved at dø. Og jeg vidste det godt. Det første jeg sagde da lægen fortalte mig at jeg havde tredje stadie lungekræft var: ”Nu dør jeg,” og siden da havde det hele slet ikke givet nogen form for mening. Fordi, hvor var jeg her hvis jeg vidste jeg ikke ville være her længere om nogle år? Hvorfor blev jeg overhovedet sat på jorden hvis jeg skulle dø før mit liv begyndte? Det var derfor jeg blev enig med mig selv om at jeg ikke ville give op, jeg ville kæmpe for mit liv.

 

Lægen viste mig ind på et dobbelt værelse, dog kunne jeg ikke se den anden side af værelset da et forhæng var sat for, ”Du kan bare sætte dine ting her,” mumlede lægen fraværende. ”Jeg bliver altså nødt til at løbe, men det kommer en læge om et par minutter og viser dig rundt på afdelingen!” fortsatte hun ligeså fraværende. Jeg nikkede roligt til hende, mens jeg satte mine ting på det bordet og trak derefter mine handsker og jakke stille af. Det hele virkede pludseligt så skrøbeligt da døren blev lukket, og lyset tændt. Det var helt lydløst, rent, hvidt, og ja, uskyldigt. Jeg stod stille foran sengen i et par sekunder og betragtede det smukke januar vejr og sukkede stille til mig selv. Hvem vidste hvor lang tid jeg ville skulle tilbringe her over de næste år? Stille begav jeg mig hen til rummets væg for at kigge bag forhænget, for at se om det var andre end mig i rummet. Det var der ikke. Det lod til at dem der havde været der lige var gået, da både tv og playstation stod tændt i hjørnet.

 

Nogle minutter senere kom der en ældre læge ind og fortalte mig en smule mere om mit kemo forløb som jeg skulle påbegynde i overmorgen, og viste mig til sidst rundt på afdelingen.  ”Det var så det egentligt, jeg kan ikke nå over og vise dig cafeteriet, men jeg er sikker på at din værelses kammeret gerne ville hjælpe dig derhen! Han er nok lidt afkræft-” ”Han?” afbrød jeg ham forvirret. ”Jeg troede kun man måtte dele værelse med en af samme køn?” fortsatte jeg med samme forvirrede tone. ”Omkring det, der er kommet en masse patienter ind over weekenden med influenza, og de bliver alle nødt til at lægge alene, for ikke at smitte andre, så du bliver altså nødt til at dele med en mand de næste par dage, måske uger, du må virkeligt undskylde, men vi kan ikke flytte rundt på noget lige nu, vi håber du forstår!” sagde lægen i en hurtigt smøre. ”Det er helt okay!” fastslog jeg, mens jeg gik hen mod mit værelse. ”Jeg kommer ind i morgen aften for at lægge et drop, så du er helt klar til din kemo!” råbte lægen efter mig mens han hurtigt løb hen ad gangen.

 

”NEJNEJNEJ! HVORFOR FUCK VALGTE JEG DIG SOM HOLDKAMMERAT DU KAN JO IKKE FINDE UD AF LORTET!” skreg en stemme på den anden side af døren, ”DU KUNNE BARE HAVE FUCKING SPILLET MIG!” svarede en anden ligeså hårdt. ”Kunne i dæmpe jer lidt? Jeg får sindssyg hovedpine af alt jeres skrigeri,” svarede en tredje afkræftet. Jeg valgte at åbne døren langsomt og gå ind lige efter det, og i samme øjeblik kiggede de fem personer der sad i rummet på mig. ”Halløj!”  skrålede den ene, ham der lå på sengen og så ud til at være i behandling, ”hej,” mumlede jeg nervøst tilbage og kiggede ned. ”Så du er Jesy? Min værelseskammerat?” Spurgte han glad, ”ja, det er jeg!” svarede jeg med et smil på læben. Allerede nu, før jeg vidste noget om ham, virkede han som en type jeg kunne blive gode venner med. Hvis det altså ikke var for grunden til at vi begge var her, og at højst sandsynligt kun en af os ville være i live om et par år. Jeg gøs ved tanken, jeg måtte tænke positivt, vi ville alle overleve! ”Er du okay?” spurgte den ene, han havde enormt hår, og jeg var 100% sikker på at jeg havde set ham mindst en gang før, men hvor? ”Jeg har det fint, er bare, du ved, bange,” stammede jeg stille, ”for at dø?” spurgte ham i sengen mig, ”ja..” sukkede jeg stille. ”Det hele skal nok gå, okay?” sagde han støttende. Hvilket fik mig til at bryde helt sammen, for det ville ikke være okay, jeg var døende og jeg havde ingen, der var ingen der var der for mig, hele min familie var god knows where, og mine venner? Ja hvor var de, sikkert alle pissefulde og ved at spilde deres liv på fester, alkohol og heroin, også sad jeg bare her, og græd mit hjerte ud foran fem drenge, som jeg ikke kendte navnene på, og først lige havde mødt. ”Undskyld, det hele er bare ret fucked lige nu,” mumlede jeg mens jeg prøvede at berolige mig selv. ”Det er okay, Niall her virker også så pokkerts positiv men han bryder altså helt sammen mindst engang om ugen,” drillede den ene, hvilket fik mig til at grine en smule. ”Men altså, jeg er som sagt Jesy, og i er?” ”Niall!” svarede den skallede i sengen, grinende, ”det er mig der er ved at dø af kræft, hvis du ikke kunne se det!” fortsatte han. ”Du dør ikke, han dør ikke, han laver sjov, der er ingen der dør, slet ikke ham, han er ikke døende” sikrede en af de andre panisk med det samme, ”og jeg er Liam,” fortsatte han så. ”Jeg er Louis,” ”og jeg er Zayn” sagde de to på gulvet. Den sidste kiggede fræværende på væggen bag mig, men spræng op da Louis sparkede til ham, ”øhm, øhm, Harry! Mit navn er Har” ”-Styles?” afbrød jeg ham. Og så gik det op for mig hvem han var, eller rettere sagt hvem de var. ”Er i One Direction? Eller er jeg helt gal på den?”  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...