24 Reasons - One Direction

Nobody really wants to die, er nok verdens største løgn. For hvad nu hvis, der rent faktisk var én person, der så inderligt ønskede at dø? En person, der mildest talt havde et lorte liv, 24 timer i døgnet? Det ville lyde unaturligt i dine ører, men så snart du ville have hørt om Vanessas historie, ville du straks have en helt anden holdning. Det var også derfor, at døden var den eneste ting, der kunne lette hendes liv. Men inden Vanessa døde, sørgede hun for én ting; at dele hendes liv med en båndoptager, som en julekalender. En julekalder, der havde 24 grunde til, at hun valgte at forlade hendes liv. Men hvem blev denne person, der fik Vanessas forunderlige liv at vide? Ja, ingen mindre end selveste Liam Payne.

57Likes
89Kommentarer
4010Visninger
AA

11. 8. December

Jeg satte det næste kassettebånd i båndoptageren og hørte, som sædvandlig, straks Vanessas velkendte, smukke stemme.

Selvværd. Selvværd, er som sagt noget jeg bestemt ikke har, men jeg er jo ikke helt alene om, ikke at have det. Nogen har bare større selvværdsproblemer end andre, og hvis jeg skal være ærlig, så tror jeg, at jeg har en af de rigtig, rigtig, slemme selvværdsproblemer. Men det er jeg jo ikke den første til at have, vel?

Jeg kom i tanke om det første bånd, hvor hun fortalte hvor lidt selvværd, hun havde og hvor god nok hun ikke selv mente, hun var.

En pige siger tit til sig selv, at hun er grim, fed og klam, men alligevel siger hun tak, når folk siger til hende, at hun er smuk.

Jeg siger aldrig tak, når jeg får et kompliment. Måske har det noget at gøre med, at jeg aldrig får nogen komplimenter, men når jeg så den ene gang gør, så siger jeg ikke tak. Så kommer jeg typisk med en kommentar a la; ”Hvad har du drukket?”

Jeg mener bare, hvordan kan man sige, at jeg er smuk? Hvis jeg ikke havde valgt at indtale det her, men i stedet havde valgt at optage mig selv med et kamera, ville du være helt enig. Se nu bare der, nu har du jo allerede fået af vide, hvorfor jeg har valgt at indtale alt det her i kassettebånd!

Jeg kunne virkelig ikke lade være med at spekulerer på, hvordan Vanessa så ud. Jeg mener bare, jeg ville så gerne kunne modsige hende, men det kunne jeg teknisk set ikke, når jeg aldrig havde set hende før. Men hvem ved, måske kom hun på et tidspunkt med en overraskelse, der afslørede hendes udseende?

Du har vel efterhånden bemærket, at jeg virkelig ikke tror på mig selv. Jeg tror på det alle andre siger, men alligevel, så tager jeg det ikke så hårdt mere. Jeg er begyndt at smile lidt af, at folk kalder mig for en ludder eller en klam kælling. I hvert fald herinde for det sidste år.

Måske har det noget at gøre med, at jeg er begyndt at lave selvskade, men for at være ærlig, så hjælper det altså også virkelig meget. Hvis jeg har haft den største lortedag og derefter slutter dagen af med at finde bladene frem, så kan jeg gå i seng med et smil på mine læber… sådan da.

Den eneste ulempe ved det hele er arrene, og hvis folk bemærker dem, er du virkelig på skideren. Men mon ikke det er det værd? Der skal ikke mere end et par armbånd eller en langærmet trøje til, hvis det altså er på håndledende.

Det har i hvert fald hjulpet mig en del, men det er stadig forfærdeligt. Mest på grund af, at jeg har så mange ar, at det næsten er umuligt at skjule dem. Folk har også tit spurgt mig om, hvor de kommer fra. Jeg sagde, det var vores kat.

Ironisk nok, når vi ikke engang har en kat.

Tavsheden tittede frem, hvilket kun fik en endnu større klump frem i min hals og mit hjerte til at slå dobbelt så hurtigt.

I hvert fald, kan folk godt gå væk med deres ‘stay strong’ pis. To enkelte ord hjælper nok ikke ret meget, vel? Det er jo ikke fordi, at fremmede mennesker der synes man skal forblive stærk, holder én væk fra bladet, kniven eller hvad end man bliver.

Det kan godt være, at jeg er den eneste der har det sådan, men jeg kan, for at være ærlig, virkelig bare ikke se pointen i at sige ’stay strong’. Man ender jo altid med at finde kniven frem igen, ikke? Når man først er begyndt, kan man ikke stoppe igen.

Imens Vanessa holdt en kort pause, hørte jeg pludselig én der råbte, i baggrunden. Det lød som en forholdsvis vred, dyb stemme. Jeg ville gætte på, at det var en mandestemme.

Du hørte sikkert det der, ikke? Jo, det var min far der kaldte, hvilket betyder, at jeg skal skynde mig væk fra det her værelse… Jeg når ikke at sige et rigtigt farvel, men ja. Vi ses!

Den knitrende lyd kom tilbage, og afspilningen var slut, hvilket gjorde, at jeg lagde båndet tilbage i flyttekassen igen og kiggede mig forvirret omkring.

Så hun lavede selvskade og det hjalp?

Jeg havde også selv længe gået rundt og været ved at finde en kniv eller barberblade frem, men… fansene havde holdt mig fra det.

Heldigvis.

Nu hvor jeg tænkte over det, så var det vel også på tide, at sige en stor tak til alle mine fans. Derfor, fandt jeg også hurtigt min telefon frem og gik ind på Twitter, inden jeg begyndte at skrive en takketale, om hvor meget jeg elskede dem.

Efter jeg havde sent den, kom der selvfølgelig straks nogle svar, men de fleste var som sædvandlig bare folk, der ville have mig til at følge dem. Jeg gjorde som de så inderligt ønskede, og trykkede på deres follow knap.

Jeg gik derefter ind, for at se hvilke hashtags, der trendede. Mit blik gled ned langs de trends, som trendede i verden, i dette øjeblik.

Ting, som #MarryChristmas og #Santa lå øverst, efter som at vi var i starten af december.

Jeg rullede længere ned for at se, hvad det ellers trendede, til mit blik landede på nogen enkelte ord, som jeg virkelig ønskede jeg aldrig havde set.

#LiamFortjenerIkkeAtLeve

Jeg havde set sådan nogen trends før, men de havde aldrig været et af de meste tweetede trends i verden.

Selvom ordene sårede mig, og at jeg sikkert ikke ville se tweetene der inde, valgte jeg alligevel at trykke på det.

Den første tweet det fangede mig var bestemt ikke noget jeg skulle have læst.

@Real_Liam_Payne Er det virkelig så fedt at være berømt, at du glemmer din familie? Tænk du valgte berømmelsen frem for din familie. #LiamFortjenerIkkeAtLeve

Jeg bed mig hårdt i læben. Tweeten sårede mig mere end jeg troede, men alligevel valgte jeg at rulle længere ned.

@Real_Liam_Payne Jeg håber du får kræft! #LiamFortjenerIkkeAtLeve

@Real_Liam_Payne Tænk at du nogensinde er blevet berømt, min hund synger bedre end dig! #LiamFortjenerIkkeAtLeve

Jeg skruede længere ned, selvom en klump var ved at danne sig i min hals.

@Real_Liam_Payne Dø #LiamFortjenerIkkeAtLeve

Hvorfor påvirkede de her ord mig så meget, det plejede de ikke at gøre?

@Real_Liam_Payne Har du nogensinde overvejet, at din familie ikke kan gå ud for en dør på grund af dig? Det er din skyld de intet privat liv har! De sikkert helt enige #LiamFortjenerIkkeAtLeve

Jeg bed mig hårdt i læben og mærkede tårerne, der dannede sig i mine øjenkroge. Jeg kæmpede for ikke at lade dem slippe ud, indtil jeg til sidst overgav mig, og tårerne begyndte at strømme ned langs mine kinder.

Jeg vidste ikke hvorfor lige præcis det her sårede mig så meget, men jeg tror bare, at jeg havde bygget en psykologisk mur gennem alt haten. En psykologisk mur, der havde samlet alt haten og min manglende vilje til kompromis.

Det var så nu, at den var blevet revet ned, og jeg skulle starte helt forfra med at bygge den igen. Det blev ikke ligefrem let, og ja, hvem ved hvad jeg nu kunne finde på at gøre? Muren var brudt ned, hvilket betød, at jeg lige nu ikke havde nogen kontrol over mig selv. Det var ikke den Liam Payne som alle sammen kendte, der lige nu var i mig. Det var den Liam Payne, der hele tiden havde skjult sig selv.

Jeg fik hurtigt kastet min telefon fra mig, hvilket garanteret ikke hjalp på at den var gået i stykker, før jeg styrtede op af trapperne og dermed også op fra kælderen. Jeg fandt hurtigt frem til badeværelset og fik smækket døren, uden at lukke den bag mig.

Det lille skab ved siden at vasken blev hurtigt åbnet, hvorefter jeg hurtigt gennemgik det med mit blik. Jeg vidste ikke hvad jeg selv havde gang i, før jeg havde fundet et af mine barberblade frem i min hånd, og havde sat det hårdt mod mit venstre håndled.

Tårerne strømmede stadig hurtigt ned ad mine kinder, som en lille, kraftig flod og landede ned i håndvasken, hvorefter tårerne løb ud i afløbet.

Bladet gled langsomt hen langs min hud, mens det var trykket hårdt ned mod mit nøgne håndled. Først langsomt, derefter hurtigt. Blodet samlede sig i kanten af såret og rullede derefter langsomt ned ad mit håndled, hvorefter det faldt dryppende ned i vasken og blev ét med tårerne.

Det var egentlig ikke fordi jeg tænkte specielt meget på den smerte, jeg lige havde ydet på mig selv. Den var til hver en tid bedre end den psykiske smerte. Det var også derfor jeg gentog rutinen endnu en gang, men stoppede da jeg kun var halvvejs, som om, at jeg lige pludselig frøs til is.

Jeg forstod pludselig alt det Vanessa havde sagt, lige før; hvor meget det hele faktisk hjalp. Jeg følte lige pludselig, at jeg aldrig havde læst det. At jeg var glad igen; lykkelig. Mit hoved var ikke fyldt med bekymringer og had længere.

Det resulterede også i, at jeg tabte bladet og langsomt vendte mit blik op mod spejlet. Jeg så nu en helt anden person, med tårer i hele ansigtet og blod på håndledende.

Ikke Daddy Direction.

 

▌▌

Jeg ville så gerne kunne sige glædelig jul, men jeg må nøjes med glædelig 8. December! Så ja, glædelig 8. December!

Hvad har I så lavet i denne her weekend? I dag har jeg selv været til en juletræs festival på min papfars arbejde, hvor jeg fik en slikpose (haha, virker sikkert virkelig barnlig nu, men elsker dem) og 150 kroner, som jeg så vil bruge på julegaver. :)

Jeg elsker på en måde det her kapitel som jeg har skrevet, fordi jeg selv synes, at det er et af de bedste jeg har skrevet! Men, samtidig så hader jeg det også, fordi at Liam begår selvskade. :(

By the way, det er jo også advent i dag! Hvad har I fået i advents gave- hvis I overhovedet får advents gaver? Det gør jeg ikke selv, men ja.. (sad-face, ahaha)

Øh ja, pas godt på jer selv, ikke?

.xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...