24 Reasons - One Direction

Nobody really wants to die, er nok verdens største løgn. For hvad nu hvis, der rent faktisk var én person, der så inderligt ønskede at dø? En person, der mildest talt havde et lorte liv, 24 timer i døgnet? Det ville lyde unaturligt i dine ører, men så snart du ville have hørt om Vanessas historie, ville du straks have en helt anden holdning. Det var også derfor, at døden var den eneste ting, der kunne lette hendes liv. Men inden Vanessa døde, sørgede hun for én ting; at dele hendes liv med en båndoptager, som en julekalender. En julekalder, der havde 24 grunde til, at hun valgte at forlade hendes liv. Men hvem blev denne person, der fik Vanessas forunderlige liv at vide? Ja, ingen mindre end selveste Liam Payne.

57Likes
89Kommentarer
3987Visninger
AA

10. 7. December

"Cola," mulede jeg stille for mig selv, inden jeg målrettet gik mod drikkevarerene.

Jeg var vågnet ret tideligt i morges, da tankerne om Vanessa sad i mit hovedet og blandede sig med episoden med sophia igår, hvilket gav mig hovedepine. Og så heldig som jeg nu engang var, havde vi selfølgelig ikke flere hovedepine piller, og jeg derfor tvunget til at tage ned for at købe nogen.

jeg rettede lidt på min hættetrøje, så den dækkede det meste af mit ansigt, eftersom jeg var i ekstremt dårligt humør, var det at blive kendt ikke noget jeg havde mest lyst til.

Jeg lagde en cola ned i kurven, og skulle så til at vende mig om for at gå op mod kassen, da der var en der prikkede mig på skulderen.

Jeg sukkede lydløst, men satte alligevel et smil på, da jeg vendte mig om.

"Liaaam," en alt for genkendelig stemme lød, og det gik derfor op for mig at det var Danielle, det stod foran mig.

Det falske smil forvandlede sig hurtigt til et ægte et, inden jeg trak hende ind i et kram.

"Det så længe siden, hvordan går det?" spurgte hun, og så smilende på mig.

"Sådan okay," løj jeg, og så ned i kurven. Hun havde altid været ret god til at se om der var noget galt.

"Liam? hvad er der sket?"

Hun så på mig med et løftet øjenbryn, hvilket fik er suk til at forlade mine læber.

"Det fint Danielle, virkelig!" Svarede jeg, og sendte hende et overbevisende smil.

Man kunne tydeligt se på hende, at hun ikke var overbevist. alligevel nikkede hun og trak mig ind i et kram.

"Omg er i to kærester igen?"

Jeg trak mig fra krammet, og lod mine øjne lægge sig pigen foran os.

Jeg så smilede ned på hendes, hvor der med store bogstaver, var skrevet med guld payser 4-Ever.

Jeg rystede blot på hovdet. "Vi stadig kun venner," jeg så over på Danielle, og sendte hende et smil.

Hende pigen så lidt skuffet på os, inden hun tog sin mobil frem.

"Må jeg ikke få et billede med jer?"

Hun så genert ned, men smilede stort, da jeg nikkede.

Jeg trak Danielle over til mig, og lagde armen om hende, mens jeg med den anden arm fik taget billedet, da pigen stillede sig mellem os.

Jeg rakte mobilen tilbage til hende, og slap grebet om Danielle.

Og trak pigen foran mig ind i et kram. "Det var hyggeligt at møde dig!"

Hun smilede stort og nikkede så.

"i lige måde!"

Hun vinkede til os, inden hun gik.

"Jeg må nok også se at komme hjem," Danielle sende mig endnu en gang et smil, inden hun igen krammede mig.

"Ja også mig, vi må se at finde en dag!" sagde jeg, og seriøst på hende. Hun nikkede inden hun vendte sig om for at gå.

***
Jeg havde fået købt piller og cola og sad nu i sofaen og så tv.

Jeg hande flere gange overvejet at gå ned og hører det næste bånd, men noget holdt mig tilbage.

Jeg tror måske jeg var en smule bange for, hvad den næste grund var. Jeg følte, at jeg havde kendt Vanessa længe, og det gjorde derfor ondt at hører om hendes forfærdelige liv.

Jeg sukkede tungt, og valgte så at rejse mig op, jeg havde sat mig for at høre alle båndene, så jeg ville ikke stoppe for hendes historie var fortalt.

Jeg gik mod kælderen og fik tændt lyset det nede. Jeg trak en pude hen til båndoptager og satte mig på den, inden jeg fandt det rigtige bånd.

Den velkendte krasse lyd lød, inden hendes stemme kunne høres i ene rummet.

Jeremy Davies bedre kendt som min onkel. 

Min mors bror, som efter sigende skulle være børnenes ven, det sjove er så, at han hader børn, eller i hvert fald hader han mig. 

Kan du huske, jeg fortalte at jeg hade skreget meget, så min stemme var en smule hæs? 

Ja, det var så min onkel, jeg fortrækker at kalde ham Jeremy. 

Jeg skulle være hos ham, om aften da  vi skulle bytte julegaver.

Åh nej, hvad mon han havde gjort hende.

Han havde ikke virket specielt glad for at se mig, hvilet jeg udmærket vidste, at han ikke var. 

Han virker altid som om han elsker mig, når mine forældre er der, men ligeså snart vi er alene, er han virkelig ubehagelig. 

Han havde spurgt om jeg ville ind og have en kop te, og det var jeg jo så tvunget til at sige ja til. 

Han havde virkelig virket anderledes, nærmest sød?

Hendes stemme knækkede flere gange, hvilket gav mig et indtryk af at det var alvorligt.

Han spurgte om jeg ville prøve noget sjovt. Jeg valgte af en eller anden grund at nikke, hvilket var en kæmpe fejltagelse.

Hun sukkede kort, inden hun fortsatte.

Hans hånd lå pludselig på mit inderlår, og den anden over min mund. 

Jeg må ha set skræmt ud, for han havde grinet på denne virkelig ubehalige måde. 

Jeg bed ham flere gange i hånden, men åbenbart ikke hårdt nok siden hans hånd ikke flyttede sig.

Jeg satte chokerende båndet på pause, var hun blevet voldtaget.

med rystende hænder fik jeg det tændt igen.

Da hans hånd flyttede sig, havde jeg skreget, men hurtigt havde han lagt sine læber over mine og dermed dæmpet skrigende.

Hans hånd lå stadig på mit inderlår, hvilet gav mig denne kvalmende fornemmelse. 

Han havde bare fortsat, selvom jeg vred mig under ham. 

Hans bevægelser var blevet mere krævende, og bulen i hans bukser fortalte mig, at det ikke ville ende godt. 

Hans hænder var samtidig begyndt at køre længere op af mit lår, hvilket fik mig til at vride mig endnu mere under ham.

Kvalmen steg nu mere hun fortalte, tænk at hendes egen onkel kunne gøre det.

På en eller anden måde, fik jeg sparket ham, hvilket fik ham til at falde af mig, og derned gav mig chancen til at slippe væk, som jeg jo så gjorde.

I tænker nok, hvorfor jeg ikke valgte at melde det, men nu, hvor jeg alligevel skal væk, hvad skulle det så hjælpe?

Den skrattende lyd var tilbage, og hendes stemme forsvandt.

Jeg tog båndet ud, og fik med rystede hænder lagt det ned i kassen.

Jeg følte på en eller anden måde, at jeg var blevet virkelig tæt på Vanessa, så at høre den historie der gjorde mig virkelig dårlig tilpas.

Jeg sukkede tungt, "sikke en jul."

 

▌▌

Uhh vi er allerede ved 7 december så er der ikke længe til jul?:D

Hehe sååå , hvad har i brugt dagen på? Jeg har selv julebagt med familien, hvilket også er grunden til kapitlet først kommer nu! :)

- Mille! xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...