24 Reasons - One Direction

Nobody really wants to die, er nok verdens største løgn. For hvad nu hvis, der rent faktisk var én person, der så inderligt ønskede at dø? En person, der mildest talt havde et lorte liv, 24 timer i døgnet? Det ville lyde unaturligt i dine ører, men så snart du ville have hørt om Vanessas historie, ville du straks have en helt anden holdning. Det var også derfor, at døden var den eneste ting, der kunne lette hendes liv. Men inden Vanessa døde, sørgede hun for én ting; at dele hendes liv med en båndoptager, som en julekalender. En julekalder, der havde 24 grunde til, at hun valgte at forlade hendes liv. Men hvem blev denne person, der fik Vanessas forunderlige liv at vide? Ja, ingen mindre end selveste Liam Payne.

57Likes
89Kommentarer
4005Visninger
AA

9. 6. December

Jeg sad ved bordet og flettede nogle små julehjerter, da jeg pludselig hørte dørklokken. Jeg lagde igen julehjerterne fra mig, før jeg gik derhen.

Min hånd placerede sig på dørhåndtaget, før døren gik op. ”Hej Liam,” lød en alt for velkendt stemme, der omfavnede mig.

”Hej Sophia..” sagde jeg stille, før jeg trak mig fra krammet. ”Hvad laver du her?”

”Jeg tænkte bare på at jeg ville komme forbi? Det er jo et lille stykke tid siden, sidst vi har set hinanden..” sagde hun og grinte kort.

Jeg rømmede mig. ”Ja, det kan du vel have ret i. Hør, jeg troede ikke du kunne klare mig mere?”

”Hvad mener du?” Hun tog sin jakke af og placerede den på knagen. ”Hvis det er om vores samtale for tre dage siden over telefonen, så mente jeg det virkelig ikke… jeg elsker dig og kunne aldrig nogensinde drømme om, at forlade dig, på grund af haten!”

”Det skal du jo sige, ikke?” sagde jeg irrelevant og slog irriteret armene ud.

”Skat, jeg mener det her… jeg elsker dig,” sagde hun, inden et stort, bredt smil placerede sig på hendes læber. Tydeligvis falsk…

”Jeg ved det ikke… måske skulle jeg bare lytte til mine fans? De kender mig jo næsten bedre end mig selv…” sagde jeg stille og sukkede kort.

”Jamen kan du i det mindste så ikke bare lytte til de fans, der ser os to som perfekte sammen?” Hun tog også sine stiletter af, inden hun gik hen i sofaen og satte sig ned.

”Den ene procent? Sophia, de fleste siger, at vi ikke passer sammen, og at jeg burde vende tilbage til Danielle…” sagde jeg og skævede. 

Måske havde alle mine fans faktisk ret? Måske burde jeg vende tilbage til Danielle, selvom vi begge blev enige om, at der ikke var flere gnister mellem os. Ilden var slukket og sådan var det. Nu havde jeg fundet Sophia, en pige jeg virkelig elskede højt.

Eller nu hvor jeg tænkte over det, så var det faktisk ikke sådan, at jeg tænkte på hende hver dag. Og er det ikke det man skal, ved en man elsker? Det skal være en, man ikke kan undgå at tænke på en hel dag? Måske havde jeg faktisk bare gjort mig fuldstændig blind i, at jeg burde finde mig en kæreste. Måske bildte jeg faktisk bare mig selv ind, at jeg elskede hende. Som man siger; kærlighed gør blind.

”Er du ikke bare sød at gå?” spurgte jeg forsigtigt og stille og bed mig hårdt i læben. Jeg kiggede ned i gulvet imens og sukkede kort. Det her var faktisk utrolig hårdt, selvom jeg ikke engang slog op med hende, men derimod bare bad hende om at gå…

”Du kan jo lige så godt bare sige, at du hader mig!” sagde hun fornærmet og fnyste, inden hun rejste sig op.

Jeg rejste mig også op og gik hen til hende. ”Nej, det kan jeg ikke, for jeg hader dig virkelig ikke Jeg føler bare ikke rigtigt noget specielt for dig, tror jeg. Undskyld, men… ja, jeg skal bare lige tænke et par ting igennem, okay? Jeg skal nok ringe tilbage senere.”

”Jeg forstår bare ikke hvorfor, du ikke elsker mig højt nok… jeg mener bare, jeg gør så meget for dig! Jeg rejser langt bare for at besøge dig, og jeg så er jeg oveni købet også meget pænere end Danielle! Jeg mener, hun er jo ikke engang smuk?”

Dér slog det hele klik for mig, og jeg fik hurtigt og aggressivt presset Sophia op ad væggen. ”Aldrig snak grimt om Danielle igen, er det forstået?!” råbte jeg vredt, før jeg igen slap grebet om Sophia.

Wow. Jeg vidste virkelig ikke hvad der gik af mig der, men der var bare et eller andet der gjorde mig virkelig vred. Jeg mener, Danielle var min bedsteveninde og jeg elskede hende… men ikke på samme måde, som jeg elskede Sophia.

”U-undskyld…” stammede Sophia og kiggede bedrøvet ned.

Jeg vendte bare ryggen til hende og kiggede koldt frem. ”Jeg tror det er bedst at du går nu, før nogen kommer til skade…”

”Det har du nok ret i. Men det er jo bare min holdning om hende, og den burde du kunne accepterer…”

Jeg knyttede en knytnæve sammen, for ikke at få endnu et vrede anfald, mens jeg fortsat bare kiggede koldt ud i intetheden. ”Gå. Bare gå.”

”Selvfølgelig… Jeg ringer sener, så vi kan snakkes ved.”

Jeg hørte hoveddøren smækkede og vendte mig om. Jeg kunne virkelig ikke forstå, hvad der lige var sket. Jeg havde nær slået Sophia…

Jeg tog bare en dyb indånding og rystede kort på hovedet, før jeg igen gik tilbage til mine julehjerter. Jeg fik hurtigt klippet resten ud, da jeg tog dem op i min hånd og gik målrettet hen mod kælderen. De skulle jo på juletræet.


Jeg var trådt ned i kælderen og kiggede mig omkring.

Jeg kunne ikke lade være med at kigge hen på den kasse med kassettebåndene, der stod henne ved hylden.

Jeg rystede bare kort på hovedet, før jeg gik hen mod juletræet og satte julehjerterne forskellige steder på træet, hvorefter jeg smilede stort og tilfredst.

Mit blik blev derefter hurtigt vendt hen på den gamle flyttekasse, med båndene og før jeg vidste af det, var jeg gået derhen.

Jeg fik også straks sat båndet i båndoptageren.

Hej igen.

Nu er det blevet en ny dag. Én mindre dag at leve i, er det ikke bare herligt?

 Men jeg fortsætter fra den samme historie som i går. Det var bare blevet ret sent og jeg var nok en smule træt…

Hun slog hendes søde latter op, hvilket kun fik et smil frem på mine læber.

Nå, ja… som sagt, så troede jeg, at Jessica ikke var en ægte veninde. Og hvor jeg fik den mistanke fra, ved jeg virkelig ikke. Hun virkede bare så… fjern på en måde, men så alligevel ikke. Hun virkede bare ikke som en ægte veninde.

Og det var jo faktisk min mistanke helt fra starten af.

Som jeg har nævnt, så er jeg jo en virkelig god menneskekender, og det vidste jeg faktisk også, at jeg havde ret. Hun havde kun udnyttet min dumhed, til at jeg kunne fortælle hende alle mine hemmeligheder, på trods af at jeg stadig godt kunne fornærme, at hun var en falsk veninde.

Selvfølgelig sårer det én virkelig meget, når man finder ud af sådan noget, så er hun også med til, at jeg skal… dø.

Hvis du hører det her, Jessica, så håber jeg virkelig at du vil have en dårlig skyldfølelse! Jeg håber, at du vil gå ned på min gravsten og sørge, for jeg kan godt love dig for, at der ikke findes noget værre end falske veninder!

Men på den anden side, så kan jeg faktisk også bare være pisse ligeglad. Jeg er jo alligevel død, så hvilken forskel gør det, hvis du sørger ved min grav?

Måske lader jeg være med at hjemsøge dig?

Vanessa grinte igen kort. Måske var det faktisk ikke for sjov? Måske hjemsøgte hun faktisk Jessica lige nu? Nobody knows.

Men i dag var grunden altså en falsk veninde. I går var det en menneske kender, og i morgen? Ja, du må vente og se. Jeg skal skynde mig med bussen nu, så vi ses.

Den velkendte knitrende lyd kom igen frem og jeg tog båndet ned i kassen igen.

Jeg rejste mig op, fra at sætte på hug. Jeg gik straks op af kælderen og ind op på første salen, hvor jeg derefter gik op på mit værelse. Jeg tog mit tøj af og lagde den pænt til side, i min vasketøjsbunke, før jeg lagde mig ned under dynen, som jeg trak godt over mig.

Jeg slukkede min senge lampe og lod et dybt suk forlade mine læber, før jeg lukkede mine øjne.

”Godnat, Liam.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...