24 Reasons - One Direction

Nobody really wants to die, er nok verdens største løgn. For hvad nu hvis, der rent faktisk var én person, der så inderligt ønskede at dø? En person, der mildest talt havde et lorte liv, 24 timer i døgnet? Det ville lyde unaturligt i dine ører, men så snart du ville have hørt om Vanessas historie, ville du straks have en helt anden holdning. Det var også derfor, at døden var den eneste ting, der kunne lette hendes liv. Men inden Vanessa døde, sørgede hun for én ting; at dele hendes liv med en båndoptager, som en julekalender. En julekalder, der havde 24 grunde til, at hun valgte at forlade hendes liv. Men hvem blev denne person, der fik Vanessas forunderlige liv at vide? Ja, ingen mindre end selveste Liam Payne.

57Likes
89Kommentarer
4101Visninger
AA

3. 30. November

Rummet var fuldstændig mørkt, hvilket resulterede i, at jeg faldt over et eller andet på gulvet. Jeg bandede kort af mig selv og lå på maven med hænderne på gulvet. Flyttekassen, som jeg var ved at bære ind i spisestuen, lå på gulvet foran mig.

"For fanden altså," vrissede jeg kort, før jeg rejste mig op og tørrede mine knæ af, der var blevet fyldt med støv fra gulvet.

Jeg gik med tunge skridt hen mod stikkontakten og fik tændt lyset. Mit blik gik straks ned på den ting, der havde spændt ben for mig.

En skrivebords lampe.

Jeg sukkede kort, da jeg igen gik hen til kassen tog den op i min favn, hvorefter jeg løftede den ind i spisestuen. Da der var forholdsvist mørkt, fik jeg hurtigt tændt et lys.

Jeg lod en hånd glide hen over bordoverfladen på spisebordet, hvilket gjorde, at min håndflade mildest talt blev helt hvid af støv.

Jeg klappede bare kort i mine hænder, før jeg gik hen mod vinduet og trak gardinerne fra. 

Et gråt og vådt lag slud, var lagt over det meste af forhaven, som en fesen februar dag. Nu var det trods alt heller ikke december endnu, så jeg havde jo intet at klage over. Det var faktisk en temmelig god start, på en garanteret hvid jul; håbede jeg! Jeg vidste ikke hvorfor, men der var bare et eller andet specielt over en hvid jul. Som om, at den var mere hyggelig, traditionel og intim. Også lød en hvid jul egentlig også bedre end en grå jul.

Jeg rystede bare langsomt på hovedet og grinte kort af mig selv, hvorefter jeg gik hen til flyttekassen og begyndte at pakke ud. 

Jeg fik hurtigt sat tingene på plads, støvet af og hentet nogle af de andre kasser.

Jeg kiggede tilfreds omkring mig, da jeg mere eller mindre var færdig med køkkenet og spisestuen. 

Perfect.

Selvfølgelig kunne der godt trænges til at få et par nye dørhåndtag, få skiftet gardinerne ud og andre diverse ting, men det var nu ikke rigtig noget, som var nødvendigt.

Jeg opdagede pludselig en dør, jeg ikke havde lagt mærke til. En dør, der lå til højre for køleskabet.

Ejendomsmægleren havde da ikke introduceret mig for det, havde han?

Jeg gik med langsomme skridt hen mod døren og tog en kort indånding, inden jeg placerede min hånd på håndtaget. Jeg drejede stille døren op, der underligt nok ikke var låst.

En lugt af gammelt støv og røg kom mig straks i møde. Rummet var ret mørkt, og da der ingen stikkontakt var, trak jeg min telefon op af min lomme og gik ind på min lommelygte.

Jeg lyste omgivelserne omkring mig op, da jeg fik øje på en trappe. Jeg drejede mig lidt rundt og kiggede på væggene, hvor jeg så forskellige billeder hænge.

Citater.

"Don't trust anyone," mumlede jeg kort for mig selv, da jeg læste op. De var alle sammen deprimerende billeder.

De skulle virkelig pilles ned, så jeg ikke bare gik og fik en dårlig samvittighed hver gang jeg gik her.

Jeg gik hen mod trappen og gik langsomt ned ad den. Det var nu ikke fordi den var smal eller noget, det var mere fordi den var.. fascinerende

Jeg kom helt ned i kælderen og kiggede mig igen omkring. Det var et stort rum, der var fyldt med malerier, billeder og bogreoler. Noget sagde mig, at personen der boede her var meget... poetisk og fredfyldt. 

Jeg fik øje på en mørkerød sofa, der stod henne i et hjørne, med en notesbog på. Jeg gik derhen og satte mig forsigtigt ned i sofaen, med rynket øjenbryn.

Jeg tog bogen op på mit skød og slog op på den side, der var en papirlap i.

Der stod intet på papiret, så jeg lagde det bare ned i sofaen igen. Men straks kom de tre ord, som papiret havde dækket for.

Sorry not sorry.

Jeg pladrede videre i bogen; både forlæns og baglæns, men uden held. Der var intet mere at se, andet end de enkelte tre ord. 

Jeg sukkede bare dybt, før jeg igen rejste mig op. 

Jeg skulle nok have de her ting fjernet. Jeg mente, de kunne jo ikke bare stå her ved mig. De skulle hjem til den person, som havde betalt penge for møblerne.

Jeg gik lidt rundt og lyste videre med min lommelygte på min telefon, da jeg endelig fik øje på en kontakt. Jeg gik hurtigt hen til den og trykkede på knappen. Et stort lys begyndte straks at lysne hele rummet op, så jeg ikke længere behøvede min telefons lommelygte. Jeg lagde den igen ned i min lomme og kunne nu rigtigt se mig omkring. 

Jeg så et keyboard stå henne ved siden af en bogreol, under et af malerierne. Jeg skimtede kort teksten på den; Stop it, før jeg gik derhen. Keyboardet lignede nærmest et klaver. Jeg ville i hvert fald gætte på, at det var dyrt.

Jeg så, at der var en optagelse, så jeg afspillede den. Personen var ualmindelig god til at spille klaver! Det var da virkelig fantastisk.

River flows in you, med de helt rigtige akkorder lød højt i hele rummet.

Da optagelsen var slut, var jeg nærmest målløs.

Fantastisk.

Jeg rejste mig igen op og gik igen hen til lyskontakten. Jeg skulle lige til at slukke for lyset, da jeg igen stødte ind i et eller andet. Denne gang bare med min arm.

Jeg hørte et bump og en masse ting faldt pludselig ned.

Shit!

Jeg skyndte mig at sætte mig ned på hug, hvorefter jeg begyndte at samle alle tingene op i en papkasse, som jeg åbenbart havde væltet. Jeg stoppede dog brat op, for at tjekke hvad jeg overhovedet samlede op. 

Kassetteånd. Kassettebånd til en båndoptager.

Der var skrevet små tal på hvert et bånd. Fra et- til 25. Der var også en båndoptager og endnu en lille lap papir med. Jeg foldede først den lille seddel ud.

"Bare hør båndene. Det er gratis," mumlede jeg lavt og forvirret.

Jeg tænkte mig kort om, før jeg også tog båndoptageren frem. Jeg fandt det første bånd frem, som der stod et 1-tal på, med fede tal.

Jeg tøvede kort, og lod båndet dreje rundt på min hånd.

Skulle jeg, skulle jeg ikke?

Jeg tog en dyb indånding, før jeg tog båndet i og bare ventede på, at det begyndte. Mit hjerte galoperede på livet løs, da kradse lyden kom, og en piges stemme dukkede op.

 

Hello. Jep, det er mig, Vanessa! Du kender mig nok ikke, da jeg ikke er den mest kendte person i verden, men whatever. Lyt med hvis du har lyst, og hvis du ikke har, ja.. så lad vær! En ting, skal du dog vide; du går glip af en fantastisk historie, også kaldet mit liv.

Når du sidder og hører det her, hvem du så end er, skal du vide, at jeg er død nu. Lad være med at føle dig skræmt, jeg er ikke et eller andet genfærd, bare rolig. Lige nu, den 31. november 2011, er jeg levende, men kun i kort tid endnu.

Jeg lyder sikkert som en psykopat med akut brug for psykolog timer, I know. Men hvis du lytter videre på de her 24 bånd som ligger i kassen, finder du ud af, at det var jeg måske ikke helt alligevel. Jeg vil på de her bånd forklare 24 grunde til, hvorfor jeg valgte at begå selvmord. I går faldt det mig ind, hvorfor så ikke lave det som lidt af en julekalender?

Kender du det med at have en lorte dag? Hvad snakker jeg om, selvfølgelig gør du det. Men så prøv at forstil dig, at mit liv er sådan hver dag, så selvfølgelig må jeg gøre noget. Det ville alle gøre, hvis de sad i mit sted, selv dig.

Måske tænker du; hvad snakker hun om, jeg vil aldrig så meget som overveje, at døden er den eneste udvej, men der tager du såmænd fejl. Se, jeg kender dig allerede bedre end du selv gør.

Faktisk har jeg altid været en ret god menneske kender. Nogle vil mene, at det er ret godt, men ærligtalt, så synes jeg det er en forbandelse.

Nogen gange vil man helst ikke vide sandheden, kender du det? På det punkt er det virkelig noget lort at kunne læse mennesker som jeg kan, og det er faktisk også en af grundene til, at jeg vælger at tage væk. Men det vil du få mere afvide om mere om, hvis du vælger at hører med.

Er det kun mig det synes at det lød utrolig meget som en reklame? 'Men det vil du hører mere om efter reklamerne, så bliv hængende.' Get it?

Okay, jeg slutter snart det første bånd af, men husk nu, at du må først hører det næste bånd i morgen! Det er jo en julekalender, og i morgen er det den første december, wuhuuu.

 

 ▌▌

Hellouu.

Det her var så det første rigtige kapitel, hvis man kan sige det sådan. Eller, det er det jo på en måde ikke, da der ikke rigtigt er kommet en grund til at hun vil forlade hendes liv, og det er jo heller ikke december endnu..

Um, whatever.

Det her var bare en slags opvarmning for Milles næste, fantastiske kapitel! Det er også dér den første grund kommer. Glæd jer!

Jeg håber, I vil læse videre og glæde jer. :)

Glædelig sidste dag i november, haha xx.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...