24 Reasons - One Direction

Nobody really wants to die, er nok verdens største løgn. For hvad nu hvis, der rent faktisk var én person, der så inderligt ønskede at dø? En person, der mildest talt havde et lorte liv, 24 timer i døgnet? Det ville lyde unaturligt i dine ører, men så snart du ville have hørt om Vanessas historie, ville du straks have en helt anden holdning. Det var også derfor, at døden var den eneste ting, der kunne lette hendes liv. Men inden Vanessa døde, sørgede hun for én ting; at dele hendes liv med en båndoptager, som en julekalender. En julekalder, der havde 24 grunde til, at hun valgte at forlade hendes liv. Men hvem blev denne person, der fik Vanessas forunderlige liv at vide? Ja, ingen mindre end selveste Liam Payne.

57Likes
89Kommentarer
4003Visninger
AA

6. 3. December

"Hvor mange gange skal jeg sige, at det ikke betyder noget, Sophia?"

Jeg sukkede frustreret, og lod mig dumpe ned i sofaen.

"Jeg ved ikke Liam, hvis de virkelig vil have du skal være sammen med Danielle.. så er jeg ikke sikker på jeg kan det her." Hendes stemme knækkede, og jeg vidste at det gjorde ondt på hendes at sige.

"Hvorfor kan du ikke bare stole på mig?" Jeg hævede stemmen en anelse, ikke fordi jeg var sur, men fordi det irriterede mig, at hun ikke kunne se at jeg var ligeglade om hvor meget fansene ønskede, at jeg var sammen med Danielle. Jeg elskede hende jeg for helvede.

"Jeg stoler på dig Liam, jeg kan bare ikke.." hun sukkede svagt.

Jeg forstod hende egentlig ikke. Jeg vidste, at haten tog meget på hende, men kunne hun i det mindste ikke bare prøve, at se om det blev bedre? For vores forhold og for mig?

"Så du slår op?"

Jeg vidste ikke hvor ordene kom fra. Jeg ville nok bare gerne vide det nu, i stedet for at gå og prøve at få det til at fungere, hvis hun alligevel ville slå op.

Hun sukkede kort, hvilket fik mig til at bide mig hårdt i læben.

"Det ved jeg ikke, måske gør jeg," hendes stemme rystede, og jeg kunne høre, at hun var på randen til at græde.

"Kan jeg ikke lige komme over?" Spurgte hun og sukkede endnu engang.

Hvad havde hun ærligtalt regnet med? At hun kunne slå halvt op med mig over telefon og ti min efter face to face? Jeg behøvede kun at få det af vide en gang, tak!

"Det synes jeg ikke. Undskyld Sophia, men jeg er nødt til at lægge på nu," inden hun nåede at sige noget, havde jeg allerede lagt på.

En tåre banede sig langsomt ned af min kind, efter jeg havde trykket på afslut. Jeg tørrede den irriteret væk og bandede kort af mig selv, inden jeg frustreret fik sparket til bordet, hvilket så resulteret i en voldsom smerte i min fod.

Jeg kastede mobilen ned i sofaen, og mumlede er højt fuck, da smerten i foden spredte sig.

Irriteret lod jeg mig dumpe ned i sofaen, lige tids nok til min velkendte SMS tone lød.

Jeg fandt min telefon, som lå i den anden ende af sofaen, og sukkede så da beskeden viste sig at være fra Sophia.

Undskyld..

Jeg sukkede frustreret og inden jeg fik tænk det igennem, havde jeg kastet min mobil mod den nærmeste væg.

Jeg så chokeret efter den og derefter ned på min hånd. Hvad fanden lavede jeg?

Hurtigere end lynet, havde jeg rejst mig op og var over ved min telefon.

Jeg vendte den om bange anelser og kneb hårdt øjnene sammen, da skærmen viste sig. Skærmen var smadret op i det ene hjørne og ned gennem forsiden, og coveret var flækket.

Jeg sukkede tungt og satte mig opgivende på gulvet. Det var da bare slet ikke min dag i dag..

Mit blik røg over på døren, der førte ned til kælderen og beslutsomt fik jeg rejst mig op. Jeg havde en underlig trang til at høre Vanessas stemme, hvor underligt det så end lød.

Lommelygten virkede heldigvis og lyste gangen op. Jeg gik forsigtigt ned af trapperne, for det skulle virkelig ikke komme bag på mig, hvis jeg nu faldt og slog min anden fod.

Jeg skimtede kort nogen af citaterne på væggen, men vendte hoved den anden vej, da kuldegysninger fandt sin vej ned af min krop.

Jeg humpede over mod båndoptageren og bed mig hårdt i læben, da smerten i min fod var en smule slem.

Jeg fandt kassen med bånd frem og fandt hurtigt den, hvorpå der med tusch var skrevet;

3 December.

Jeg satte det med hamrende hjerte i båndoptageren, og lyttede til den kradsene lyd, inden hendes velkendte stemme lød.

Rest In Peace, er det ikke det man siger? Nogen gange spekulere jeg på, om nogen nogensinde vil sige det til mig, når jeg er væk.

Jeg har hørt den sætning flere gange den sidste måned, hvor min mor blev ramt af cancer og kæmpede i cirka to år for at overleve, men så her for en måned siden gav hun op og lod kræften overtage.

Hun havde igennem de sidste to år, været igennem forskellige kemo behandlinger, og havde blandt andet tabt håret. I den sidste måned hun levede i, lavede hun ikke andet end at sove. Selv når vi var på besøg sov hun, og når hun så endelig var vågen, lå hun bare helt afkræftet på sengen og lignede mildest talt et lig.

Ja, jeg savner hende, og håber på at døden vil fører mig op til hende.

Hun snøftede kort, hvilket gav mig en trang til at kramme hende, hvilket jeg jo så ikke kunne.

Der var stille lidt, inden hendes stemme igen fyldte rummet.

 Min far har altid ville have mig til at blive noget stort, og her den sidste måned har det været værst. Måske fordi min mor døde?

Han vil måske gerne have, at jeg gør hende stolt, måske har en ikke helt indset, at hun er død nu. Han sørger i hvert fald ikke som alle os andre, han er i stedet begyndt at arbejde mere end normalt, og er næsten aldrig hjemme.

Han er begyndt at give mig stuerarrest for ligegyldige ting, bare så jeg kan fokusere mere på mine lektier.

Jeg indrømmer, at jeg aldrig har været en mønster elev, men mine karakterer er heller ikke dårlige, så det undrer mig lidt.

Men man skal helst ikke brokke sig, for han er i elendigt humør. Netop derfor har jeg indrettet det her rum, som du sikkert også sidder i.

Min mor fortalte mig om rummet to dage inden hun døde, og efter hendes død begyndte jeg at indrette det. Jeg kan desværre kun gå her ned, når min far ikke er her, da døren er bag køkkenskabet. Men når han så ikke er hjemme, som han jo næsten aldrig er, er det rart at kunne gå her ned og spille på klaveret og lade som om man ikke findes.

Så det var hende der spillede på klaveret?

Klaveret aner jeg for resten ikke hvor kommer fra, det stod her da jeg kom her ned.

I hvert fald, vil min far nok aldrig finde rummet, og dermed ikke den optagelse jeg har taget af mig selv der spiller klaver.

Ser I, min far har aldrig ville høre mig spille klaver, han vil ikke have at jeg bruger mit liv på musik, som jeg har sagt; han vil have, jeg skal blive til noget stort.

Og med noget stort, mener han læge eller noget i den stil. I hvert fald ikke musiker, hvilket ellers altid har været min store drøm.

Så det jo bare perfekt, kan I se hvad jeg mener? Selv når jeg er hjemme, er mit liv et helvede..

Er det kun mig, der har haft en lorte dag, i dag? Eller det har jeg egentlig hver dag, men lige i dag har det været aller værst.

Nå, men jeg skal op af det her rum nu, så vi ses på næste bånd, hvis du vælger at hører videre.

Mit blik gled hen på klaveret, inden jeg slukkede båndet, da hendes stemme forsvandt og den kradsende lyd kom tilbage. Jeg rejste mig op og så igen hen på klaveret.

Jeg bevægede mig derhen og slog let lågen op. Mine fingre gled hen over tangenterne, som var en del støvet, inden jeg satte mig på klaver stolen.

Jeg spillede en kort melodi og spillede derefter optagelsen af Vanessa der spillede, for godt to år siden.

Tankerne om Sophia var af en eller anden grund så langt væk, det eneste det fyldte mit hoved var Vanessa..

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...