24 Reasons - One Direction

Nobody really wants to die, er nok verdens største løgn. For hvad nu hvis, der rent faktisk var én person, der så inderligt ønskede at dø? En person, der mildest talt havde et lorte liv, 24 timer i døgnet? Det ville lyde unaturligt i dine ører, men så snart du ville have hørt om Vanessas historie, ville du straks have en helt anden holdning. Det var også derfor, at døden var den eneste ting, der kunne lette hendes liv. Men inden Vanessa døde, sørgede hun for én ting; at dele hendes liv med en båndoptager, som en julekalender. En julekalder, der havde 24 grunde til, at hun valgte at forlade hendes liv. Men hvem blev denne person, der fik Vanessas forunderlige liv at vide? Ja, ingen mindre end selveste Liam Payne.

57Likes
89Kommentarer
3998Visninger
AA

27. 24. December

Jeg smilede lettet, men så alligevel ikke. Juleaften. Den sidste dag, hvor jeg kunne høre om Vanessas liv. Den dag, hvor Vanessa først ville være død. Ja, jeg kunne ikke rigtigt kalde det her for en fantastisk dag …

Det var uheldigvis ikke blevet en hvid jul, trods det sneede. Snefnuggene faldt på ruden, hvorefter de hurtigt smeltede.

Jeg hørte det pludselig bankede på døren, og jeg var hurtigt derhenne og åbne.

”Hey mate!” Zayn krammede mig kort, før han trak sig. Jeg rømmede mig, så han kunne komme forbi mig. ”Glædelig jul,” tilføjede han hurtigt. 
Han tog sin jakke af og hang den op på sølv knagen, før han også tog sine sorte lædersko af og stillede dem ind til siden.

”Jo tak, i lige måde,” jeg tvang et smil frem på mine læber, da mit blik landede på den pose, som han havde med. ”Hvad er det der?”

Han nikkede ned mod posen. 
”Denne her? Det er bare gaver til jer!” sagde han og grinte svagt.

Lige nu, var alt jeg prøvede på, at glemme Vanessa så meget, som muligt. Til tider ville jeg ønske, jeg aldrig var startet på de bånd, men samtidig havde det givet mig en fantastisk historie og lært mig noget om livet.

”Fedt,” svarede jeg bare, i det Jingle Bells lød i hele huset. Jeg havde sat ringeklokken på den berømte julesang, Jingle Bells. Jeg fik hurtigt åbnet op, hvor Harry og Louis stod.

De kaldte Zayn hen, hvorefter de fik trukket os alle fire ind i ét stort gruppekram. ”Tillykke,” sagde Zayn og jeg i munden på hinanden, til Louis, hvilket kun fik ham til at grine.

”Jo, tak. Jeg synes bare, 22 år er ret meget,” sagde han bedrøvet.

”Men du holder dig jo godt!” lo Harry, hvilket kun forstørrede Louis’ smil. ”Og for resten, glædelig jul!”

Ikke mindre end to sekunder efter ordende havde forladt Harrys mund, trådte Niall ind og lukkede døren efter sig. ”Hej!”

Alles blikke fór over på Niall, før vi hurtigt fik krammet og sagt hej.

***

Anden var serveret, glassene var fyldt og alle havde sat sig ned. Jeg nikkede til de andre, inden et; ”Værsgo!” forlod min mund.

”Det smager jo godt!” udbrød Harry, mens han havde noget and i munden. Jeg sagde intet til, at han havde mad i munden, mens han snakkede. Jeg mener bare, vi er jo lige som så mange andre unge fyre, ikke nogen gamle pensionister, der gik op i hvad der var uhøfligt og hvad der ikke var. For helvede, vi var fra 19- til 22 år!

”Mange tak!” sagde jeg og grinte svagt, inden jeg fik taget endnu et stykke and. ”Men lad ikke alt det gode gå til mig, jeg har jo også fået lidt hjælp, ikke sandt?” Jeg nikkede over mod de andre drenge, bortset fra Louis.

Da jeg fik øjenkontakt med Niall, kom jeg i tanke om gaven til Louis. ”For resten, øh, har du-”
”Jeps!” afbrød han mig. Det havde jeg sådan set heller ikke noget imod, da Louis ikke skulle vide for meget.

”Super,” svarede jeg, før jeg fik rejst mig op og skubbet min stol ind igen, da alle var ved at være færdige. ”Hvem vil så hjælpe til med at rydde af?” Ingen sagde noget. ”Hvis der er ingen der melder sig frivilligt, så hjælpes vi bare alle sammen ad.”

Niall rakte sin ene hånd op. ”Jeg melder mig, så…” sukkede han.

Et endnu større smil var plantet på mine læber. ”Dejligt, så!” grinte jeg kort, inden jeg tog min tallerken, bestik og glas op i min hånd og gik ud i køkkenet med det.

***

”Her virker da hyggeligt,” lød det fra Harry, da vi nået ned i kælderen. Deres blikke farede rundt i hele rummet, inden jeg tilbød, at vi kunne sætte os i den røde sofa, hvilket vi også hurtigt fik gjort.

Jeg klappede kort mine lår. ”Nå, her i går, har jeg købt julegaver til jer, fordi vi ikke ses den 25, så jeg tænkte; hvorfor ikke bare nu så?” lo jeg, inden jeg fandt posen frem.

Hurtigt fik jeg trukket posen frem, samt gaverne. ”Vent, jeg har også nogen gaver!” lød det fra Zayn, før han derefter også fik taget sin pose frem.

”Er der andre?” spurgte jeg og grinte kort, hvilket fik dem til at nikke og finde gaverne frem.

”Mine ligger faktisk ovenpå, så…” lød det fra Louis, der skævede, inden han løb ovenpå.

Et smil forlod blot mine læber, før jeg kiggede rundt i rummet, til mit blik landede på den alt for velkendte flyttekasse. Trangen kom frem i mig. Trangen til at høre det sidste bånd og om, hvordan hun begik selvmord. Trods det, var jeg alligevel sygeligt bange og nervøs. Jeg ville så gerne høre det absolut sidste bånd, men så alligevel ikke.

Jeg rystede opgivende på hovedet. Nej, jeg kunne ikke stoppe her. Jeg havde besluttet mig for, at høre alle Vanessas bånd igennem, så nu kunne jeg ikke bare stå af, ved det sidste bånd.

”Nå, Zayn, jeg har faktisk en gave her til dig.” Jeg slog et falsk grin op, inden jeg trak en pakke frem og rakte ham den.

Zayn smilede taknemmeligt, før han tog imod gaven og derefter lige så stille og roligt pakkede sin gave op. Et overrasket smil kom frem på hans læber, da han så sølvuret. ”Tak mate!” udbrød han og krammede mig kort.

Jeg smilede bare stille til ham, mens et; 'det var så lidt,' forlod min mund.

Mit blik røg igen ubevidst over på papkassen og tankerne fløj rundt i mit hoved, før jeg fik rejst mig op. Jeg kunne ikke klare mere af bare at sidde og lege glad, før jeg havde hørt afslutningen på Vanessas liv. Et eller andet sted håbede jeg stadig, at hun ikke havde taget hendes eget liv, så jeg kunne finde hende og fortælle, hvor meget hun betød. For jeg var virkelig hamrende forelsket i den pige, hvor forunderligt det så end lød.

"Er du ikke sød at give de andre mine gaver, jeg skal lige have ordnet en sidste ting.." mumlede jeg, inden jeg med besvær fik slæbt mig over til kassen og fundet det 24. bånd frem.

Da jeg havde sat mig på hug, mærkede jeg pludselig at alting snurrede rundt i mig, hvilket fik min hånd til at gribe fast på kommoden, og mine øjne hurtigt lukket i.

Der slog det mig! Pillerne, for gods sake!

Måske fik jeg alligevel brug for dem, da jeg også pludselig mærkede en voldsom smerte i mit hoved.

Jeg fjernede mig igen fra kassen med båndene. Det måtte vente, hvilket jeg sjovt nok, havde det forholdsvist godt med. Faktisk, tvivlede jeg virkelig meget på, om jeg skulle høre det bånd, men jeg var blevet enig med mig selv om, at jeg ikke bare kunne stå af nu.

Alligevel tog jeg båndet og båndoptageren i min højre jakkelomme, selvom det føltes ekstra tykt i dag. Mærkeligt.

"Jeg er straks tilbage," sagde jeg lavt, inden jeg hurtigt løb op af trapperne, til jeg stødte ind i Louis. "Undskyld!" var jeg hurtig til at sige.

Selvom der var helt mørkt, da jeg stadig ikke havde fikset lyset, kunne jeg fornemme, at Louis smilede. "Hey, hvorfor så travlt?" spurgte han.

Jeg prøvede på at komme forbi ham, men da det var en forholdsvis smal trappe, stod han i vejen. "Jeg skal bare tisse virkelig meget!"

Et svagt grin lød. "Men så må du … tisse godt?" svarede Louis, inden han rykkede ind mod væggen, så jeg derfor kunne komme forbi.

"Mange tak!" sagde jeg hurtigt, inden jeg spurtede op af trapperne, derefter hurtigt ind på toilet.

Mit hoved dunkede tungt og svimmelheden var ikke just blevet bedre.

Jeg fik hurtigt åbnet skabet over håndvasken og fik taget æsken med piller ud, som jeg satte ved siden af vasken. Derefter, lænede jeg mit hoved ned til vandhanen og tog noget vand, inden min hånd fik åbnet for æsken med pillerne.

To piller løb hurtigt ned i gennem min hals, inden noget vand også gjorde. Det hjalp selvfølgelig ikke med det samme, så mit hoved gjorde stadig sygeligt ondt, samt jeg følte, at jeg kunne besvime hvert et sekund det skulle være.

Jeg tog bare pakken med piller i min lomme, hvis jeg gik brug for flere. Mine øjne mødte atter dem selv i spejlet igen, inden jeg sprøjtede noget vand i mit hoved, i håb for at det måske kunne køle lidt af, da jeg også følte mig temmelig varm.

Pludselig kom tankerne om det sidste bånd og Vanessa frem. Trangen for at høre det, blev kun større for hvert sekund der gik, hvilket virkelig fik mig til, bare at høre det nu.

Men jeg kunne ikke høre det, mens drengene var her, kunne jeg?

Jeg rystede svagt på hovedet og gik hen til døren og lagde min varme hånd på det kolde håndtag. Tankerne om Vanessa ville overhovedet ikke forsvinde, hvilket bare fik mig til at spekulere endnu mere over tingene.

"Er du snart færdig?" Jeg nåede ikke at høre på stemmen hvem det var, men vedkommende bankede hårdt på døren.

Jeg låste døren op. "Ja," svarede jeg, inden jeg åbnede.

Niall, selvfølgelig, smilede kort til mig, inden han hurtigt gik derind og nærmest bare skubbede mig væk. "Nå," mumlede jeg svagt for mig selv.

Jeg skulle lige til at gå ned til de andre drenge, da Vanessas gravsted kom frem i mine tanker.

Selvfølgelig! Var der noget mere oplagt, end at høre det sidste bånd hun havde indtalt, der hvor hun lå død?

***

Jeg havde fået sniget mig væk fra drengene uden nogen så noget. Lige nu, gik jeg rundt på kirkegården og scannede alle de forskellige gravpladser, for at se om der tilfældigvis var en 'Vanessa Davies.'

Jeg håbede så inderligt på, at der ikke var og hun i sidste ende fortrød at tage dit eget liv. Men altså, hvad kan jeg sige, hvis jeg var hende, så havde jeg også gjort det samme. Selvom jeg i starten aldrig nogensinde havde troet, at selvmord var den eneste løsning, og at alle mennesker altid havde et eller andet, der gjorde dem glade, men jeg tog åbenbart fejl.

Pludselig spottede jeg en smuk, grå marmor gravsten, med hvide roser rundt om. "Waow.." måbede jeg, indtil jeg læste; 'Vanessa Davies.'

Jeg glippede med øjnene og satte mig på hug, da jeg fandt kassettebåndet frem, samt båndet.

Endelig havde jeg fri mulighed for at undersøge det, der føltes som et meget tykt bånd. Jeg fik det skilt ad, og opdagede, at der faktisk var to bånd, hvilket fik mig til at rynke svagt på øjenbrynene.

Der stod ikke noget på det andet bånd, i forhold til, at der stod D. 24, men ekstra fed skridt på den ene.

Båndet gled rundt på min hånd, før jeg fik sat det i.

Den 24. December. Den sidste dato, jeg vil nævne, den sidste grund jeg vil fortælle, og den sidste dag, jeg vil ånde.

Sikke en dag.

Jeg tog en dyb indånding, før jeg trykkede på pause. Jeg var virkelig ikke sikker på, om jeg kunne høre videre, eller rettere sagt; om jeg turde høre videre.

Alligevel placerede min finger sig på Play knappen igen.

I skal selvfølgelig også have en grund, ikke sandt?

Og sjovt nok, er grunden i dag alle grundene. Alle de 24 grunde, som jeg har nævnt, i én grund.

Det lyder forkert at sige, alle grundene i én grund, og hvis jeg gør det, er der jo heller ikke 24 grunde.

Derfor, er grunden mit liv. Mit lorte liv, jeg ingen kontrol har over længere. Der har været op- og nedture, som jeg har fortsæt om, men for at være ærlig, har hele mit liv været ét stort rod. 15 år i helvede.

Jeg lyttede godt efter hvert et ord, som Vanessa sagde, mens min finger hele tiden var klar til at stoppe båndet, hvis jeg blev for såret eller bange.

Nu hvor jeg allerede har lagt de fleste kort på bordet, er der alligevel én hemmelighed endnu.

Da jeg gik i børnehave, blev min mor og far skilt. Jeg kan ikke huske hvordan jeg reagerede på det, men min mor har fortalt, at jeg var virkelig forvirret. Jeg var ikke ulykkelig, jeg var ikke glad.

Min far har slået mig, når jeg ikke har gjort, som han sagde, men samtidig var der også Jessica, som jeg, underligt nok, godt kunne lide og ikke havde lyst til at flytte fra. 

Så jeg var bare virkelig forvirret.

Jeg lukkede mine øjne i, mens jeg fortsat lyttede til Vanessas smukke stemme.

Min mor flyttede fra min far i London, til en lejlighed i Manchester.

Det betød også, at jeg skulle starte i en ny børnehave.

Hos Jessica og hendes slæng, var jeg blevet behandlet virkelig dårligt, hvilket havde medført, at jeg havde fået bygget en indre mur op.

Da jeg begyndte i den nye børnehave, havde jeg en taske med, med alle mine ting i. Jeg havde derfor også en bamse med, faktisk min ynglings, da vi også skulle sove til middag der.

Jeg kan ikke præcis huske alle de ting, der var slet i børnehaven, kun lige én bestemt episode.

Det begyndte at blæse let op og enkelte hårtotter røg ned i min øjne, som jeg hurtigt fik fjernet igen.

Jeg tror, det var den tredje dag i børnehaven, hvor jeg sad med min bamse i min favn, imens jeg tegnede en tegning til min mor.

En dreng, kom så hen til mig og rev bamses væk fra mig og kastede den nede på asfalten, mens han sparkede til den.

Dér slog det hele klik for mig og jeg gik amok på drengen. En pædagog så det, og gik hen og tog hårdt fat i mine arme og rev mig væk.

Efterfølgende, fik min mor besked om det, og hun havde totalt medlidenhed med mig, hvilket jeg virkelig kunne prise mig lykkelig for.

Jeg kiggede ned på Vanessas grav, mens en enkel tåre løb ned ad mine kind.

Vi flyttede tilbage til min fars hus igen, da min mor og far fandt kærligheden endnu en gang.

Tænk, jeg kunne måske have haft et godt liv lige nu, hvis de aldrig havde fundet sammen.

Jeg fjernede aggressivt de tårer, der banede ned ad mine kinder. Jeg skulle ikke græde!

Lige nu er klokken 23.50, så jeg har kun 10 minutter tilbage af mit liv. Lyder det underligt hvis jeg siger, at jeg ikke ved hvordan jeg skal begå selvmord?

Jeg regner med, at jeg bare skærer min puls over, men det kunne også være, at jeg skulle springe ned fra noget højt?

I hvert fald, så er jeg virkelig nysgerrig på hvad der sker! Jeg håber så inderligt på, at jeg igen genforenes med alke dem jeg hilder af. Alting kommer til at blive perfekt, lige indtil den dag, hvor Jessica også dør. Der bryder jeg sammen igen, og r kan jeg ikke bare tage mit eget liv igen. Det er egentlig lidt som en forbandelse. En rigtig, rigtig, forfærdelig forbandelse.

Jeg lukkede mine øjne i og lyttede stadig til Vanessas stemme, selvom jeg virkelig håbede, at hun ville ende med at sige, at det var én stor joke.

For resten, du har vel lagt mærke til, at der er et ekstra bånd med i dag, ikke?

Tag det som en lille julegave fra mig til dig. Alt du skal gøre er, at du skal trykke på den røde knap, snakke, trykke på den røde knap igen. Og voilá, så har du lavet dit eget bånd!

Jeg tog det andet bånd op i mine hænder og kiggede på den røde knap, som Vanessa havde fortalt om.

Jeg skal til at gå nu. Hvis du har hørt det her til slutningen, så forstår du vel nu, hvorfor jeg ikke er sindssyg psykopat, med akut brug for hjælp? Og du har vel også lært at sætte dig i mit spor, så du har indset, at døden faktisk nogengange er den eneste mulighed?

Jeg håber du får det liv, som jeg altid har drømt om; at du bliver elsket.

Der begyndte at trille mange flere tårer ned ad mine kinder, for hvert ord hun sagde. Jeg savnede hende allerede..

jg har aldrig brudt mig om at sige et 'goodbye', jeg har altid syntes det lød så sørgeligt, hvorimod et 'see you' lød bedre. Og hvor er det gode egentlig henne i et 'goodbye?'

Præcis, der er intet godt i et goodbye, men jeg tror jeg bliver nødt til at sige det alligevel. Jeg mener bare, vi kommer jo ikke til at ses.

Derfor, goodbye.

Båndet slukkede og Vanessas stemme var væk. Jeg ville aldrig komme til at høre den igen, aldrig. Hendes smukke, britiske accent var død nu og ville aldrig komme til live igen.

Aldrig.

Den pige, som jeg var så dødforelsket i, ville jeg aldrig kunne se igen.

Medmindre…

Hurtigt fik jeg trukket pillerne op ad min lomme og en masse ud i min hånd. Jeg satsede alt på, at jeg til sidst kunne leve lykkeligt med Vanessa og endelig fortælle hende, hvor smuk og fantastisk hun var.

Jeg vidste selv, at jeg ikke kunne leve resten af mit liv, uden at tænke på Vanessa minimum 5 gange om dagen, så jeg kunne virkelig ikke se, hvorfor jeg skulle leve resten af mit liv dybt ulykkeligt.

Hvis det betød, at jeg endelig kunne leve sammen med den person jeg var dybt forelsket i, skulle døden ikke skille os ad.

Jeg tog en dyb indånding og mærkede hvordan mine hjerteslag blev virkelig hurtige, lige inden jeg tog hånden med pillerne op til min mund og gav slip op grebet på dem.

Der ville maksimum gå fem minutter, før jeg faldt om, så jeg besluttede mig for, at indtale det tomme bånd, som det sidste jeg gjorde. Fortælle mine fans, de andre drenge og min familie, hvorfor jeg gjorde det, og ikke mindst fortælle hvor højt jeg elskede Vanessa.

▌▌

GLÆDELIG JUL!!!

Så er vi endelig ved den 24 December! hvilket vil sige det sidste kapitel..

I hvert fald, så havde Freja ikke mulighed for at komme til en computer, så det er mig, der publicere! Skulle ønske jer en glædelig jul fra hende, og så lad os da lige give hende en kæmpe hånd for dette kapitel, for det er da fantastisk! <3<3

Nå men i må hygge jer med familien i aften! Husk nu er der snart vil komme en epilog, regner med den kommer inden weekenden! :)

- Mille xx

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...