24 Reasons - One Direction

Nobody really wants to die, er nok verdens største løgn. For hvad nu hvis, der rent faktisk var én person, der så inderligt ønskede at dø? En person, der mildest talt havde et lorte liv, 24 timer i døgnet? Det ville lyde unaturligt i dine ører, men så snart du ville have hørt om Vanessas historie, ville du straks have en helt anden holdning. Det var også derfor, at døden var den eneste ting, der kunne lette hendes liv. Men inden Vanessa døde, sørgede hun for én ting; at dele hendes liv med en båndoptager, som en julekalender. En julekalder, der havde 24 grunde til, at hun valgte at forlade hendes liv. Men hvem blev denne person, der fik Vanessas forunderlige liv at vide? Ja, ingen mindre end selveste Liam Payne.

57Likes
89Kommentarer
3994Visninger
AA

25. 22. December

Svingdørene åbnede, og jeg gik ind i butikken. Man kunne sagtens se, at der kun var to dage til jul, eftersom der var sat guirlander op, over alt i butikken.

Mit blik scannede hurtigt hylderne, før jeg målrettet gik hen til julepyntet. Jeg fik hurtigt taget noget forskelligt julepynt ned i min kurv, og derefter også noget mad, inden jeg var henne ved kassen.

Den blonde kassedame bippede mine varer ind, mens et stort, forførende smil var plantet på hendes læber. ”Det bliver 155,95.”

Jeg nikkede kort, inden jeg fandt min pung frem og hurtigt fik betalt. Varerne røg derefter også straks ned i posen, som jeg hurtigt fik grebet fat om og slæbt ud i bilen.

Jeg var, heldigvis, hjemme på ingen tid og fik hurtigt slæbt posen ud ad bilen og ind i huset, hvor jeg straks fik pakket ud. Madvarerne, til juleaften, kom ind i køleskabet, og julepyntet kom op og hænge over døre og i vinduer.

Et lettet suk forlod mine læber, da jeg var blevet helt færdig. Mine hænder placerede sig på mine sider, mens et tilfredst smil var plantet på mine læber.

Det så ærligtalt pænere ud, end jeg havde forventet.

***

Et svagt grin forlod mine læber, og jeg gik hen mod kælderen.

Jeg havde virkelig brug for at høre Vanessas stemme, særligt lige nu. Pigen havde for helvede kun to dage tilbage, og det her var nok en af de sidste chancer, for at høre hende helt uimodståelige, fantastiske stemme. Jeg kunne selvfølgelig altid starte alle båndene fra ny igen, men det var bare ikke det samme. Og faktisk, så havde jeg egentlig heller ikke lyst til at høre dem forfra igen. Det virkede på en eller anden måde bare så forkert… Hvorfor var jeg overhovedet startet på det her?

Et anstrengende suk forlod atter min mund, da jeg fik sat mig på hug og fandt det nye bånd frem, som jeg også hurtigt fik sat i.

Jeg har fortalt, at min mor er død, og min søster er død. Jeg har også fortalt, at jeg glæder mig til at komme op til dem, i … overmorgen?

Men faktisk, er der én mere, der er dø. Nemlig min bedsteveninde, Sarah. Ja, det lyder overraskende, at jeg faktisk har haft en ven, ikke?

Men det stod sådan til, at hun boede i et andet land. Faktisk, boede hun i Dallas, du ved, Amerika. Det var ret problematisk, for da jeg var klar til at skrive med hende over twitter, sov hun og omvendt.

Jeg kunne høre på Vanessas stemme, at hun smilte, hvilket også fik mig til at smile.

Nu tænker du sikkert; hvordan mødte de hinanden? Og jo, ser du, det var faktisk hende der tog initiativ, selvfølgelig, og skrev en DM til mig over twitter, da jeg følger alle tilbage.

Vi begyndte at skrive sammen i flere dage, hvilket hurtigt blev til måneder. Faktisk, så tror jeg virkelig, at jeg følte glæde på det tidspunkt.

Men alle gode ting, har vel en ende, ikke sandt?

Hun sukkede bedrøvet, hvilket fik hårene til at rejse sig på mine arme.

Og efter de tre måneder, hvor jeg havde følt en slags glæde, gik det hele galt.

Hun var på vej hjem til sit hus, om eftermiddagen. Da hun krydsede vejen, gik det hele galt. En billist havde ikke set hende, og havde derfor kørt hende ned. Død på stedet. Men det værste var faktisk, at billisten bare kørte videre og lod som om ingenting var hændt!

Der gik omkring en halv time, før et gammelt ægtepar der gik tur med deres hund, havde fundet Sarah i en grøft. Stadig med musik i ørerne og skoletasken på ryggen.

Billisten der havde kørt Sarah ned, er stadig aldrig blevet fundet, trods de fandt hans bil cirka en kilometer fra der hvor Sarah lå. Egentlig lidt uhyggeligt at tænke på…

Jeg skælvede og mærkede ubehagen stige frem i mig.

Men i hvert fald, så savner jeg virkelig meget Sarah! Og tænk, om blot to dage, kan jeg være sammen med min mor, min søster og Sarah igen. Det bliver virkelig rart…

Båndet sluttede igen og jeg var hurtigt til at tage det ud, da jeg på en eller anden måde, virkelig ikke brød mig om den irriterende krassende lyd.

Jeg fik hurtigt fundet min telefon frem og gik ind på twitter. Dernæst hurtigt Vanessas profil. Jeg lukkede mine øjne i, inden jeg fik trykket på follow knappen.

Der kom nu flere valgmuligheder frem, og jeg kunne skrive en direct message til hende. Selvfølgelig udnyttede jeg chancen og begyndte at skrive.

Jeg ved du aldrig kommer til at læse det her, men jeg vil bare fortælle dig, at jeg elsker dig.

Jeg slettede det sidste igen. Det lød alt for mærkeligt, jeg mener bare, det var jo ikke et kærestebrev eller noget, selvom jeg virkelig ville ønske, at det var!

Jeg ved du aldrig kommer til at læse det her, men alligevel har jeg valgt at skrive til dig. Jeg er virkelig, virkelig deprimeret over dengang i lufthavnen -

Jeg sendte den, da jeg ikke kunne skrive mere end 140 tegn, før jeg begyndte på en ny.

Og jeg vil gerne sige 1000 gange undskyld, og at jeg elsker dig og savner dig.

Beskeden blev sendt og jeg sad ivrigt og ventede på, at Vanessa skulle se den, men efter 30 sekunder, der i øvrigt føltes som 10 timer, gav jeg op.

Hun kom aldrig til at se beskederne, eller i den grad faktisk bare få af vide, at jeg elskede hende, for det gjorde jeg, selvom det nok var noget af det mest pissed i hele verden.

Jeg mener bare, være dødforelsket i en død pige, så kan det da heller ikke blive værre, kan det?

Jeg rystede bare svagt på hovedet, før jeg igen rejste mig op og tog min telefon i lommen. Hurtigt var jeg slingrende på vej op ad trapperne og fik smidt mig i sofaen.

Det eneste der kørte rundt i mit hoved, var Vanessa.

 

▌▌

To dage tilbage til jul, can you believe it? Og det virker bare stadig alt for tidligt at sige 'Glædelig jul', når der ikke er sne. Det er jo tragisk!

Jeg ved virkelig ikke hvad der sker for, at jeg laver sådan nogen dårlige, korte kapitler lige for tiden, men ja... Undskyld. I det mindste, har jeg en forestilling om, at den 24. bliver et godt og langt kapitel! Det skulle det i hvert fald gerne blive, da der jo skal være en slutning, etc. :)

Nå men, glædelig to dage til juleaften, yes man x.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...