24 Reasons - One Direction

Nobody really wants to die, er nok verdens største løgn. For hvad nu hvis, der rent faktisk var én person, der så inderligt ønskede at dø? En person, der mildest talt havde et lorte liv, 24 timer i døgnet? Det ville lyde unaturligt i dine ører, men så snart du ville have hørt om Vanessas historie, ville du straks have en helt anden holdning. Det var også derfor, at døden var den eneste ting, der kunne lette hendes liv. Men inden Vanessa døde, sørgede hun for én ting; at dele hendes liv med en båndoptager, som en julekalender. En julekalder, der havde 24 grunde til, at hun valgte at forlade hendes liv. Men hvem blev denne person, der fik Vanessas forunderlige liv at vide? Ja, ingen mindre end selveste Liam Payne.

57Likes
89Kommentarer
4014Visninger
AA

5. 2. December

Jeg havde besluttet mig for at tage en lille pause fra alt arbejdet. Både det med at flytte rundt på tingene derhjemme og også det med Vanessa. Det var også derfor, jeg nu sad på en Starbucks med de andre drenge.

Jeg overvejede at fortælle dem om Vanessa. Men på den anden side; hvorfor? Hvorfor skulle de have af vide, at jeg går rundt og hører nogle bånd, som en død pige har lavet? Der var vel heller ingen grund til, at de fik historien om det dårlige liv, jeg stadig kun havde hørt to bånd af, af vide. Hvad kom det egentlig dem ved? Hvad kom det egentlig mig ved?

Jeg rystede kort på hovedet, før jeg tog et lille nip af min kaffe.

"Jeg tænkte lidt på.. det kunne da være smadder hyggeligt, hvis vi alle fem holdt jul sammen, kunne det ikke?" Jeg kiggede hen på Harry, der havde sagt det. Han kiggede rundt på os, med et smil.

"Det lyder da som en god idé. Skal vi så tage vores kærester med, eller?.." lød det spørgende fra Zayn.

"Jeg tænkte nu mere, at det ellers kun var en drengeaften, men du må da gerne tage Perrie med, hvis du vil?" Han kiggede skiftevis på Louis og mig. "Og I må da også gerne tage Eleanor og Sophia med."

Jeg nikkede kort, før jeg igen tog en lille slurk af min kaffe.

Sidst jeg havde snakket med Sophia, var for omkring en uge siden. Det var ikke fordi jeg havde noget imod hende; absolut ikke! Men hun sagde bare, at hun gerne ville have en kort pause for sig selv. Jeg vidste ikke hvorfor, men jeg ville gætte på, at det havde noget at gøre med alt den hate hun fik.

Det var altså også synd for hende. Folk skrev også til mig, at jeg skulle tage Danielle tilbage. Danielle var i princippet også virkelig sød, men vi havde bare.. mistet vores gnist. Vi ser stadig hinanden af og til, men det er kun som venner. For det at vi har slået op har ikke ændret på, at Danielle stadig er en utrolig sød pige.

Men nok om Danielle og Sophia.

"Liam?"

Jeg kiggede op fra bordet, hen på de andre drenge. Jeg opfattede ikke hvem der sagde mit navn, men én ting var sikkert. Jeg havde siddet i mit eget univers.

"Undskyld, hvad?" spurgte jeg.

"Vi tænkte på, om vi ikke kunne holde jul hjemme hos dig? Så kan vi også få set dit hus? Det er win-win," sagde Louis og grinte kort.

Jeg smilede lidt til drengene. "Jo, det kan jeg da ikke se noget problem i."

Jeg lagde mærke til, at Niall ikke havde sagt noget.

Jeg overvejede kort, om jeg skulle spørge ind til, om der mon var noget galt. Jeg mener, han sad bare helt tavs og drak stille af sin kaffe, mens Louis, Zayn og Harry snakkede højt sammen.

"Hey Niall, er du okay?"

Han lignede én, der lige var vågnet op fra en drøm.

"Mig?" spurgte han tydeligvis forvirret og pegede på sig selv.

Jeg kunne ikke lade være med at grine lidt og ryste langsomt på hovedet. "Nej, den enhjørning, der sidder ved siden af dig!"

Niall kiggede sig hurtigt til siden, hvorefter han igen vendte blikket mod mig. "Der sidder da-"

"Det var for sjov! Selvfølgelig mente jeg dig," afbrød jeg stille og sukkede kort, dog efterfulgt af et kort grin.

"Nå, okay."

"Men du er okay, ikke? Der er ikke noget galt?" spurgte jeg og skiftede straks til et mere seriøst ansigt.

"Jo. Jo, jeg er helt okay. Jeg sad faktisk lige og overvejede jeres gaver," svarede han.

"Super. Det minder mig om, at jeg faktisk lige skal snakke med jer tre drenge, om et par dage."

Zayn, Harry og Louis vendte straks deres front mod mig. Jeg ville vædde på, at de havde lyttet med i Niall og min samtale hele tiden.

"Tre?" spurgte Niall, Louis, Zayn og Harry, i munden på hinanden.

"Ja, tre," svarede jeg efterfulgt af et tilfreds smil.

Min plan var at alle os fire, undtagen Louis, skulle planlægge en speciel gave til ham. Jeg vidste dog ikke hvad, men det var vel det vi skulle finde ud af sammen.

"Øh, okay," sagde Zayn forvirret.

"Det snakker vi om, om et par dage.." sagde jeg bare og drak det sidste af min kaffe færdig.

Jeg tog min jakke rundt om mig og lynede den, før jeg rejste mig op. Jeg skubbede min stol ind og tog mit tomme pap krus i min hånd.

"Nå, jeg må vel hellere til at komme hjem ad," sagde jeg og rettede kort på min krave, på min jakke.

"Farvel, Liam!" sagde Niall og gik helt amok med at vinke.

Skøre dreng.

"Farvel, Niall," grinte jeg. "Og farvel til alle jer andre."

"Vi ses!" Harry smilede kort til mig, før jeg vendte mig om.

Jeg gik hen til en skraldespanden og smed mit krus ud, før jeg gik hen til udgangen.

Jeg smilede lettet, da vores fans endnu ikke havde fundet os. Ikke fordi jeg hadede at være omringet af dem, men ærligtalt, så magtede jeg det bare ikke lige nu. Jeg mener, at få kastet en masse anklagelser i hovedet og blive mast, det kunne jeg godt undvære lige nu.

•••

Jeg stoppede bilen ude foran porten og fik låst op med den rigtige kode, inden jeg kørte ind i gårdspladsen, for derefter at køre ind i garagen.

Jeg gik ud af bilen og smækkede døren i efter mig, før jeg låste bilen. Jeg tog smutvejen gennem garagen op til hoveddøren og fik hurtigt låst mig ind, gik ind i entréen, samt fik mine sko og min jakke af.

"Så er jeg hjemme," mumlede jeg lavt for mig selv, hvilket bare var en gammel vane.

Jeg gik med det samme hen mod døren til kælderen uden at tænke mig om.

Jeg vidste ikke hvad jeg havde gang i, før min hånd havde åbnet døren.

Jeg havde stadig ikke vænnet mig til den gamle lugt, der hver gang kom. Citaterne på væggene var stadig lige så ubehagelige på en underlig måde, som de var første gang.

Jeg rystede bare kort på hovedet, før jeg igen fandt min sorte iPhone frem og gik gentagende gik ind på min lommelygte.

Jeg fandt hurtigt ned til stikkontakten og fik tændt lyset. Målbevidst gik jeg hen mod de bånd, der stadig stod i flyttekassen. Jeg kiggede båndene igennem, indtil jeg fandt det rigtige, hvor der med en fed tusch, var skrevet:

D. 2. December.

Jeg satte det i båndoptageren og hørte den velkendte kradse lyd, inden Vanessas stemme kom frem.

 

Endnu en skoledag er gået, eller rettere sagt; endnu en smertefuld dag er gået.

De fleste mennesker siger, at de hader skolen og bare går og glæder sig til lørdagen hver eneste dag, fra mandag til fredag. Men det siger de mest, på grund af alle lektierne. Har jeg ikke ret? Jeg tør vædde på, at du selv tænker sådan. Eller i hvert fald har tænkt sådan. Det kommer jo igen an på, hvem du er og hvor gammel du er.

Vanessas stemme lød bearbejdede. Som om, at hun snakkede til én bestemt person.

Men lad mig nu starte med min skoledag. Overrasker det dig, hvis jeg fortæller, at den var et helvede ligesom alle andre? Nej vel?

Det startede allerede, da jeg var trådt ind i skolegården. Der var et tyndt lag sne uden for. Lige præcis nok til, at kunne lave en snebold af, så selvfølgelig skulle det gå ud over mig. Jeg fik kastet en snebold hårdt på min hvide velour frakke.

Nu tænker du sikkert, at det da ikke kan være så slemt. Det er jo bare en lille snebold.

Men der tager du fejl. For det var ikke 'kun' det.

Ser du, snebolden var nemlig gul. En gul snebold.

Det var også det der gjorde, at der stadig er en gul plet, på min ellers selv betalte, dyre jakke. Lige nu kæmper jeg stadig med at få pletten af, men det der ikke ligefrem lyst ud

Men det var bare de første 15 minutter. Da jeg kom ind til time, var læreren forsinket, hvilket betød, at jeg var som et stykke slik; noget, man ikke kunne lade være med at spise, når der ikke er nogen voksen. Selvfølgelig spiste de mig ikke. I hvert fald ikke på det ydre. Men for hvert et ord de siger, spiser de et stykke inden i mig.

Men det er jeg faktisk blevet vant til, så det sårer mig ikke så meget mere, som det gjorde i starten.

Jeg havde så ondt af Vanessa. Jeg havde selv været igennem det samme; mobning. Og det var mildest talt, som om man mistede alt det nærmeste håb. Det er langt fra bare for sjov.

Du kender sikkert det der med at blive mobbet. Hvis du ikke selv er blevet det eller har gjort det, så har du sikkert hørt om det. Men forestil dig så, at blive mobbet af din lærer. Forestil dig, at din lærer kalder dig uduelig, en skuffelse, ikke god nok og klam.

Tjoh, det er vel en standard for mig.

Jeg hørte at hun sukkede, hvilket fik hårene til at rejse sig på min arm.

Nu tænker du sikkert; hvorfor bruger den syge pige dog sine sidste dage på, at blive krænket endnu mere i skolen? Jo, fordi jeg skal og bliver nødt til det.

Min far vil have jeg bliver til noget stort. At jeg ikke bare ender som en næsten nøgen pige, der sælger sig selv

Men du kan allerede høre mere om min afdøde mor, min forventningsfulde far og min hemmelige kælder i morgen.

Indtil da, håber jeg du får en god weekend. For det bliver vidst alt andet end hvad jeg kommer til.

 

 ▌▌

Glædelig anden december!

Julekalendere, klippeklistre dag og så videre.. ej, jeg elsker simpelthen bare julen og hele december måned! Desværre er der ikke kommet sne hos os, hvilket lidt er en skam.. det ligner jo ikke december uden sne, vel?

Er der kommet sne hos jer? <3

Freja xx.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...