24 Reasons - One Direction

Nobody really wants to die, er nok verdens største løgn. For hvad nu hvis, der rent faktisk var én person, der så inderligt ønskede at dø? En person, der mildest talt havde et lorte liv, 24 timer i døgnet? Det ville lyde unaturligt i dine ører, men så snart du ville have hørt om Vanessas historie, ville du straks have en helt anden holdning. Det var også derfor, at døden var den eneste ting, der kunne lette hendes liv. Men inden Vanessa døde, sørgede hun for én ting; at dele hendes liv med en båndoptager, som en julekalender. En julekalder, der havde 24 grunde til, at hun valgte at forlade hendes liv. Men hvem blev denne person, der fik Vanessas forunderlige liv at vide? Ja, ingen mindre end selveste Liam Payne.

57Likes
89Kommentarer
4015Visninger
AA

22. 19. December

Jeg gabte stille, inden jeg lagde håndbremsen og drejede ud af parkeringspladsen. drengene og jeg havde været til et interview i byen, og jeg var nu på vej hjem. Det havde været en ret langtrukken dag, og jeg derfor rimelig træt. 

Jeg trådte speederen i bund og længtes egentlig aller mest efter at komme hjem. 

Jeg kørte måske en smule hurtigere end jeg måtte, men da tankerne om det næste bånd kørte rundt i hovede på mig, var jeg altså nødt til at komme hjem. 

tanker fik mit hoved til at føles tungt og gjorde, at jeg ikke fulgte så meget med i, hvad der skete omkring mig. 

derfor lukkede jeg kort mine øjne, inden jeg tog en dyb indånding.

hendes stemme gav genlyd i mit hoved, og gav mig en trang til at skrige. Det gjorde mig sindsyg, at jeg var begyndt at holde så meget af Vanessa. pigen var forhelvet død.

Hvordan kunne jeg ende med at falde for en død pige. 

måske var det hendes stemme, eller måske havde jeg bare en trang til at beskytte hende, hendes oplevelser så urealistiske, men hun virkede så troværdig, når hun fortalte dem. 

jeg sukkede tung, alt virkede så forvirrende for tiden, på en måde ville jeg aldrig var startet på de bånd, det ville have sparet mig for en masse tanker, forvirringer og mest af alt at falde for en død pige. 

Jeg rystede tanken af mig og fikserer endnu engang på trafikken. 

Jeg satte billygterne op lang lys, men i det jeg gjorde det, var det som en der stod en skikkelse på vejen. 

Jeg drejede derfor hårdt i rettet, men da det gik op for, at skikkelser ikke var der mere, så jeg forvirrede på i bakspejlet. Det var ingen.

Jeg vendte derefter igen blikket mod forruden og drejede endnu engang hårdt i rettet, da jeg så Vanessa, hendes lange mærke hår sad løst, og hun stod hjælpeløst midt på vejen. 

Jeg jeg rykkede hårdt i rattet, da jeg mistede kontrollen over bilen, men ingenting hjalp. Panikken steg i mig og da jeg forgæves lod blikket glide ud på vejen igen, var Vanessa væk. 

Jeg vendte hoved rundt så jeg kunne se ud af bagruden, inden jeg højt råbte hendes navn.

Jeg nåede dog ikke at hører noget svar, inden jeg mærkede en stor smerte i baghovedet og lidt efter blev alt sort..

*** 

Jeg blinkede et par gange med øjen, men lukkede dem hurtigt i, da lyset skar mig i øjnene. 

Da jeg havde lyttede til en irriterende lyd lidt, gjorde jeg endnu et forsøg, og denne gang lukkede jeg dem ikke i.

Jeg satte mig halvt op og lod mit blikke glide rundt i rummet. 

Lige fra de hvide gardiner, til de hvide vægge og maskinen ved min side, som var skyld i den irriterende lyd.

Jeg opdagede hurigt, at jeg lå på er hospital. 

Jeg så op på uret over døren, som viste at klokken lige nu var 22:00.

Jeg spærrede øjnene op, da jeg kom i tanke om Vanessa.

Det læste bånd! det skulle hører inden 2 timer,   

Trods den voldsomme hovedpine, fik jeg alligevel rejst mig op, og taget de få ledninger der var sat til mig ud. 

Jeg fik taget mit tøj på, da jeg bare havde sådan noget hospitalstøj på, og tog mig så til hoved, da det gjorde utrolig ondt. 

Jeg listerne hen mod døren, men da jeg åbnede den, stod sygeplejersken i døren, med et forvirret blik.

"Øhm? hvor skal du hen?" hun så forvirret på mig.

"Jeg skal hjem?" forsøgte jeg, men hun rystede hurtigt på hoved, "det kan ikke lade sig gøre," fortsatte hun. 

Jeg sukkede højt og så derefter op på hende.

"Kan jeg så få lov at gå på toilettet?" jeg så irriterende på hende. 

Hun nikkede og viste mig, hvordan man kom der hen. 

Jeg nikkede taknemligt og satte så mod toilettet. 

Da jeg kom ned for enden af gangen, hvor hun havde sagt toilettet lå, så jeg mig kort om, og da jeg var sikker på der ikke var nogen, løb jeg istedet ud af hospitalet. 

Jeg så mig hurtigt omkring og din derefter fat i en taxa.

****
Jeg trådte ind af døren til mit hus, efter at have givet taxa chaufføren nogen penge. 

Hurtigt fik jeg mit overtøj af, og gik derefter målrettet mod kælderen. 

Klokken var snart 11, så båndet skulle altså høres nu. 

Jeg ignorere smerten i hoved og gik ned af trapperne og hen til båndoptageren. 

Uden så meget som at se rundt i kælderen, satte jeg det næste bånd i og startede det.

Jeg lyttede til den sædvanlige lyd, inden hendes stemme igen lød. 

Kender du det der, hvor man bare har brug for alkohol? Det der øjeblik, hvor ens åndedræt er ved at gå bersærk over, at den ikke får alkohol?

Jeg gør ikke.

Jeg ved ikke med dig, men jeg drikker ikke. Måske har det noget at gøre med, at min far er alkoholiker, jeg ved det ikke. 

Jeg lukkede øjnene og lyttede til hendes fantastiske stemme, og selvom grunden måske var alvorlig, var det eneste det fyldte mine tanker, at det var pigen med den stemme jeg var ved at falde så hårdt for. 

Det begyndte samtidig med, da han arbejdede mere, hvilket vil sige, da min mor døde. Jeg vil også ærligt indrømme, at jeg af og til har set ham fylde en flaske vodka ned i arbejdstasken.

Nu tænker du sikkert, at jeg da kan være fuldstændig ligeglad, og bare blande mig uden om hans liv.

Men nej. Det er ikke kun ham, det går ud over.

Der har været et par aftener, hvor han har givet mig en drink i hånden.

Der er intet værre, end det øjeblik, hvor min far, får serveret en kold drink, med en lemonskive i siden, og brusen fra drinken der løber ned ad mit spise rør, mens min ånde lugter langt væk af sprit.

Men det er faktisk ikke kun mig, det går ud over. Det går også ud over min fars kæreste, hvilket jeg, sjovt nok, slet ikke har nogen som helst medlidenhed med.

Hun gør endda intet for at stoppe det, men hælder det bare i sig. 

Der var for eksempel denne her gang, hvor min far og hans kæreste, hun hedder i øvrigt Alice, kom ind på mit værelse, med nyheden om, at de ville adoptere en irsk, lille pige på tre år.

Det var ikke fordi Alice ikke kunne få børn, hun ville bare ikke føde. Jeg tror mest af alt bare, hun var bange for det.

Jeg har også tit tænkt på, at smerten må være forfærdelig, men det er noget jeg har bidt mærke i.

Bagefter ligger man jo alligevel med et nyt, lille væsen, som man lige har ydet en masse kræfter på at få, og som man helt klart kommer til at bruge en masse kræfter på senere i livet.

Men jeg kan vel være ligeglad, det kommer alligevel aldrig til at ske for mig, takket været Matt.

Mærk sarkasmen.

Nej, jeg skal ikke bare lægge alt vægten over på Matt, selv hvis jeg godt kunne få børn, ville jeg alligevel stadig bare tage mit eget liv, så det er jo ikke fordi det gør den store forskel.

Men, du ved, det med søsteren skal jeg nok komme til. Hun hed i øvrigt Rebecca, just so you know.

Men jeg skal til at gå nu, jeg skal have ordnet et par ting.

Du kommer vel til at høre min stemme igen, medmindre du står af nu, det kan jeg jo ikke vide.

Jeg slukkede for båndet,  og sad og stirrede ud i luften. 

Jeg ville helt klart høre hendes stemme igen, jeg havde ikke tænk mig at stå af! 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...