24 Reasons - One Direction

Nobody really wants to die, er nok verdens største løgn. For hvad nu hvis, der rent faktisk var én person, der så inderligt ønskede at dø? En person, der mildest talt havde et lorte liv, 24 timer i døgnet? Det ville lyde unaturligt i dine ører, men så snart du ville have hørt om Vanessas historie, ville du straks have en helt anden holdning. Det var også derfor, at døden var den eneste ting, der kunne lette hendes liv. Men inden Vanessa døde, sørgede hun for én ting; at dele hendes liv med en båndoptager, som en julekalender. En julekalder, der havde 24 grunde til, at hun valgte at forlade hendes liv. Men hvem blev denne person, der fik Vanessas forunderlige liv at vide? Ja, ingen mindre end selveste Liam Payne.

57Likes
89Kommentarer
4010Visninger
AA

14. 11. December

"Kan jeg få et billede," en genert pige stemme lød bag mig, jeg sukkede tungt, inden jeg vendte mig om. 

Det mørke hår og de grønne øjne, fortalte mig, at det var Vanessa det stod foran mig. 

"Hm, fint," svarede jeg og trak hende hen til mig, hvis jeg måske havde haft mere tid, hvis jeg ikke skulle nå det pokkers fly, kunne jeg ha set ordenligt på hende, for det var jo tydeligt! Hun var knust, hun havde brug for hjælp. 

Jeg satte et smil op, da hun stillede op til billedet. Hun så taknemligt på mig og sendte mig et stort smil.

Jeg smilede kort til hende, inden jeg vendte rundt for at gå.

"Liam?" 

Jeg sukkede højlydt, og vendte mig igen om mod Vanessa. 

"Undskyld, men kan du ikke se jeg har travlt? jeg kan ikke stå at sludre og tage billeder hele dagen? Jeg skal nå er fly okay?" 

Jeg nåede lige at se hendes sårede blik, inden jeg endnu engang vendte mig om, og denne gang så jeg ikke tilbage, 

lufthavnen skiftede pludselig, og jeg endte i min nuværende kælder. Jeg så forvirret rundt, hvad var det her.

"Liam.."

Jeg vendte mig rundt, men ingen ting var at se. 

"Hallo?" jeg lod forvirret mit blik glide rundt i rummet, hørte jeg synere?

"Liam?" 

Stemmen lød tættere på end før, og da jeg igen vendte mig rundt, stod en gennemsigtig skikkelse, som så alt for genkendelig ud.

"Vanessa?" Jeg blinkede et par gange, men hun forsvandt ikke.

"Du kunne have hjulpet mig, det din skyld!" hendes stemme var svag, og det lød som om hun var på randen til at græde.

"Undskyld.." jeg rakte ud efter hende, for at føle hende, en trang jeg havde haft længe nu.

"Nej!" skreg hun, hvilket fik mig til at fare sammen. 

"Vanessa undskyld!" jeg hævede stemmen mens tårerne pressede på.

Hun rystede på hoved, inden hun denne gang vendte sig om, og selvom jeg rakte ud efter hende, forsvandt hun.

hendes sidste ord, som nærmest lød som en hvisken, kørte rundt i hoved på, og fik tårerne. til at vælte ned af kinderne på mig. 

"Du var den værste grund, du dræbte mig!" 

 

Jeg satte mig op med et sæt, mit blik for forvirret rundt i rummet, til jeg huskede, hvor jeg var henne.

Sveden dryppede ned af min pande, og mit hovede dunkede.

Havde jeg virkelig lige genoplevet mit møde med Vanessa? Jeg lukkede kort øjenen i, og tog en dyb indånding.

jeg havde virkelig afvist Vanessa på en grov måde, hvorfor havde jeg ikke taget mig tid til at se ordenligt på hende, det havde jo været tydeligt, at hun havde brug for hjælp.

Skyldfølelsen voksede igen og gav mig kvalme. Jeg vidste godt, at det ikke var min skyld, at hun var død, men jeg havde alligevel været en af grundende.

Jeg sparkede dynen af mig og rejste mig op. Drømmen kørte rundt i hovede på mig, hvilket fik det til at føles som om mit hovede snart ville eksplodere.

Derfor fandt jeg også min vej id på badeværelset, hvor jeg åbnede skabet over vasken.

Jeg trak glasset med piller ud og tog 2.

jeg slugte dem hurtigt ved hjælp af noget vand og sprøjtede  så også lidt vand i hovede, da jeg stadig føltes utrolig svedig.

Jeg lod mine øjne møde min egne gennem spejlet og sukkede så tungt. Tænk de bånd kunne påvirke en så meget, at man ligefrem fik mareridt.

Jeg rystede kort på hovede, da mit blik landede på vasken. Barberbladet fra forleden lå der stadig. Jeg bed mig hårdt i læben, men endte alligevel med at tage det op.

Jeg lod min krop glide ned af væggen, hvorefter jeg lod en finger følge det gamle ar, som var endt på mit håndled. Det var egentlig helet ret flot, men sad et ret dumt sted, da man kunne se det en anelse for tydeligt.

Jeg trak derfor lidt op i min trøje, og lod denne gang baberbladet ramme min nøgen hud på min hofte.

Jeg lukkede hårdt øjenene i, inden jeg hårdt pressede bladet ned i huden og skar en dyb rift i min hud.

Skyldfølelsen og tankerne om Vanessa blev hurtigt erstattet af den voldsomme smerte, som nu befandt sig i min hofte, men som Vanessa havde sagt var den smerte lang bedre.


Jeg trak noget papir hen til mig, og duppede blidt på den dybe rift jeg havde lavet i hoften.

Da blodet var nogenlunde væk, rejste jeg mig, stadig mens jeg holdte papiret tæt ind på huden for at stoppe blødningen.

Jeg bevægede mig med sløve skridt ind i stuen, og lod mine øjnene glide hen på døren ned til kælderen.

Jeg sank en klump der havde sat sig i min hals og traskede så der hen.

Jeg åbnede døren og så ned i den mørke kælder, som føltes meget mere uhyggelig om natten end om dagen.

Alligevel trådte jeg ned af trappen og gik derefter målrettet mod båndoptageren.

Trods smerten fra min hofte, fik jeg sat mig ned og bytter nummer 10 ud med nummer 11.

Der gik ikke engang 5 sek inden hendes smukke stemme fyldte rummet.

Som jeg fortalte for at par dage siden, var en af grundene til, at jeg begår selvmord rygter. Idag er det så det faktum, at nogen mennesker tror på dem. 

Okay lad mig forklare jeg episoden, der var sket ca. en måneds tid efter episoden med Twitter.

Ordet Twitter fik mine hår til at rejse sig, det mindede alt for meget om drømmen.

Folk huskede det selvfølgelig stadig, men utrolig nok anede mine forældre ingen ting. 

Jeg havde besluttet mig for, at jeg ville have et arbejde, så jeg kunne tjene nogen penge. 

Jeg gik derfor ned i den nærmeste restaurant, hvor jeg ville høre om der var en ledig plads. 

Jeg fik lov til at komme
tilbage til en jobsamtale, hvilket var den værste jobsamtale jeg havde været til. 

Chefen nåede kun lige at se på mig, inden han rystede på hovedet. 

Jeg havde set forvirret på ham, hvilket fik ham til at forklare, at jeg ikke passede ind her.

Han fortalte, at han havde hørt, hvilken type jeg var, og at det ikke var sådan nogen de ville have til at betjene deres kunder. 

Han anbefalede mig i stedet at søge arbejde på er diskotek eller lignende. 

Og der gik det så op for mig, at han måtte have set billederne på Twitter.

Jeg fortalte ham, at billederne var redigeret, og at jeg aldrig ville blive sådan. 

Men han viftede mig bare af i en håndbevægelse, hvilket så gjorde at jeg var nødt til at gå. 

Jeg nåede ikke engang at forlade butikken, før en af de unge arbejder fra butikken stod foran mig. 

Han spurgte om, hvornår jeg havde tid? 

Og der slog der så klik for mig, jeg har altid syntes at luder var et ekstremt ord, og at flere drenge havde spurgt, hvor jeg kostede, gjorde mig for det første sindsyg, men også virkelig såret. 

Jeg havde skubbet hårdt til ham, og skreget op i hele butikken, at jeg ikke var luder.

Jeg havde forladt butikken, og havde selfølgelig ikke fået jobbet.

Der kan du se, hvor meget rygter kan gøre og, hvor længe de kan huskes.

 

Jeg sank endnu engang en klump, da hendes stemme forsvandt. Jeg havde det forfærdeligt, hvis jeg nu havde set ordenligt på hende, kunne jeg have hjulpet hende! Men jeg valgte at være en idiot og afvise hende.

Hvis jeg dog bare havde kendt hende!

▌▌

Hey Again!

Jeg skrev faktisk det sidste stykke i dette kapitel i dag, så jeg har følt mig ret stresset med at få det færdigt!

Jeg håber dog det lever op til jeres forventninger, og at i kan lide det!

Hehe og igen tak for de søde kommentarer, det får virkelig skrive lysten frem!

- Looooove Mille xx

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...