24 Reasons - One Direction

Nobody really wants to die, er nok verdens største løgn. For hvad nu hvis, der rent faktisk var én person, der så inderligt ønskede at dø? En person, der mildest talt havde et lorte liv, 24 timer i døgnet? Det ville lyde unaturligt i dine ører, men så snart du ville have hørt om Vanessas historie, ville du straks have en helt anden holdning. Det var også derfor, at døden var den eneste ting, der kunne lette hendes liv. Men inden Vanessa døde, sørgede hun for én ting; at dele hendes liv med en båndoptager, som en julekalender. En julekalder, der havde 24 grunde til, at hun valgte at forlade hendes liv. Men hvem blev denne person, der fik Vanessas forunderlige liv at vide? Ja, ingen mindre end selveste Liam Payne.

57Likes
89Kommentarer
4103Visninger
AA

13. 10. December

Jeg satte mig i sofaen, med mine ben krydsede over hinanden.

"Hvad tænker I så?" lød det spørgende fra Harry, der sad på præcis samme måde som mig.

Vi var blevet inviteret hjem til ham, for at snakke om Louis' fødselsdag. Louis havde sagt, at han gerne ville fejre den præcise dag, altså den 24., med os. Den med familien, holdt han først en uge efter.

"Vi kunne jo holde selve festen og juleaften, hjemme hos en af os? Måske én, som har meget plads og som også har en masse overskud til at kunne rydde det hele op igen?" Niall kiggede sig omkring. 

"Liaaaaaam?" sagde Zayn, mens han trak mit navn langt ud.

"Ja, Liam! Det er jo tydeligvis dig, Niall beskriver!"

Niall nikkede bare enigt, til det Harry sagde. "Ja, jeg hentydede faktisk til dig.."

Vi alle sammen havde faktisk ret meget plads, men for at være ærlig, så tror jeg bare problemet var, at der ikke var nogen, der gad pynte op, for derefter at rydde det hele op igen.

"Fint, så bliver det hjemme hos mig," jeg smilte lidt, da jeg kunne se glæden i de andres øjne. Glæden for ikke at skulle rydde op og lave mad. Men så let var det skam ikke for dem. "Men!" sagde jeg hurtigt. 

"Du sagde ikke lige men, vel?" spurgte Niall og skævede.

Jeg kunne ikke lade være me at slå en latter op. "Jo, det gjorde jeg.. Men det men handler om, at I også skal komme lidt tidligere og hjælpe mig med at lave mad, pynte op og så videre."

De alle sammen sukkede tungt, men alligevel nikkede de bare forstået.

Mit blik faldt pludselig på det ur, som hang på Harrys væg, hvorefter mit blik hurtigt fik scannet klokken.

16.52

"Jeg tror også jeg skal til at komme hjem nu.. Vi snakkes lige videre om hans fødselsdagsgave, ikke?" Jeg rejste mig op og gik ud i gangen, hvor jeg hurtigt fik taget mine sko og min jakke på.

De andre drenge gik også ud i gangen til mig og krammede mig kort. 

"Kom godt hjem," sagde Harry, før han åbnede hoveddøren for mig.

"Tak.." sagde jeg bare stille og smilede stort til de andre, nikkede kort som et farvel og gik ud af døren.

•••

Den dårlige samvittighed fra i går, kom igen, da jeg endnu en gang tændte båndoptageren, mens det næste kassettebånd allerede var i.

Den krattende lyd kom frem, inden jeg trykkede på Play, og Vanessas stemme kort efter også kom frem.

Jeg ved ikke om du er typen, der altid skal undersøge noget, hvis nogen snakker om det.

Hvis du er, så har du sikkert også allerede tjekket min Twitter profil ud. Du har måske også tjekket mine billede igennem?

Hvis du ikke har, så kan jeg da lige fortælle dig om dem.

På det første billede, er min hund. Den hedder Chico, en lys labrador. Desværre døde den en uge efter jeg tog billedet, af en blodprop i hjertet.

Hun sagde det ret bedrøvet, men det var vel også forståeligt nok. Hvis Loki døde af en blodprop, ville jeg da også være virkelig ked af det.

Det næste billede er af mig. Jeg ved ikke hvorfor jeg ikke har slettet det endnu, men nu kan du jo endelig give mig ret i, at jeg er grim som helvede.

Jeg havde virkelig lyst til at fortælle Vanessa, hvor meget hun tog fejl. Hun var virkelig smuk, det var bare en skam, at hun ikke selv kunne se det.

Det næste billede er min fødselsdagskage fra oktober, hvor jeg fyldte 17 år. Så nu kan du vel også regne ud, at jeg er 17 år? Altså, det kommer jo an på hvilket årstal det er, at du hører det her. Det kan jo være, at det lige nu er år 2034, jeg ved det ikke. Men lige nu, i år 2011, er jeg 17 år.

Der var stille i et par sekunder, hvilket fik mig til at tjekke om jeg havde kommet til at trykke på noget, men det var, heldigvis, bare Vanessa der holdt en kort pause.

Det sidste billede er, da jeg mødte mit største idol; Liam Payne.

Mit hjerte sprang et slag over, da hun nævnte mit navn, og jeg fik straks den forfærdelige følelse tilbage.

Jeg har helt fra starten af, fulgt One Direction i X Factor. Jeg har hver eneste gang stemt på dem, og faktisk også taget min mors og fars telefon og stemt derfra.

Liam har helt fra hans første audition i år 2008, været min favorit. Mit største idol. Han har vidst mig, at man bare skal følge sine drømme og aldrig give op, men alligevel så har gjort det stil modsatte. Hvorfor? Det ved jeg ikke.

Men da jeg mødte ham, var det som om, at jeg virkelig blev vækket til live igen.

Uheldigvis varede vores møde ikke engang i 10 sekunder, da han skyndte sig væk fra mig. Jeg ved ikke om jeg bare skræmte ham væk eller om han hellere ville snakke med nogen andre, men én ting var i hvert fald sikkert; han gik væk fra mig.

Klumpen i min hals voksede sig større for hvert ord hun sagde, og jeg begyndte at føle en stor skyldfølelse. Hvorfor havde jeg dog ikke snakket lidt med hende?

Det sårede mig virkelig meget, da den person der betyder mest for mig, ikke engang vil være sammen med mig.

Det vil lyde så forkert at sige, at Liam Payne ville være skyld i min død, men det er ikke så meget ham. Det er mere det han gjorde. At han lige pludselig bare gik fra mig, uden at sige farvel eller noget.

Vi fik heller ikke snakket eller noget, kun lige taget er hurtigt billede.

Den virkelig store skyldfølelse blev erstattet af en ubehagelig kvalme. Jeg havde det virkelig dårligt med det her. Jeg mener bare, at jeg var skyld i, at Vanessa valgte at tage sit eget liv.

Jeg tror det var det. Jeg må se at komme videre, vi ses.

Jeg slukkede for båndet og lagde det igen ned i flyttekassen. Jeg kunne virkelig ikke fatte alt det her. Jeg var skyld i hendes død. Jeg havde jo teknisk set dræbt et menneske.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...