Hurtful ★ One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 nov. 2013
  • Opdateret: 11 aug. 2014
  • Status: Igang
Joelin Peterson arbejder i et lille bageri. Da hun stadig var barn, var Louis Tomlinson hendes bedsteven. Desværre blev kontakten cuttet, da Louis blev berømt. Louis og Joelin møder hinanden igen, og Louis er fast besluttet på, at gøre det hele godt igen, ved at lære Joelin at kende igen. De begynder langsomt at blive tætte igen, og på den måde møder Joelin de andre drenge fra One Direction. Joelin får et godt øje til Harry Styles, men han er ikke just begejstret for hende. Dog vil de langsomt begynde at acceptere hinanden, som de lære hinanden at kende, og uventede følelser møder Harry. Men Harry har snuden i de forkerte ting, og ting vil gå galt. Gruelig galt.

59Likes
47Kommentarer
3177Visninger
AA

3. Kapitel 1


Varmen er næsten ulidelig og sommeren er på sit højeste. Selv her inde i bageriet, hvor airconditionen kører på fuldskrue, kan man sagtens mærke den stegende varme.

 

Dagen i dag har været meget stille. Der har været langt mellem kunderne, og når man så er den eneste der har vagt, kan en arbejdsdag på 7 timer virke rigtig lang.

 

Jeg kigger fraværende på det store runde ur, der pryder bageriets ene væg. Klokken er lidt i fem, så mine mange timers anstrengelser vil snart stoppe.

Stille og roligt begynder jeg at pakke sammen. Bageriet er meget lille, så der er egentlig ikke så forfærdelig meget at rydde op. Jeg begynder at fløjte min ynglings julesang for at holde mig selv beskæftiget.

Lyden af dørklokken strømmer ud i rummet. Døren går op og en varm brise suser ind.

Jeg kigger hurtigt over mod døren. Jeg havde bestemt ikke forventet flere kunder i dag.

Mit blik fryser sig fast på den høje fyr med det vilde, brune hår der er kommet ind i bagerbutikken.

     ”Hej!” siger han glad og går hen til disken.

     ”Øh, hej!” svare jeg. Det her kan nemt gå hen og blive akavet. ”Hvad kan jeg hjælpe med?”

Hans velkendte blå, klare øjne søger på hylderne bag mig. ”Sådan et franskbrød der, tak.”

Jeg nikker, tager en pose og handske og putter brødet ned i posen.

     ”Det er godt nok varmt i dag.” siger han.

Jeg bliver lidt overrasket over, at han snakker til mig. ”Ja, alt for varmt hvis man spørger mig.”

Jeg troede aldrig, jeg skulle se ham igen.

Han smiler fjoget til mig. ”Det her lyder måske som en tam scorebemærkning, men har vi mødt hinanden før?”

Jeg ligger langsomt brødet på disken og taster hurtigt det ind på kasseapparatet. ”Øhm… For mange år siden…” siger jeg forlegent.

Jeg fik ret; det her er gået hen og blevet mega akavet.

Han rynker sine øjenbryn og ser meget tænksom ud. ”Hmmm… Har vi festet sammen?”

Jeg ryster på hovedet. Den gang var vi vidst ikke gamle nok til sådan noget. ”35 kroner, bliver det.”

    ”Oh, selvfølgelig.” han rækker mig pengene. ”Hvor har jeg så mødt dig? Dit ansigt virker meget bekendt, men så alligevel ikke…”

    ”Jeg kan gi’ dig en ledetråd; jeg er en person du har grædt og grint med. En du kender som din egen søster, men også som en helt fremmed der åbenbart arbejder i et mikroskopisk bageri. Du cuttede trådende over, og nu prøver du at finde enderne der passer sammen.”

Han ser ikke vitterlig tilfreds ud; hans øjne er knebet sammen til to sprækker og en dyb fuge pryder hans pande. Og så er det som om der går et lys op for ham.

Hans øjne springer op og kæben falder til jorden.

    ”Kan det virkelig passe..? Joelin? Joelin Peterson?” hans stemme er helt spæd, og knækker over når han siger mit navn.

Jeg nikker anerkendende. Han huskede det. ”Louis.”

     ”Wow, hvor vildt! Jeg kan nærmest ikke genkende dig!” Louis klapper sig begejstret i hænderne. Man kan sagtens forveksle ham med en lille dreng, der har fået et længe ønsket computerspil. ”Hvordan har du det ellers?”

Jeg sukker tankefyldt. ”Fint, går jeg da ud fra. Jeg får snart sommerferie, så skal jeg bare hjem og sove. Hvad med dig? Berømmelsen er ikke steget dig til hovedet?”

Han griner dæmpet. ”Jeg går da ud fra, at jeg stadig har begge ben plantet på jorden… Er du egentlig den eneste der er på arbejde i dag?”

      ”Ja. Som sagt er det et meget lille bageri, men det kan du jo også se. Vi er kun 5 medarbejdere. Ejeren bager selv, så os medarbejdere skiftes til at stå her ude. I dag var det så min tur.”

Han nikker forstående. ”Hvornår har du fri?”

Jeg ser over på uret. ”For fem minutter siden, faktisk.”

      ”Må jeg så ikke byde på en kop kaffe?”

Jeg smiler og nikker. ”Jo, men så kan du lige hjælpe med at lukke biksen ned!”

 

*

 

     ”Jeg er godt nok glad for bare at være lille, ukendte mig. Er det ikke dødirriterende at blive forfulgt af paparazzi hele tiden? Jeg mener, du bliver nød til konsekvent at gå med solbriller og helst også en hat, hvis du ikke vil vække for meget opmærksomhed på gaden.” Jeg tager en slurk af min glohede cappuccino. Den fyldige, cremede smag af kaffe og fløde bredder sig i min mund.

Louis trækker på skuldrende og tager en slurk af sin sorte kaffe. ”Man vænner sig vel til det… Men til tider savner jeg mit privatliv.”

Jeg nikker forstående. Hvis det var mig der levede det liv som han gør, ville jeg blive sindssyg!

    ”Nu har vi vidst snakket nok om mig og One Directions voksende berømmelse. Men hvordan går det egentlig med min gamle veninde? Du arbejder på et mikroskopisk bageri, men læser du ikke til et eller andet så?” spørger han, og støtter sin hage på sine hænder.

     ”Ikke lige nu. Jeg har taget et sabbat år. Til næste sommer vil jeg begynde på politiuddannelsen. For noget som det skal aldrig ske igen.” jeg begynder at skære tænder. Bare at tænke på hvad der skete den gang…

Louis kan tydeligvis se min frustration. ”Hey, er du okay?”

Jeg ryster på hovedet. Det var en af de mange ting, som jeg bare ikke kunne glemme. En af de ting jeg bare ikke kunne lade gå videre.

     ”Du er ikke kommet dig over det endnu?” spørger Louis og ligger sin hånd oven på min.

Jeg ryster på hovedet. ”Det har ødelagt min far fuldstændigt… Hvordan kan man ikke stadig være mærket af det?”

Han nikker forstående. ”Skal vi ikke hænge ud nu hvor du har fået ferie? For sjovt nok har jeg selv fået en måneds fri fra tours, koncerter og andre One Direction events.”

      ”Jo, det lyder hyggeligt.” jeg smiler taknemmeligt over at Louis skiftede emnet. ”Jeg må indrømme at det er mærkeligt at se dig igen.”

     ”Ja,” nikker han. ”Men det er rart.”

Samtalen går lystigt og vi får snakken om løst og fast.

     ”Det er altså lidt vildt at vi lige skulle støde på hinanden igen. Du må jo være 20 år nu, ikke?”

Jeg nikker. ”Som altid et år yngre end dig.”

     ”Så må det jo være lige der omkring de fire år siden vi mistede kontakten.”

     ”Omkring de fire år siden at du cuttede kontakten.” retter jeg en anelse fornærmet.

Louis sukker dybt. ”Joelin, hvis du vidste hvor meget jeg fortryder det…”

      ”Hmpf…” jeg ligger armene overkors. ”Du lovede at du ikke ville glemme mig. Men hørte jeg nogensinde fra dig?”

      ”Joelin, vær sød ikke at være sur…” Louis ser bedende på mig.

Jeg ryster på hovedet, og overdriver mit sure-ansigt lidt. ”Hvorfor ringede du aldrig?”

Endnu engang sukker ha dybt. ”Tro mig, jeg prøvede virkelig at finde tid til det… Men X-factor tog al min tid. Især da jeg blev sat i gruppe med de andre drenge. Og efter X-factor har vi haft travlt med plader og kontrakter. Du prøvede jo heller ikke selv at kontakte mig.”

     ”Efter en uge uden svar på sms’er eller opkald, stopper man ligesom med at prøve…” sagde jeg vredt. Han skulle da slet ikke prøve at sætte mig i dårligt lys. Det er ham der er skurken!

      ”Kan vi ikke godt holde op med at skændes? Jeg fortryder det virkelig, og nu har vi jo fundet hinanden igen. Kan vi ikke bare ligge alt bag os, og starte på en frisk?”

      ”Ikke alt.” Jeg møder hans bedende blik. ”Jeg vil for eksempel ikke glemme at du var der for mig, da… da jeg havde brug for det.”

Han sukker lettet. ”Tak.”

Jeg bunder min cappuccino, og smiler til ham.


Det er mærkeligt at se hende igen. Hun har forandret sig på så mange måder, men jeg kan alligevel godt genkende hende som den pige, der engang var min bedsteven.

Jeg må faktisk indrømme at Joelin er blevet ret smuk. Hun har ikke længere det der lidt buttede ansigt. Hendes kindben fremstår rigtig smukt, og hendes brune hår bølger som en flot manke om hendes hoved. Men hun er stadig lige så skarp i munden som altid.

Jeg slukker tv’et. Det er ved at være ret sent, og ærligtalt er jeg ret træt. Der er en masse nye indtryk der skal forarbejdes.

    ”Harry! Jeg går i seng nu.” råber jeg ud i lejligheden.

En utydelig mumlen lyder inde fra Harrys værelse. Her for tiden har han virket ret fraværende. Jeg er ikke klar over hvad der foregår, men han skal nok sige til når tiden er til det. Jeg kender min homie. 

___________________________________________________________________________________

SÅ er første kapitel ude! 
Kom endelig med jeres mening om den :)

Mille A.
 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...