Nothing Like Us - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 nov. 2013
  • Opdateret: 8 nov. 2013
  • Status: Igang
Mig og min veninde, lavede en aftale om at lave en historie på et år, og jeg føler for at ligge den her ind, dunno whyyy.

Den handler om Change og Summer, som er bedste veninder. Change har blåt hår, og Summer er blond. De flytter til London, og en masse spændende ting sker lol

Jeg har fået inspiration fra andre Movellaer her på denne side, så hvis noget minder om er det derforrr

4Likes
1Kommentarer
373Visninger
AA

2. Kap. 2

Tiden kom og vi skulle ind til koncerten. Jeg tog en hue på og proppede mit taljelange blå hår op under den. Og Summer tog et par solbriller på, og trak sin hætte op. Sådan kom vi ind, uden at blive angrebet. Vi lignede faktisk nogen der ville snige os ind. Summer trak i mig, og rev mig lidt med sine lakerede røde negle. Og efterhånden fik vi kæmpet os fremad, så vi til sidst stod forrest.

 

Allerforrest.

 

Og jeg kunne se Harry. Neeeeij, se! Han har et flot blåt mærke på kinden hvor jeg slog ham.

 

Upsiii

 

Harrys blik fæstnede sig ved mit, og jeg kunne faktisk se noget genkendeligt. Men jeg ved ikke hvad. Jeg kunne måske have set ham i byen, eller i Hyde Park. Eller bare i fjernsynet?

Han så lidt sur ud. han var nok ikke så glad for at jeg slog ham, og løb bag efter. Meeeeen-

 

Fuck det, ikk’?

 

Der er mange der ikke kan lide mig, enten fordi de ikke kan tackle min mærkværdige adfærd (som psykologerne havde kaldt, dengang jeg blev sendt derhen) eller også blev de frastødt af min hårfarve og tøjstil. Folk har mange fordomme åbenbart.

På nær min elskede Summigirltøzzzz, (folk kalder hende: Summer) ((men ikke mig, Muahahahahahaha)) fuck hun er fantastisk, så smuk, talentfuld, ved hvordan man skal opfører sig i upassende situationer, (ikke at jeg ikke ved det eeehhhh, heeeeheeee)

Men alt i alt, jeg er glad for at jeg mødte hende, hun gør mig til et bedre menneske.

 

NU KOMMER DER ET FLASHBACK…  (bare så i ikke blev forvirret ikk)

 

År 2002. fodboldtræning.

Der var fodboldtræning og i dag ville der komme en ny.

Det var mig

Jeg kom gående, 8 år, usikker som bare pokker. Fandt intet interessant ved nogle, på nær en.

En blond pige blå dybe blå øjne, der stirrede på mig, stirrede som om jeg var noget sært. Men det var jeg jo også, ikk?

Vi begyndte træningen, og jeg var sygt dårlig, jeg brugte min klodsethed og faldt over bolden konstant. Det gjorde det ikke bedre af at den blonde pige stirrede på mig hele tiden.

Og i ny og næ skød hun en bold efter mig, eller spændte ben for mig. Ja lad mig sige det sådan, hun hjalp ikke ligefrem. Til sidst blev jeg virkelig sur, virkelig vred.

Så jeg gjorde hvad jeg plejede at gøre, gik over og skubbede hende ned på jorden, og derefter pegede jeg på hende og grinte, hvad jeg ikke havde forventet var at hun ville rejse sig op og kaste sig over mig. Til sidst bed jeg hende i halsen, så jeg vandt.

Det var starten på et fantastisk venskab.

 

 

 

Igennem hele koncerten sørgede Harry for at holde øjenkontakten med mig. Og jeg mener hele tiden! Hans grønne øjne, borede sig ind i min sjæl, og det var en ubehagelig følelse.

Louis gik over ved siden af Harry og hviskede noget til ham ’var det ikke hende der slog dig?’, ja, jeg kan mundaflæse okay, det er ret underligt siden jeg ikke er døv, men altså

 

What evs.

 

Jeg kunne se Harry svarer Louis tilbage, med et sammenbidt ’jo’, og det fik mig til at tænke, at han bare kunne lade være med at gøre mig forskrækket. Det var jo drengens egen skyld altså. Pludselig sagde Summer noget til mig, som jeg ikke helt registrerede fordi at Harrys øjne havde fanget mig, for mig lød det som jgirhfaææwlfm, og det var det sikkert også, for hun ligner sgu en på lykkepiller, men det gør mig glad at se hende glad. Nu vil jeg sætte mig ned og skrive videre på min sang ’always be together’ den handlede om mig og Summer, men jeg kan bare ikke færdiggøre den. Jeg kiggede på Summer der så helt fortryllet ud, lys i øjnene, fniste tøset når de sagde noget, ikk?

 

Ligesom mig når der er cookies.

          

Men det er en anden sag.

 

Efter koncerten, skulle vi jo ud. Og det skulle gerne gå hurtigt. Så vi maste os frem, mens folk kiggede ondt, når vi kom til at træde dem over tæerne. Vi var endelig nået udenfor, men der var lige så mange mennesker, da vi prøvede at komme længere frem, var der en der trak min hue af, så mit blå hår faldt ned af min ryg, der lød et gisp i hele mængden, og man kunne høre en råbe ”det er hende der slog Harry! Og hendes blondieveninde gjorde intet ved det!” og straks var der arme der tog fat i os.

De trak mig og Summer væk fra hinanden så vi lige netop ikke kunne nå hinanden når vi prøvede. De rev Summer ned på knæ, og tvang hendes hoved denne vej, jeg lagde slet ikke mærke til at der var kommet flere hænder på mig, det eneste jeg tænkte på var Summer, og hvordan de skulle give slip på hende. Pludselig vendte jeg tilbage til min egen krop, og mærkede at hårdt slag ved øjet, helt klart hårdere end da jeg slog Harry. Det andet slag var placeret i maven, det gjorde at jeg faldt ned på knæ, så var der en der slog mig ved min underlæbe, og jeg kunne straks mærke smerten da den flækkede. Der var en der skubbede til mig bagfra, så jeg faldt ned på asfalten. Pigerne trak sig langsomt tilbage, og efterlod mig på jorden.

Tak for lort siger jeg bare.

 

Mine tanker røg fra enhjørninger over på Summer. Hvor fanden er pigen?

 

Bare de ikke har gjort noget ved hende.

 

Så tæver jeg dem med havenisser.

 

Jeg rejste mig forsigtigt op, men mine ben var usikre. Jeg gik lidt rundt men kunne ikke se hende nogen steder. Min eneste tanke var;

 

Fuck.

 

Pigen er forfanden yngre end mig, og min sære opførsel gør at sådanne ting går ud over hende? Det er ikke fair.

Jeg gik rundt om bygningen, og kiggede ned i græsset.

Og der lå hun. Summer. Besvimet, men uden synlig skade. De havde sikkert trukket hende herom, mens de overfaldt mig. Jeg satte mig tungt ned ved siden af hende, og klappede hende forsigtigt på kinderne. Efter lidt tid, begyndte hun at komme til bevidsthed. Hun åbnede sine øjne og kiggede på mig, og så åbnede hun øjnene ekstra meget i chok, sikkert over mit udseende. ”Summer” mumlede jeg, ”jeg har savnet dig mere end jeg savner æbleskiver om sommeren”, ved den bemærkning kiggede Summer op på mig og grinte svagt, ”hvad har de dog gjort ved dig?” spurgte hun trist, jeg trak på skuldrene, for ærligt talt;

 

Jeg vidste det ikke.

 

Men det gjorde ondt, især omkring øjet.

 

 

Mig og Summer rejste os op, og begyndte at gå. På vej hjem kiggede folk ekstra meget. Fordi at, hvem ser en smuk blondine, gå sammen med en gennemtæsket blåhåret person, hver dag? Ikke mig. Folk der gloede på os, fik enten min fuckfinger i ansigtet, eller en venlig kommentar som; ”hvad glor du på” eller ”du sguda endnu grimmere”, men altså det var jo mig og Summer. Når vi sagde noget til folk, blev de forargede over at to små piger kunne snakke så grimt. Men altså, vi er os. Jeg kiggede til siden på Summer, og smilede for mig selv, jeg kiggede ned i jorden, og gik videre, ”but when you smile at the ground it ain’t hard to tell, you don’t know, you don’t know you’re beautiful!” sang Summer, mens hun pegede på mig og smilte over hele femøren. Jeg sukkede af hende. Og vi gik videre i ro og mag. Eller noget.

 

Da vi kom hjem, faktisk lige da vi var kommet ind af døren, ringede Summer’s telefon, ”hej Jared!” hvinede hun ind i telefonen. Åh nej, ikke Jared. Jeg kan ikke udstå den fyr. Et eller andet siger mig han vil såre Summer. Han er ligesom asparges, pisse klam, og giver mig brækfornemmelser. Han har også været Summer utro flere gange, hun ved det bare ikke, han er så dum, og hun er så naiv, at hun stoler på ham, men det er jo ikke mig der bestemmer det.

Den dreng er bare dum, altså.

 

Ligesom asparges, badr.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...