Ekkoet i mit hoved ~ One shot

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 nov. 2013
  • Opdateret: 8 nov. 2013
  • Status: Færdig
Dette er endnu en stil jeg har skrevet, og så tænkte jeg, at jeg ville dele den med jer, for at vide hvad i syntes om den. Ved ikke rigtigt, hvad jeg kan skrive uden at afslører noget andet end, at det er om en pige, som folk dømmer uden at vide, hvad der gemmer sig bag de skræmte øjne.

2Likes
2Kommentarer
232Visninger
AA

1. Ekkoet i mit hoved

 

(OBS! Dette er en parallellehandlings historie, så den skifter ved kursiv og ikke kursiv skrift!)

 

Ekkoet i mit hoved

”Lyset betyder smerte, mens mørket er frygten”

 

Smerten begyndte, og få sekunder senere overtog den mig. Jeg skreg, mens mit kød brændte, og mine organer skrumpede ind. Min hud blev sort, og faldt i flager til gulvet som en regn af aske. Jeg var rædselsslagen over min egen opløsning, men mistede aldrig bevidstheden. Han ville ikke lade mig misse et sekund af min egen tortur, og han lod hele tiden min hals være uskadt, fordi mine skrig var lyden af hans triumf. Selvom han var i mit hoved hver dag, ville han lære alt ved mig lige fra mine tanker til hver en celle på og i min krop. Han troede, det at skille mig ad et stykke af gangen – en finger, et ben, et minde, en tanke – ville hjælpe ham med at forstå mig. Men han ville aldrig forstå sådanne følelser. Da han fandt ud af det, gik han amok. Jeg burde være lettet, men hans raseri betød bare min smerte. Faktisk betød hans nydelse min lidelse, og hans forvirring min tortur; hele hans tilstedeværelse betød min pinsel. Da torturen endelig begyndte at trætte ham, skriftede han taktik, og jeg fandt nye måder at lide på.

Jeg vågnede med et sæt, mens sveden løb ned ad mig. Mit åndedrag var stadig oppe på 200 km/t, og jeg mærkede mine ribben protestere, da mine lunger ville have mere luft ned, end der var plads til. Jeg holdte min hånd mod hjertet for at berolige det lidt, men det hjalp ikke. Mareridtet sad stadig i mig som en film, hvor replay-knappen var i stykker.

 

Han sad tilfreds, og studerede Jessicas følelser. Igen havde han overgået sig selv, og var endt med en rædselsslagen pige, som ikke kunne finde hoved og hale i noget. Han studerede hendes rystende hænder, som hun førte op til hovedet, hvor tårerne var begyndt at løbe. Han kunne ikke holde smilet tilbage; dette var hans værk. Han måtte indrømme, at han var stolt. Som et sidste lille touch fik han en forestilling om en vind, til at feje hen over hendes bare ben. Hun trak hurtigt sine ben op under sig, men mistede balancen, og landede på gulvet med et bump. Der lå hun i en kugle, mens hun græd. Han mærkede latteren stige op i sig, og bød den velkommen, da den nåede hans stemmebånd.

 

Jeg prøvede at tænke på alt andet end drømmen, men så kom han. Hans latter lød som negle mod en tavle. Ego som jeg kaldte ham. Ego stod for Everything goes over, fordi det gør næsten alt, og det håbede jeg også, at det her gjorde. Jeg kunne mærke, at han sneg sig ind på min hjerne; prøvede at overtage den, men jeg skubbede ham mentalt væk. Han måtte ikke forstyrre mig nu. Han måtte ikke få kontrollen. Mens jeg lå på gulvets kolde brædder, skjulte jeg mit ansigt i mine hænder, og lukkede øjnene; prøvede at falde til ro igen. Mit hoved dunkede, og gjorde ondt. Smerten ramte mig som en tidevandsbølge. Det føltes, som om nogen bankede mod indersiden af mit kranie med en hammer. Han ville ud. Jeg prøvede at stritte imod, men det hjalp ikke noget. Jeg faldt på knæ, stadig med hovedet i hænderne, mens jeg kæmpede imod ham. Jeg prøvede at spærre af for ham, men han blev ved med at bombardere mit forsvar. ”Du er ikke noget vær, og det ved du godt, Jessica,” lød hans stemme i mit hoved. Først for sent fandt jeg ud af, at han distraherede mig. Mens han snakkede til mig gennem min hjerne, overtog han den langsomt. Det sidste jeg huskede, før alt blev sort, var en buldrende latter i mit hoved.

 

Ego klukkede tilfred, mens han studerede Jessica tanker. De fór rundt for at få styr på hvad der skete, men de kunne ikke finde ham. Han lå godt gemt nede bagerst i hendes hoved. Han lå lige bag hendes frygt, og sugede nærig til sig. Når han ikke legede rundt med hendes hoved, lå han for det meste nede i sit skjulested, og fulgte med i hendes liv; hvis man altså kunne kalde det det. Hun var konstant på vagt over for ham, og havde ingen venner, da alle troede, hun var sindssyg. Og det var hans værk. Han var stolt over, hvor hurtigt han havde fået overtaget. Hun var som hans marionet-dukke. Hvis han ville have hende til at falde, skulle han bare plante et lille frø af frygt i hendes allerede ødelagte hjerne. Han fulgte med, da hun begyndte at vågne igen, mens han gjorde sig klar til sin næste strike.  

 

Jeg følte, at alt stirrede på mig, hvor mærkeligt det end lød. Jeg følte, at alt dømte mig på udseende, væremåde og personlighed. Jeg snurrede rundt om mig selv, og forstillede mig, at mine møbler blev levende omkring mig. Jeg stoppede brat op, og gik hen til min seng for at finde trøst, men da jeg så de lyse- og mørkeblå farver, der snoede sig ind mellem hinanden, fik jeg af en eller anden grund kvalme. Det kunne godt være, at det bare var mig, men det lignede, at den lille, feminine lyseblå blev kvalt af den store mørke. Som om, at den mørke ville virke dominerende over for den lyse, og vandt. Ligesom os, Jess… Han havde fundet frem igen, men jeg rystede ham væk. Jeg måtte koncentrere mig om noget andet. Da jeg ikke fandt trøst i min sengs bløde puder, bakkede jeg lige ind i mit klædeskab. Det stod bare der, og nedstirrede mig, som om det sagde: Jeg bider ikke, men så ville gribe fat i min ankel og trække mig ned i et mørkt sted, hvor jeg aldrig ville slippe ud fra igen. Ligesom os, Jess…

 

Ego elskede at lege rundt med Jessica. Det, at hun troede, at han var levende, var sjovt at misbruge. Han elskede, at han bare kunne sende en lille tanke ind i hendes hoved om, at gulvbrædderne knirkede, og så ville hun flippe ud. Han elskede hendes måde at reagere på, når han havde givet hende marridt igen eller fået en forestilling ind i hendes hoved. Han elskede, når hun prøvede at lukke ham ude, for han vandt altid. Han var en del af hende, så han vidste hvad hendes frygt, og hvad hendes højeste ønske var. Derfor ville han selvfølgelig altid vinde over hende, da hun ikke havde noget på ham. Selvom han bare var et produkt af Jessicas fantasi, så følte han sig mere magtfuld end hende. Han følte sig højere oppe, og følte derfor, at han kunne tillade sig at gøre alle disse ting mod hende.   

 

Jeg trak min dagbog frem, og begyndte at skrive. Jeg havde fået den, da jeg havde fået konstateret skizofreni, så jeg kunne komme ud med mine følelser og tanker. Mine forældre kunne ikke holde ud at snakke med mig om mine problemer, så jeg havde lært at lukke mine følelser inde. Jeg havde også glemt, hvordan det føltes at være elsket. Pludselig var det som om, at jeg ikke længere havde kontrol over blyanten i min hånd.

”Du ved hvem jeg er.
Du ved ikke hvor jeg er,
og du ser mig ikke, før det er for sent.”

Da jeg igen så på den før blanke side, så jeg de ord. Jeg fór forskrækket tilbage i min stol, mens jeg så på sætningerne, min hånd lige havde skrevet. Havde han lige kontrolleret min hånd? Eller var det bare mig der var ved at blive sindssyg – mere end jeg var i forvejen? Jeg tog en dyb indånding for ikke at lade mørket fange mig, men det resulterede kun i, at jeg pludselig kunne høre stemmer. Han var her. Det var det samme hver gang. Han råbte mit navn, kaldte på mig, hviskede mit navn, og skreg. "Stop det," hviskede jeg, og tog mig til hovedet. Jeg vidste, det ikke var ægte. Jeg pressede hænderne om mit hoved, men hans stemme blev højere og højere, og jeg vidste det ikke hjalp. Jessica, lød en hæs stemme inde fra mit hoved, og hurtigt bakkede jeg ud af stolen, jeg sad i. Jeg kunne se en skygge. Jeg var sikker på, at der var en ovre i hjørnet. Det var ikke noget, jeg bare bildte mig selv ind. Jeg havde lært at tackle, hvornår tingene ikke var ægte, eller jeg var blevet bedre til det, men det var som om, det her ramte hårdere, end jeg havde prøvet før; og derfor kunne jeg ikke finde ud af, hvad der var virkelighed, og hvad der bare var mine tanker.

 

Ego havde et fast greb om Jessicas hjerne som en panter om sit bytte. Hans forestilling om omridset af en mand blev langsomt synligt for hendes blink. Han hørte hende gispe, da hans værk havde taget form for hendes øjne. Gennem dem så han en mand omgivet af skygger og med hovedet bøjet. Han gik i ét med mørket omkring sig, så det så ud som om, at han var lavet af dem. Jessica gav et skrig fra sig, da skyggemanden pludselig vendte hovedet mod hende, og åbnede øjnene. Hans blink var koldere end vinterens kulde og mere stikkende end solens stråler. Han stod bare der, men hun var allerede helt ude af den. Ego var lidt ked af, at han ikke nåede til den sjove del, men han var tilfreds. Hendes hjerne skreg til resten af hendes krop, at den skulle flygte, men hun kunne ikke bevæge sig. Hun stod bare og skreg, mens hendes krop rystede af skræk og udmattelse. Han lagde en sidste lille sætning i hendes hjerne, før han slap grebet om den: ”Du kan ikke forstå mørket, hvis du ikke ved, hvad der gemmer sig i dens skygge.”
Han havde hende i sin hule hånd nu.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...