My Somerhalder (På Pause)

Alice og Ian er uadskillelige, de har været bedste venner siden de kunne gå, og denne sommer udvikler tingene sig. Måske bare ikke helt den retning som Alice havde håbet på. Pludselig sætter Ian sig for at forfølge sin drøm, en drøm Alice ikke ser ud til at være en del af.

"I knewn, you before you became you" - Alice

22Likes
23Kommentarer
1067Visninger
AA

3. Somerhalder

Covington High School var opbygget, som så mange andre skoler i USA. Når man trådte ind af hovedindgangen, trådet man ind i et stort, højloftet rum, hvor en bred tapperne førte til skoles to øvrige etager, til højre lå kantinen, og til resten af stueetagen.

Det var netop den vej Mills og jeg gik den morgen. Vi havde som alle de andre førsteårs elever, skabe i stuen. Vi var dog ikke på vej mod vores skabe i dag, da vi havde idræt i første modul.

Der var stadig godt femten minutter til, så vi ville få travlt. Vi slentret derfor bare ned af gangen, på udkig efter vores tredjepart.

Det var dog ham der fandt os.

 

Bagfra, kastede Ian sig over os. Han brød indimellem os og lagde en arm om os begge. Ian var ikke den højeste, men han var højere end både Mills og jeg, hvilket hang sammen med vi begge var ret så små.

Synet af hans kæmpe smil, fik mig til at følge mig hjemme.

”Godmorgen,” Han nikkede til Mills, som smilede tilbage. ”Godmorgen Smukke,” Han drejede hoved mod mig, og lagde et kys på min tinding, som så ofte.

”Godmorgen Somerhalder,” Svarede jeg.

Ian og jeg, var - i alle andres øjne - det tætteste på man kunne være på, at være mere end venner, før man ikke bare var venner længere.

Men ingen af os tog os af dem… Eller det var ikke helt rigtigt, jeg gjord. For skulle jeg være ærlig havde jeg altid været håbløs forelsket i ham, men aldrig så meget, som antydet det for ham. Hvorfor, ved jeg ikke. Måske fordi jeg vidste jeg ikke ville få ham alligevel og det så ville ødelægge vores venskab?

Ian havde rent ud sagt, bare en fyr som var ude af min liga.

 

Han var smuk, som jeg ved ikke hvad. Ja, smuk. De fleste piger på min alder, flader for ord som lækker eller hot, men ville slet ikke kunne komme i nærheden af at beskrive Ian. Faktisk var han så smuk, at han havde været model da vi var ti. Han var stoppet igen da han var tretten.

Jeg vidste han gerne vil være forsat, men hans forældre syntes han skulle havde tid at til at være barn med mig. Heldige mig…

”Hvad tænker du på, Ali?” Spurgte han. Han havde stadig armen rundt om mine skuldre, selvom han havde sluppet Mills.  Jeg smilede op til ham og blev -for gud ved hvilken gang - betaget af ham. Hans klare blågrønne øjne, hans mørkebrune hår, skæve smil, som vi alle faldt for.

”Øjne som en engel. Smil som en djævel…” Sagde jeg med et kæmpe smil. Det var en gammel sætning, som jeg ofte sagde til ham.

Han forstod den ikke, hvilket altid irriteret ham umådelig meget, men det var det jeg fandt morsomt. Han var for flere år siden holdt op, med at plage mig for at få den forklaret, nu rullede han bare med øjnene.

”Er du klar til vores lille udflugt?” Spurgte jeg og sendte ham mit jeg-er-så-uskyldig-smil.

Han lo på sådan en måde, så de sommerfugle - jeg ellers dræbte gang på gang - blev vækket til live og fik mig til at rødme.

Godt for mig, var det kun Mills som så sådan noget.

”Ja, jeg glæder mig helt vildt! Bare det at komme ud af byen, fjolle lidt rundt og lave ingenting.” Han lagde hoved lidt tilbage mod loftet, mens vi gik. En Ian ting.

”Matt kommer med,” Sagde jeg, og ventede på hans opbakning.

”Okay?” Svarede han forvirret.  Om han ikke forstod, hvorfor jeg sagde det eller hvorfor han var blevet inviteret, var ikke til at tyde.

”Hvem har inviteret ham?”

”Hvem tror du? Emma sikkert.”

”Alice!” Udbrød Mills fra den anden side af Ian. ”Behøver du gøre et nummer ud af det? Jeg er altså ligeglad med ham, okay?”

”Mills! Han er så led mod dig!” Forsvarede jeg, mig.

”Hun har fadt i noget, ven.” Stemte Ian I.

”Ti stille Somerhalder. Du skal ikke hjælpe hende bare fordi hun har et sæt gode bryster sidende foran,” Bed Mills, med varmen i han stemme var ikke til at overhører. Han var ikke rigtig vred.

”Hvorfor ikke? Det er da en glimrende grund til at være på god fod med hende?” Lo Ian og så var emnet skiftet. Jeg rullede med øjnene over dem begge. Selv om Mills ikke var til piger, vil drenge altid være drenge,

”Du kunne jo bare tag dig sammen, så ville de være dine,” Drillede Mills. Jeg vidste godt hvad han hentydet til og selv om jeg gerne ville hører Ians svar, så krævede det spil jeg spillede, at jeg sagde noget.

”Okay drenge! Nok snak om mine kvindelige fordele.”

”Altså hvis vi skal tag en snak om kvindelige fordele, skal vi så ikke starte lidt længere nede?” Spandt Mills og blinkede til Ian med et frækt blik.

”Mills! Du er bøsse, du skal slet ikke tale om sådan noget!” Udbrød jeg og rødmede så alle og en hver kunne se det. Ian lo mig bare ind i øret og gav min skuldre et klem.

”Hey! Men skal vide hvad det er, man ikke ville have?” Sagde Mills og kiggede noget underligt på mig.

”Ej, tak Mills, fordi du finder mig frastødende,” Jeg rakte tunge til ham, som vi storset noget enden af gangen, som var en nøgen mur med en stor, rød dobbeltdør og to single. Hver af singledørene var pyntet med et skilt, som fortale om det var pigernes eller drengenes omklædningsrum.

”Ali jeg har jo sagt det, hvis det ikke var fordi du ikke ville havde mig, så var jeg til piger. Så nej skat, jeg finder dig ikke frastødende.” Han sendte mig et blik, som brude side på en hundehvalp og ikke en sytten årig fyr. Jeg valgte bare at ryste på hoved af ham. Han var jo dum at hører på. Jeg kantede mig ud fra Ians arm, selv om jeg nok hellere vare blevet, for at forsætte ind i omklædningen. 

 

 

Det første der mødte mig, da jeg trådte ind i det svedlugtede rum, var pigerne fra min venegruppe. Emma og Caroline.

Emma og Caroline var over mig som en flok glubske ulve. ”Ali!” Emma kastede sig om halsen på mig, så hendes rødblonde krøller, gjord mig blind.

”Em!” Sagde jeg i samme tone som hende. Emma var sådan en type, jeg ofte undret mig over. Hun var altid glad, lige meget hvad. Med sine kæmpe blå øjne, så hun altid lyst på verden og jeg fattede det ikke. Det burde være umuligt, altid at være så glad. Jeg have flere gang spurgt hende om hun var på stoffer eller noget, hvilket bare fik hende til at le.

Så snart Emma havde sluppet mig, træk Caroline mig ind i et kort knus, ikke nær så voldsomt som Emmas. Faktisk, undret jeg mig også over Caroline, ikke fordi hun altid var glad… lige på det punkt, var hun meget normalt, modsætning til Emma.

Men Simone havde altid været den smukkeste person jeg kendte. Hun var ikke så høj,  mørkhåret, med et blidt og varmt ansigt. Drenge sagde ofte at hun ikke var lækker, men niveauet over det… hvad det så end er?

Men tros sin medfødte gave så udnyttede hun den aldrig, i den forstand at drenge, lige så godt kunne være en by i Rusland. Hun var ligeglad med dem, tros det faldt på knæ for hende på strippe.

Men måske er det noget der hører skønhed til. Når man har den er man lige glad med flok bemærker den og når man ikke har den, vil man bare gerne have et lille tegn for man ikke er tudegrim.

Underforsået, jeg var lykkelig hvis jeg bare kunne få en eller andet til at sige noget pænt om mit udsende - én som ikke var Ian eller Mills.

Ikke fordi jeg selv opfatte mig som grim, for jeg regnede med at jeg nu var meget normal at se på. Men hvem kan ikke lide at blive anset som pæn?

 

Som jeg fik mast mig mellem de to hjerteveninder og kom frem til bænkene som skilte udendørsskosområdet fra indendørsskosområdet, hev mine tanker tilbage til mig selv. Jeg fulde ikke med i deres samtale, selv om de snakkede om vores tur. Jeg låste bare min gymnastikskab op og tog mit idræts tøj ud. Jeg forstod ikke rigtig at vi skulle være i skole en dag som i dag. Det var afslutning i morgen og på fredag havde vi alle fri. Det var der, vi havde planer om kører op til hytten.

Så i dag var den sidste dag med timer, hvilket jo gjord den helt uegnet til underviserne. Men igen, det måtte de jo selv om, jeg skulle ikke gøre mig klog på det.

Jeg hoppede i skolen gymnastikuniform, som den hed blandt eleverne. Vi havde aldrig været pålagt at skulle gå med uniformer, men i idræt skulle vi pludselig have noget særligt på. Men igen, det skal jeg ikke gøre mig klog på.

Uniformen bestod af mørkeblå sort med gul kant og en hvis T-shirt med skolens logo og navn på ryg og bryst. Så snart jeg var klædt om, gik jeg ind i hallen.

Jeg vidste allerede hvad dagens emne var, vi havde stemt om det i sidste uger… Vores overtal af pige havde hurtigt fået igennem at årets sidste time skulle gå til dans… Dybt suk.

Jeg var en elendig danser og det var selvom jeg havde Ian eller Mills til at fører. Så det var ikke fordi jeg hoppede af glæde, da jeg trådte ind.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...