Sing me to sleep

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 nov. 2013
  • Opdateret: 17 aug. 2015
  • Status: Igang
Luke Brooks bor i Los Angeles og et medlem af YouTube gruppen, The Janoskians. Rosie er dansker og turist i Los Angeles. Blandt alle menneskerne i hele Los Angeles, i hele verden, mødes de to og de mærker med det samme kemien imellem dem. Men det der skulle være en hyggelig sommerflirt ender med at blive noget meget større for dem begge. Men deres forhold får dem begge til at konfronterer fortiden og en masse dilemmaer. Men sommeren varer ikke for evigt og Rosies liv i Danmark kalder på hende. Hvor meget kærlighed kan et hjerte bære og hvor meget kaos kan to personer klare?



P.S. - der er et grimt sprog og intime scener i denne historie, så hvis du er let påvirkelig, er dette nok ikke en novelle for dig. :-)

13Likes
7Kommentarer
1228Visninger
AA

10. Rosie's Point of View

Det føltes som om alle mine led gjorde ondt, da jeg gik rundt og samlede tøjstykker op fra gulvet. I nat havde jeg bare smidt mit tøj på gulvet og Rosies måtte være blevet skubbet ned på gulvet mens vi sov. Min boxershorts lå heldigvis i fodenden af min seng. Jeg samlede hendes trusser og bh op fra gulvet og rakte det til hende. Rosie sad op med dynen viklet rundt om hende. Hun rødmede, da hun tog imod hendes undertøj og jeg syntes, hun var kær. Jeg vendte taktfuldt ryggen til hende, mens hun klædte sig på, og samlede flere tøjgenstande op. Jeg fandt hendes skjorte og nederdel, og en T-shirt, som jeg hurtigt trak over hovedet. Jeg kunne høre, hun gik rundt på gulvet. Jeg vendte mig om imod hende med hendes tøj i den ene hånd. Jeg var kun iført boxershorts og en T-shirt og hun kun i undertøj. Rosie havde lagt en hånd henover sit bryst og den anden arm hang ned af hendes side og fulgte formen på hendes hofte. Hun rakte sin ene hånd frem imod mig. Jeg tog mig sammen og flyttede blikket fra hende, da det gik op for mig, hvad hun ville. Jeg rakte hende tøjet og smilede lidt til hende. Det trak lidt i hendes mundviger, mens hun tog imod sit tøj. Hun stak sine spinkle arme ind i ærmerne på skjorten og begyndte den langsomme proces at knappe alle knapperne. Jeg kiggede lidt rundt i mit værelse efter nogle bukser. Jeg fandt et par uvaskede shorts og tog dem på.

Jeg kiggede på Rosie igen ud af øjenkrogen. Hun trak forsigtigt nederdelen op over hendes røv. Jeg satte mig på en stol, med siden til hende, og tænkte på, hvordan jeg kunne få hende til at blive lidt længere.
”Er du sulten?” røg det ud af mig, inden jeg havde tænkt nærmere over det.
”Undskyld, hvad?” Hun rynkede sin pande og kiggede lidt underligt på mig.
”Jeg mener,” sagde jeg og gik over imod hende, ”skal jeg lave noget mad til dig? Altså inden du tager hjem.”
”Kan du lave mad?”
”Ja,” løj jeg.

Rosie trak på skuldrene.
”Ja tak, så. Jeg er også lidt sulten.”

”Okay! Jeg går ud i køkkenet og går, øh, i gang med at lave mad og sådan,” snublede jeg over ordene, halvvejs ud af døren. Rosie smilede til mig, mens hendes hænder samlede hendes hår i en hestehale. Hun sendte mig et flirtende blik og vendte mig så ryggen til.

Oh shit, oh shit, oh shit, tænkte jeg på vej ud i køkkenet. Jeg åbnede alle skabslågene og kiggede ind. Scrambled eggs, pandekager, en omelet?

”James?” råbte jeg
”James er ikke hjemme, idiot,” svarede Beau mig.
”Årh, for helvede,” mumlede jeg, men ikke lavt nok.

”Hvad?” spurgte Beau og lagde sin telefon på sofaen ved side af ham.
Jeg gik tættere på ham og sænkede min stemme, for at Rosie ikke skulle kunne høre mig.
”Jeg har lige sagt til Rosie, at jeg kan lave mad til hende,” jeg kiggede indgående på Beau.
”Og?” svarede han flabet.

”Jeg kan jo for fanden ikke lave mad!” Jeg slog ham på skulderen.

”Ouch!” udbrød Beau. ”Og du får sguda ikke min hjælp ved at behandle mig sådan!”
Jeg vidste, at hvis jeg sagde noget ironisk, som jeg havde lyst til, så ville han ikke hjælpe.
”Sorry,” sagde jeg hurtigt. ”Vil du hjælpe mig nu?”
”Har vi ikke nogle æg?” spurgte han og gik ud i køkkenet. Jeg tog det som et ja.

”Jeg kunne ikke se nogle, men har vi ikke noget brød?”
”Det har Jai og jeg allerede spist.”
”Hvordan kunne I dog gøre det?!”
”Hey, slap af,” sagde Beau og kiggede underligt på mig. ”Vi kunne ikke vide, du ville imponere din dame ved at lave mad til hende.”
”Hun er ikke min dame,” sagde jeg og kiggede i nogle skabe, for at undgå øjenkontakt. Beau hev fat i min arm, tydeligvis ikke tilfreds med det svar.
”Okay, hør her. Let me break it down for you,” sagde han og holdte tre fingre op i luften.
”Ét,” sagde han og fjernede den ene finger, ”du, nej vent, vi brugte hundrede år på at finde hende.”
”To,” han fjernede endnu en finger, ”I havde god sex?”
Jeg måtte modvilligt nikke, da jeg ikke brød mig om at dele den information med ham.
”Tre,” han fjernede den sidste finger, ”du er helt klart helt væk i hende! Så gør dog noget, for helvede!”
”Gør noget ved hvad?” spurgte hun. Vi havde slet ikke hørt Rosie komme ind i køkkenet, før hun stod i døråbningen. Jeg skubbede hurtigt Beaus hånd ned og håbede inderligt, hun ikke havde hørt vores samtale.
”Intet, Beau skal ikke gøre noget som helst,” sagde jeg og gav ham et puf ud af lokalet. Han grinede bare dumt.
”Hov, du må undskylde, jeg ikke bankede på der i formiddags,” sagde han til Rosie på vej ud af døren.
”Det er i orden,” sagde hun og kiggede ned på gulvet. Hendes kinder blev røde.
”Skrid nu bare,” sagde jeg til Beau og han gik endeligt. Da hun kiggede op igen, smilede jeg til hende. Hun smilte tilbage og vi stod sådan et øjeblik, indtil jeg kom i tanke om morgenmaden.

”Jeg er bange for, at vi ikke har noget mad i huset,” sagde jeg og åbnede nogle køkkenlåger.
”Det går nok,” sagde hun og pegede mod døren. ”Jeg skal alligevel hjemad, så…”

Jeg forventede, hun ville fuldføre sætningen, men hun sagde ikke mere.
”Okay, lad mig følge dig ud,” sagde jeg og prøvede at dække opgivelsen i min stemme. Jeg fulgte efter hende ud af køkkenet og hen ad gangen.
Jeg åbnede døren for hende. Hun skulle lige til at gå ud af døren, da jeg greb blidt fast i hendes arm.
”Hvis jeg nu lover, at få købt ind,” spurgte jeg. Hun fugtede sine læber og kiggede nysgerrigt på mig. ”Vil du så ikke komme over igen i aften?” 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...