Sing me to sleep

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 nov. 2013
  • Opdateret: 17 aug. 2015
  • Status: Igang
Luke Brooks bor i Los Angeles og et medlem af YouTube gruppen, The Janoskians. Rosie er dansker og turist i Los Angeles. Blandt alle menneskerne i hele Los Angeles, i hele verden, mødes de to og de mærker med det samme kemien imellem dem. Men det der skulle være en hyggelig sommerflirt ender med at blive noget meget større for dem begge. Men deres forhold får dem begge til at konfronterer fortiden og en masse dilemmaer. Men sommeren varer ikke for evigt og Rosies liv i Danmark kalder på hende. Hvor meget kærlighed kan et hjerte bære og hvor meget kaos kan to personer klare?



P.S. - der er et grimt sprog og intime scener i denne historie, så hvis du er let påvirkelig, er dette nok ikke en novelle for dig. :-)

13Likes
7Kommentarer
1155Visninger
AA

7. Rosie's Point of View

”Tak for blomsterne, for resten,” sagde jeg. Jeg kløede mig på mit baghoved og kiggede på ham. Selvom han kørte bilen, så drejede han alligevel sit hoved og kiggede på mig med et lille smil.

”Det var så lidt.”
Vi holdte øjenkontakt et øjeblik og så kiggede jeg rødmende væk. Jeg vidste ikke, hvor jeg skulle kigge hen, så mit blik landede på speedometeret.
”Du kører 200 kilometer i timen!” udbrød jeg forskrækket. Luke kiggede bare forvirret på mig.
”Er det et problem?”
”Det er bare vildt hurtigt!”
”Bare rolig, alle her kører med den her fart.”
Jeg svarede ikke, men greb hårdt fat i støttehåndtaget i bildøren. Jeg kunne ikke fokusere på andet end hvor hurtigt vi kørte forbi husene og menneskerne, der stod på fortovet. Jeg kiggede ud af vinduet og kunne mærke, hvordan mit hjerte begyndte at banke hurtigere. Jeg lukkede øjnene og tænkte på det psykologen havde sagt:
Luk øjnene og slap af. Det vigtigste er, at du slapper af og ikke lader frygten overtage dig.

Jeg åbnede øjnene og kiggede ud igen. Vejen var næsten øde. Jeg kunne se at længere fremme drejede vejen skarpt.

Jeg burde tænke på Luke, hvor han tog mig hen og om han ville prøve at kysse mig senere i aften, men jeg kunne ikke tænke på andet end Dan. Det hele virkede så tæt på. Alt det jeg flygtede fra kom tættere og tættere på jo tættere på vi kom på svinget.

”Vær sød at sætte farten ned,” sagde jeg til ham, mens jeg stirrede på svinget.

”Hvad?” spurgte Luke og jeg kunne mærke han stirrede på mig.

”Sæt farten ned!” Min stemme var skinger og jeg var desperat. Min hånd klamrede sig til håndtaget og mit hoved genspillede scenariet. Jeg kunne mærke min brystkasse hæve og sænke sig hurtigere end normalt, men jeg kunne ikke mærke luften min krop trak ned i lungerne. Mit syn blev sløret og jeg håbede inderligt, at det var tårer. Jeg klemte mine øjne hårdt sammen.

Luke bremsede hårdt op og selen strammede henover mit bryst. Vores hoveder ramte nakkestøtten med et bump, da vi røg tilbage i vores sæder. Jeg holdte stadig mine øjne lukkede og jeg kunne høre, Luke åbnede sin sele. Jeg åbnede mine øjne igen og så hans ansigt foran mit. Han lagde blidt sin hånd på min arm. Jeg trak den forskrækket til mig.
”Er du okay?” spurgte han og lagde beslutsomt sin hånd på min arm. Hans øjne kiggede indgående på mig og hans hånd forblev på min arm. Den var varm.
”Ja…” hviskede jeg.

”Du ser ikke sådan ud.” Han brød ikke øjenkontakten.

Pludselig ud af ingenting kunne jeg mærke, hvordan det vendte sig i mig: min krop lod sig indhente af det hele.

”Undsky-,” prøvede jeg, inden jeg var nødt til at holde mig for munden og tumle ud af bildøren. Jeg nåede få meter væk fra bilen, inden jeg kastede op. Det var en forfærdelig følelsen, blanding af mavesyren, der kom op igennem min hals, og ydmygelse af, at han sad inde i bilen og kiggede på mig. Da jeg ikke havde mere i maven, blev jeg stående foroverbøjet. Min krop rystede lidt og jeg mærkede næsten ikke tårerne, der gled ned ad mine kinder. Jeg hørte bildøren åbne og smække og jeg forberedte mig på ydmygelsen. Han lagde stille sin varme hånd på min ryg.
”Er du okay?”
Jeg havde lyst til at komme med en ironisk kommentar eller lyve, men jeg endte bare med at ryste på hovedet.
”Kom,” sagde han og jeg rejste mig modvilligt op. ”Lad os gå herind, så du kan få renset din mund.”
Med hans hånd hvilende på det nederste af min ryg førte han mig ned ad en vej. Tættere på kunne jeg se, der lå en diner. Da vi var kommet indenfor kunne jeg se, det var en tro kopi af en rigtig amerikansk 60’er diner. Tjenerne havde pinke skjorter og hvide forklæder på, der var barstole og små borde rundt omkring. Luke gik direkte op til kassen, hvor en ung pige stod og tørrede glas af.
”Undskyld mig, men har I et toilet her?”
”Ja, lige rundt om hjørnet,” svarede hun og pegede, hvor jeg skulle gå hen. Jeg nikkede blot og gik derhen. Jeg havde den klamme smag af opkast i hele min mund og følte, jeg så forfærdelig ud. Jeg skyndte mig forbi de andre borde, hvor nysgerrig kunder kiggede på mig.

Lugten af rensemiddel ude på toilettet fik det til at vende sig i mig igen. Den skarpe lugt var en kontrast til den sure lugt af opkast og blandingen gjorde, jeg øjeblikkeligt fik det dårligt igen. Jeg kiggede mig i spejlet. En pige, der så ud som om hun havde lyst til at kaste op ud over det hele, kiggede tilbage på mig. Jeg startede med at drikke noget vand fra hanen, med hjælp fra mine hænder. Jeg skyllede munden og håbede, at ingen kom ud og så mig. Forsigtigt sprøjtede jeg lidt vand i ansigtet – jeg var bange for at ødelægge Isabels fine makeup. Jeg kiggede på mig selv i spejlet. Jeg brød først øjenkontakten med mig selv, da jeg opgivende gemte mit ansigt med mine hænder. Jeg havde fucking kastet op på den første date.
Talk about a first impression, tænkte jeg, mens jeg forsigtigt kiggede på mig selv i spejlet.

Tyggegummi, tyggegummi. Jeg ledte febrilsk efter det i min lille taske og åndede lettede op, da jeg fandt den lille rektangel pakke. Jeg tog to stykker i munden og tyggede. Jeg brød mig ikke om smagen, men da lugten af opkast var væk fra min mund, spyttede jeg det ud i skraldespanden. Okay, tænkte jeg selvsikkert og gik ud i restauranten igen.

Jeg så med det samme Luke, som sad på en af barstolene, og den kønne servitrice, der lænede sig ind over bardisken og imod ham. Hans fingre pillede ved en af servietholderene og hun kiggede flirtende på ham. Det virkede nu ikke til, han havde opdaget, at hun åbenlyst flirtede med ham.
Han hørte mine sko, da jeg gik imod ham og han rejste sig smilende op og gik imod mig. Jeg kiggede hurtigt på servitricen, der kiggede mopset på mig, inden jeg gengældte Lukes smil.
”Har du det bedre nu?” spurgte han betænksomt og lagde en hånd på min overarm.
Jeg nikkede lidt.
”Har du lyst til noget at drikke?”
”En cola ville være dejligt.” Min stemme var helt hæs og svag. Han hørte det dog og kiggede på servitricen:
”To colaer, tak.”
Luke førte mig hen til et af bordene, lidt væk fra de andre gæster. Jeg satte mig forsigtigt ned på den underlige ting, de var en blanding af en sofa og en bænk. Jeg følte mig lige pludselig genert, men jeg besluttede mig alligevel for at sige noget. Han satte sig over for mig.
”Du må altså virkelig undskylde alt det før,” sagde jeg lavt og kiggede på ham.
”Jeg håber bare, du er okay nu,” svarede han roligt og kiggede mig i øjnene. ”Men hvorfor fik du det så dårligt?”
”Øhm,” tøvede jeg og kiggede lidt på bordet. Jeg lod min fingre følge ridserne i bordpladen. ”Jeg, øh, kendte en, som også kørte, øh, meget hurtigt.”
Jeg strøg en tot hår om bag øret.
”Han overlevede ikke sin sidste køretur.”
Det lagde sig en stilhed over os og jeg ønskede, jeg aldrig havde åbnet munden. Luke brød den ved at tage min hånd.
”Det er jeg virkelig ked af at høre.”
Hans hånd var varm og betryggende.

”Hvad hed han? Hvis jeg må spørge.”

”Dan. Han hed Dan.”

”Var I kærester?”
”Ikke rigtigt,” rødmede jeg, ”Vores forhold var meget nyt, men vi kunne måske være blevet, hvis han ikke…”
Jeg kunne mærke tårerne bane sig vej og servitricen afbrød heldigvis vores triste snak. Jeg kiggede op på hende og jeg kunne mærke jalousien langsomt snige sig ind på mig. Hendes trøje var om muligt hevet endnu længere ned og hun bøjede sig unødvendigt langt ind over bordet hen mod Luke. Jeg kiggede skiftevis fra hende til Luke. Hans øjne var heldigvis ikke klistrede fast til hendes kavalergang og jeg ved ikke, hvad servitricen eller jeg havde forventet, men jeg åndede lettet op, da hun skuffet, rejste sig op igen og fortsatte sit arbejde.
Jeg tog et lille sip af min cola, inden jeg uovervejet sagde:
”Gad vide om hendes trøje kunne hives længere ned.”
Luke grinede højt.
”Tjah,” han trak smilende på skuldrene. ”Det gjorde mig nu ikke så meget.”
Han sendte mig et lille flirtende smil. Jeg tog rødmende endnu en slurk af min cola.
”Hvor gammel er du egentlig?”
”Jeg er 17, fylder 18 om et par måneder.”
Han nikkede.
”Har du nogle søskende?”
”Ja, en enkelt storesøster, men vi har ikke så meget kontakt.”
”Hvorfor ikke?”
”Hun er uvenner med min mor og derfor ses vi ikke så tit.”
”Savner du hende ikke?”
”Jo, men jeg ved, hun har det meget bedre nu og der er bare generelt en bedre stemning i huset. Men jeg prøver at besøge hende ret ofte, men det er svært. Hun har travlt på sit studie.”

”Hvor bor du henne? Er du på ferie her?”

”Jeg bor i København, i Danmark normalt. Min veninde Isabel og hendes forældre er på ferie her og de inviterede mig med. Det er ret awesome,” smilede jeg.   

”Er Isabel din bedsteveninde?” spurgte han og smilede igen.
”Ja, det kan man vel godt sige. Eller det er jeg vel nødt til at sige, når hendes forældre har betalt turen herned.”
Han grinede heldigvis af min lille joke.

”Hvor gammel er du?”
”Jeg er 19 år gammel.”

”Og hvad laver du så her i Los Angeles, Luke Brooks?”
”Jeg laver det modsatte af dig, Rosie Winther. Jeg er flyttet her til på grund af mit arbejde.”
”Arbejde?” Han grinede lidt ned i sin cola af, at jeg rynkede mine bryn så kraftigt.

”Ja, jeg laver videoer og ligger dem på YouTube og sådan.” Han trak på skuldrene, som om det var et normalt job.

”Er det ikke et ret specielt job?”
”Jo, det er det vel,” han trak bare på skuldrene igen.

”Jeg må prøver at se en af jeres videoer,” sagde jeg og tog en lille slurk af min cola. Han nikkede bare og smilte til mig. Han hvilede sit hoved på sine hænder. Jeg kunne ikke lade være med at smile tilbage. Han er skøn.

”Hvorfor hedder du Rosie? Er det ikke et ret unormalt navn i Danmark?”
Jeg kiggede undrende på ham, for at se om han virkelig gad høre om det, men han kiggede bare interesseret på mig. Jeg lagde lidt tungt min venstre hånd på bordet ved siden af min drik og pillede lidt ved glasset.

”Mine forældre mødtes i England, på en eller anden festival, og The Kooks spillede. Min mor og far er begge vilde deres sang, Rosie,” sagde jeg og kiggede Luke i øjnene igen. Jeg ville se, om jeg kedede ham, men han hvilede stadig interesseret sit hoved på sine hænder. ”Nogle år efter fik de min storesøster og de kaldte hende Emma, efter min mormor. Og da jeg så kom 5 år senere – jeg var vel egentlig et ”uheld” – besluttede de sig for at udleve teenagedrømmen og kalde mig Rosie. Efter deres fælles yndlingssang.”
”Hvor er det en fucked up historien. På den absolut fedeste måde.”
Jeg fniste. Uden at bryde øjenkontakten rakte Luke sin arm henover bordet. Han strejfede stille mine fingerspidser. Jeg kiggede på, hvad hans hånd lavede og vendte min hånd om.

”Hvis du fik et barn, hvad ville du så kalde det?”
”Jeg ved det ikke. Jeg prøver ikke at tænke så meget på fremtiden, jeg vil hellere leve i nuet,” svarede han. Han udtrykte mine følelser så præcist.
”Du formulerer mine tanker ret præcist – det sidste jeg har brug for er endnu et alvorligt forhold fyldt med begrænsninger.”

Jeg krammede blidt hans fingerspidser med mine og vendte derefter tilbage til vores øjenkontakt. Han smilte igen til mig, et lille hemmelighedsfuldt smil, da jeg lod min hånd glide ind i hans. 
”Du lyder som en fyr,” sagde han og grinte. ”Det kan jeg godt lide.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...