Sing me to sleep

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 nov. 2013
  • Opdateret: 17 aug. 2015
  • Status: Igang
Luke Brooks bor i Los Angeles og et medlem af YouTube gruppen, The Janoskians. Rosie er dansker og turist i Los Angeles. Blandt alle menneskerne i hele Los Angeles, i hele verden, mødes de to og de mærker med det samme kemien imellem dem. Men det der skulle være en hyggelig sommerflirt ender med at blive noget meget større for dem begge. Men deres forhold får dem begge til at konfronterer fortiden og en masse dilemmaer. Men sommeren varer ikke for evigt og Rosies liv i Danmark kalder på hende. Hvor meget kærlighed kan et hjerte bære og hvor meget kaos kan to personer klare?



P.S. - der er et grimt sprog og intime scener i denne historie, så hvis du er let påvirkelig, er dette nok ikke en novelle for dig. :-)

13Likes
7Kommentarer
1161Visninger
AA

4. Luke's Point of View

”Hvad har du tænkt dig at gøre?” spurgte Jai mig i samme øjeblik jeg dumpede ned på stolen over for ham.

”Hvad mener du?” spurgte jeg og hældte Choko Pops op i min skål. De små chokolade bomber klirrede i min skål. ”Finde hende?”

Jeg hældte mælk udover dem og tog en skefuld Choko Pops. Den søde chokoladesmag spredte sig i min mund og de knasede lækkert. Choko Pops var, og er, den bedste morgenmad man kan få.

”Din idiot, der bor over 10 millioner mennesker i Los Angeles! Og du havde bare lige tænkt dig at finde hende?”

Jeg tog et æble fra vores frugtkurv og kastede det på ham.

”Har du en bedre idé?” spurgte jeg ham. Jai samlede æblet op fra gulvet, kiggede lidt på det og tog så en bid af det.

”Hvor er du klam,” sagde jeg til ham.
”Hvad?” spurgte han med munden fuld af æble.
”Har du en bedre idé?” spurgte jeg ham, tydeligt irriteret.
”Slap af,” sagde Beau henvendt til mig. Han gik afslappet ud i køkkenet, kun iført shorts. ”James og Skip er væk de næste par uger.”
”Hvorfor?” spurgte Jai forundret. Han tog endnu en stor bid af sit æble.
”De skulle noget i Australien. Jeg er ikke helt sikker på detaljerne, men Skips bedstemor har det vidst ikke så godt og de holdte jo begge to meget af hende.”
”Men hvornår tog de afsted? De var jo her i går,” sagde jeg forvirret. Jeg lavede lige en mental note til mig selv, om jeg skulle huske og skrive til James senere i dag.
”De fik et opkald i nat og valgte at tage et fly i morges – hvis I nu stod tidligere op, ville I kunne følge bedre med!”
Jeg reagerede modent ved også at kaste et æble efter ham. Ligesom Jai, samlede Beau det bare op for gulvet og spiste af det.
”Er jeg den eneste hygiejniske person i dette hus?!”
”I det mindste er vi realistiske,” sagde Jai. Han havde næsten spist sit æble færdigt.

”Hvad skal det betyde?” spurgte jeg.
”Regner du seriøst med at finde hende?”
”Har du virkelig tænkt dig at gennemføre det?” brød Beau ind i vores samtale.
”Ja,” svarede jeg dem begge beslutsomt.

”Held og lykke.”
”Du er fandme ikke klog.”

”Kan I ikke i det mindste give mig noget opbakning?” Jeg slog opgivende ud mod armene.
”Når du kommer med en realistisk plan, så skal vi nok,” sagde Jai for dem begge, hvorefter de vendte tilbage til deres morgenmad. De fandt begge deres iPhones frem og sad med dem, mens jeg tænkte.

”Okay, hun er hvert fald en turist,” sagde jeg som en begyndelse.
”Hvordan ved du det?” spurgte Jai.
”Hun havde en accent.”
”Derfor kan hun jo stadigvæk godt bo her … racist,” sagde Beau og grinede af hans egen joke.
”Kunne du høre hvilken?” spurgte Jai, uden at løfte blikket fra sin telefon.

Jeg trak på skuldrene som svar. ”Svensk?”

”Hvad med at sætte sedler op? Er det ikke sådan noget de gør i film?” spurgte Beau.
”Jo, og det er også sådan noget pædofilere og stalkere gør!”

”Hvad med at ringe til alle hoteller i hele Los Angeles og spørge efter en, der hedder Rosie?” jokede Jai. Ham og Beau grinede, men jeg tænkte over hans forslag.
”Det er da ikke helt fucked up…”
”Ikke helt fucked up?” sagde Beau. ”Det er da så fucked up! Der er vel over tusind hoteller i hele Los Angeles!”
”Og vi er tre personer,” sagde jeg uddybende og pegede på os alle tre, ”det vil sige kun omkring 300 opkald hver.”
”Han er syg i hoved,” sagde Jai henvendt til Beau og lagde hårdt sin telefon ned på bordet. ”Han må være fucking syg i hovedet, hvis han mener det.”

”Det kunne vi jo godt! Vi printer en liste ud med alle hotellerne og ringer til dem! Vi må kunne få oplysninger ud af dem.”

”Helt fucked up,” sagde Beau til Jai og jeg slog hånden ned i bordet for at få deres opmærksomhed.
”Hey! Come on, vil I ikke nok gøre det for mig?”

De kiggede på hinanden og Beau var den første, der svarede:
”Dude, er hun virkelig det værd?”
”Yeah, du snakkede jo ikke engang med hende,” stemte Jai i. Jeg havde spist færdigt og kørte de resterende Choko Pops rundt i skålen. Var hun virkelig det værd?

”Jeg ved godt, jeg ikke snakkede med hende, men der var bare noget specielt over hende. Som om der kun er én af hende i hele verden og nu er jeg nødt til at finde hende, fordi at hun er et unikum. Forstår I?”
De nikkede og vi sad lidt i stilhed, indtil Beau løsnede stemning med en joke:
”Kinda gay.”
De grinede begge to og jeg smilede også ned i mine Choko Pops. Jeg fjernede blikket fra det der nu var chokolademos og kiggede på dem.
”Men vil I ikke nok hjælpe mig?”
De udvekslede nogle blikke inden de begge to nikkede.

”Men!” skyndte Jai sig at sige. ”Det kommer til at koste!”
”What?” udbrød jeg og kiggede på dem. ”Skal jeg betale mine brødre for at de gider hjælpe mig?!”
”Mand, det er ikke cool,” sagde Beau til Jai. Jai virkede irriteret og skrev noget på sin telefon. Da han havde skrevet færdigt, viste han det til Beau. Beau reagerede ved at grine og jeg sagde højt:
”Hvad?!”
”Hvad med, at vi hjælper dig,” sagde Jai, mens Beau nikkede, ”men til gengæld laver du mad de næste 2 uger.”
”Hvad?!” gentog jeg mig selv. Vi havde en madordning, hvor det hver femte uge var ens tur til at lave mad. Man skulle stå for maden hele ugen, det eneste var, at man betalte. Så man kunne i princippet bare købe pizza til hele ugen, men det ville blive sindssygt dyrt. De næste to uger var det Beau og Jais tur til at lave mad. Fucking brødre.

Vi kiggede lidt på hinanden og der var helt stille. Jeg overvejede det samme spørgsmål igen: var hun det værd? Jeg kunne sandsynligvis finde masser af piger, der gerne ville være sammen med mig. Men det havde jeg ikke lyst til. Jeg ville bare se Rosie igen.
”Okay,” sagde jeg efter lang tids pause og rakte min hånd frem. Jai tog den og mens vi vekslede håndtryk, dansede Beau rundt og sang:
”Jeg skal ikke lave mad, jeg skal ikke lave mad!”

 

”Okay, jeg skal nok lave mad! Alt andet end det her!!” råbte Beau opgivende. Vi havde ringet rundt til hoteller de sidste to en halv time og det begyndte virkelig at blive dødssygt. Den spænding der havde været der i starten, tanken om at ét opkaldt kunne føre mig til hende, var væk nu. Til gengæld havde modløsheden overtaget os alle tre.

”Bare lidt endnu,” opmuntrede jeg dem og tastede nummeret på det næste hotel.
”Hello, det her er Hollywood Roosevelt i Los Angeles, hvordan jeg hjælpe Dem?”

”Hej, det er Luke Brooks, der ringer. Opholder der sig en Rosie på jeres hotel?”
”Lad mig lige tjekke, sir,” sagde stemmen. Jeg kiggede på drengene og det lille håb spirede igen inde i mig.
”Nej, sir, men der bor en Rosanna. Skal jeg lægge en besked?”
”Nej tak. Men tak for din ulejlighed og hav en god dag.” Jeg lagde på og stregede navnet ud på listen, Jai havde printet ud fra internettet. Jeg kiggede på listen og tastede det næste nummer på min telefon. Jeg nægtede at give op.

”Goddag, det her er Miyako Hotel i Los Angeles, kan jeg hjælpe Dem?”

”Ja, hej, det er Luke Brooks. Opholder der sig en Rosie på jeres hotel?”
”Nej, sir. Men hvis der gjorde, måtte jeg ikke give Dem den information.”
”Tak for hjælpen, hej-hej.” Jeg lagde frustreret på og lagde min telefon på bordet.
”Skal vi ikke bare give op nu?” spurgte Jai. Jeg så lidt på dem og hele situationen. Vi sad omkring vores spisebord, hvorpå der flød med tomme dåser, papirer og iPhones. Jai hang indover bordet og Beau vippede på sin stol. Vi så ret ynkelige ud.
”Okay, 2 opkald mere,” sagde jeg og klappede mine hænder for at indikere, vi gik i gang nu. Jeg tog min telefon og tastede det næste nummer i rækken.
”Hello, det er Cecil Hotel i Los Angeles, hvordan kan jeg hjælpe Dem?”
”Det er Luke Brooks, der snakker. Opholder der sig en Rosie på jeres hotel?”
”Lad mig lige tjekke, sir.”
Røret blev stille og jeg sad og tegnede kruseduller på papiret, der lå foran mig.
”Hallo?” sagde manden i røret og jeg blev revet ud af mine tanker.
”Ja, undskyld, jeg er her,” sagde jeg.
”Ja, der er desværre ikke en Rosie på hotellet lige i øjeblikket, men…”

Jeg hørte ikke resten af hvad han sagde, for jeg lagde hurtigt røret på og lagde min telefon med skærmen ned af på bordet.
”Jeg kan ikke fucking mere!” sagde jeg frustreret. Mine brødre kiggede bare på deres telefoner og jeg tror, de for længst havde givet op.
”Hallo? Hallo, sir?” sagde en spinkel stemme. Jeg kiggede lidt rundt i lokalet, før det gik op for mig, at det var min telefon.
”Oh shit,” sagde jeg og tog den igen op til øret. ”Hallo?”
”Hello, sir, faldt de ud?” spurgte den venlige hotelstemme.
”Ja, det kan man godt sige,” sagde jeg opgivende tilbage. Jeg tog fat i blyanten og tegnede videre på mine små tegninger.
”Ja, som jeg var i gang med at sige, så opholder der sig ikke en Rosie på vores hotel i øjeblikket,” sagde stemmen og jeg skulle lige til at lægge på. ”Men der er en Rosemary Winther på vores hotel, der bad mig den første dag om at kalde hende for Rosie.”
Jeg slap blyanten og koncentrerede mig om totalt om stemmen. Jeg drejede stolen, så jeg sad med ryggen til bordet og drengene. Det må være hende, tænkte jeg.

”Er hun på hotellet lige nu?”
”Lad mig lige tjekke, sir,” sagde stemmen, inden røret blev stille.
Jeg drejede mig rundt på stolen og sagde til Beau og Jai: 
”Jeg tror, det er hende!”
”Hallo?” sagde stemmen i røret og jeg tog hurtigt telefonen op til øret igen.
”Ja, jeg er lige her!”
”Miss Winther opholder sig ikke på sit værelse, hun er lige taget ud i byen. Skal jeg lægge en besked?”

”Øh,” sagde jeg forvirret. ”Lige et øjeblik.”

Jeg kiggede på drengene og spurgte:
”Skal jeg lægge en besked?”
”Nej,” sagde Beau. ”Det er jo slet ikke sikkert, det er hende!”
”Spørg om han ved, hvor hun er,” indskød Jai. ”Hun ville synes, det er meget mere romantisk, hvis du finder hende.”
Jeg nikkede og vendte tilbage til mit opkald, men jeg nåede lige at se Beau kigge underligt på Jai og sige:
”Romantisk? Hvad har Ariana gjort ved dig?”

”Ja, jeg er tilbage nu,” sagde jeg ned i min telefon. ”Ved du tilfældigvis, hvor hun er taget hen?”
”Jeg ved ikke om jeg kan opgive den slags informationer, om vores resistente.”

”Please?” sagde jeg ned i telefonen. ”Jeg mødte hende i går og det er måske den eneste måde, jeg kan få kontakt til hende på!”
Der var stille i telefonen og til sidst sagde han:
”Miss Winther har to yndlingscaféer her i byen, har hun fortalt mig. Café Pinot og Alcove Cafe & Bakery. Miss Winther er garanteret et af de steder.”
”Tak!” sagde jeg og skrev hurtigt navnene ned på mit stykke papir. ”Tusind tak!”
Jeg lagde på og sagde til dem:
”Jeg ved, hvor hun er!”    

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...