Forladt

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 dec. 2013
  • Opdateret: 2 dec. 2013
  • Status: Færdig
Hendes liv var kun fyldt med sorg, glemte minder og Madeline.

0Likes
0Kommentarer
132Visninger
AA

2. De uskyldiges sorg

" Kommer du Kathrine," hørte jeg, men prøvede at ignorere det, mens jeg tænkte tilbage på de dage, der virkelig betød noget. Nu gav verdenen ikke mening længere. Uden sladderblade og computere fungerede verdenen ikke længere. Jeg levede bare i min egen verden. En verden, hvor alt gav mening, og hvor familier levede sammen for evigt. Hvor børnene kunne lege. En verden hvor ingen problemer blev løst. Hvor ingen problemer blev skabt.
 I dag handler det kun om tid og penge. Jeg har tid, men hvad jeg bruger tiden på, er ikke op til mig. Det er op til min eneste ven. Jeg kalder den sorg, mens de kalder den skæbne. De siger det er to vidt forskellige ting, men dé er ikke mig. Kun jeg kan se, hvad de ikke ser. Kun jeg kan se sorg. Ikke i alles øjne kun de uskyldiges øjne. De uskyldiges sorg.
 Far sagde altid, at jeg kunne tænke mit liv foran mig. Det eneste der skulle få mig til at tænke, var de blå bølger. De var lige så blå som hendes øjne. Hun kunne sige alt med sine øjne. Nogle gange ville jeg ønske, at hun kunne sige lidt mere. En som hende, en så uskyldig som hende, havde ikke fortjent det, jeg gjorde.
 Jeg huskede det, som det var i går. Vinden blæste udenfor vores dør. Når jeg blev bange, sagde mor altid, at vinden var sur på en, og lod det bare gå ud over vores gamle bras, af et hus at være. Larmen vækkede os begge to, uden andre overvejelser gik vi hen til mor. Mor var altid til at stole på. Far kunne man kun regne med om aftenen, hvor der var stille, helt stille. På de dage hvor regnen havde brudt tavsheden omkring os. Tavsheden, som ingen hørte, men kun så flyve forvirret igennem rummet som en lydløs sommerfugl om vinteren, hvor alt varme er suget ud af omgivelserne. Tavshed kendte mor meget til. Hun sagde ikke meget, men hendes svage skrig om aftenen, efter far var kommet hjem, kunne sige det hele for hende. Vi sad bare inde på værelset, med en pude over hovedet. Prøvede at drømme om den verden, hvor livet var en gave. Ingen havde fortjent, hvad han gjorde mod hende. Hun så det ikke selv. Kun jeg kunne se, hvad hun ikke så. Smerten i hendes uskyldige øjne. De uskyldiges smerte. Den dag så mor smerten. Smerten i hendes øjne. Mor stod endelig ansigt til ansigt foran det rigtige monster, uskyldigheden. Uskyldigheden tog over. Som den sidste så mor det.
 
Hvis jeg vidste, at det var sidste gang, jeg så hendes blå øjne. Hvis jeg bare vidste. Hvis jeg vidste, hvad en lille pige som mig, ikke burde vide. Kunne jeg bare fryse blikket. Mors allersidste blik med de dybe blå øjne. Hendes øjne sagde aldrig mere, end hvad jeg behøvede at vide.
 Den dag uvejret ramte os. Den dag ondskab slog lejr i fars hjerte. Den dag vi løb hen til mor. Var hun der ikke. Heller ikke hendes tøj eller billedet af os på stranden, i den ramme jeg lavede til hende på mors-dag.
 Da vi sagde: "Os" mente vi aldrig far. Vi mente familien. Familie var for evigt. Ikke for 7 år. Det var det ikke i min verden. Det var det den dag. Hun tog sig selv med. Med alle minderne. Vores minder. Familiens minder i de dage, der stadig betød noget. Til der hvor intet alligevel gav mening. Ordene: "Tag mig med," var ubetydelige i hendes øjne. Ordet familie var meningsløs. Intet kunne stoppe hende, men far.
 Det var der uheldet regnede over hendes uskyldige øjne. Døren. Døren mellem hende og løsrivelsen fra ham. Han var der før hende. Mors blik ændrede sig. Hun så livet. Livet hun levede indtil nu. Indtil de sidste ord kom flyvende fra hendes mund i døråbningen til vores verden. "Mor elsker dig skat, hun skal bare ud på en lille rejse." 
Denne gang kom hun bare ikke tilbage. 
Der gik mindre end en tanke indtil det første svage skrig lød. Inden da forstod vi endelig. Vi forstod det ingen burde forstå.
 Løbende hev jeg en pude fra teselskabet, som altid gav et smil på mors læber, da hun så det. Vi sprang ind i sengen. Gemte os under dynen og puden som var det eneste der skilte  min verden og den verden. Vi drømte om den verden, hvor slutninger endte lykkeligt. Indtil skrigene stoppede, som efter en lang dag med regn hvor det pludseligt med stor lettelse stopper. Vi faldt i søvn med en tanke, om at den verden vi ville stå op til, var den samme verden, vi hver dag stod op til. Det var ikke den samme verden næste morgen, det kunne det aldrig blive, ikke uden mor. Far sagde at hun tog afsted. Tankerne flød som en livstruende strøm af sorg. Nu var det kun os tilbage. 
 Siden brevet kom fra skolen, om de venner jeg aldrig havde, sagde mor, at jeg var speciel. En som ingen anden. Min helt egen udgave af mig selv. De forstod det bare ikke. Det var den dag, jeg fik Madeleine. Madeleine var den ven, jeg aldrig fik. Det håb der aldrig kom. Et håb om en bedre verden. En verden hvor man ikke blev fortalt, at der var noget galt med ens hjerne, og at man var mærkeligere end andre, men at man havde to øjne, en næse, en mund og et hjerte som bankede for lykke ligsom alle andre. Det hele ændrede sig, da far blev sur, og kaldte Madeleine: "Bare en dukke." Mor forsvarede mig, og fortalte far, at Madeleine var hendes eneste håb. En dag ville far forstå, men ikke i denne verden. I den verden var Madeleine bare en dukke i hans øjne. Lige siden den dag kunne jeg kun stole på mor, Madeleine og mig selv. Ingen andre.
 Nu er det kun os: Madeleine og jeg. Efter far sagde, at mor forsvandt, ud mod den kolde ingenting. Tog vi ned til det tætteste, der kom på min verden. Der hvor den saltede vind var det eneste, man skulle høre, før man følte det. Fred i sindet.
 Far tog en sæk med sig over sin skulder. Den var så stor som menneskerne, som lå på hospitalerne på en seng, med et hvidt lagen over sig som et bord der skulle dækkes til det fineste teselskab. Far sagde til mig, at det bare var et stor byrde. En maske af løgne. Et byrde der endelig skulle lettes fra hans skuldre. Et byrde han havde båret alt for længe. 
 Min tilbagevendelse til stranden var som regn i ørkenen. Bare mor var her. Lige ved siden af mig, ligsom det billede som åbenbart var uundværlig i den kuffert, der endelig levede sin drøm om at rejse som den første ud herfra. Far knuste den drøm. Ligsom han gjorde, ved alt det jeg elskede undtaget stranden. Stranden kunne ingen tage fra mig. Aldrig. 
 Imens far var på en rejse ud mod vandet i en robåd, der havde haft set bedre dage med sækken af løgne. Sad jeg på stenen. Stenen som Madeleine altid sad på. Hun var min bedste ven, og Ingen kunne tage hende fra mig. Ingen.
 Far sejlede mod det ukendte. Da kaldte vandet på Madeleine og jeg. Følelsen af vandet der rørte mit bare hud, var helt ubeskrivelig. Fortabt i vandets evige sjov. Tabte jeg hende. Jeg tabte min egen bedste ven. I det dybe blå hav. Hun var væk for evigt, og der var intet, jeg kunne gøre ved det
 Forladt i et hav af sorg og glemte minder. Forladt, der hvor intet gav mening længere. Det var nu op til min eneste ven sorg. Sorg og uskyldighed vaskede over hende, mens de blå bølger rev hende ned i dybet. Hvor alt gik tabt. Bølgerne tog over. De var lige så blå som hendes øjne. Hun kunne sige alt med de øjne. Nogle gange ville jeg ønske, at hun kunne sige lidt  mere. En som hende, en så uskyldig som hende havde ikke fortjent, det jeg gjorde.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...