The Day Everything Went Wrong (JB) (1D)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 nov. 2013
  • Opdateret: 4 apr. 2014
  • Status: Igang
De startede som 2 personer, ingen kunne skille ad. Kate og Justin virkede så forelsket, at Intet kunne røre dem. Men der tog mange fejl. Det endte i gråd, og knuste hjerter. Justin og Kate, var ikke det perfekte par mere, for de var ikke sammen. Kate finder trøst hos en special person. Hvad sker der når Justin finder ud af, at Kate, måske måske ikke, er sammen med den person. Bliver han mon sur? Eller fortryder han det han gjorde mod Kate? Læs, og find ud af det.

Facts - Historien starter hvor Justin og Kate er sammen.

13Likes
11Kommentarer
686Visninger
AA

9. Kapitel 8

Kates synsvinkel

Jeg spekulerede på om jeg skulle åbne døren helt. For der skal meget til før Liam græder. Så lige nu har jeg aller mest løst til at flygte. Pakke mine ting og løbe ud af døren, og hop på den første bus ud af landet. Men min bedste ven sidder inde på hans værelse og græder, og jeg står udenfor hans dør og spekulere på om jeg skal åbne døren helt. Og jeg skulle forstille at være hans bedste veninde.

Jeg åbnede døren helt. "Liam?" Begyndte jeg. Han svarede ikke, men vendte bare ryggen til mig. Perfekt velkomst. Tak. "Liam, Liam, Liam, Liam?" Prøvede jeg igen. Stadig intet svar. Jeg må være rigtig smart for at få hans opmærksomhed.

Jeg gik ud af værelset, og ud i køkkenet. Der blev jeg i 10 minutter, uden at lave noget. Men efter de 10 minutter løb jeg ind på hans værelse. Sparkede døren op. "Liam forhelvede det brænder!" Råbte jeg. Han kiggede på mig med store øjne og løb ud i køkkenet. Jeg fulgte langsomt efter ham.

Han stod ude i køkkenet og bare stirrede ud i luften. Da jeg kom der ud, prikkede jeg ham på skulderen. "Liam?" Prøvede jeg. Han vendte sig om, og hans øjne var fyldt med tåre men også en del vrede. "Undskyld jeg løj. Men blev nød til at få din opmærksomhed!" Sagde jeg. Han gik bare direkte ind i mig, og gik hen mod hans værelse.

Jeg små løb hen foran døren. "Liam! Nu fucking svarer du mig, når jeg snakker med dig. Bare sig en sætning?" Prøvede jeg igen. Han kiggede mig lige i øjnene, og nikkede. "Pak dine ting, og bo et andet sted. Skal nok kontakte din mor!" Svarede han.

Han sagde da en sætning. Faktisk 2. Men ikke de sætninger jeg havde regnet med. Jeg lignede sikkert et stort spørgsmålstegn nu. "Du kan sku da ikke bare smide mig ud på den måde?!" Råbte jeg. Jeg kunne mærke mine øjne begyndte at svig. "Faktisk kan jeg gøre hvad jeg vil. Det her et mit hus. Ikke dit. Bo ved en anden ven. Bare ikke mig!"

Jeg vendte mig om og gik ind på værelset. Jeg tog mine ting og pakkede dem ned så hurtigt jeg kunne. Liam stod bare i dørekammen. Fedt. Da jeg havde pakket mine ting gik jeg så hurtigt jeg kunne forbi ham. Jeg tog mine sko på, og min jakke under armen, og gik ellers ud af døren.

*

Jeg havde gået i byen i timevis, med alle mine ting. Havde skrevet en sms til min mor. Der stod noget med at jeg boede hos en anden, indtil vi kunne flytte ind i vores eget hus igen. Hun synes det var helt okay. Mærkeligt nok spurgte hun ikke ind til hvorfor. So what.

Jeg havde slået mig ned på en random cafe. Jeg tog min mobil frem, og tjekkede min kontakter, for venner jeg kunne bo med. Det gik pludselig op for mig, hvor ensom jeg endelig var. Havde næsten ingen kontakter. Alle mine veninder var i Spanien, fordi de havde valgt emnet sprog, eller hvad det nu var det hed i skolen. De skulle så til Spanien. Pænt snyd.

Den eneste jeg kunne ringe til var Justin. Ko. Elefant. Giraf. Ville ikke ringe til ham. Han er den sidste person jeg ville gå hen til. Faktisk den sidste person jeg nogensinde ville bede om husly. Jeg rejste mig op fra den stol jeg havde slået mig ned på, og gik ud af cafeen. Havde pludselig mistet appetitten.

Jeg gik og gik. Indtil jeg mærkeligt nok var endt op ved Justins hus. Hvordan jeg er endt op her, aner jeg ikke. Ko. Elefant. Giraf. Ville ikke have hjælp af ham. Men hvad fanden. Hvor mange andre muligheder har jeg? Ingen. Super så er vi enige.

Jeg gik op til han dør, og skulle til at banke på, men fortrød straks jeg var gået herop. Jeg skulle til at vende mig om og gå væk, da døren selvfølgelig åbnede. Fantastisk.

"Kate? Hvad laver du her?" Fantastisk igen. "Ikke noget. Laver faktisk ikke noget. Ikke noget overhovedet. Slet ikke noget" smilte jeg som en stor idiot. Det lød alt for afslørende. "Kate, jeg skal faktisk skynde mig lidt. Skal tilbage til Canada og starte min turne" Sagde han. Så kan jeg da godt låne hans lejlighed. Nu han ikke er hjemme, og jeg ikke skal glo på ham. "Uanset hvor meget det piner mig at spørger om det her, gør jeg. Jeg ville rigtig gerne låne din lejlighed i lidt tid. Liam har smidt mig ud, og min mor tror jeg er ved en veninde, men jeg har intet sted at være. Ville du ikke please hjælpe mig?" Spurgte jeg og prøvede at lave hundeøjne, men det mislykkes fuldstændig. Lignede sikkert en døende hvalros.

"Jeg kan ikke bare låne min lejlighed ud!" Svarede Justin så. What the fuck?!

----------------------------------------------------------------------------------------------------------

Undskyld for at jeg ikke har skrevet på den her bog i lang tid. Men har bare haft så travlt. Men her er et lille kapitel. Håber i synes om det. Skriv gerne en kommentar.

- Julia

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...