Interview With A Vampire - En Anden Historie

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 sep. 2014
  • Opdateret: 15 okt. 2014
  • Status: Igang
"Claudia! Claudia!" Råbte jeg vredt, og bankede hårdt på døren ind til hendes værelse. "Åben op!" Råbte jeg, men fik stadigt intet svar. "Juliene!" Råbte jeg panisk min juvels navn. Og så blev døren endeligt åbnet. Claudia så op på mig, med en lille bloddråbe på sin læbe. "Det er gjort, Louis." Sagde hun blidt, og lod mig ind. Jeg stormede straks ind, og gik nærmest i stå, da jeg fik øje på hende. Min skønne Juliene lå på gulvet. Den bløde hår bredt ud. Hendes hud hvid som marmor. Månelyset skinnede ind af vinduet, og oplyste det bidemærke, som befandt sig på min juvels perfekte hud. Jeg for til hendes side, og tog hendes livløse krop i armene. "Juliene!" Skreg jeg ud i sorg, og holdt hende ind til mig.

9Likes
6Kommentarer
742Visninger
AA

11. Louis's synsvinkel

Jeg serverede en kop te for Juliene. Trods hun var træt, så kunne hun ikke falde i søvn. Det bekymrede mig, selvom det burde være normalt for en kvinde i hendes position.  Hun havde trods alt mistet både sin mor og det hvad der havde været hendes hjem indenfor ganske kort tid.

”Tak sir.”

Sagde hun ydmygt. Ikke at jeg brød mig videre om det. Jeg ville ikke have hende som min tjener. Jeg ville have hende som… Det vidste jeg faktisk ikke. Et eller andet ved hende drog mig nær. Som et insekt til et lys. På samme måde viste jeg heller ikke hvorfor jeg ville det.

”Den smager godt. Må jeg spørge hvilken slags te det er?”

Spurgte Juliene forsigtigt, og løsrev mig fra mine tanker.

”Det ved jeg ærligt talt ikke. Jeg drikker ikke… te.”

Fik jeg noget dumt svaret hende. Der var bare et eller andet dragende over hende, som forhindrede mig i at se klart. Jeg måtte tvinge mig selv til at fokusere på alt andet end hende, blot for at kunne være sammen med hende.

Lyden af en tabt bakke hev mig tilbage, og væk fra mine uendelige tanker.

”Undskyld herre. Jeg… jeg troede ikke…”

Sagde hun forskrækket, og gik straks på knæ for at samle skårene op.

”Alt i orden.”

Slog jeg det til side, og kunne se at Juliene var ved at rejse. Sikkert for at hjælpe tjenestepigen med at samle de ødelagte glas op. Jeg greb hendes håndled, og bremsede hende i det, før at jeg overhovedet var klar over det.

”Lad hende om det. Du skulle nødigt skøre dig på skårene.”

Sagde jeg blidt, og ledte Juliene ud, den anden vej, af køkkenet. Så hun undgik glasskårene, og det skræmte blik som tjenestepigen sendte hende. Vi havde vel boet her for længe. Tjenestefolkene var ved at blive mistænksomme. Hvem ville ikke det, når deres herre spiste og drak af tomme tallerkener og tomme glas? Når de kun var oppe om natten, og gav skarpe instruktioner om at holde sig væk fra soveværelserne om dagen. Men vi kunne ikke rejse, ikke endnu. Min juvel var kun lige kommet til mig, og jeg ønskede ikke at efterlade hende.

”Tror du at du kan sove nu?”

Spurgte jeg, og måtte hendes blik. Hun stoppede op på gangen, og sukkede blidt.

”Herre, De glemmer at jeg kommer fra et horehus. Jeg genkender et blik af lyst, når jeg ser det. Og De kan knap holde øjnene fra mig.”

Sagde Juliene, og gjorde sit bedste for at skjule sin nervøsitet.

”Lyst?”

Spurgte jeg. Var det det jeg følte? Havde jeg lyst til hende? Jeg anede det ikke. Det var meget lang tid siden at jeg havde følt noget lignende, og da…

”Du har intet at frygte. Du er her for at underholde vores datter, intet andet.”

Brød Lestat ind, og forhindrede mig i at sætte ord på mine tanker. Juliene nikkede let, en smule beroliget og trak sig tilbage til det værelse, som hun havde fået anvist.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...