Interview With A Vampire - En Anden Historie

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 sep. 2014
  • Opdateret: 15 okt. 2014
  • Status: Igang
"Claudia! Claudia!" Råbte jeg vredt, og bankede hårdt på døren ind til hendes værelse. "Åben op!" Råbte jeg, men fik stadigt intet svar. "Juliene!" Råbte jeg panisk min juvels navn. Og så blev døren endeligt åbnet. Claudia så op på mig, med en lille bloddråbe på sin læbe. "Det er gjort, Louis." Sagde hun blidt, og lod mig ind. Jeg stormede straks ind, og gik nærmest i stå, da jeg fik øje på hende. Min skønne Juliene lå på gulvet. Den bløde hår bredt ud. Hendes hud hvid som marmor. Månelyset skinnede ind af vinduet, og oplyste det bidemærke, som befandt sig på min juvels perfekte hud. Jeg for til hendes side, og tog hendes livløse krop i armene. "Juliene!" Skreg jeg ud i sorg, og holdt hende ind til mig.

9Likes
6Kommentarer
704Visninger
AA

9. Louis's synsvinkel

”Du ændrede dine ord, til at du gav fruen i huset pengene?”

Spurgte Lestat den unge kvinde, Juliene. Hun skævede igen let til Claudia, som roligt tegnede videre, mens at hun let nynnede. Slet ikke som om at hun hørte hvert et ord, der blev sagt.

”Min mor døde, sir. Vinteren var for hård for hende. Fruen krævede at jeg tjente i huset. Det kunne jeg ikke, og så blev jeg smidt ud. Hun tog de sidste penge, som jeg havde gemt af vejen.”

Forklarede hun. Jeg havde så utroligt ondt af hende.

”Og da jeg fandt dig på gaden?”

Spurgte jeg. Hun så forsigtigt på mig igen, så jeg fik nogle få sekunders øjenkontakt med de smukke øjne. Så så hun hurtigt væk igen, nærmest pineligt berørt.

”Jeg kunne ikke tjene nok penge til et værelse, men jeg ville ikke tilbage til huset. Jeg kunne ikke tjene, som min mor havde gjort det. Og det blev til sidst bare så koldt. Jeg frøs så meget sir. Jeg… jeg gav vel bare op.”

Hviskede hun trist, og indrømmede at hun i det øjeblik havde været forbedret på at hun aldrig skulle vågne igen. At døden ville bære hende bort i nattens mørke. Det sendte en uhyggeligt kulde ned af min egen ryg, da det gik op for mig hvad der netop var sket.

Hun havde indrømmet at hun ingen familie havde, og at hun var faldet så dybt, at hun havde været klar til at dø. Lestat smilede allerede selvsikkert. Han havde tænkt sig at gøre hende til en af os. Aldrig. Jeg ville ikke tillade, at min juvel kom noget til.

”Hvor gammel er du?”

Spurgte jeg, og håbede at hendes svar ville standse Lestats tænkegang. Men han havde allerede bevidst at han ingen skrupler ejede, hvad angik det. Han havde bevidst det, da han gjorde Claudia til en af os.

”Nitten år, sir.”

Svarede hun høfligt.

”Jeg fylder snart tyve.”

Tilføjede hun forsigtigt. Lestat smilede mere og mere selvsikkert. Sandsynligheden for at hun havde et forlovede, var ikke eksisterende. Intet menneske ønskede jo at tage en hustru, som befandt sig langt under dem selv.

”Jeg beder dig, Lestat. Gør det ikke.”

Bad jeg så inderligt, og håbede på at han hørte mine tanker. Han nikkede ganske svagt, og rejste sig. Jeg frygtede det værste, for jeg ville ikke være i stand til at bremse ham, når han havde besluttet sig.

”Hvad siger du til at arbejde for os?”

Spurgte Lestat overraskende. Han måtte have hørt min bøn.

”Til gengæld for et tag over hovedet, en seng at sove i, så meget mad du kan spise og lidt lommepenge hver uge, så skal du underholde vores datter. Claudia.”

Foreslog Lestat. Jeg stirrede forfærdet på ham. Var det min straf for at have bragt Juliene ind i huset? At jeg skulle se hende overladt til Claudias nåde?

”Åh, sir. Det vil jeg så frygteligt gerne.”

Sagde Juliene lettet, uden at ane hvad hun gik ind til.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...