Interview With A Vampire - En Anden Historie

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 sep. 2014
  • Opdateret: 15 okt. 2014
  • Status: Igang
"Claudia! Claudia!" Råbte jeg vredt, og bankede hårdt på døren ind til hendes værelse. "Åben op!" Råbte jeg, men fik stadigt intet svar. "Juliene!" Råbte jeg panisk min juvels navn. Og så blev døren endeligt åbnet. Claudia så op på mig, med en lille bloddråbe på sin læbe. "Det er gjort, Louis." Sagde hun blidt, og lod mig ind. Jeg stormede straks ind, og gik nærmest i stå, da jeg fik øje på hende. Min skønne Juliene lå på gulvet. Den bløde hår bredt ud. Hendes hud hvid som marmor. Månelyset skinnede ind af vinduet, og oplyste det bidemærke, som befandt sig på min juvels perfekte hud. Jeg for til hendes side, og tog hendes livløse krop i armene. "Juliene!" Skreg jeg ud i sorg, og holdt hende ind til mig.

9Likes
6Kommentarer
691Visninger
AA

5. Louis's synsvinkel

Jeg mærkede først en let sitren i hendes fingre, så så jeg den i hendes arm. Var det nu? Vågnede hun endeligt? Jeg så spændt på hendes ansigt, og bad til at hendes øjne ville åbne sig. Igen den lette sitren, denne gang ved hendes øjne. Også slog hun dem op.

Jeg var som forstenet. De klareste blå øjne så på mig, og fortryllede mig med den klare farve. Hun var i sandhed en juvel.

”Hvordan har du det?”

Spurgte jeg hviskende, bange for at min stemme ville skræmme hende. Hun blinkede forvirret, og fandt mit ansigt. Hendes øjne var endnu mere betagende, nu hvor hun så på mig.

”Hvordan har du det?”

Spurgte jeg forsigtigt igen, bange for at gøre Lestat eller Claudia opmærksomme på at hun var vågnet.

”Hvor er jeg?”

Spurgte hun hæst, og alligevel var hendes stemme som den skønneste symfoni. Jeg kunne ikke andet end at nyde den.

”I sikkerhed.”

Svarede jeg stille. Hun blinkede træt.

”Hvad hedder du?”

Stillede jeg et nyt spørgsmål, og måtte bare vide hvad min juvel hed.

”Juliene. Juliene McFine.”

Svarede hun søvnigt. Jeg sukkede let ved lyden af hendes navn. Juliene, ikke meget til forskel fra en juvel.

”Juliene…”

Jeg måtte bremse mig selv. Lyden af hendes navn, udtalt fra min egen mund, lød bare så perfekt.

”… du er i sikkerhed her. Sov du bare. Jeg passer på dig.”

Hviskede jeg beroligende til hende. Hun blinkede kort søvnigt, og så faldt hendes øjne i igen. Hun sov trygt igen. Men denne gang var det en søvn, som hun ville vågne fra. Jeg kunne ikke sætte ord på min glæde.

”Det var på tide, at hun vågnede.”

Kommenterede Lestat, stående i døren. Jeg havde slet ikke hørt ham komme. Gad vide hvor længe han havde stået der?

”Den kære Juliene.”

Sagde han med et muntert smil, og gik så. Sikkert for at fortælle det til Claudia. Tiden var kommet. Jeg frygtede begge udfald. Hvis hun havde en familie, så skulle hun tilbage til dem. Og jeg var ikke klar til at give slip på min juvel, min Juliene.

Men havde hun ingen familie, så stod det langt værre til. Også dette kunne jeg under ingen omstændigheder gå med til.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...