Interview With A Vampire - En Anden Historie

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 sep. 2014
  • Opdateret: 15 okt. 2014
  • Status: Igang
"Claudia! Claudia!" Råbte jeg vredt, og bankede hårdt på døren ind til hendes værelse. "Åben op!" Råbte jeg, men fik stadigt intet svar. "Juliene!" Råbte jeg panisk min juvels navn. Og så blev døren endeligt åbnet. Claudia så op på mig, med en lille bloddråbe på sin læbe. "Det er gjort, Louis." Sagde hun blidt, og lod mig ind. Jeg stormede straks ind, og gik nærmest i stå, da jeg fik øje på hende. Min skønne Juliene lå på gulvet. Den bløde hår bredt ud. Hendes hud hvid som marmor. Månelyset skinnede ind af vinduet, og oplyste det bidemærke, som befandt sig på min juvels perfekte hud. Jeg for til hendes side, og tog hendes livløse krop i armene. "Juliene!" Skreg jeg ud i sorg, og holdt hende ind til mig.

9Likes
6Kommentarer
684Visninger
AA

2. Louis's synsvinkel

Så hurtigt som mine ben kunne bære mig, uden at afsløre mig selv, bar jeg hende hjem. Jeg blev mødt af en meget forskrækket tjenestepige.

”Mr. Lestat og unge frøken Claudia er ikke vendt hjem endnu.”

Informerede hun mig, mens jeg stormede op af trappen med det kære væsen i mine arme. Juvelen, som hendes hår meget passede, fik mig til at kalde hende.

”Bring varme tæpper op, omgående.”

Beordrede jeg, og hun skyndte sig straks af sted. Jeg bar min juvel ind på mit værelse. Jeg tænkte ikke klart, men lagde hende fra mig i den seng, som ville have været min, sov jeg ikke i kiste. Jeg pakkede hende straks ind i dynen, og for over til pejsen for at tænde den op. Der var jeg nært faldet over min egen kiste, i ren og skær iver efter at få varmen tilbage i hendes krop. Men hvordan ville tjenestepigen, og ikke mindste min juvel, reagere, hvis de så kisten?

Så jeg skubbede den hurtigt ind under den høje seng, med et tæppe over. Nu lignede det bare en glemt, stor kuffert. Så jeg skyndte mig at tænde op for pejsen, som straks sendte en ubehagelig mængde varme ud. Men det var nødvendigt, ellers ville min juvel måske ikke klare den. Den kendsgerning fik mig til at ligge ekstra træ på.

”Varme tæpper, sir.”

Informerede tjenestepigen mig, og trådte ind for at ligge dem over min juvel. Men jeg rev desperat tæpperne fra hende, og gik selv hen for at gøre det.

”Ikke så meget brænde, sir. Ellers risikerer De at brænde huset ned.”

Advarede tjenestepigen, og hev nogle stykker træ ud af ilden. Jeg kunne ikke være mere ligeglad. Jeg ville brænde hele byen ned, hvis det betød at min juvel blev varm igen.

Det var dog ikke nødvendigt, selvom jeg ville gribe en fakkel for at gøre det. Min juvel fik langsomt farven tilbage i sine kinder, trods de blå mærker skjulte det godt. Jeg følte et behov for at dræbe. Dræbe den person, som havde skadet min juvel. Tjenestepigen trak en stol hen til sengen, og jeg satte mig på den. Jeg tog forsigtigt min juvels hånd. Den var stadigt kold, men jeg kunne mærke at den blev varmere.

Tjenestepigen forlod mig kort, for at besvare dørklokken.

Jeg kunne ikke bekymre mig om det, men jeg kunne heller ikke ignorere det. For ikke længe efter, hørte jeg Lestat storme op af trappen i et vældigt humør. Jeg slap modvilligt min juvel, og bremsede Lestat, da han kom farende ind af døren. Han gik direkte efter hende, uden at stille spørgsmål.

”Lestat, hør på mig!”

Råbte jeg af ham, for at få hans opmærksomhed.

”Har du mistet forstanden? Et menneske, Louis? Du bringer et menneske ind i vores hjem!”

Råbte han vredt igen. Jeg greb hans hænder, for at forhindre ham i at springe på min juvel. Så hørte jeg Claudias stemme:

”Jeg kan godt lide hende.”

Mit hjerte sank i mit bryst. Sidst hun har kunnet lide et menneske, vovede jeg ikke på at huske. Det endte for grusomt til at jeg ønskede det.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...