Interview With A Vampire - En Anden Historie

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 sep. 2014
  • Opdateret: 15 okt. 2014
  • Status: Igang
"Claudia! Claudia!" Råbte jeg vredt, og bankede hårdt på døren ind til hendes værelse. "Åben op!" Råbte jeg, men fik stadigt intet svar. "Juliene!" Råbte jeg panisk min juvels navn. Og så blev døren endeligt åbnet. Claudia så op på mig, med en lille bloddråbe på sin læbe. "Det er gjort, Louis." Sagde hun blidt, og lod mig ind. Jeg stormede straks ind, og gik nærmest i stå, da jeg fik øje på hende. Min skønne Juliene lå på gulvet. Den bløde hår bredt ud. Hendes hud hvid som marmor. Månelyset skinnede ind af vinduet, og oplyste det bidemærke, som befandt sig på min juvels perfekte hud. Jeg for til hendes side, og tog hendes livløse krop i armene. "Juliene!" Skreg jeg ud i sorg, og holdt hende ind til mig.

9Likes
6Kommentarer
702Visninger
AA

8. Lestat's synsvinkel

”Und… undskyld. Jeg mente ikke…”

Sagde hun skræmt, og tog et let skridt bagud. Jeg bandede indvendigt. Det havde ikke været min mening at skræmme hende det mindste. Jeg måtte hellere passe lidt bedre på.

”Hvad mener du med at du ikke skal ses her i huset?”

Spurgte Louis, mere behersket end jeg havde været i stand til. Hun gned utilpas sit håndled igen.

”Jeg…”

Sagde hun let, men gik i stå igen. Det var begyndt at irritere mig, at hun ikke var i stand til at svare med en simpel sætning.

”Min herkomst, sir.”

Svarede hun, og så ned i gulvet.

”Herkomst betyder meget lidt i dette hus.”

Sagde Louis rolig og behersket. Hendes nervøsitet havde tydeligvis fået ham til at tage afstand. Hun så lettere overrasket op.

”Sir, jeg tror ikke at De forstår.”

Sagde hun, og lød en smule chokeret. Hun skyndte sig igen at se væk, da hun fik øjenkontakt med Louis.

”Jeg er datter af en… øhm…”

Hun gik igen i stå, da hun let kiggede i retning af Claudia. Hun sukkede let, opgivende.

”Jeg er datter af en glædespige fra huset i byen. Jeg ved ikke hvem min far er, og jeg tjener til livet ved at tigge.”

Indrømmede hun endeligt, hvorfor at vores selskab gjorde hende så ubehageligt til mode. Hun var vant til at blive behandlet som skidt af rige mænd, meget lignende os.

”Du… tjener ikke dine penge i huset?”

Spurgte Louis, og så ud som om at hun havde slået ham i ansigtet. Det var nok ikke det, som han havde forventet at høre fra hende.

”Nej, sir. Jeg tigger mig til dem. Jeg kunne aldrig… ikke som min mor, sir. Jeg giver… gav pengene til fruen i huset, og så fik jeg lov til at bo der, hvis jeg hjalp til i køkkenet.”

Forklarede hun, og så ned i gulvet. Hun virkede som om at hun var bange for at vi straks ville smide hende på gaden, nu hvor vi vidste hvor hun var fra. Det kunne jeg dog ikke drømme om. Man bestemte ikke selv, hvem man var barn af. Og hun var alt for køn til at bo sådan et sted.

”Og nu?”

Spurgte jeg, og satte mig i lænestolen igen. Når hun alligevel ikke ville sidde ned.

”Du ændrede dine ord, til at du gav fruen i huset pengene?”

Specificerede jeg. Hun sank en klump.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...