Interview With A Vampire - En Anden Historie

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 sep. 2014
  • Opdateret: 15 okt. 2014
  • Status: Igang
"Claudia! Claudia!" Råbte jeg vredt, og bankede hårdt på døren ind til hendes værelse. "Åben op!" Råbte jeg, men fik stadigt intet svar. "Juliene!" Råbte jeg panisk min juvels navn. Og så blev døren endeligt åbnet. Claudia så op på mig, med en lille bloddråbe på sin læbe. "Det er gjort, Louis." Sagde hun blidt, og lod mig ind. Jeg stormede straks ind, og gik nærmest i stå, da jeg fik øje på hende. Min skønne Juliene lå på gulvet. Den bløde hår bredt ud. Hendes hud hvid som marmor. Månelyset skinnede ind af vinduet, og oplyste det bidemærke, som befandt sig på min juvels perfekte hud. Jeg for til hendes side, og tog hendes livløse krop i armene. "Juliene!" Skreg jeg ud i sorg, og holdt hende ind til mig.

9Likes
6Kommentarer
747Visninger
AA

7. Lestat's synsvinkel

Jeg betragtede forsigtigt pigen foran mig. Jeg havde ret hvad angik hendes alder. Hun kunne dog ikke være en dag over tyve. Men samtidigt havde hun den lette elegance, som et yngre barn ikke ville have.

Claudia så på hende, med et ulæseligt ansigtsudtryk. Intet kunne fortælle mig, hvad hendes sind skjulte. Hun lod mig ikke ind. Louis derimod. Han var helt betaget af hende. Han var lige så let at læse for mig, som en åben bog.

”Sid endeligt ned.”

Tilbød jeg hende lænestolen, som jeg rejste mig fra. Hun svarede ikke, og så fortsat væk. Som om at hun havde noget at skamme sig over. Havde hun noget at skamme sig over, så var det at hun havde indfanget Louis så godt og grundigt. Hun gav sig nervøst til at gnide sit håndled. Jeg havde endnu ikke fået føde, for at kunne holde øje med Louis og Claudia. Og hendes bevægelser var så fristende. Hun var lige til at spise.

”Er der noget i vejen, min kære?”

Spurgte jeg forsigtigt, i håb om at det ville få hende til at holde op. Men samtidigt så undrende. Hvad gjorde hende dog så nervøs, at hun gned sit håndled smertefuldt? Hun kunne umuligt vide hvad vi var.

”Sir.”

Svarede hun blidt og så op, så jeg kunne se de utrolige blå øjne. Så kunne jeg bedre forstå, at Louis blev ved med at mumle om de blå øjne. De virkede helt unaturlige på et menneske, så klare var farverne.

”I har været alt for venlige imod mig.”

Sagde hun forsigtigt, og skyndte sig at se væk. Louis stod nærmest og slugte hvert et ord. Han var helt tryllebundet af hendes stemme. Ikke at jeg fandt den til at være noget særligt.

”Jeg ville gerne give jer kjolen igen, men jeg har ikke andet at tage på.”

Sagde hun, og lød ganske pineligt berørt over at indrømme det. Hun rystede let på hovedet for sig selv.

”Jeg må hellere gå, inden at nogen ser mig i jeres hus. Det ville jo være yderst pineligt. Og jeg ønsker ikke at starte en sladder om herreskabet.”

Sagde hun ydmygt. Det virkede helt forkert på mig. Hun var ganske pæn at se på, selv for et menneske. Så hvorfor talte hun så som en, der befandt sig meget lavt i samfundet? Det var hun jo for pæn til at være.

”Men…”

Begyndte Louis. Jeg viftede ham hurtigt af, inden at han sagde noget, som ville skræmme hende.

”Hvad skal det betyde?”

Krævede jeg at få at vide. Hun så længere væk fra mig, fortsat ned i gulvet. Hun skjulte noget, noget som hun fandt til at være ganske forfærdelig. Men det vakte min nysgerrighed. Hvad kunne sådan en lille, skrøbelig fugl dog skjule?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...