Interview With A Vampire - En Anden Historie

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 sep. 2014
  • Opdateret: 15 okt. 2014
  • Status: Igang
"Claudia! Claudia!" Råbte jeg vredt, og bankede hårdt på døren ind til hendes værelse. "Åben op!" Råbte jeg, men fik stadigt intet svar. "Juliene!" Råbte jeg panisk min juvels navn. Og så blev døren endeligt åbnet. Claudia så op på mig, med en lille bloddråbe på sin læbe. "Det er gjort, Louis." Sagde hun blidt, og lod mig ind. Jeg stormede straks ind, og gik nærmest i stå, da jeg fik øje på hende. Min skønne Juliene lå på gulvet. Den bløde hår bredt ud. Hendes hud hvid som marmor. Månelyset skinnede ind af vinduet, og oplyste det bidemærke, som befandt sig på min juvels perfekte hud. Jeg for til hendes side, og tog hendes livløse krop i armene. "Juliene!" Skreg jeg ud i sorg, og holdt hende ind til mig.

9Likes
6Kommentarer
689Visninger
AA

10. Claudia's synsvinkel

Juliene, den kære Juliene. Han og Lestat havde skændtes om hende i hvad der virkede som en evighed. Ikke at hun kunne høre det. Hun sad på gulvet ved min side, og beundrede mine tegninger. Jeg brød ikke om at hun rørte dem, men Louis havde bedt mig om at være sød ved hende. Ikke for hendes skyld, men for hans og det var godt nok til mig.

”De tegninger er helt vindunderlige.”

Sagde Juliene, og strøg fraværende en tegning af havet. Et minde fra en rejse, som for længst var ovre.

”Det er bare havet. Det er ikke så specielt.”

Svarede jeg utilfreds, men studerede nu alligevel hendes modvilje mod at ligge billedet fra sig. Jeg hev utilfreds tegningen fra hende, og ødelagde den i samme omgang.

”Det er bare en tegning.”

Kommenterede jeg, og koncentrerede mig igen om min nuværende tegning. Men jeg havde mistet lysten til at tegne. Louis var her ikke til at komplimentere den, så det kedede mig atter engang.

”Jeg har aldrig været ved havet, altså sådan rigtigt. Kun ved havnen, og det tæller ikke, for det er jo ikke nogen strand…”

Begyndte hun at tale for at starte en samtale, hvilket jeg bestemt ikke var interesseret i.

”Jeg er ligeglad.”

Bed jeg hende af, og ønskede næsten at jeg kunne sætte tænderne i hende. Men den omsorg som Louis udviste for hende, det ville gøre ondt på ham. Og min Louis skulle ikke have lide på nogen måde.

”Undskyld.”

Sagde Juliene forsigtigt, og rejste sig. Hun fornemmede tydeligt min utilfredshed, og skabte afstand ved at rejse sig. Godt, så slap jeg for at hun skulle røre ved mine tegninger.

”Det er ved at være sent, lille frøken. Burde De ikke sove nu?”

Spurgte Juliene forsigtigt efter et stykke tid. Jeg udstødte en utilfreds lyd. Hun kunne lige vove på at kalde mig for lille igen, så var jeg ligeglad med hvad jeg havde lovet Louis.

”De fleste af vores forretninger foregår sent på natten, og derfor har vi vænnet os til nattelivet. Men det kræver trods alt lidt tilvænning, og du burde hellere hvile dig.”

Brød Lestat glat ind, og havde opfanget en snert af min tankegang. Jeg måtte passe bedre på. Juliene så en smule forvirret ud, men en opmuntrende gestus fra Lestat fik hende til at nikke og gå.

”Manerer, Claudia. Manerer.”

Sagde Lestat, og rystede misbilligende på hovedet. Han vinkede mig med sig.

”Kom. Det er tid at søge føde.”

Sagde han. Endeligt, sulten havde længe røret på sig. Men hvad med Louis?

”Han bliver her for at holde øje med Juliene.”

Svarede Lestat ganske kort, og afslørede sin egen vrede. Han og Louis’ skænderi var langt fra ovre. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...