Interview With A Vampire - En Anden Historie

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 sep. 2014
  • Opdateret: 15 okt. 2014
  • Status: Igang
"Claudia! Claudia!" Råbte jeg vredt, og bankede hårdt på døren ind til hendes værelse. "Åben op!" Råbte jeg, men fik stadigt intet svar. "Juliene!" Råbte jeg panisk min juvels navn. Og så blev døren endeligt åbnet. Claudia så op på mig, med en lille bloddråbe på sin læbe. "Det er gjort, Louis." Sagde hun blidt, og lod mig ind. Jeg stormede straks ind, og gik nærmest i stå, da jeg fik øje på hende. Min skønne Juliene lå på gulvet. Den bløde hår bredt ud. Hendes hud hvid som marmor. Månelyset skinnede ind af vinduet, og oplyste det bidemærke, som befandt sig på min juvels perfekte hud. Jeg for til hendes side, og tog hendes livløse krop i armene. "Juliene!" Skreg jeg ud i sorg, og holdt hende ind til mig.

9Likes
6Kommentarer
701Visninger
AA

6. Claudia's synsvinkel

Juliene var ved at blive klædt på af tjenestepigerne. Jeg glædede mig til at se hvordan hun så ud, når hendes ansigt ikke var fuldt med blå mærker. Og jeg glædede mig til at se, om jeg kunne få hende som min søster.

Louis gik utålmodigt frem og tilbage foran kaminen. Og Lestat sad i lænestolen, og nød et glas whisky. Jeg tegnede som sædvanligt, stadigt tegninger af min kommende søster.

Jeg brød mig ikke om Louis’ utålmodighed. Han havde stort set ignoreret mig de dage, hvor hun lå syg. Kun Lestat havde givet mig opmærksomhed, for at holde mig tilfreds, så jeg ikke myrdede tjenestepigerne.

”Kommer hun ikke snart ned?”

Spurgte Louis sig selv. Han virkede helt ved siden af sig selv. Det lignede ham ikke.

”Rolig nu, hun kommer vel ned, når hun er klar.”

Svarede Lestat, og virkede som den mest fattede i øjeblikket. Og normalvis var det da omvendt.

”Husk det nu Claudia, behandl hende som et menneske.”

Mindede Lestat mig roligt på. Jeg udstødte en utilfreds lyd. Det vidste jeg godt. Det havde han allerede sagt.

”Ikke noget med at dræbe hende, eller dræbe foran hende. Husk det, min kære.”

Sagde Louis til mig. Jeg nikkede straks ivrigt, glad for at han havde talt til mig. Lestat rullede opgivende med øjnene på grund af mig, og det var dybt irriterende. Jeg mærkede min velkendte lyst, men skubbede den fra mig, inden at han opdagede noget. Jeg ville måske glemme den helt, hvis han lavede en søster til mig. En, som jeg kunne more mig med på lige fod.

Endeligt skete der noget. Det var på tide. Jeg var ved at kede mig noget så grusomt. Døren gik op, og ind kom Juliene. Hun var ikke just imponerende at se på. Hun så hele tiden ned i gulvet. Hendes lange, sorte hår var ikke blevet sat op, til forskel fra mit. Og hun bar den mest simple kjole. Min var langt flottere. Og alligevel så var det hende, som Louis stirrede på. Og ikke mig. Jeg var den smukke af os to, men det var hende, som fik alt hans opmærksomhed. Jeg var begyndt at hade hende for det.

”Godt at se dig på benene.”

Sagde Lestat med et tilfreds smil. Jeg bemærkede at han holdt lige så skarpt øje med Louis, som jeg selv gjorde. Der måtte være noget galt, noget som Lestat havde opdaget, som jeg ikke havde.

”Sid endeligt ned.”

Tilbød Lestat, og rejste sig fra lænestolen. Juliene svarede ikke, og gned bare forsigtigt sit håndled.

”Er der noget i vejen, min ven?”

Spurgte Lestat undrende. Juliene så endeligt op, så jeg kunne se de smukke øjne, som Louis var så betaget af. Jeg kunne godt forstå ham, men jeg brød mig stadigt ikke om hende.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...