HP: Selena

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 nov. 2013
  • Opdateret: 7 nov. 2013
  • Status: Igang
Selenas sidste år på Hogwarts - kommer -

0Likes
0Kommentarer
250Visninger

1. Støvpartikler

 

Stemmerne i det magiske samfund havde været hævet over hele sommeren, og debatterne om hvorvidt mugglerne skulle få kendskab til magikernes eksistens syntes ikke at have en ende. Alligevel var der faldet en ro over folket i dagene op til feriens slutning. Selenas far rasede stadig over, at folk ikke så de katastrofale konsekvenser, og han skældte højlydt ud over deres idioti hver morgen, når  Kirill kom flaksende med dagens post. Selena selv deltog ikke særlig lidenskabeligt i diskussionen, og det gjorde resten af familien heller ikke. Heller ikke på dagen, hvor Selena og hendes lillesøster, Klava, skulle tilbage til Hogwarts. Solens stråler sprang ind gennem de fedtede ruder, og støvpartikler blev tydelige under morgenmaden.

”Det er jo vanvittigt! De er jo vanvittige!” lød farens oprevede røst, og krusene på bordet klirrede, da han hamrede en knyttet næve i træbordet. Den ældste i søskendeflokken, Egor, havde været hjemme hele sommeren, men han rejste tilbage til London samme dag, som de to yngste drog tilbage til deres skole. Ligesom faren så han ufattelig stor ud ved det ellers solide træbord, men forskellen på dem var, at han havde travlt med at fortælle humoristiske historier om hans sidste år på Hogwarts til Selena.

”Professorerne på Durmstrang var selvfølgelig i topklasse, men vi var aldrig sluppet af sted med så meget ballade, som vi gjorde på Hogwarts. Professor Edumes liv blev et helvede, da jeg startede på Hogwarts,” Egor lo, og faren tav.

Klava kom ind i spisestuen med en kalden på deres mor hængende efter sig. ”Klava, vil du så godt se at få den kjole af! Du kan ikke komme vadende med den på din første dag,” skældte hun og rejste sig fra bordet. Den 13-årige pige sukkede opgivende og vendte rundt på hælene, så de snorlige fletninger blev svunget over den ene skulder. Moren fulgte hende trampende ud af rummet, og Selena listede sig til en tår kaffe, mens Egor ikke var opmærksom på, om hun lyttede eller ej. Kort efter forlod faren også rummet med sin hånd knugende om avisen. Han havde over hele sommeren fundet det vigtigt at sende vrede breve til Ministeriet i håb om, at det ville få dem til at tænke sig godt om, inden de ødelagde hele samfundet. Egor sluttede endnu en historie om hans skoletid af med en høj latter, og da den stilnede af, vendte han blikket mod den anden dreng i søskendeflokken.

”Hvornår er det, at du starter i praktik, Aleksey?” spurgte han nysgerrigt, og den unge, ranglede mand kiggede genert ned i sin kop, som han sad med i hånden.

”Jeg starter om en uge,” svarede han og tog en tår af kaffen.

”Der må også være meget at lave lige nu her, hvor alle starter i skole. Diagonalstræde vrimler med små børn i denne tid,” sagde Egor.

”Det tog mig evigheder at ordne indkøb med mor og Klava i torsdags. Også selvom jeg kun skulle have nye skolebøger,” fortalte Selena og børstede et par brødkrummer ned fra bordet. Det havde været en god sommer, syntes hun, og det havde været skønt, at hele familien havde været samlet. De så kun Egor i ferierne, og Aleksey havde brugt de sidste tre år på at uddanne sig som tryllestavsmager i Rusland, hvor familien oprindeligt var fra. Der havde ikke været en praktikplads til ham i Rusland, og da valget havde stået mellem London og en by i Tyskland, havde faren valgt London for ham. Aleksey virkede ikke glad for valget. Morens og Klavas stemme kunne høres ude i entréen.

”Skal vi se at komme af sted?” spurgte Egor muntert, og han rejste sig. Aleksey fulgte ham få sekunder efter.

”Syvende og sidste år,”  mumlede Selena roligt til den ældre ugle, der sad på en af stolenes ryglæn og fulgte hver og en af hendes bevægelser med at vågent blik. Hun lod fingrene glide over dens sorte fjer, mens hun kiggede ind i de næsten sorte øjne. Øjnene så onde ud, og som børn havde de også fået besked på at holde sig langt væk fra den, indtil de blev gamle nok til at tage den dominerende rolle og vise, at de over den i hierarkiet. De sorte øjne blev knebet ganske lidt sammen, og Selena trak langsomt hinanden til sig, mens hun gengældte uglens blik med et udfordrende udtryk. ”Vi ses, Kirill,” sang hun muntert og rejste sig, så stolen knirkede klagende, hvorefter hun som den sidste forlod spisestuen og de dalende støvpartikler.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...