Amazonas-Historier

denne movella handler om Amazonas, der kommer flere historier der forgår i Amazonas... både realistisk og overnaturligt

lavet i anledning af et projekt

3Likes
0Kommentarer
286Visninger
AA

6. Piger går ikke på jagt!

Jeg hedder Cornelia, jeg bor dybt inde i Amazonas regnskov sammen med mine forældre og 5 søskende. Vi bor sammen med fire andre familier i en lille lejr.

 

”Cornelia… Hvor er du?” kalder min mor, jeg rejser mig og går tilbage til lejren.  Min mor står og prøver at holde styr på børnene i lejren.  Børnene i lejren er dem der er under ti år. Jeg smiler lidt.

”Har du brug for hjælp?” spørger jeg og sætter mig på jorden. Hun nikker.

”Hvem vil hører en historie?” råber jeg og får alles opmærksomhed. Næste øjeblik sidder alle lejrens børn foran mig. Jeg smiler og fortæller dem en historie.

 

Utroligt nok kan jeg altid få børnene til at falde til ro og de gør for det meste hvad jeg siger.

Jeg sukker. Mon jeg må komme med på jagt? Det plejer at være mændene der tager på jagt, min storebror Zorian begyndte at lærer mig at jage i hemmelighed for fire år siden. Nu vil jeg med på jagt om min far vil have mig med eller ej.

 

”Far…” kalder jeg og finder ham sammen med Mauro og Sergio. De træner jagtteknikker. Han sænker buen som han holder og vender opmærksomheden mod mig.

”Hvad er der Cornelia?” spørger han og kigger på mig med et alvorligt blik.

”Jeg tænkte på… Må jeg komme med på jagt?” spørger jeg nervøst og hører skridt bag mig. Jeg kigger mig tilbage og ser Zorian komme hen til os.

”Nej!” svarer han og vender sig mod Mauro og Sergio igen. Zorian smiler til mig og skubber hen mod far.

”Men far… Så lad mig i det mindste prøve at ramme noget med buen” siger jeg og kigger bedende på ham. Han kigger tøvende på buen.

”Okay… Så kom” siger han, og går nogle meter ind i skoven, mig, Zorian, Sergio og Mauro følger efter ham. Han stopper, og kigger sig omkring, ”Du skal forsøge at ramme det træ derhenne”. Han peger på et træ. Jeg får hans bue og en pil. Jeg tager sigte sådan som Zorian har lært mig, og lader pilen flyve af sted. Min far ser overrasket på mig da pilen borer sig ind i stammen af træet. Zorian smiler, og giver mig en pil mere.

”Kan du se den fugl der oppe?” spørger han lavt og peger op i et træ. Far kigger tøvende på mig og op på fuglen. Jeg kigger, men det varer lidt før jeg får øje på den.

”Ja…”

”Skyd den” hvisker han og går et skridt væk fra mig. Vores far kigger opmærksomt på os.  Jeg spænder buen og sigter. Det er stille. Jeg holder vejret og slipper pilen. Den skydes gennem luften og fuglen giver et skrig fra sig da den bliver ramt. Jeg ser den falde ned, og løber gennem skoven efter den. Jeg finder hurtigt den døde fugl og tager den med tilbage til vores far.

 

Han ser overrasket ud. Jeg giver ham fuglen og vender mig for at gå tilbage til landsbyen.

”Cornelia… Kom her hen” siger han, jeg vender mig og går langsomt hen til ham.

”Hvad…” spørger jeg og kigger på Zorian, for ikke at møde min fars blik.

”Du må gerne komme med på jagt” siger han ”Men. Hvor har du lært at ramme så præcist?”. Han kigger på den døde fugl.

”Det…” siger jeg tøvende og kigger på Zorian, der nikker, ”Det har Zorian lært mig gennem de sidste mange år. Både det og mange andre ting”. Vores far vender blikket mod Zorian.

 

”Zorian. Jeg bryder dig ikke om at du lærer hende at jage i hemmelighed. Men jeg er stolt af dig!” siger han og giver ham et kram.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...