valget

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 nov. 2013
  • Opdateret: 6 nov. 2013
  • Status: Færdig
det handler om en dreng. Drengen skal tage et valg, men er det, det rigtige valg som han tager. Det valg han tager, får store konsekvenser for ham og andre.

0Likes
0Kommentarer
126Visninger

1. valget

Valget

 

De holder kniven over struben, og truer med at gøre det, man mindst i hele verden ønsker sig. Jeg ved, de ville kunne finde på at gøre det, og føler mig skrækslagen. Jeg tænker tilbage, på det værste der nogensinde er sket for mig.

 

Mig og min bedste ven Jonas var på vej hjem til Jonas, det var mørkt, og man kunne høre bladende rasle mellem hinanden. Vi gik og snakkede for ikke at skulle blive for bange. Men da jeg vender mig om, ser jeg, at han er væk. Pludselig hører jeg et skrig, det var sidste gang, jeg hørte min bedste ven. Jeg fandt ham liggende på jorden, med blod piblende ud fra hans hals, dette syn er det værste jeg nogensinde har oplevet. Siden det, har jeg aldrig gået alene.

 

Jeg var bange, måske var det min tur til at dø, kniven borede sig længere og længere ind i halsen på mig. Jeg havde aldrig set dem før, tankerne susede rundt i mit hoved, hvem var de? Hvad havde jeg gjort? Hvorfor skal jeg dø? Er det de samme som dræbte min bedste ven?

     Hvorfor skal det lige gå ud over mig, at andre er sindssyge. Måske skulle jeg kæmpe i mod, og så alligevel ikke, for der står mennesker hele vejen rundt om mig, så jeg vil aldrig nogensinde have en chance mod alle dem. Men jeg giver det alligevel et forsøg, jeg bevæger mig stilfærdigt tilbage, men det hjælper ikke, kniven bliver bare boret længere ind i halsen på mig. Hvorfor slår de mig ikke bare ihjel, det giver ingen mening. Der er helt stille, udover mit hjerte der hamrer af sted på fuld hammer. De binder mig fast til et træ, uden et ord. Derefter går de et stykke væk. Banden står i en tæt klump helt op ad hinanden, kigger lige engang i mellem på mig. Jeg er sikker på, at de snakker om mig, men gad vide, hvad de snakker om. Et par dråber blod rammer min hånd. Det er først nu, at det går op for mig, hvor slemt det egentlig står til med min hals. Der er kommet en helt uforståelig dyp flænge i min hals, det er faktisk utroligt, at jeg ikke er død endnu.

     De kommer gående hen mod mig med beslutsomme skridt. Kniven er igen ved struben på mig, det går helt afsindigt ondt. Jeg ville ønske, de bare slog mig ihjel, i stedet for at pine mig på den måde, for det er det helt modsatte af rart. Nu har de chancen, jeg gør jo alligevel ikke modstand. Jeg ved det, hvorfor tænkte jeg dog ikke den tanke før, de tør ikke: "I tør jo ikke, nej I gør ej" siger jeg. Der bliver med et helt stille. En af dem svarer med en meget usikker stemme: "Vil du ikke være på vores side?" ham som jeg tror, er lederen af gruppen, eller det vil han i hvert fald gerne være, for han mener, at han er så meget bedre end alle andre, siger: "Det er på ingen måde, fordi vi ikke tør at slå dig ihjel, det har jeg gjort masser gange, og det er stadigvæk mig, der er lederen" "Ja ja, jeg skal nok gøre alt, hvad du siger" siger jeg. Kniven er væk fra struben: "Gå hjem nu, og så møder vi præcist kl. 7:00 i morgen, og hvis du ikke er her, ja så ved du vist godt selv, hvad der sker" siger han, der kalder sig selv for leder. Jeg går fra de andre med usikre skridt, hvad er det dog, jeg har sagt ja til? Jeg har lige selv sagt ja, til at gå over på det de kalder ”deres side”, som også er den side, som slog min bedsteven ihjel. Hvad tænker jeg dog på, jeg skulle have stået i mod tilbuddet, de tør jo alligevel ikke at slå mig ihjel. Jeg kaster mig i sengen og med et sov jeg.     

 

Jeg stod der i mindst ti minutter før det tidspunkt vi havde aftalt, for jeg skulle på ingen måde nyde noget, af det du ved nok. De kom efter lidt tid, men de var ikke glade, men det var de jo selvfølgelig aldrig. Jeg havde sagt ja, til at være den hårde og rå type, som ingen følelser har for noget. Alt dette havde jeg sagt ja til, ved at være med i deres bande. Jeg ved godt, at det på ingen måde er godt, at være medlem af denne her bande, men det stod mellem valget, at dø eller leve. Havde de virkelig ingen følelser? De må da have en eller anden form for følelser, de viser dem nok bare ikke. Banden som jeg kalder dem, er nu helt henne ved mig, men de stoppede ikke op ved mig, de går bare lige forbi, som om jeg er usynlig. Jeg står helt stille, skulle jeg følge efter dem, eller sagde de til, jeg ville jo nødigt gøre noget forkert, for så ville det bare komme til at gøre mere ondt i min hals. Den har på ingen fået det bedre efter i går, den er helt svulmet op, det gør ondt hver gang, jeg trækker vejret, det føltes som at blive kvalt.

     Bande lederen vender sig om, kigger undrende på mig, fordi jeg stadig står helt stille, og ikke er fulgt efter dem. Jeg bevæger mig langsomt hen imod dem, lige for at være sikker en ekstra gang, at jeg må komme. Vi er nu her, hvor banden sidst holdt mig fanget, jeg gisper, der hænger nu en mand oppe i et træ, med hovedet ned ad, omkring halsen er der et reb, på den måde dør han langsomt af luftmangel, det er en hæslig død, fordi du lider. På stien ligger der døde mennesker hist og pist, de er blevet dræbt på samme måde som min bedste ven. Sådan fortsætter det hele vejen ned igennem skoven. Det er sikkert de samme, som har dræbt min bedste ven, som har dræbt dem her, hvem skulle det ellers være?

     Da vi endelig er væk fra alle de klamme og afskyelige døde folk, siger lederen: "Var de ikke fine, du som ellers siger, at jeg ikke tør at slå folk ihjel?" Nu går det op for mig, at det jo er dem, der har dræbt min bedste ven. Jeg kan mærke tårerne presse sig på, men jeg lukker dem ikke ud, jeg har på ingen måde lyst til at fremstå som et tudefjæs, der ikke kan bruges til en skid. Min mave eksploderer lige om lidt af forvirring. Tanken om at være med til at dræbe andre folk, som ingenting har gjort, måske dræbe andres bedste ven, ligesom det skete for mig selv, gør mig bange. Jeg vil meget hellere selv dø, end at dræbe nogen.

     Men det skal jeg, lige om lidt skal jeg dræbe en for første gang, om lidt kan jeg kalde mig selv for morder, denne titel bryder jeg mig bestemt ikke om. Et helt liv, hvor det eneste du foretager dig, er at slå andre ihjel? Det skulle allerede ske nu. Der stod en foran mig, det var de andre fra vores lille bande, der havde taget ham til fange. Han var helt alene, måske var han bare på en gåtur i skoven, men den gåtur er slut nu. Han kommer aldrig til at se hans venner og familie igen, for lige om lidt er han død, om lidt har jeg og banden dræbt ham, selvom han ikke har gjort os noget. Jeg samler mod til mig, går hen, tager kniven frem, og skærer hovedet af ham. Jeg tøver ikke, jeg gør det bare for, hvis jeg tænker mere over det, ville jeg aldrig kunne få mig selv til det. Han led jo heller ikke, han nåede knap nok at mærke noget, før han var død. Hvis nu jeg ikke havde gjort noget, så havde de måske set mig, som en tøsedreng, som de ikke kan bruge til en skid. Så var jeg måske selv blevet slået ihjel i stedet for. Jeg gjorde det rigtige, og så alligevel ikke. Jeg og banden gik videre, vi lod drengen ligge med et afhuggede hoved ved siden af sig, og blod ud over det hele. Den næste der kom forbi her, ville med garanti få mange mareridt om det, det så jo skrækkeligt ud. Nu har jeg dræbt en, men det bliver ikke den sidste, jeg kommer til at dræbe i dag.

     Jeg får et chok, for pludselig står der en pige foran mig, en af dem fra banden, har allerede en kniv på struben af hende: ”Slå hende dog ihjel, eller tør du måske ikke?” siger en fra banden. Jeg tager kniven frem, og stikker den ind lige ind hjertet på hende. Denne gang tænkte jeg overhovedet ikke over, at jeg dræbte et andet menneske, det bliver nok nemmere og nemmere for hver gang. Det skulle det jo også gerne blive, hvis jeg skal tilbringe resten af mit liv som morder. Pigen som jeg lige dræbte, ligger nu og rådner op, bliver spist af alle vilddyrende fra skoven, mens jeg bare er gået videre til den næste, som jeg kan dræbe.

     Jeg dræber den næste i angreb bagfra, jeg tager kvælertag på ham, og til sidst dør han af luftmangel. Det var en hård død, for her lider man, men hold da op, hvor var det sjovt. Bare at se ham blive mere og mere blå i hovedet, og så til sidst bare falde om. Efter han er faldet om, kan jeg ikke lade være med at skære drengen i fuldstændige småstykker. Da jeg går fra ham, er der blod, og stykker fra kroppen over det hele, mit tøj er også smurt helt ind i blod fra drengen.

Jeg vågner med et sæt i min seng, og er gennemblødt af sved……....

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...