Katastrofenatten

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 nov. 2013
  • Opdateret: 6 nov. 2013
  • Status: Igang
Pigens kæreste og pigen skal overnatte i dette store, mørke, forladte og gamle hus. Men pigens kæreste melder afbud i sidste øjeblik. På mystisk vis forsvinder forbindelse til omverdenen. Og pigen har nu en lang og uhyggelig nat foran sig. Alene.

0Likes
0Kommentarer
201Visninger
AA

1. Katastrofenatten

En skrigende lyd får mig til at stivne. Den bliver ved. Jeg roder i tasken og finder min mobil frem. Den udsender disse skrigende lyde, det er et opkald. Tanker fyrer igennem mit hoved. Jeg har aldrig haft denne ringetone. Jeg tøver, men tager den. Jeg holder vejret, og en velkendt stemme svarer. Jeg er så lettet at tårerne flyder i stride strømme. Det er min kæreste. Jeg vender mig om. Det store hus, min kæreste og jeg skal overnatte i, er ret uhyggeligt. Stort, mørkt og gammelt. Jeg hører ikke rigtigt efter hvad min kæreste siger, før det går op for mig at han har fået ekstra arbejde på hotellet, så han kan ikke komme. Jeg forsikrer ham om at jeg ikke er sur, før jeg lægger på. Jeg beslutter for at ringe efter en taxa. Jeg trykker nummeret, men forbindelsen er væk. Jeg går rundt for at finde noget forbindelse, men den er pist væk.  Jeg er uhyre tæt på at flippe ud. I stedet begynder jeg lige så stille at græde. Tårerne drypper ned på min sorte læderjakke. Det ellers matsorte stof bliver blankt, hvor tårerne rammer.

 

Døren til det store, ensomme hus går op, da jeg hårdt giver den et spark. Jeg træder ind i huset. Jeg placerer den ene fod foran den anden. For hvert skridt jeg tager, stiger en kæmpe sky af støv op. Stilheden bliver brudt med et stort nys. Mine ting sender en orkan af en støvsky ud i det soveværelse jeg har fundet, da de lander med en hul lyd. Jeg sætter mig forsigtigt og opgivende ned i en stor, støvfyldt, mørkegrøn lænestol. Jeg glider længere og længere ned. Jeg føler at den er bundløs, så jeg rejser mig meget hurtigt. En seng kommer ind i mit synsfelt, da mine øjne undersøgende glider hen over rummet. Jeg får redt sengen, og våger at lægge mig på den. Det skulle jeg ikke have gjort, for en nål borer sig op i benet, så jeg flyver op. Hjertet hopper op i halsen og bliver siddende. Jeg venter på en virkning eller noget i den stil. Den kommer i form af en udmattelse, og uden betænkning lægger jeg mig på sengen og falder omgående i søvn. Et bang skriger i mine ører. Det er døren der smækker.

 

Jeg sætter mig op med et sæt. Mobilens skærm spytter 01:37 ud i hovedet på mig. Klik, klak, klik, klak. Den uhyggelige lyd trækker alt min opmærksomhed ud i ørerne. Lyden bliver mere og mere gennemtrængende. Panikken tager over, jeg tænker ikke, går som efter kommando hen i et hjørne af det lastbilstore rum. Med et trænger stilheden i gennem. Jeg våger at kigge op bag det store klaver jeg gemte mig bag ved. Jeg kigger undrende hen over rummet. Intet synes anderledes. Hjertet flyver med høj hastighed op i halsen, og er tæt på at kvæle mig. Henne ved døren kan jeg se spor af en højhælet sko. Jeg kan nu igen høre klik klak lyden, men den bliver svagere. Jeg hører hoveddøren smække. 

 

Jeg tager min mobil frem, for at se om der er forbindelse igen. Det er der, og jeg skal lige til at ringe, da en lyd kommer fra mobilen. Bip. ”Fuck mit liv”, tænker jeg. Min mobil er lige død for strøm. Jeg kaster den ind i en gammel taperet væg, med smukke blomster. Da mobilen rammer væggen, lyder der et ’bump’ og et ’crash’. Det samme øjeblik jeg slap telefonen fortrød jeg. Jeg skynder mig over til væggen. Min telefon er revnet fra venstre hjørne næsten diagonalt op til det højre. Jeg kan ikke engang se hvad klokken er. Jeg har det som om jeg ikke kan græde. Et rædselsvækkende brøl springer min trommehinde. Jeg skriger. Den klamme, uhyggelige ’klik klak’ lyd kommer tættere og tættere på. Jeg er så godt som stivnet. En stor, sort skikkelse træder ind i mit synsfelt. Skriget der kommer ud af min mund er næsten imponerende. For et øjeblik er jeg næsten ikke skræmt, men det spolerer virkeligheden ved at bringe min angst tilbage som en rædselsfuld trøje, du har fået i julegave, du ikke kan lade være at hade. Skikkelsen bøjer sig fremover mig. Jeg skriger uafbrudt, indtil der ikke er mere luft i mine lunger. Monsterets mund bliver bare større og større, og dens stinkende ånde får mig næsten til at besvime. Den åbner munden og udsender en skærende og skrigende lyd. Den bliver ved og ved. Jeg holder mig for ørerne, men den bliver bare højere. Jeg føler at jeg skal dø, og begynder selv at skrige.

 

Monsteret rusker i mig og jeg åbner øjnene. Det er slet ikke monsteret der rusker i mig. Det er min lillesøster. Hun hedder Andrea. Hendes blide hænder tørre mine rædselstårerne væk. Den skrigende lyd var mit irriterende vækkeur. Hun fortæller om, hvor mange gange jeg har skreget. Jeg falder sammen på min seng. Klokken er 7. Hun lægger sine trygge arme om mig. Jeg føler mig som lillesøsteren.

 

Jeg ser min kæreste i skolen, og siger til ham at jeg ikke vil deltage i den udfordring vi fik fra udfordringsklubben. Det er en klub, min kæreste og jeg er medlemmer i. Det går ud på at vi skal give hinanden udfordringer. Så får man et vist antal point. Det par der i slutningen af året har flest point vinder en rejse til Paris i fire nætter. Jeg fortæller ham alt om mit mareridt. I stedet for at overnatte i det klamme hus, overnatter vi ved mig, med  hygge og Pretty Little Liars. Min skønne kæreste.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...