Flytningen

Historien er inspireret af traileren til gysefilmen "Carrie".

0Likes
0Kommentarer
94Visninger
AA

3. Virkede det ?


Den første uge, kapitel 1 :

Min far var død. Min mor elskede mig som alt andet. Jeg hadede hende for det. Hadede hende. Hvis min mor troede, at jeg var i fare, låste hun mig ind i et skab, der var under trappen. Min mor kunne godt finde på at låse mig inde i en længere periode, så jeg havde indrettet det. Sengen stod i hjørnet. Ved siden af sengen var mit skrivebord, hvor jeg også lavede lektier på. Der var en stikkontakt til lys og et skab til tøj.

Vi havde flyttet fra min hjemby i Ohio til en lille by nær New York. Min mor tog med mig i skole de første dage. Det var meget akavet. Lektierne var der rigeligt af, jeg kunne aldrig slappe af. Jeg kunne lige så stille begynde at mærke, at jeg snart blev mobbet. Jeg havde altid været speciel, så det skulle ikke undre mig. Så snart jeg slappede af der hjemme, og min mor følte at jeg var usikker i bare et lille øjeblik – ind i skabet. Skabet under trappen kunne man godt kalde for mit ”Andet Hus”. Jeg blev tit sendt der ind, for at jeg skulle være sikker. Ja, min mor var meget overbeskyttende. Ekstremt overbeskyttende. Allerede efter 1 dag i det nye hus blev jeg sendt ind i skabet under trappen. Jeg skulle være der indtil at ugen sluttede, søndag aften.

Jeg lå i min seng og skulle sove. Det var min fjerde nat i skabet, men jeg kunne begynde at høre lyde. Små pippende lyde, som om der kravlede noget inde i væggen. En fugl der sad fast eller noget. Jeg ventede til næste dag med at undersøge det. Jeg vågnede. Klokken var 02:34. Der var helt stille i huset. Uhyggeligt stille. For stille. Man kunne ikke engang høre min mors snorken?! Jeg begyndte at blive nervøs. Det føltes som om jeg blev suget ind af stilheden. Jeg ville prøve at få det væk. Jeg koncentrerede mig. Men det var det modsatte af det jeg ville have til at ske der skete. Der blev bare trukket flere ting mod mig. Ting blev ikke trukket væk fra mig. Jeg tænkte om jeg havde en superevne, som ingen andre i verden havde?

Næste morgen var det som om, at lydene var meget kraftigere. Jeg prøvede at gå ud af skabet, men lydene fulgte med mig. Kom lydene fra mig? Det kunne ikke passe. Jeg prøvede at spørge min mor, om hun kunne høre lydene. Nej, svarede hun. Jeg kunne mærke svedpletterne drive ned fra min pande og videre ned på gulvet. Jeg svedte af nervøsitet. Jeg måtte pjække fra skolen, uden at min mor opdagede det. Jeg gemte mig i vores have, bag en hæk og ventede til at min mor var taget på arbejde. Mor fik fri klokken 16:00, så jeg havde 8 timer til at finde ud af, hvad det var for nogle lyde, der kom fra min krop.

Jeg lod som om at det var en helt normal morgen, hvor jeg skulle i skole. Gik ud af døren, sagde farvel til mor, tog min cykel og begyndte at cykle ud af vores kæmpe have. Lige inden man køre ud på hovedvejen, står der en række hække. Jeg smed cyklen ind i hækken til venstre, og hoppede selv ind i den anden hæk til højre. Nu skulle jeg bare vente på at min mor tog på arbejde. Lydene fra den store V10 motor kom tættere på. Jeg holdt vejret, lukkede øjnene og satsede alt på at hun ikke så hverken mig eller min cykel. Jeg kunne høre motoren slukke og en dør åbne. Det var en bildør. Jeg gispede af skræk.

Jeg åbnede mine øjne. Jeg var inde i det mørke skab. Der var låst. Der lå en seddel på gulvet. ”Find Mig, Vi har samme kræfter”. Hvad mente den? Var det ham der giver mig kræfter, og ham lydene kom fra? Hvem er du?, sagde jeg ud i luften. Der blev tegnet på væggen. Det var en rød farve. Blod. ”Djævelen”.

03:12, blev jeg vækket af den samme lyd jeg havde hørt tidligere den dag. Jeg tog en lommelygte og lyste rundt i det mørke lokale. Jeg tjekkede alle væggene. Jeg hoppede tilbage i min seng af skræk. Der var han. Djævelen. Jeg gik i panik og gispede efter vejret. Jeg begyndte at sparke efter ham, men det var som om at min fod gik igennem ham. Var han et spøgelse? Han skrev på væggen, han havde ikke opdaget mig endnu. Er du djævelen?, spurgte jeg. Ja, skrev han på væggen.

Anden uge, kapitel 2 :

Jeg lå målløs i nogle minutter. Sad og stirrede ind i den kolde, klamme og blodfyldte væg. Min hjerne var som stivnet. ”Kræfter, evner”, havde han skrevet på væggen. Er det fra ham jeg havde mine kræfter fra? Så kunne det da umuligt være nogle gode evner, hvis jeg har dem fra djævelen. Han var i gang med at skrive en ny sætning. ”Din sjæl... min sjæl”. Kom lydene ikke fra min krop, men fra hans krop/sjæl? Jeg besluttede mig at sove på alle spørgsmålene. Give noget ro til min ”stressfyldte” hjerne.

En ny dag blev født, en søndag – sidste dag på ugen. Jeg havde overvejet spørgsmålene fra dagen før. Hvis vi delte sjæl, måtte vores gener og alt det der være det samme. Lydene kommer fra ”vores” sjæl. Alle de ting vi kan, har vi til fælles. Også evner. Men hvad var det for nogle evner, som jeg delte med djævelen?

Svaret fandt jeg næste dag i skolen. Hvis jeg koncentrerede mig nok, kunne jeg flytte på genstande. Ikke mennesker, men ting som for eksempel bøger og stole. Hvorfor havde jeg den her evne? Skal jeg bruge den til en bestemt ting? Den var nok til at få djævelens sjæl ud af min sjæl. Men hvordan? Jeg kunne jo ikke bare trække den ud. Alting skulle også altid være så besværlige. Jeg måtte skulle kæmpe mod ham på en eller anden måde. Uden det gjorde ondt på ham, for så gjorde det jo også ondt på mig. Tænk, tænk, tænk nu Carrie! Det kunne ikke være så svært!

Kunne mine ”superevner” hjælpe på mobningen? Kunne personerne der mobbede mig se at jeg ikke var så dum, hvis jeg brugte den der evne? Jeg prøvede at tage lærerens bog ned på gulvet. Altså trække den. Bogen røg med fuld fart ned på jorden, og alle grinte. Ingen vidste hvem der gjorde det, så læreren blev ikke sur. I starten. Han spurgte selvfølgelig om det var mig. Jeg sagde ja, det var mig. Læreren sendte mig ud for døren, og sagde at jeg skulle vente i 5 minutter, til at han kom der ud, så vi kunne snakke om hvorfor jeg gjorde det osv.
”Hvorfor gjorde du det, Carrie?”, sagde han.
”Jeg kunne ikke gøre for det.. ser du – jeg bliver tit mobbet i klassen, uden at lærerene ved det. De gør det når du er på toilet eller i et skift mellem timerne, når der ikke er nogen inde i klassen. De tager alle mine ting, kaster det rundt i klassen, så jeg ikke kan få det. De siger grimme ting til mig, og griner af det. De kaster klamme ting ud over mig. De gør alt det ulækre”.
”Jeg skal nok få sat en stopper for det. Jeg lover dig at jeg nok skal nævne det til det næste lærermøde. Hvis der er noget om det, nævner jeg det i klassen, så hele klassen kan få en alvorlig snak om det”.
”Tak, svarede jeg”.

Da jeg kom hjem, sagde jeg til min mor at jeg blev mobbet i skolen. Hun sagde, at jeg ikke skulle komme i skole i de næste dage af sikkerhedsmæssige oversager. Jeg skulle bede til gud, om at de stoppede. Jeg måtte ikke komme ud af skabet i 3 døgn. Mor sendte mad og vand ind til mig. Hver gang hun åbnede døren, skulle hun se og høre mig bede til Jesus, der hænger på min væg.

2. Dag i skabet. Jeg sad stadig i skabet, og begyndte at blive mere og mere klaustrofobisk. Jeg begyndte at få hallucinationer. Hallucinationer om døden. At jeg skulle dø herinde. Jeg råbte og skreg, som en lille pige der ikke fik sin sut. Jeg dunkede mit hoved ind i døren, så der kom revner på. Jeg håbede og satsede alt på at mor så det, og begyndte at tænke på, hvor dårligt jeg havde det inde i skabet. Gad vide hvordan djævelen havde tænkt sig at dræbe mig? Ville han begå selvmord eller sådan noget? Efter alle de tanker på døden af mig selv og djævelen, kom jeg i tanke om en idé, hvordan JEG kunne dræbe djævelen, uden at jeg selv døde.

Hver gang djævelen var kommet ind i skabet, har det været om natten. Det måtte betyde at han ikke kunne lide lys. Ellers var han nok kommet om dagen, siden han også skulle have noget nattesøvn. Jeg havde allerede udtænkt mig en plan til at dræbe ham : Jeg ville lægge mig i seng den nat, helt normalt bare klar på at djævelen skulle komme. Når han var inde i rummet/skabet, ville jeg bruge min evne til at trække stikkontakten ud, så lyset tændte. Så skulle han helst dø, uden jeg dør. Jeg burde ikke dø, da jeg godt kan tåle lys.

Det var natten til den sidste dag i skabet. Altså sidste dag i den her periode på 3 døgn. Klokken var 04:37 og solen stod snart op. Nu burde han altså snart kom.. der var han jo. Nu skulle jeg bare koncentrere mig om at trække knappen ud med mine evner, uden han opdagede det. Svedperlerne dryppede ned over min næse. Jeg var nervøs. Meget nervøs. Hvis det her ikke virker, havde jeg ingen verdens anelse om, hvad der vil virke.

Virkede den?, kapitel 3 :

Jeg koncentrerede mig som aldrig før. Den øverste del af kontakten var næsten trukket ud, så den anden blev trukket ind. Og Bam! Så tændte lyset! Nu skulle djævelen bare brænde op. Så havde min plan virket. ”Hvad… siger djævelen” Hvad sker der?” Efter at han havde sagt det, var jeg 99% sikker på at min plan virkede. Og ja, det gjorde den. Hans krop sprang med lynets hastighed ind i en million stykker. Hans blod fløj rundt i hele lokalet. Jeg kunne mærke at jeg snart skulle brække mig. Hele min krop var dækket helt til med blod. Hans blod. Djævelens blod. Helt ind. Ikke et eneste sted var tomt.








 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...