Stormen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 nov. 2013
  • Opdateret: 6 nov. 2013
  • Status: Igang
Det handler om en pige som er fanget i stormen.

0Likes
0Kommentarer
80Visninger

1. Stormen

Stormen

Tornadoen nærmede sig, og Malene kunne mærke håret blive slugt med ind. Hun vidste at den var langt væk, men alligevel tæt på. Hun var fanget. Hun havde ventet en evighed, og toget var aldrig kommet. Hun stod ude på landet, og hun havde ikke set en eneste person i det to timer hun havde ventet, og aldrig ville hun. Hun stod lige så fint og uskadt under et lille glas tag, som lignede et stykke gennemsigtigt papir, tykkere var den ikke. Hun fornemmede et ryk i den, og pludselig bare med ørerne kunne hun høre at to skruer ramte gulvet og derefter ned imellem skinnerne. Hun mærkede endnu et ryk, og nu var det ikke taget, men hende som blev blæst væk fra sit eget lille trygge gemmested. Endnu en gang kom fornemmelsen af, at hendes hår blev slugt. Der, lige der røg taget. Det tag, som hun havde følt sig så tryg under, var nu væk. Hun havde aldrig følt sig så udsat som nu.

Hun havde ringet til sine forældre tusinde gange, men en mere gang skadede nu ikke. Hun prøvede og prøvede i håb om at der var en lille chance, men nej, selvfølgelig var der ikke det. Der var ingen forbindelse. Typisk, typisk at hun altid skulle havne i de her situationer. Ad, våde, klamme og ødelagte blade fløj lige ind i ansigtet på hende, og prøvede at klistre sig fast, som om de også prøvede at overleve stormen. Stormen var alt for kraftig, og selvfølgelig kunne de ikke overleve. De fløj lige hen til tornadoen, som overraskende nok, var kommet rigtig tæt på.

Hun råbte og skreg efter de mennesker som ikke var der, og som aldrig ville være der. Hun hørte kun det ekko, som aldrig nåede hen til hende, for i samme sekund fløj hun hen mod tornadoen. Tornadoen var som en kæmpe, der nu havde valgt at spise sit måltid. Hun greb efter ting, som ikke var der, og råbte efter folk, som ikke var der. Netop som hun havde opgivet alt håb, fik hun et godt greb rundt om en lygtepæl. Hendes greb var så godt, at hendes myrdede håb var på vej tilbage. ”Hej”, hørte hun en mand sige. ”Tag min hånd”, sagde han meget roligt. Han stemme beroligede hende, men en tvivl voksede i hende. ”Hvorfor flygtede han ikke? Hvorfor var han så rolig?”, tænkte hun forvirrende til sig selv. Som om han havde læst hendes tanker, svarede han: ”Jeg løber ikke, fordi jeg vil hjælpe dig, jeg ved godt det er forvirrende. Stol på mig!”, det sidste sagde han meget strengt, og det forskrækkede hende lidt. Hans stemme var så overbevisende, men tvivlen voksede alligevel lidt. ”Stol nu på mig”, sagde han med en stemme som prøvede at lyde rolig, men var alt for sur til det. ”Hvorfor var han nu sur?”, tænkte hun. ”Undskyld”, svarede han nærmest. ”Var han tankelæser?”. ”Nej”, svarede han nærmest inden hun overhovedet kunne tænke tanken. Hun brød sig ikke om ham, men han virkede alligevel så venlig og overbevisende.

Pludselig da hun blev overbevidst nok, rakte hun hendes højre hånd ud efter hans hånd. ”Giv mig også venstre hånd, så kan du bedre holde fast”, sagde han. Hun syntes det virkede lidt betænksom, fordi han sagde det næsten inden hun havde givet ham hendes første hånd. Han havde ret, hun ville få et bedre greb., og hendes højre hånd kunne næsten ikke holde fast mere. Hun kunne mærke, at den var ved at glide fra hans hånd. Hun ville ikke glide fra ham, han var hendes eneste håb. Til sidst slap hun lygtepælen, og rakte ud efter hans hånd.

Men det skulle hun aldrig have gjort, for der var ikke noget at gribe fat i. ”Hvad?”, tænkte hun forvirret. ”Hvor var han? Ham som var så overbevisende og så venlig?”, sagde hun højlydt. ”Hvor var han? Hvorfor var han der ikke? Hvordan kunne han forsvinde så hurtigt?”, hun havde så mange spørgsmål, som hun tænkte grundigt over. Ingenting hængte sammen. Hun var fyldt med skuffelse, og selvom hun ikke kendte ham, gjorde det ondt. Hendes hoved dunkede med spørgsmål, og hun var lige ved at sprænge skuffelse og irritation. Hun kunne ikke holde det ud mere. Det var simpelthen bare for meget. Hun havde brug for svar.

Hun var helt svømmet væk fra virkeligheden, at hun havde glemt at stormen og tornadoen stadigvæk var der. Men det var for sent, og pludselig ramte sandheden hende. Det var syner. Hun nåede næsten ikke at tænke det, og det hele gik alt for hurtig til, at hun kunne opfatte hvad der skete. Hun ramte den nærmeste lygtepæl. Det sprøjtede med blod ud over det hele. Buskene var malet af blod, og ikke mindst lygtepælen. Den blodige krop blev fløjet ned til skinnerne af vinden, og nu sled hendes skin hen ad skinnerne, til hendes nærmeste knogler kom til syne. Skinnerne var fyldt med blod of smuldrede skin. Hun gled videre, og nu var det knoglerne der gled. De slidte knogler sagde den samme lyd, som når en kniv bliver skrapt hen ad en tallerken, bare værre. Det ville have givet gåsehud på enhver person, selv de hårdeste typer. Hun nåede slet ikke at tænke så langt, fordi hun var død på stedet, og aldrig genkendt igen.

Tornadoen nærmede sig, og Malene kunne mærke håret blive slugt med ind. Hun vidste at den var langt væk, men alligevel tæt på. Hun var fanget. Hun havde ventet en evighed, og toget var aldrig kommet. Hun stod ude på landet, og hun havde ikke set en eneste person i det to timer hun havde ventet, og aldrig ville hun. Hun stod lige så fint og uskadt under et lille glas tag, som lignede et stykke gennemsigtigt papir, tykkere var den ikke. Hun fornemmede et ryk i den, og pludselig bare med ørerne kunne hun høre at to skruer ramte gulvet og derefter ned imellem skinnerne. Hun mærkede endnu et ryk, og nu var det ikke taget, men hende som blev blæst væk fra sit eget lille trygge gemmested. Endnu en gang kom fornemmelsen af, at hendes hår blev slugt. Der, lige der røg taget. Det tag, som hun havde følt sig så tryg under, var nu væk. Hun havde aldrig følt sig så udsat som nu.

Hun havde ringet til sine forældre tusinde gange, men en mere gang skadede nu ikke. Hun prøvede og prøvede i håb om at der var en lille chance, men nej, selvfølgelig var der ikke det. Der var ingen forbindelse. Typisk, typisk at hun altid skulle havne i de her situationer. Ad, våde, klamme og ødelagte blade fløj lige ind i ansigtet på hende, og prøvede at klistre sig fast, som om de også prøvede at overleve stormen. Stormen var alt for kraftig, og selvfølgelig kunne de ikke overleve. De fløj lige hen til tornadoen, som overraskende nok, var kommet rigtig tæt på.

Hun råbte og skreg efter de mennesker som ikke var der, og som aldrig ville være der. Hun hørte kun det ekko, som aldrig nåede hen til hende, for i samme sekund fløj hun hen mod tornadoen. Tornadoen var som en kæmpe, der nu havde valgt at spise sit måltid. Hun greb efter ting, som ikke var der, og råbte efter folk, som ikke var der. Netop som hun havde opgivet alt håb, fik hun et godt greb rundt om en lygtepæl. Hendes greb var så godt, at hendes myrdede håb var på vej tilbage. ”Hej”, hørte hun en mand sige. ”Tag min hånd”, sagde han meget roligt. Han stemme beroligede hende, men en tvivl voksede i hende. ”Hvorfor flygtede han ikke? Hvorfor var han så rolig?”, tænkte hun forvirrende til sig selv. Som om han havde læst hendes tanker, svarede han: ”Jeg løber ikke, fordi jeg vil hjælpe dig, jeg ved godt det er forvirrende. Stol på mig!”, det sidste sagde han meget strengt, og det forskrækkede hende lidt. Hans stemme var så overbevisende, men tvivlen voksede alligevel lidt. ”Stol nu på mig”, sagde han med en stemme som prøvede at lyde rolig, men var alt for sur til det. ”Hvorfor var han nu sur?”, tænkte hun. ”Undskyld”, svarede han nærmest. ”Var han tankelæser?”. ”Nej”, svarede han nærmest inden hun overhovedet kunne tænke tanken. Hun brød sig ikke om ham, men han virkede alligevel så venlig og overbevisende.

Pludselig da hun blev overbevidst nok, rakte hun hendes højre hånd ud efter hans hånd. ”Giv mig også venstre hånd, så kan du bedre holde fast”, sagde han. Hun syntes det virkede lidt betænksom, fordi han sagde det næsten inden hun havde givet ham hendes første hånd. Han havde ret, hun ville få et bedre greb., og hendes højre hånd kunne næsten ikke holde fast mere. Hun kunne mærke, at den var ved at glide fra hans hånd. Hun ville ikke glide fra ham, han var hendes eneste håb. Til sidst slap hun lygtepælen, og rakte ud efter hans hånd.

Men det skulle hun aldrig have gjort, for der var ikke noget at gribe fat i. ”Hvad?”, tænkte hun forvirret. ”Hvor var han? Ham som var så overbevisende og så venlig?”, sagde hun højlydt. ”Hvor var han? Hvorfor var han der ikke? Hvordan kunne han forsvinde så hurtigt?”, hun havde så mange spørgsmål, som hun tænkte grundigt over. Ingenting hængte sammen. Hun var fyldt med skuffelse, og selvom hun ikke kendte ham, gjorde det ondt. Hendes hoved dunkede med spørgsmål, og hun var lige ved at sprænge skuffelse og irritation. Hun kunne ikke holde det ud mere. Det var simpelthen bare for meget. Hun havde brug for svar.

Hun var helt svømmet væk fra virkeligheden, at hun havde glemt at stormen og tornadoen stadigvæk var der. Men det var for sent, og pludselig ramte sandheden hende. Det var syner. Hun nåede næsten ikke at tænke det, og det hele gik alt for hurtig til, at hun kunne opfatte hvad der skete. Hun ramte den nærmeste lygtepæl. Det sprøjtede med blod ud over det hele. Buskene var malet af blod, og ikke mindst lygtepælen. Den blodige krop blev fløjet ned til skinnerne af vinden, og nu sled hendes skin hen ad skinnerne, til hendes nærmeste knogler kom til syne. Skinnerne var fyldt med blod of smuldrede skin. Hun gled videre, og nu var det knoglerne der gled. De slidte knogler sagde den samme lyd, som når en kniv bliver skrapt hen ad en tallerken, bare værre. Det ville have givet gåsehud på enhver person, selv de hårdeste typer. Hun nåede slet ikke at tænke så langt, fordi hun var død på stedet, og aldrig genkendt igen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...