Juleekspeditionen - Bind 1

Josh ender på Nordpolen sammen med sin lillesøster, da han har sin magiske halskæde på, som han fik af en gammel dame.
Lillesøsteren bliver holdt fanget af en ond troldkvinde, der truer med at skade lillesøsteren, hvis der kommer en jul.
Josh og julemanden må finde og redde søsteren, hvis det nogensinde skal blive jul igen.

11Likes
2Kommentarer
859Visninger
AA

4. Kapitel 3. Julestjerner.

Der var kulsort nede i hullet. Jeg tog en af de lygter der hang på væggene, oppe i stalden, for at kunne se hvad der skjulte sig dernede.

  Forsigtigt sprang jeg ned, og sørgede for at jeg nemt kunne komme op igen, hvis det var nødvendigt. Der var koldere end i stalden, og på en måde var luften klæbrig. Som satte den sig fast på huden. 

  I starten var der ikke andet end en lænestol at se, men så kom der pludselig en dør. Den var lukket, og havde et håndtag lavet af guld. Jeg satte øret til den, man kunne intet høre. Måske var dette her et sted julemanden nogle gange var, når han trængte til fred og ro?

  Langsomt og forsigtigt tog jeg hånden på dørhåndtaget, men så kom der pludseligt en lyd derfra. Mit hjerte sprang et slag over.

  "Din lille møgunge!" Skreg en kvinde. "Du skal blive, ikke prøve at komme ud! Jeg kan godt sige dig, at hvis du prøver én gang til, så vil jeg finde din familie, OG SKAFFE DEM AF VEJEN!"

  Jeg holdte vejret. Jeg kunne hører en hulken, og skridt på vej mod den dør jeg stod foran lige nu. Jeg måtte væk.

  Hurtigt stormede jeg op, og smækkede lugens låge på. Jeg satte mig på den, og forsøgte at trække vejret stille og roligt, men min puls forblev høj. Måske var kvinden dernede, hende der Wissily. Og måske var den hun omtalte 'møgunge' min lillesøster?! Hvis det var sandt, måtte jeg straks sige det til julemanden. Men i den tid det ville tage at finde ham, og sige det til ham, ville Wissily kunne nå at flygte. Det var stensikkert at hun havde hørt mig.

  Jeg måtte tænke hurtigt. Hvad skulle jeg gøre? Og som en engel sendte en due af sted, slog en idé mig.

  Der blev banket hårdt på lugen under mig, men jeg måtte ikke rykke. Jeg tog halskæden jeg fik af den gamle dame, og kastede den ene ende om håndtaget til Rudolfs bås. Jeg hev til, og den blev åbnet.

  Rudolf styrtede hen til mig, og prustede.

  "Okay, Rudolf. Du skal hente julemanden hurtig! Forstået? Dygtig dreng!" Sagde jeg til ham. Under enhver anden omstændighed havde jeg krummet tær over jeg lige talte og beordrede en rensdyr til at hente julemanden.

  Den løb henover stalden, og skubbede ladeporten op. Mere så jeg den ikke, ikke før den med julemanden ved siden side, fløj ind i stalden. Han sprang af, og så på mig.

  Inden han nåede at spørge hvad her skete, råbte jeg: "Skynd dig, hjælp! Wissily er dernede!"

  "Menneskebarn.." Sagde han bare, og stod som sømmet til jorden.

  "Jeg hedder Josh, og kom nu herover og hjælp!"

  "Josh, det er.."

  Jeg afbrød ham. "Kom nu!"

  "Josh, det er min kone der er dernede!"

  Jeg blev helt rød i kinderne. Jeg kunne mærke hvor varm min krop den blev. Kunne det virkeligt passe?

  "Jamen.. men.. Jeg hørte hende selv sige: Din lille møgunge! Du skal blive, ikke prøve at komme ud! Jeg kan godt sige dig, at hvis du prøver én gang til, så vil jeg finde din familie, OG SKAFFE DEM AF VEJEN!"

 "Ryk dig lige, Josh," sagde han, og jeg rejste mig op fra lugen, og den blev straks smækket op. Ud kom julemandens kone.

 "Jeg så film," sagde hun vredt. "Du kan selv gå ned og tjekke, hvis du vil have beviser. Den hedder 'Den Forsvundne Barn'."

 Mit ansigt blev tusind gange mere rødt. Mine hænder føltes bevidstløse, og jeg vidste at det var forkert at snage i andres ting. Og det at man lukker julemandens kone inde. Men til mit forsvar havde han sagt, at jeg kunne se mig omkring.

  "Det er okay, Josh," sagde han. "Jeg ved at du er desperat efter at finde din søster."

   "Undskyld, men hvad er det der dernede?" Spurgte jeg. "Hvad er det for et rum? Er huset da ikke stort nok?"

  "Jo," sagde julemanden. "Men det er dernede jeg tjekker alle børns ønskelister."

  "Okay.. Igen, undskyld," sagde jeg, og kiggede ned på jorden.

 "Ho ho ho," grinede han. "Du skal da ikke undskylde! Jeg er da glad for at du er vaks. Hvis det havde været Wissily, så havde vi stensikkert fanget hende!"

  Julemandens kone smilte nu. Jeg lod mærke til at hun havde de samme mørkeblå øjne som min mor havde, og som jeg havde.

 

Mor gik frem og tilbage, mens hun holdte sine hænderne for hovedet. Far snakkede stadig med betjenten, der tydeligvis ikke var interesseret i at finde to små rollinger. Han regnede med at børnene 100 % var blevet sure, og var løbet væk for en time. Men der var gået et døgn, og de var endnu ikke kommet.

  "Kan i da forhelvede ikke lette jeres røve og finde mine 2 børn?!" Råbte mor da betjenten var ved at falde i søvn. Han rystede hovedet af overraskelse, og så forbavset på mor. Aldrig havde han oplevet noget lignende.

  "Undskyld, øh.. Frue.. ?" Sagde han, og gjorde det hele værre. "Vi sætter straks en eftersøgning i gang!"

  Han skyndte sig ud af døren, og sladrede straks til den anden betjent i bilen, hvordan moren havde opført sig. De begge havde store øjne.

  "Jeg har fået nok," sagde mor med en bestemt stemme. "Jeg vil ud og finde dem, når de sække gødning ikke kan."

  Fars underlæbe vibrerede, og så forvirret på hende.

  "Jeg syntes de gik godt, skal vi ikke give dem en chance? Hvad hvis du også bliver væk?" Sagde far.

  "Syntes du ikke, når begge vores børn er væk, at vi skal lede efter dem?” Snerrede hun ad ham, og tog fat i kraven på hans sweater.

  Han nikkede skræmt, som var det en gal morder og ikke hans kone. Moren trak straks i tøj, og satte sig ind i bilen.

  Nåh, så de ville ud og kælke? Så må de være et sted ved bakkerne! Tænkte hun, og kørte ned til de snedækkede bjerge. Bare der ikke er sket dem noget, bare de har det godt!

  Mor kunne mærke hun var ved at græde, men hun ville ikke overgive sig. For hende var at græde, at sige der er sket noget ondt. Men hun ville gøre alt for sine børn, trods hun engang imellem var lidt tosset. Hun strammede hendes læber og kiggede overalt. På var en snefnug, på hver en græsstrå der stikkede op ad sneen.

  Børnene var der et eller andet sted, men hun kunne ikke sige helt præcis hvor de var. Hun havde jo ikke en eneste chance for at vide, at hendes ene barn var på Nordpolen, mens den anden var kidnappet af en såkaldt troldkvinde, kaldet Wissily.

  Mor stoppede bilen, og steg ud. Der var ved at blive mørkt, men hun kunne se alt. Hver en detalje, hver en lille fejl lavet af menneskene og naturen. 

  Efter hun i langtid havde gået med sne til knæende, besluttede hun at gå tilbage til bilen. Hun var klar over at hun ikke ville få noget ud af at fortsætte. Desuden var hun så småt også ved at fryse. Det var på tide at tage hjem.

  Da hun var tæt på bilen, så hun pludseligt et lys. Desperat skyndte hun sig hen imod det, men det var bare lyset fra en bil. Men hun så nåede der fangede hendes opmærksomhed.

  En gammel kone stod på den anden side af vejen, ved en bod og solgte brændte mandler. Eller det vil sige at der så rimeligt tomt ud ved hende, og efter hendes dømmekraft var der ingen mandler. Men hun tænkte at børnene måske var kommet hjem, og så ville hun have brændte mandler med, så der kunne ikke ske ved at spørger.

  "Hej.." Sagde mor. "Kan jeg købe en pose brændte mandler?"

  "Nej, desværre, jeg har ikke flere," sagde hun, og smilte.

  "Står du her hver dag i julen?" Spurgte mor, og håbede af hele sit hjerte hun vidste noget.

  "Ja, hvorfor da?"

  "Jeg har to børn, der er forsvundet. De sagde de skulle op at kælke, har du muligvis set dem?"

  "Var det en dreng og en pige?" Spurgte hun, og rynkede brynet.

  "Ja! Drengen havde blåt tøj på, pigen en lyserød flyverdragt. De er begge små, men pigen er mindst."

  Damen så ud til at spekulere, men hun vidste allerede svaret.

  "Så må jeg skuffe dem," sagde hun, og smilede svagt. "Jeg har ikke set dine børn."

 

"Josh? Josh?" Råbte julemanden efter mig. Jeg stoppede forvirret op, og kiggede på ham. Han duftede stærkt af karameller og vingummi.

  "Du.. Må love mig aldrig at tage imod julestjerner.. fra nogen..” Han var forpustet.

  "Altså blomsterne? Hvorfor?" Spurgte jeg, og rynkede brynet.

  "Ja, præcis. Hvis de er fra Wissily, er de forgiftede. Du må endelig holde dig langt fra dem, okay?" Sagde han, og tørrede svedet af panden.

  "Okay," lovede jeg ham.

  Jeg pegede i retningen af 'mit' værelse, som tegn om jeg måtte gå. Han nikkede, og smilede. Straks gik jeg ind på værelset, og lukkede døren bag mig. Der blev kulsort, så jeg tændte for lyset. Det gav et sæt i mig, da jeg så hvad der lå på skrivebordet. Det var en julestjerne.

  Forsigtigt gik jeg hen for at læse kortet. Jeg sørgede for ikke at ramme blomsten, da jeg trak kortet af.

  Der stod: Glædelig jul Josh.

  Jeg vendte den om, og på bagsiden stod der: Jeg har din familie!

 Det var dér jeg pludseligt kunne mærke alt i min krop. Det hele kørte rundt, og jeg var bange. Nej ikke bange, rædselsslagen! Hvor min familie, og når hun siger familie, er det så også mor og far? Hvad vil hun gøre med dem? Finder vi dem nogensinde?

 

"Okay.." Sagde mor stille. Hun vendte sig om for at gå, men damen skyndte sig at snakke.

  "Vent, vent! Jeg har noget, der måske vil peppe dit humør lidt op!" Råbte hun, og mor gik tilbage. "Se her, du kan få den gratis!"

  "Tak, tak, det vil jeg meget gerne," sagde mor, og tog imod det. Hun kørte hjem, den til far.

  "Ej, hvor er den flot skat!" Sagde han, og smilede. "Børnene kommer snart, og du kan tro de bliver glade for at se den utrolig smukke julestjerne.

 

Hendes hænder var kolde, hun frøs som is. Mens kulden lagde sig på hende, omfavnede hende med et tæppe af is, bad hun af alt det hendes mor havde lært hende.

  Døren ind til Jenna blev åbnet. Troldkvinden kom ind, med to sække i hænderne. Med neglene prikkede hun tre små huller i hver. Om kort tid ville julen være ovre, og så skulle hun bare sørger for at der aldrig ville komme én jul til.

  "Du.. f-fanger.. hv-hv-hvor-f-f-for?" Spurgte Jenna, og rystede som en lille chihuahua.

  "Når du spørger uden at stamme, vil jeg svare," sagde hun koldt, og lukkede døren. Jenna prøvede, men hendes kæbe sprang automatisk.

  Jennas øjne var blodsprængte, og hun længtes efter at se dagslyset. Længtes efter at komme hjem. Og hvad var der i sækkene? Var det lig? Eller, var det hendes forældre?

 

Jeg sad og legede med to figurer, der havde stået i vindueskarmen. De var smukke, og stoffet var syet sammen i hånden. Det var en prins, og en prinsesse. Jeg manglede bare lidt flere dukker, så jeg kunne lave et lille skuespil for sig selv. Det elskede jeg at lave da jeg var mindre, især elskede jeg at vise det for mine forældre.

  Efter noget tid hvor jeg bare havde kigget på dem, satte jeg dem tilbage, og kiggede i de andre skabe.

  Der var en fyldt med nissetøj, en anden var fyldt med legetøj. Næsten alt slags legetøj man kunne finde på hele jorden. Og så en tredje, det var min yndlings. Man kunne gå ind i den, så stor var den. Og i den var alt det smukkeste julepynt, og julesingler der var blevet spillet i de sidste 200 år! Det var vildt.

  Jeg hørte skridt udenfor døren, så jeg skyndte mig ud, og smed julestjernen ud af vinduet. Sneet under den smeltede, og noget lysegrønt væske dryppede ned fra den. Der var trods alt langt ned fra 2. sal.

  Julemanden kom ind. Han smilte over hele hovedet. Lidt skræmmende.

  "De har måske fundet der hvor din lillesøster er fanget," sagde han.

  "Måske? Er de ikke gået derind?" Spurgte jeg.

  "Nej, de venter på flere. Hun er jo farlig!" Sagde julemanden alvorligt.

  "Ja.. mine forældre er nok også fanget, det stod der i hver fald på den julestjerne jeg fik," sagde jeg.

  "Fik.. du.. en.. julestjerne?" Spurgte han, og blev pludseligt helt skræmt.

  "Ja, men bare rolig, jeg har smidt den ud," beroligede jeg ham.

  Det så ud til at det lettede ham en smugle. Han fortsatte med at smile, og krammede mig så. Det var lidt akavet, men whatever. Det er ikke hver dag man får en krammer af julemanden.

  "Må jeg, måske, komme med ud til der de muligvis er?" Tiggede jeg, og håbede af hele mit hjerte han ville sige ja.

  "Hvis du står bagerst, så kan jeg ikke se der skulle ske dig noget," sagde han.

  Yes, yes, yes, yes! 

  "Takker!" Råbte jeg.

  "Ho Ho Ho, det var da så lidt!" Grinede han. "Kom du med nu."

  Vi gik ned til stalden, hvor en snescooter stod klar. Jeg satte mig bagerst, og holdte godt fast om julemanden. Flere gange var jeg ved at falde af, især ved de store humper. Men det var ikke på grund af dem, det var julemanden der fyldte det hele, med hans store.. Bag.

  Enlig kunne jeg ikke se andet end hvidt sne, selv ikke julemanden. Det føltes underligt, sådan ikke at kunne se andre farver end én. Endda samme nuance.

  I det han stopper snescooteren, falder jeg af, men lander heldigvis blødt. 

  "Jamen dog, det var sørme ikke medvilje!" Råbte han, og trak mig op fra alt sneet. Det føltes faktisk som et iskoldt bad.

  Jeg lod mærke til at julemanden havde en ur på, så jeg kiggede straks, men kunne ikke se pilene tydeligt nok.

  "Hvor langtid er der til juleaften?" Spurgte jeg ham.

  Han vendte sig mod mig, og gik ned i knæ, for at have samme størrelse som mig.

  "Lige præcis 1 dag," hviskede han i mit øre.

  Der var mindst tusind nisser omkring mig. De stormede alle sammen ind i hulen, men jeg kunne intet hører derinde fra.

  Jeg ventede spændt efter at de kom ud. Men så kom der et par nisser. De havde ingen med. Hulen måtte have været tom. Den havde været forladt, og ingen var der.

  Tårende klemte sig ud af mine øjne, da nissen stod foran mig. Jeg vidste at han ville sige de ingen fandt. Han så klar ud til at fortælle det.

  "Hr. Josh. Jeg må medbringe dem noget," nu kom det, nu kom det. "Din familie har ventet på dem. Skal du ikke hilse på dem?"

  Mit hjerte fyldtes med glæde. Jeg kunne mærke glæden komme igennem hele min krop. Lige foran det lille skur i klippehulen, stod de alle.

  Jeg løb der hen så hurtigt, at jeg næsten var ved at lette fra jorden. Jeg sprang op på dem, så de var lige ved at vælte.

  "Jeg vil ALDRIG, miste jer igen!" Sagde jeg, og kyssede mor og far på deres kinder. Jeg satte mig på hug overfor Jenna. Hendes øjne lyste stærkt. En lille tåre trillede ned ad hendes kind.

  "Undskyld jeg mistede dig, undskyld!" Hviskede jeg hende i øret. Jeg krammede hende, og havde slet ikke lyst til at give slip igen, men jeg var klar over at jeg blev nødt til det.

  "Det okay, brormand," sagde hun, og smilede. Jeg kyssede hende på kinden, og bar hende op, så jeg holdte hende i hænderne. Jeg kildede hende, og hun grinte. Det var min lillesøster.

  Nisserne kom med store tæpper til os alle, og en kop varm kakao. 

  "Hvor er Wissily enlig?" Spurgte jeg julemanden, mens vi kørte hjem til ham.

  "Wissily. Ja, hende skal du ikke frygte mere. Kan du huske kammeret hvor jeg tjekker ønskelister?" Spurgte han.

  "Ja?" Sagde jeg.

  "Dernede kommer hun til at hygge sig resten af sine dage," han lo.

  Da vi var nået hjem til ham, fik vi uddelt værelser. Men vi bestemte at vi kun ville have én. Og da jeg sagde hvad for en, blev julemandens nisserådgiver sur. Men sagde, pyt det er jo kun jul én gang om året! Vi andre lo, og mor og far lærte at tro på julemanden og hans nisser. I starten var de helt kukkuk. Men som sagt. De er jo også mine forældre.

  Det havde været en utrolig lang lillejuleaften, men da vi havde sagt farvel, til nok alle nisserne, kørte julemanden os hjem i hans kane, som nisserne havde brugt cirka 2 timer på at reparerer. 

  Jeg mener bestemt jeg så Ben, Kloge-Ben, stå i vinduet at måbe. Derefter vidste jeg at når jeg kom hjem, ville telefonen ringe uafbrudt. Han ville fortælle alle at han så julemandens kane. Måske så han oven i købet også mig i den. Man havde lov at håbe.

  Vi landede i haven, og julemanden fjernede forsigtigt julestjernen fra stuen. Juletræet stod i stuen, og pyntede godt. Jeg smilede ved synet, og ved tanken om at mor havde hugget den fra den sure købmand.

  Vi takkede julemanden for alt, og så tog han af sted igen. Det var kun midnat, og jeg følte tiden havde været gået i stå. 

  "Lad os gå i seng nu, og så når I vågner op i morgen, skal vi holde verdens bedste juleaftensdag!" Sagde far.

  "Okay, far, men mig sove hos jer, vil!" Tiggede Jenna.

  "Også mig vil," sagde jeg for sjovt, og lavede hundeøjne.

  Mor og far sagde først nej, men til sidst fik vi lov.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...