Juleekspeditionen - Bind 1

Josh ender på Nordpolen sammen med sin lillesøster, da han har sin magiske halskæde på, som han fik af en gammel dame.
Lillesøsteren bliver holdt fanget af en ond troldkvinde, der truer med at skade lillesøsteren, hvis der kommer en jul.
Josh og julemanden må finde og redde søsteren, hvis det nogensinde skal blive jul igen.

11Likes
2Kommentarer
855Visninger
AA

3. Kapitel 2. Troldkvinden.

"Du troede rigtig nok at det værste var overstået, var?! Har jeg ret?!" Råbte troldkvinden. "Men det er det ikke. Og hvis du tror eller håber at nogen vil komme og redde dig, så har du ret. Og selvfølgelig vil de finde dig, men de få dig ikke! Så bare glæd dig. Glæd dig til at se din helt bliv flået fra dig!"

  Jenna så forvirret op fra den lille bur hun var fanget i, og kiggede den onde troldkvinde direkte i øjnene. Hendes øjne blev våde, og langsomt begyndte hun også at småhulke. Der var mørkt, kun en enkelt lysstribe nåede ind i den iskolde rum de var i.

  "Mig.. Hjem.." Peb Jenna, og tørrede sine øjne for de tårer der trillede ned ad hendes små kinder. Langsomt kunne hun mærke at hun blev træt, og hun lænede sig op ad et hjørne.

  "Du kommer ingen steder, ikke før jeg har sikret mig julen ikke bliver til noget resten af mit liv!" Sagde Troldkvinden vredt. Hun vendte sig rundt, og smækkede en dør bag sig. Der blev kulsort, og Jenna lå efterladet i mørket, kun med en enkelt tør brød til at spise de næste 24 timer.

  Hun begyndte at ryste over hele kroppen, og græd så selv den dygtigste skuespiller ikke kunne skjule sine følelser.

  "Moar, far, Johs.. Er i vor? Er i vor?" Græd hun, mens hendes tænder klaprede. Hun trak benene til sig, og tog fat i det tørre brød, men i det hun skulle til at tage et bid af det, smuldrede det i hendes hænder. Hun kæmpede for at samle krummerne op, men det blev ikke til noget.

 

"Jah.." Begyndte julemanden, hvis papirer vibrerede. Det var første tegn på nervøsitet. "Jeg må overbringe dårlige nyheder.."

  Nisserne gispede, og så på hinanden.

  "Kanen.. Er blevet ødelagt. Udsat for hærværk."

  Et par nisser råbte at det sagtens kunne fikses.

  "Nej.. Eller jo.. Sagen er bare den, at hvis den lavet.. Så vil en lille pige, blive holdt fanget resten af hendes dage.."

  "Hvad skal vi gøre? Vi må da holde jul, ellers bliver alle børnene skuffede!" Sagde en nisse.

  "Nej, vi må blive nødt til at holde jul, og hvad med alle de andre jul?" Sagde en anden.

  "Hør her," sagde julemanden lidt vredt. ”Vi kan ikke længere holde jul, ikke så længe pigen er fanget. Indtil må vi lede efter hende!"

  Jeg holdte mig for munden. Mon den lille pige var min lillesøster? Var damen jeg så, mon hende der holder hende fanget? I så fald, hvorfor blev jeg så ikke også taget? Noget sagde mig at min søster stadig var derude et sted, men om det var hos damen, vidste jeg ikke. Det var vidst på tide, jeg gjorde mig til syne for nisserne, og den højtærede julemand.

  Langsomt skubbede jeg mig frem mod julemanden. Han så bedrøvet på nisserne, indtil han fik øje på mig. Han hev noget frem der lignede en fjernbetjening, og trykkede på en knap. 

  Alt omkring mig forsvandt, og pludseligt var her øde. Kun sne sne, og atter sne i miles omkreds. Men jeg kunne mærke at alt stadig var her, bare usynligt. Deres varme var her endnu. Selvom de prøvede, og virkelig var gode til at spille usynlig, vidste jeg at de stadig var omkring mig.

  "Jeg ved i er her," sagde jeg højt, så jeg var sikker på at alle hørte det. "Men jeg er her ikke for det i tror. Jeg endte her ved en fejl, og nu er min lillesøster væk. Det er muligvis den pige der, i taler om.."

  Der var stadig helt stille. Kun lyden af den kraftige vind, tog over. I et øjeblik føltes det så overbevisende, at jeg næsten troede på at de var væk. Men de var bare usynlige, hvordan de end så gjorde alt det.

  "Jeg har måske set hvem der har kidnappet pigen?" Prøvede jeg igen. Jeg kunne hører nogen hviske.

  Pludseligt var alt tilbage igen. Julemanden gik langsomt hen mod mig.

  "Er det sandt, lille menneskedreng?" Spurgte han nervøst. Hans hvide skæg glitrede ligesom på film. Og han var faktisk meget høj og bredskulderet. Selvfølgelig havde han også den store mave.

  "Ja," sagde jeg.

 

"Denne her," sagde far, og løftede den op fra bunken med juletræer. "Den kommer til at se godt ud i stuen!"

  "Nej, nej, nej!" Sagde mor. "Charlie altså, den er hæslig! Der er kun tre grannåle på!"

  Den var tynd, lysebrun, og ja.. Havde faktisk kun tre grannåle på.

  "Jamen, den er da.. Okay det går ikke.. Men de har jo ingen!"

  Mor kiggede rundt, og så opdagede hun noget hun ikke burde have set. En stor og flot juletræ, stod i købmandens have. Den var beklædt med lyskæder, der blinkede rød grøn og gul.

  "Den.. der!" Hviskede hun. Far kiggede rundt, og opdagede den først da hun pegede.

  "Jamen skat altså, det er jo købmandens!" Sagde han og kløede sig i håret. Han lavede et par knæ bøjninger, og pustede så. Hans alt for tynde lår, var kolde som is.

  "Han kan sagtens finde en ny, det kan vi ikke!" Råbte hun arrigt, og gik stivbenet hen til det høje grantræ. Hun hev den op fra den krukke, den stod plantet i, og slæbte den hen over vejen. Efter kort tid, var den allerede bundet til taget.

  Far havde intet at skulle have sagt. Han levede stadig i sin lille forvirrede verden. Han satte sig ind i bilen, og så kørte de væk, med købmandens grantræ.

 

Nisserne holdte deres opmærksomhed på mig. Det var en ubehagelig følelse, at vide at hver bevægelse, hver handling man tager, vil blive iagttaget.

  "I så fald, min ven, kan du så forklare os hvad du så? Og hvad du ved?" Spurgte julemanden.

  Jeg tænkte lidt for at bringe hukommelsen på plads. Det var svært at beskrive, da alt var slørret. Desuden spekulerede jeg stadig over hvordan pokker jeg var endt på Nordpolen.

  "Altså.. Øh.. Jeg så en kvinde. Hun var vidst gammel, og.. Havde en.. En.. En brun kappe på. Den var mørkebrun. Hendes hår var sat op, og hun var ret meget rynket.. Så vidt jeg husker.."

  Jeg tog min lyseblå hue af, og holdte den i begge hænder. Mine mørkeblå øjne anstrengte sig for at se igennem alt lyset. Selvom jeg ikke kunne se mig selv, var jeg overbevist om at mine læber var frosne.

  "Havde denne kvinde, en grøn ring på?" Spurgte julemanden, og begyndte at se mere og mere interesseret ud, i hvad jeg fortalte ham.

  "Det.. Det tror jeg faktisk," sagde jeg, selvom jeg havde på fornemmelsen at det bare var indbildning fordi han lige nævnte det.

  "Wissily.." Mumlede han, og lukkede øjnene i. "Det her er ikke godt. Hun har før truet med at ødelægge julen, hvorfor ved jeg ikke. Hvis det er sandt, og det er hende. Kan vi kun fortsætte julen, hvis vi finder hende og din søster. Det er da din søster der er fanget, ikke?"

  "Jo, det tror jeg.." Sagde jeg svagt. "Gør hende Wisly hende noget?"

  Tårende pressede på. Det var min skyld. Jeg skulle ikke have prøvet at kælke ned ad den igen! Hvis ikke havde vi alle nok sat derhjemme, og drukket en kop varm kakao, mens vi sneet dalede ned udenfor. Vi havde nok dyne på, og sad og så en julefilm. Måske Alene Hjemme?

  "Kun hvis vi fortsætter," sagde han. "Og det gør vi ikke, ikke før din søster er fundet, og vi er sikre på at Wissily aldrig mere gør nogen noget."

  "Hvordan finder vi hende så? Ved vi overhovedet hvor hun skjuler sig?"

  "Hør her, det er ikke 'vi'. Du kan ikke komme med, det er for farligt, tænk hvis hun også tog dig! Og måske, har vi en anelse. I hvert fald her på Nordpolen, måske i en klippehule eller underjordiskhule."

  Det var min søster, hvis nogen havde ret til at finde det, var det mig! Men det er jo ikke til at diskuterer med julemanden. Det var jo julemanden! Men.. Jeg kunne måske snige mig med, når de tager af sted? Det ville være forsøget hver.

  "Hvad skal jeg så imens?" Spurgte jeg og løftede den ene øjenbryn. Jeg havde før set det i en film, og tænkte at det var et perfekt tidspunkt at bruge det til.

  "Du kan se dig rundt omkring," sagde han.

  "Hvad med os, chef? Hvad med os? Vi må jo ikke lave legetøj nu, nu må vi jo ikke lave legetøj?" Sagde en nisse.

  "I skal lede hele Nordpolen igennem, og finde det pigebarn," sagde han alvorligt. For første gang lød han som en ægte julemand. En der var bestemt på hvad han skulle gøre, og virkelig vidste hvem han var.

  Nisserne styrtede rundt om mig, så jeg var ved at vælte. Der var ingen tvivl om at de snart ville finde min lillesøster.

 

Jenna lå trygt og sov. Nej, ikke trygt. Utrygt. Hun var rød rundt om øjnene, fordi hun havde grædt. Hendes hår var pjusket, og trængtes til at blive redt. Hendes læber var røde og tørre, og hendes små bitte hænder, var krummet sammen.

  "Johs.. joh.. mig.. gave" Sagde hun i søvne. Døren til rummet, blev forsigtigt åbnet, og ind trådte troldkvinden.

  "Du er min vej til endelig at få den perfekte jul jeg altid har drømt om. Nemlig ingen jul!" Hviskede hun i Jennas øre. Hun gik ud af rummet igen, og så vågnede Jenna.

  Et nyt tørt brød, lå ved hendes side. Det betød at der måtte være gået 24 timer. Det måtte være D. 23. December. 1 dag til juleaften. Mon hendes forældre overhovedet havde opdaget hun var væk?

  Jenna tog et bid af det tørre brød, og drak den lille sjat vand, der var i glasset ved siden af brødet.

  Hun var begyndt at blive svagere, kunne hun mærke. Hun kunne knap nok løfte glasset. Kulden om hende, havde hun stadig besvær med at vende sig til. Hun var også begyndt at få ondt i halsen. I dette øjeblik ville hun gøre alt for at få sin elefanthue, og flyverdragt tilbage. Men hun kunne ikke få det. Det lille kasseformede ting hun var fanget i, holdte hende spærret inde.

  Langsomt rejste hun sig op, og strakte armene op mod kanten, men hun kunne kun snitte den. Så slog en ide hende. Mon hun kunne vælte det hun var i? Hun vippede den frem og tilbage, og til sidst lykkedes det hende at vælte den. Hun kravlede ud på det iskolde gulv, og susede hen til døren. Hun strækkede sig op for at nå håndtaget, men den var forlangt oppe. Så rejste hun sig op, og hoppede, og hun fik fat i den. Hun åbnede den forsigtigt, og kiggede ud.

 

Jeg vågnede op i en stor og blød seng, på julemandens gæsteværelse. Det havde normalt været her hans nisserådgiver havde boet, og han blev meget gal da julemanden sagde jeg måtte låne det til de havde fundet min søster.

  Igennem vinduet kunne jeg se sneen dale ned fra himlen. Min mave knurrede, og jeg åbnede det nisserne kaldte for madskab. Der var fuld af slik, kager, og andre lækre sager. Jeg tog den uskarpe kniv, og skar et stykke af en julekage. Jeg satte den på en tallerken, og satte mig på sengen. Uden tøven tog jeg et bid, og det var den bedste julekage jeg nogensinde havde smagt. Men jeg nød den slet ikke. Jeg kunne ikke lade hver med at tænke på min stakkels søster, og mine forældre så mange kilometer væk. Hvad lavede de nu? Havde de sat en eftersøgning op, efter os? Og den gamle dame jeg købte halskæden af, havde hun kunne hjælpe. Så hun da vi pludselig forsvandt? Det måtte hun have gjort!

  Mon vi får skæld ud når vi kommer tilbage til mor og far? Eller kommer jeg alene tilbage? Jeg prøver at fokuserer på virkeligheden, selvom det er svært. Selvfølgelig finder de min søster, men bliver det inden i morgen? Når vi at holde jul sammen?

  Julemanden hørte ikke hvordan jeg kom til Nordpolen. Kunne det hjælpe med at finde hende kvinden med det sære navn? Nej, hvordan skulle den kunne det? 

  Jeg gik ud af værelset, og stod så på en tom gang. Igen kunne jeg hører julemusik. Jeg besluttede mig for at finde ud af hvor det kom fra.

  Mens jeg gik ned ad de farverige snoede gange, tænkte jeg på rensdyrene. Dem måtte jeg bare se. Der ville jeg gå ned bagefter jeg havde fundet ud af, hvor musikken kom fra.

  Pludseligt stod jeg bare foran en dør. Den var rød, og med en krans på. Forsigtigt åbnede jeg den, og så hele den tomme juleværksted. Der var mindst tusind maskiner og sjove dimser og knapper. Gaver lå på borde og bånd, upakkede alle sammen. Det var et trist syn.

  Musikken kørte stadigt, og selvom den var hyggelig og julet, var den faktisk trist. Kun fordi jeg vidste at der nok ikke vil blive en jul i år.

  Det var blevet tid til rensdyrene. Hvis jeg var hurtig, kunne jeg måske nå at snige mig om bord på en af de snescootere de køre rundt på. Jeg kunne huske at julemanden sagde at de ville kører klokken 13.00. og det var om fem minutter.

  Jeg susede af sted ned til stalden, hvor de gjorde klar til at kører. Lige i det jeg nåede derned, kørte de. Men jeg ærgrede mig ikke så meget. Nu havde jeg tid til at se på rensdyrene. 

  I stalden var der fuld af hø selvfølgelig. Det kunne man også dufte hvis man nu var blind. Der lugtede også lidt af gødning. Og som jeg forestillet mig, havde rensdyrene ligesom hestene derhjemme på vores lille gård, deres egen lille bås. De lignede normale og ikke magiske rensdyr, bortset fra de bjælder den havde på deres røde halsbånde. De prustede, og kæmpede for at komme hen til mig. 

  For enden af rummet opdagede jeg en lille luge. Den var skjult af en hel del hø, men jeg ventede med at se hvad der var dernede. Først ville jeg hilse på alle rensdyrene.

  "Hej Komet, Dasher, Danser, Prancer, Vixen, Amor, Donder, Blitzen, og Rudolf!" Råbte jeg, så jeg var overbevist om at de alle hørte det. De prustede igen, og jeg klappede der hed Komet. Det stod der i hvert fald på dens halsbånd.

  Jeg smed lidt mere hø over til dem hver, og gik så hen til lugen. Den var svær at få op, men til sidst fik jeg den åbnet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...