Juleekspeditionen - Bind 1

Josh ender på Nordpolen sammen med sin lillesøster, da han har sin magiske halskæde på, som han fik af en gammel dame.
Lillesøsteren bliver holdt fanget af en ond troldkvinde, der truer med at skade lillesøsteren, hvis der kommer en jul.
Josh og julemanden må finde og redde søsteren, hvis det nogensinde skal blive jul igen.

11Likes
2Kommentarer
879Visninger
AA

2. Kapitel 1. Julemagi.

Radioen i bilen afspillede et nummer af John Cashmen, Ten Thousand Days Of Christmas hed den. Det var verdens længste julesang, det vidste jeg fra Ben; Ben, kloge-Ben. Jeg frygtede, at jeg en dag vil blive som ham og uddele ubrugeligt viden om alt muligt til alle. Selv fremmede.

  Mor, der sad på forsædet, kiggede på mig i sidespejlet. Hun lavede det der fjollede-lidt-uhyggelige smil, som enhver kunne se var falsk. Hun forsøgte at få mig til at grine, men i stedet ville dét smil give mig mareridt.

  Da vi kørte forbi de små minijuletræer, kom jeg i tanke om Hunter. Jeg havde lovet ham at tage et billede af én og sende den til ham. Stakkels dreng. Noget må han fejle. Man spurgte da bare ikke en anden dreng om at tage et billede af et minijuletræ. Men lovet er lovet, så jeg trak min mobil op ad lommen og tog et billede af den.

  Lige da jeg skulle til at slukke for mobilen, opdagede jeg at en med hemmeligt nummer havde haft ringet til mig. Der lagde en besked på telefonsvaren, men jeg valgte at lade den ligge. Vi var jo alligevel snart fremme til det sted, vi plejede at fælde juletræer ved. Så var der ikke tid til at lytte.

 

"Josh!" råbte far forpustet, mens han kæmpede sig op ad bjerget beklædt med fint hvidt sne og massevis af mørkegrønne træer. Vi andre (mor, Jenna og jeg) havde ingen problemer. "Josh, du må altså kigge på træerne! Det er ved at være udmattende.. og det er jo dig, der skal væge træet..!"

  "Charlie Hill Walker," sagde mor til far. "Kom dog i bedre form! Du ligner én, der er med i Tour De France!"

  Det var faktisk sandt. Hans stramme træningstøj, fik ham til at ligne en prof. i cykling. Ikke det bedste tøj at tage på midt i december, lige da sneen var allermest højst. 

  "Ud o' kælge i dag?" spurgte lille Jenna. Hendes øjne var store og klare, og det var vist på tide at hende og jeg skulle lave noget sammen.

  "Når vi kommer hjem Jenna," sagde jeg til hende. Jeg trak min hue godt ned over ørene og lynede min plyssede jakke helt op til underlæben.

  Jenna grinede og faldt over en lille træstub, men hun fik kæmpet sig op igen på ingen tid. Hendes tænder klaprede, trods hun havde flyverdragt og en lyserød elefanthue på.

  "Dén der!" råbte jeg og pegede på et stort flot grantræ. Mine fødder satte straks af, og selvom den stod et stykke væk, var jeg allerede nået derhen.

  "Smukke træ, smukke træ!" udbrød Jenna. Hun var enig med mig.

  "Jah.." sagde far tvivlende, "det er bare, om den kan være i huset.."

  "Selvfølgelig kan den det," sagde mor.

  I noget tid stod de og diskuterede, om den kunne være i vores ret så store hus. Det kunne den selvfølgelig, for fordi vi havde 2 etager har vi meget højt til loftet. Og så er træet jo heller ikke så vildt stort.

  "Jeg ved ikke hvorfor, men jeg har et billede af stuen," afbrød jeg dem, "så kan I jo selv se, at træet er stort nok." 

  Jeg fandt mobilen frem og viste dem billedet. Far måtte opgive, og mor pralte selvfølgelig af at hun havde ret.

  Ingen af os var bare klar over, at det blev far, der havde ret.

 

Far var fuldt i gang med at fælde træet, da jeg hørte skridt bag mig.

  Vi kiggede og så en gammel mand, der stod og fægtede med en økse imod os.

  "Sig mig! Fælder i mine træer?!" Råbte han og kiggede på min forpustede far, der havde ladet blikket glide op fra træet og hen på den gamle mand.

  "Øh.. dine træer?" spurgte far nervøst.

  "Ja, mine træer, dit fæ," skrabbede han.

  "Vi har fældet vores juletræer i flere år lige her!" protesterede mor. "Hvorfor har vi så først set dig nu?"

  "Ja, det er fordi jeg lige har overtaget det!"

  Far lignede en bange æsel. Eller en chokeret pipfugl, der pustede sig op. Alt i alt var far jo bare far. En mystisk far, som man ikke kunne være stolt af. Mere pinlig over.

  I noget tid prøvede mor at overtale manden til at lade os fælde træet og få den med, men manden truede med at ringe til politiet, hvis ikke vi forsvandt med det samme.

  Vi skyndte os væk med manden med øksen lige i hælene. Lille Jenna grinede, og jeg blev nødt til at tage hende i hånden, for at hun ikke skulle falde.

 

rh, det var godt at komme væk," prustede mor.

  "Ja, han var vist en galning," sagde far sukkende.

  De startede bilen, og jeg smågrinede, mens jeg så på manden, der stadig rendt rundt i udkanten af skoven. Han havde ikke bemærket, at vi var gået.

  "Kælke nu, kælke nu!" råbte Jenna. Hun ruskede i mig.

  "Nej, Jenna, først når vi er hjemme, okay?" Jeg fik hende til at slippe mig og tog hendes hue af og satte den så ordenligt på. Hendes blonde hår stak ud i totter. Hun lavede en sjov-trist-grimasse, men begyndte så at grine. Typisk hende.

  Vi kørte forbi byskiltet og igennem den gamle del. Lyskæder i alle julens farver var smidt i bølger, formet som hjerte og julemænd over alt. Jenna måbede.

  "Woaw'er!" udbrød hun, selvom vi havde kørt forbi her måske 47 gange i løbet af julens dage. Nu var det jo D. 22. december. 2 dage til jul, og jeg glædede mig som en sindssyg.

  Far parkerede lige foran døren, da vi var nået hjem. Jeg sagde til mor, at Jenna og jeg ville gå op i bjergene og kælke. Hun nikkede bare og begyndte at plapre løs om, at far og hende ville gå ned til den lokale købmand og købe et juletræ dér.

  Jenna satte sig op på kælken, og jeg trak hende hen til de store bjerge. Hun hvinede og fægtede med armene, når hun blev trukket over de små humper. 

  "Dén der bjerg," hviskede jeg ind i hendes ører, der ellers var dækket af elefanthuen, og så pegede jeg på den største bjerg.. og den farligste. "Den skal vi prøve nu."

  "Jaah!" grinede hun og kunne ikke vente, så hun sprang af kælken og løb. Flere gange var jeg ved at glide - en enkel gang skete det også, men jeg faldt ikke ned.

  Vi var nået toppen, og jeg fortrød, da jeg så udsigten derfra. Der var en grund til at lige netop dette bjerg blev kaldt 'Sky Jump'. Den var gigantisk og helt ærligt, følte jeg mig dårligt tilpas. Ingen mennesker burde udsættes for dette. Det var ikke et sted, hvor man kunne kælke! Det var et sted selvmordstruede folk, gjorde deres liv færdigt!

  "Mig kælke, viiih!" råbte Jenna og sprang på kælken, som hun tog ud af mine hænder. Mine øjne blev store, da jeg så, at hun var på vej ned. Jeg kastede mig efter hende og fik fat i kælkens kant.

  Sneet styrtede rundt omkring mig og mine hænder kæmpede for at give slip, men ligesom når man fik stød, sad grebet bare fast. Jeg kunne ikke slippe, ikke før jeg var noget bunden. Hvis der da var én.

  Min krop føltes bevidstløs, da vi pludselig stod stille. Jeg var som forfrossen, mens Jenna bare rejste sig op og gav sig til at klappe og le. Blev den pige aldrig bange?

  Vi var nået hel hen på cykelstien, og da jeg kiggede tilbage, blev jeg overrasket over hvor langt vi faktisk havde kælket. En gammeldame stod over på den anden side af vejen og solgte brændte mandler.

  "Jeg tror, jeg har nok penge til en pose," sagde jeg stadig lidt fortumlet til Jenna. Jeg gik over vejen med Jenna i hånden, som jeg havde lært at skulle gøre. Først da vi nåede derover, gav jeg slip.

  "Hvor meget koster en pose?" spurgte jeg den gamle dame. Hun smilte sødt og venligsindet.

  "Jeg har desværre ikke flere - men måske noget andet, du kunne være interesseret i.." Hun fandt en halskæde frem fra den bod, hun stod ved. Meget øde. "Denne halskæde vil lede dig til julemanden. Den er magisk og hel speciel. Jeg tror, at du vil benytte den på den rigtige måde."

  Ej, halskæder, der kunne fører mig til julemanden eksisterede ikke. Det vidste jeg med sikkerhed, alt andet kunne ikke lade sig gøre. Men jeg gav hende chancen, da den så ret cool ud. Halskæden var en sølvfarvet cirkel og med en pil lavet af guld indeni cirklen.

  "Hvordan kan den der lede mig til julemanden?" spurgte jeg nysgerrig efter at høre hende langt ude forklaring.

  "Når pilen lyser blå, betyder det, at det er dén retning, du skal gå," fortalte hun.

  "Hvor meget koster den? Jeg har kun 20 kroner i lommen.."

  "Hvis du lover at passe godt på den.. så må du få den gratis."

  Der måtte være noget i vejen med den. Det kunne ikke passem at jeg kunne få den gratis, men nu jeg havde chancen, hvorfor så ikke tage den? Den kunne jo ikke ligefrem skade nogen.

  "Jeg lover at passe meget godt på den!" lovede jeg, og hun rakte mig den. "Tusind tak, og glædelig jul."

  "Glædelig jul."

  Jeg tog den uden på frakken og gik op til bakkerne igen. Modet var på en måde kommet tilbage. Nu havde jeg prøvet det og havde bevist, at jeg intet andet var kommet til end at blive en smule svimmel. Kan Jenna uden frygt, kan jeg også.

  "Øh.. Jenna.. hvad siger du til, at prøve én gang til?" spurgte jeg og tog hendes hånd.

  Hun nikkede ivrigt, og vi løb derop på ingen tid. Da vi stod der på toppen, mærkede jeg stadig lidt spænding. Men dette var på en god måde.

  Vi satte os i kælken, Jenna forrest, så jeg kunne holde fast i hende. Langsomt skubbede jeg os ud over kanten.

  Det føltes som gik selveste tiden i stå, da kælken ramte den lille sten. Alt skete så hurtigt, at alt blev hvidt. Hvidt som de klareste snefnug i december's iskolde dage. Kælken vendte sig om, og jeg faldt af. Jeg drønede ned og slog min arm. Alt i mit hoved kørte rundt og op og ned. Jeg slog en baglæns koldebøtte og fløj så igennem luften. Jeg havde mistet fodfæstet, mens Jenna trillede ned ad bjerget.

  Pludseligt landede jeg og mærkede smerten i min venstre arm. Jeg havde problemer med at se og fokusere på ét sted.

  Da jeg lidt bedre kunne se, så jeg Jenna stå over mig. Eller nej. Det var ikke Jenna. Personen var højere. Det var en kvinde. Men hun gik med det samme og efterlod mig så alene med min lillesøster. Hvad var dét for noget? Hun kunne da have hjulpet!

  Langsomt fik jeg kontrollen over mit syn og var i stand til at stå op. Men noget var i vejen. Der manglede noget - noget irriterende frygtløs, og noget der altid kunne peppe ens humør op. Det var Jenna. Hun var ikke til at få øje på.

  "JENNA?!" råbte jeg og først dér, gik det op for mig, hvor jeg befandt mig. Jeg befandt mig, på selveste Nordpolen. Det var ikke til at tage fejl af. De utrolig høje, sneklædte bjerge, den kolde og tynde luft og så selvfølgelig den svage lyd af noget julemusik. Julemusik!

  I dét øjeblik jeg løb over et par bakker, stod jeg som forstenet. En kæmpe bygning med alle julens farver stod lige ved siden af en enorm luksustræhytte, der så gammeldags indrettet ud. Men det kunne ikke passe - ikke lade sig gøre. Det var flere år siden, jeg havde troet på julemanden, men dér - lige foran mig, stod det hele. Julemandens hus, julemandens værksted, en masse høje og farverige huse bag ved, der som sagtens kunne tilhører nisserne. Og ved siden af julemandens hus stod stalden, der lugtede af hø og halm. Sikkert den stald, hvor de mange rensdyr befandt sig. Åh i jomfru Marias navn, var dette et drømmerige, jeg kun befandt mig i, fordi jeg havde slået hovedet?

  "Det.. er.. løgn.." hviskede jeg mest for mig selv, og der kom en klar forstsky ud af min mund.

  I et øjeblik glemte jeg alt om min forsvundne lillesøster. Men kendte jeg hende ret, hvilket jeg gjorde, så havde hun for længst løbet derned. Hun var sikkert i færd med at klippe en nisses skæg af, ligesom hun klippede en tot af mit hår af for lidt tid siden. Det havde heldigvis hurtigt groet ud igen.

  Nu var spørgsmålet jo bare det, hvordan pokker jeg var endt på nordpolen! Jeg kom i tanke om min hals kæde.

  Forsigtigt tog jeg den frem fra frakken. Den lyste klart og lyseblåt i retningen mod julemandens hus. Var dette et tilfælde eller ikke? Jeg måtte have slået hovedet kraftigt, da jeg faldt, for dette kunne ikke lade sig gøre. Det var blevet videnskabeligt undersøgt!

  Langsomt gik jeg ned ad den bakke, jeg stod på og gik så nærmere mod julemandens hus. Mine sko satte fine aftryk i den glitrende sne. Om meget kort tid, stod jeg måske foran en ægte nisse.

 

Store lygter med kranse lavet af julehjerter,  samt julestokke og andet slik var plantet over alt. Svagt hørte jeg lyden af grinene nisser. De kunne ikke være langt fra.

  Jeg gik ind imellem de mange store huse, og der var lys i hvert et. Pludselig stod jeg i åbningen af dét, man kunne kalde for; et nisse-shoppingcenter.

  Der var tusindvis af butikker med slik, legetøj og alt muligt andet. En gammel nissekone solgte strikkede nissetrøjer og en yngre solgte kælke i alle former og størrelser. Der var rulletrapper op til mindst ti flere etager.

  Nisser vandrede rundt over alt, næsten det hele jeg kunne se var rødt, hvidt, grønt og gult, guldfarvet og sølvfarvet. Ingen havde bemærket mig, måske mest fordi, at jeg er lille ligesom dem.

  Et gigantisk juletræ stod i midten og lyste med de smukkeste, klareste farver, jeg nogensinde havde set. På toppen var en glimtende engel, der i hænderne holdte en skinnende stjerne. Jeg måtte knibe mine øjne tæt sammen, for at kunne se på den.

  Jeg huskede det hele fra mine drømme, da jeg havde været mindre. Det var nøjagtigt sådan, jeg forestillede mig det.

  Kunne dette virkelig passe? Kunne dette bare være en langt ude drøm?; Det kunne det, men det var det ikke, besvarede jeg mit spørgsmål med.

  Der lød pludselig en høj fløjten, og nisserne trak sig til siderne. Jeg var stadig ubemærket, da et par stykker rykkede sig hen foran mig. Jeg kunne dog stadig se.

  Fire dansende nisser, løb ind i centrum. De var klædt i grønne og røde striber og med bjælder i stedet for de hvide dutter forenden af nissehuen. De bjældede i takt med deres trin. Bells of Christmas blev sat på, og inden jeg nåede at opfatte det, gik en hel speciel nisse ind på 'scenen'. Denne nisse var julemanden. Han havde et stykke papir i hånden og en mikrofon i den anden.

  "Stille, stille! Julemanden vil tale!" tyssede en nisse på alle de andre jublende nisser.

  Julemanden stillede sig ret, og stemningen tystnede.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...