Le Cendrillon

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 nov. 2013
  • Opdateret: 10 apr. 2015
  • Status: Igang
Askepot havde ikke kunne lide sit liv, siden hendes far døde. Hun måtte ikke komme ud af huset, kun for at hente brød til Miss Thens, hende, der havde fundet på navnet ''Askepot''. Askepot hed Madeline, men det vidste ingen andre end Miss Thens og hendes døde far.
Men en dag ændrer alt sig, ved hjælp af en Hr. Charles. Hende og Charles kommer ud på en lang rejse sammen, med feer, slotte og fangekældre.
Vil de overleve? Og ikke mindst, vil deres følelser for hinanden vokse, eller dø ud?

30Likes
101Kommentarer
2818Visninger
AA

9. Le Cendrillon -8-

 Kapitel 8.

Jeg havde løbet langt nu, meget langt. Men jeg have stadig ikke set feen. Hvor var hun? Jeg løb længere og længere, smed den ene sko jeg havde på, og rev noget af min, nu grå, kjole af, så den ikke var så lang og nemmere at løbe i.

Til sidst var jeg alligevel nødt til at standse op, jeg var utroligt forpustet og havde vabler på mine sko, og min knold hang ned i ansigtet på mig.

''MORMOR? HVOR ER DU?'' råbte jeg, eftersom jeg jo ikke vidste hvad hun hed.

Jeg kunne høre en lille stemme lidt væk herfra. ''Madeline? MADELINE! HJÆLP!'' Det var min mormor.

Hun lød skræmt, og bange. Selvom jeg ikke kendte hende så godt , var hun stadig min mormor, og hendes bange stemme fik mine tårer frem, og også mig til at blive ked af det.

''MORMOR?!?!'' Hun svarede mig ikke. Jeg løb hurtigt gennem skoven. Flere flænger skar sig i mine ben, men jeg var ligeglad. Til sidst nåede jeg til en flod, så jeg var nødt til at stoppe. Mig og min far plejede at bade her, hver sommer.

Jeg rystede hovedet for ikke at tænke på det, og fokusere på at redde min mormor, så jeg ikke mistede den eneste jeg havde tilbage.

Jeg prøvede at lede efter enden på floden, da jeg så to stærke, store, mænd fra kongens hær, som jeg kaldte dem. De bar på en brun sæk. Det samme blå lys feen havde, strålede ud af den.

''MORMOOOR?!!'' Jeg kunne smage de saltede tårer fra mine øjne i min mundvige, da jeg råbte hendes navn. Jeg løb hen til mændene og rev sækken ud af deres hænder. En mere tot hår faldt ned over mit ansigt, men jeg var ret så ligeglad lige nu.

Jeg vendte mig om for at løbe, da noget hårdt ramte min ryg, og fik mig til at besvime og lande nede på den kolde våde jord.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...