Le Cendrillon

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 nov. 2013
  • Opdateret: 10 apr. 2015
  • Status: Igang
Askepot havde ikke kunne lide sit liv, siden hendes far døde. Hun måtte ikke komme ud af huset, kun for at hente brød til Miss Thens, hende, der havde fundet på navnet ''Askepot''. Askepot hed Madeline, men det vidste ingen andre end Miss Thens og hendes døde far.
Men en dag ændrer alt sig, ved hjælp af en Hr. Charles. Hende og Charles kommer ud på en lang rejse sammen, med feer, slotte og fangekældre.
Vil de overleve? Og ikke mindst, vil deres følelser for hinanden vokse, eller dø ud?

30Likes
101Kommentarer
2724Visninger
AA

8. Le Cendrillon -7-

Kapitel 7.

Vi havde danset til tre sange, og mine fødder begyndte at gøre ondt, det var det der fik mig til at stoppe op. Charles kiggede bekymret på mig, mens jeg begyndte at gå hen mod en sofa.

''Jeg er ikke vant til at gå i høje hæle,'' sagde jeg som forklaring og trak op i kjolen så han kunne se de lysende blå glassko. Jeg trak på skuldrene mens han grinte.

Da vi nåede sofaen hoppede han ned ved siden af mig. Jeg satte en hårtot fast med en hårnål.

''Nå, så du er rengøringskone i dit eget hjem?'' spurgte han. Jeg kom først nu til at tænke over hvorfor han var så flink og imødekommende, når vi havde haft et skænderi for to dage siden. Og det fik mig til at rynke brynene og kigge undrende på ham. Da han mødte mit blik så han forvirret ud.

''Øh.. ja, det er jeg'' svarede jeg endelig og prøvede bare at ignorere at jeg ikke forstod hvorfor han var så flink.

''Hvordan er det?'' spurgte han og prøvede sikkert at lyde interesseret.

Jeg trak på skuldrene. ''Værre end dit liv, tror jeg'' Jeg så op på ham gennem øjenvipperne, og så han stod og overvejede det. Mærkelig dreng, selvfølgelig var mit værre.

''Er du nogensinde blevet slået af din egen far?'' Det spørgsmål kom dog bag på mig og fik mig til overrasket at løfte mine øjenbryn.

''Nej. Min egen stedmor.'' svarede jeg så, uden rigtigt at vide hvorfor jeg fortalte sandheden.

Jeg så på ham uden han lagde mærke til det, og så han stod og prøvede at holde nogen tårer inde i øjnene.

''Er du okay?'' røg det ud af mig. Jeg ville egentlig ikke høre svaret. Det her ville bare bringe os mere sammen. Hvad er der galt med mig?

Han kiggede på mig, som om nogen havde prikket til ham og sagt at der var en der spurgte om noget. ''Ja. Madeline. Men din kjole..'' Han kiggede ned ad den, det samme gjorde jeg.

Min kjole var ved at forvandle sig fra en blå farve, til en grå. Jeg kiggede forvirret op på ham, og så ned på min kjole igen. ''Undskyld mig,'' sagde jeg bare hurtigt og løb ud ad døren. Hvad skete der? Hvorfor havde min gudmor ikke advaret mig mod dette? Min knold stod ud til alle sider mens jeg løb ned ad trappen. På den sidste trappe tabte jeg en af mine glassko, men jeg ville ikke stoppe for at samle den op. Det havde jeg ikke tid til - jeg skulle finde min gudmor.

''Hey, vent!'' råbte Charles efter mig, men jeg ignorerede ham. Ud af øjenkrogen kunne jeg se ham samle min lille sko op.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...