Le Cendrillon

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 nov. 2013
  • Opdateret: 10 apr. 2015
  • Status: Igang
Askepot havde ikke kunne lide sit liv, siden hendes far døde. Hun måtte ikke komme ud af huset, kun for at hente brød til Miss Thens, hende, der havde fundet på navnet ''Askepot''. Askepot hed Madeline, men det vidste ingen andre end Miss Thens og hendes døde far.
Men en dag ændrer alt sig, ved hjælp af en Hr. Charles. Hende og Charles kommer ud på en lang rejse sammen, med feer, slotte og fangekældre.
Vil de overleve? Og ikke mindst, vil deres følelser for hinanden vokse, eller dø ud?

30Likes
101Kommentarer
2681Visninger
AA

6. Le Cendrillon -5-

Kapitel 5.

Jeg lagde en hånd på panden, og gik i cirkler, ligesom jeg havde gjort den sidste halve time. Min gudmor - ja, det var hun altså åbenbart - gentog stadig sig selv som en forvirret, gammel, dame. Eller fe.

Jeg satte mig ned og stødte hovedet mod jordmuren.

''Er du okay, skat?'' spurgte min gudmor og stoppede med at gentage sig selv.

''Jeg kan bare ikke fatte ingen har fortalt mig det, eller at der overhovedet findes feer!'' sagde jeg oprevet og klaskede mig på panden. ''Og hvis du er en fe, kan du så ikke få mig op herfra?'' Det var egentlig ikke ment som et ønske på den måde, men hun nikkede og gjorde det, så pludselig ramte mit hoved græs, der hvor jeg havde lænet det op af jordmuren. Nu tog det dog lidt tid at vende mig til lyset igen.

''Wow,'' sagde jeg åndeløst, beundrede solen og tog en dyb indånding så jeg næsten kunne smage duggene på bladene.

''Forfriskende, '' sagde feen, altså min gudmor og indåndede også den friske luft.

''Hvorfor var du nede under jorden?'' spurgte jeg, men da hun ikke svarede spurgte jeg om noget andet, ''Vil du ikke prøve at forklare det her?'' spurgte jeg i stedet, og bestemte mig for at være åben for alle slags forklaringer.

Den lille blå lysklump tog sig dramatisk til hovedet. ''Jamen søde, der er ikke noget at forklare. Jeg er din gudmor, ligesom din mor havde en fegudmor, din mormor, din oldemor, og så videre''

Jeg vidste ærligt talt ikke hvad jeg skulle svare. Det hele var så forvirrende, at jeg bare havde lyst til at gå op på en bakke og skrige. Men det gjorde jeg ikke, for så ville jeg virke sindssyg, hvilket jeg ikke var endnu. Jeg krattede lidt blå neglelak af min ringefinger mens jeg gennemgik det hele.

Min stedmor havde slået mig, så jeg havde løbet ud i den her skov, hvor jeg så faldt ned i en jordhule og fandt min gudmor, der så var en fe. Helt ærligt, det kunne jeg ikke sige til nogen. De skulle ikke tro jeg havde et eller andet psykisk problem.

Jeg tog fat om den lille fe, så hendes briller røg af.

''Okay gudmor. Det her holder vi for os selv? Altså der er ikke andre i denne her by der må vide noget om dig, eller vores lille møde. Okay?'' Hun prøvede at komme fri, men opgav da hun indså at jeg ikke gav slip før hun havde sagt at hun var med til aftalen.

Hun sukkede dybt. ''Okay så,'' sagde hun og jeg gav slip på hende. ''På en betingelse,'' Nu var det min tur til at sukke. Selvfølgelig var det et men, det var der altid. ''At du kysser prinsen inden to uger.'' sagde hun. Jeg kiggede med store øjne, fuld af forvirring.

''Hvorfor?'' spurgte jeg hende overrasket.

''Jo ser du. Kongen har denne her søde fe tjener, jeg gerne vil lære lidt at kende. Men jeg skal selvfølgelig nok hjælpe dig på vej'' Den lille fe strøg sin tryllestav over mig, og næste gang jeg kiggede ned ad mig selv havde jeg en stor blå kjole på. Og så kom der også en karet, udsmykket med blomster.

''What the..'' begyndte jeg men min gudmor lagde en mikrofinger på mine glitrende læber.

''Vær nu bare glad. Prinsen holder et bal her i aften. Vær klar.'' Hun smilede kækt og blinkede.

''Vent!'' sagde jeg men hun var som sunket i jorden.

Fedt. Hvem troede hun jeg var? Mig til et bal?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...