Le Cendrillon

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 nov. 2013
  • Opdateret: 10 apr. 2015
  • Status: Igang
Askepot havde ikke kunne lide sit liv, siden hendes far døde. Hun måtte ikke komme ud af huset, kun for at hente brød til Miss Thens, hende, der havde fundet på navnet ''Askepot''. Askepot hed Madeline, men det vidste ingen andre end Miss Thens og hendes døde far.
Men en dag ændrer alt sig, ved hjælp af en Hr. Charles. Hende og Charles kommer ud på en lang rejse sammen, med feer, slotte og fangekældre.
Vil de overleve? Og ikke mindst, vil deres følelser for hinanden vokse, eller dø ud?

30Likes
101Kommentarer
2683Visninger
AA

33. Le Cendrillon -30-

KAPITEL 30.

Jeg måtte have været besvimet tænkte jeg til mig selv, da jeg pludselig vågnede. Rummet jeg sad i var

så koldt at jeg kunne se min egen ånde, og mine fingre og tæer var følelsesløse.

Jeg kiggede rundt i rummet, men det så ud som om, at det eneste derinde var en lille dårlig hård seng, som jeg satte mig hen på.

Jeg skulle til at lægge mig og få noget søvn, da jeg hørte en masse stemmer og folk der grinte højt udenfor, så jeg fik slæbt mig selv hen til det lille vindue, og stilte mig på tæer for at kunne kigge ud af det.

En klump af mennesker stod samlet ved, hvis jeg ikke tog fejl, var... Jeg lukkede øjnene og prøvede at slappe af, men mit hjerte begyndte at hamre hurtigere, og det føles som om en kniv blev stukket gennem min krop. Hvis jeg ikke tog fejl, var det, den store samling mennesker var kommet for at se, en hængning.

De havde sat en hel scene op, og selv herfra kunne jeg høre hvor spændte alle var.

 

I starten tænkte jeg hvem det mon var der skulle have den modbydelige død, men så faldt brikkerne lige så langsomt på plads inde i mit hoved, og tårerne krøb frem i mine øjne, men jeg holdte dem tilbage. Jeg var nødt til at være stærk nu.

Jeg prøvede alt muligt – endda at overtale vagterne når de gik forbi mit vindue, men intet virkede. Jeg havde ingen idé om hvordan jeg skulle komme ud, og overhovedet ikke i tide. Jeg satte mig ned med ryggen lænet op af den kolde murvæg, men jeg rejste mig hurtigt op igen, da jeg havde fået en idé ved at lytte til folk gå frem og tilbage og komme med et lille vindpust hver gang. Jeg kiggede ud af vinduet og ventede, indtil der kom en lille dreng gående alene, så jeg håbede bare af hele mit hjerte at han ville høre på mig.

''Undskyld mig,'' råbte jeg og vinkede ham hen til mig da vi havde fået øjenkontakt.

''Hvad vil du?'' sagde han.

''Vil du gøre mig en tjeneste?'' Jeg kunne se at han overvejede det, så jeg tilføjede: ''Jeg vil give dig alt, du beder om.'' og straks sagde han ja.

''Okay, hør her..'' hviskede jeg, ''Der er den her mand, hans navn er ligegyldigt, som sidder fanget inde i slottets fangekældre. Kender du vejen derhen?'' Han nikkede kort. ''Godt så. Så det jeg vil have at du skal gøre, er på en eller anden måde at bruge din seje og kloge drengehjerne til at få ham fri. Tror du, at du kan klare det?''

Han nikkede igen.

''Tusind tak, skal du have!'' sagde jeg og mit humør blev lidt bedre. Han smilte til mig, og løb hurtigt af sted.

Jeg kunne mærke mit hjerte banke hurtigt af sted, som en bil på en motorvej og jeg vidste at det her var min sidste chance, og at intet måtte gå galt.

Men så slog en tanke mig igen, og jeg satte mig bedrøvet ned på min seng. Hvordan skulle jeg overhovedet selv komme ud herfra?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...