Le Cendrillon

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 nov. 2013
  • Opdateret: 10 apr. 2015
  • Status: Igang
Askepot havde ikke kunne lide sit liv, siden hendes far døde. Hun måtte ikke komme ud af huset, kun for at hente brød til Miss Thens, hende, der havde fundet på navnet ''Askepot''. Askepot hed Madeline, men det vidste ingen andre end Miss Thens og hendes døde far.
Men en dag ændrer alt sig, ved hjælp af en Hr. Charles. Hende og Charles kommer ud på en lang rejse sammen, med feer, slotte og fangekældre.
Vil de overleve? Og ikke mindst, vil deres følelser for hinanden vokse, eller dø ud?

30Likes
101Kommentarer
2825Visninger
AA

4. Le Cendrillon -3-

Kapitel 3.

Jeg fik taget mig sammen, og løb ud. Bare væk. Langt væk herfra. Jeg løb ind i den skov mig og min far gå i hver dag, og kigge på træerne.

En masse pigge skar mod mine ben, jeg fik blade i håret og der var helt mørkt. Jeg holdte mig stadig for kinden, og mit hoved dunkede. Tænk hun virkelig havde slået mig? Hun var ond. Meget ond. Så jeg måtte simpelthen væk herfra. Jeg ved ikke hvad jeg skulle gøre, hvor jeg skulle tage hen. Og så faldt jeg.

Jeg gled ned under jorden til en lille hule. Hvad var det her for et sted?

Jeg kunne svagt lugte lugten af jord og fugtigt mos. Igen pustede jeg lidt hår væk fra ansigtet, så jeg bedre kunne se. Men der var ikke noget at se, da der var helt mørkt. Jeg havde gået i den her skov tusinde gange, hvorfor havde jeg aldrig set det her sted?

Pludselig kom der en lyd bag mig, der fik mig til at snuble og lande hårdt ned mod jorden. Jeg kiggede fortvivlet hen hvor lyden havde været. Jeg kunne stadig ikke se nogen, selvom mine øjne havde vænnet sig lidt til mørket.

Jeg prøvede at rejse mig op men det var som om jeg blev trukket ned mod jorden. Og så var der stadig arene i mine ben. De var faktisk ret tydelige, og gjorde så utroligt ondt. Jeg bed tænderne sammen. Det var som, hvis du var ude at svømme og en haj tog fat i dit ben med munden og slæbte dig ned til bunden. Som om alt vandet over dig bare trykkede dig ned.

Men jeg var jo bare i en skov? Jeg var ikke nede under vandet. Der var ikke nogle haj.

Men alligevel fik jeg sværere og sværere ved at trække vejret, som om der ikke var noget ilt hernede.

Jeg kunne mærke jeg fik jord ind i mine ret dybe ar. Min vejrtrækning blev hurtigere.

Kom nu, Madeline, hvad tænker du på? Stil dig nu bare op.

Jeg rejste mig langsomt mens jeg prøvede at få en regelmæssig vejrtrækning og prøvede at ignorere smerten i mine ben. Ligesom hvis du har en lille rift i fingeren og der kommer salt i. Eller hvis du får sæbe i øjet. Bare cirka fem gange værre. Måske seks.

Jeg kom op med besvær. Jeg kæmpede for at prøve at finde noget der enten var en udgang eller kunne blive til en. Efter noget tids søgen, uden held gav jeg op. Det var sikkert alligevel ikke meningen jeg skulle leve. Jeg ville dø hernede. Jeg ville gerne. Bare lade mig selv dø. Af sult, af tørst, af ensomhed, af mangel på kærlighed, af sygdom, måske bare af en eller anden mærkelig grund. Ville nogle savne mig?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...