Le Cendrillon

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 nov. 2013
  • Opdateret: 10 apr. 2015
  • Status: Igang
Askepot havde ikke kunne lide sit liv, siden hendes far døde. Hun måtte ikke komme ud af huset, kun for at hente brød til Miss Thens, hende, der havde fundet på navnet ''Askepot''. Askepot hed Madeline, men det vidste ingen andre end Miss Thens og hendes døde far.
Men en dag ændrer alt sig, ved hjælp af en Hr. Charles. Hende og Charles kommer ud på en lang rejse sammen, med feer, slotte og fangekældre.
Vil de overleve? Og ikke mindst, vil deres følelser for hinanden vokse, eller dø ud?

30Likes
101Kommentarer
2628Visninger
AA

32. Le Cendrillon -29-

KAPITEL 29.

Jeg kunne høre min hjertebanken så tydeligt, at det næsten undrede mig at han ikke havde opdaget mig. Han kiggede sig sommetider tilbage, og til siderne, men jeg nåede i tide at gå om bag et af de træer, der fulgte stien.

Det var nu, hvor vi var få meter væk fra det, at det gik op for mig hvor han var på vej hen. Han ville op til slottet. Men hvorfor? Det ville jo være det rene selvmord at gå derop igen. Dog stolte jeg på ham, og på at han havde gennemtænkt hvad han var i gang med, så jeg stoppede ham ikke.

Jeg prøvede at gå så lydløst efter ham som muligt, hvilket begyndte at være lidt en prøvelse, da vi nåede til grusstien, som førte ind i slottets gård. Han gik bare derind, som om det ikke var det sted, vi for nogen timer siden havde flygtet fra.

Og jeg vidste virkelig heller ikke, hvad der gik gennem hans hoved, da han gik ind til slottets gård, uden overhovedet at prøve på at skjule sig – jeg sørgede i hvert fald for selv at holde mig ind til væggen og ikke vække alt for meget opmærksomhed.

Men det mærkeligste var, at da han blev overfaldet af vagter, og fik mit hjerte til at galopere af sted, prøvede han ikke engang at kæmpe imod, han overgav sig bare.

 

Nu gør du det, Madeline, Nu hjælper du ham altså. Det er din pligt at redde ham, når han ikke kan redde sig selv. Tanker som disse kom hver eneste sekund, men alligevel kunne jeg ikke rykke mig ud af flækken. Jeg stod bare omme bag gamle og støvede kasser, og så til mens de kastede ham ind i en lille bitte celle, hvor han kunne stå og se til mens de svedige og udkørte vagter spillede kort, snakkede og lo højt sammen.

Jeg troede næsten at de faktisk havde lagt mærke til mig, og bare lod mig gemme mig heromme, fordi de tænkte at jeg alligevel ikke ville kunne gøre noget, sådan en lille pige som mig.

Pludselig åbnede døren sig hurtigt, og selveste kongen kom gående ind. Alle vagterne stillede sig hurtigt op.

''Hvad kan vi gøre for dig, Deres Majestæt?'' spurgte en høj kvinde.

Kongen pegede hen på Charles. ''Før ham her op til mit kontor, okay?''

''Det skal vi gøre, Deres Majestæt.''

Kongen nikkede, og det var tydeligt at se, at der var en indforstået mening mellem ham og vagterne med det han havde sagt.

Han smækkede døren i, og de fik straks travlt. De diskuterede hvem der skulle aflevere Charles på hans fars kontor, og det endte med at det blev den høje kvinde og en maskulin mand i trediverne. Manden låste op for cellen og hev Charles ud. Charles ansigtsudtryk var helt følelsesløst, mens han blev revet rundt med, men jeg kunne se at han var på kanten af at sprænges.

Jeg kunne ikke være mere heldig, da gangene vi gik igennem, var bred og der stod forskellige ting op af væggene, som jeg kunne gå bagved.

Jeg smuttede med ind, da de gik ind af en dør som førte ind til Neals kontor. Han sad med rat ryg og et hårdt blik og sagde tørt ''Charles, min egen dreng... Jeg er meget skuffet over dig.''

Jeg måtte holde hårdt fast i den kæmpestore kommode jeg stod bag i, for ikke at gå hen og give kongen et ordentligt los i skridtet. Det overraskede mig at det eneste Charles gjorde, var at holde blikket stift rettet mod gulvet. Der var et eller andet galt her. En hver anden person ville have handlet, hvis de blev talt ned til på den måde af deres egen far. Konge eller ej.

''Charles, kig på mig når jeg taler til dig.'' sagde Neal, men Charles nægtede. Nogen vagter rev i Charles hår, og slog ham hårdt på kæben. Jeg bed hul i min læbe, kunne smage mit blod, men jeg var nødt til at gøre et eller andet så jeg blev distraheret fra at løbe derud.

Vagten gav slip på grebet i hans hår, og han faldt ned på gulvet.

Neal rejste sig. ''Næste gang, Charles, skal du bare gøre præcis hvad jeg beder dig om.'' Han vinkede en vagt hen til ham som var noget der lignede mere end to hoveder højere end ham.

Neal stillede sig på tæer, så han kunne hviske noget til vagten. ''Hvis der kommer en næste gang.'' Det var nok ikke meningen nogen andre skulle have hørt det, tænker jeg, og en kuldegysning løber igennem min krop.

Han hviskede også noget andet, som jeg ikke fik fat i, men bagefter gik vagten hen til Charles og gjorde tegn til to andre, som tog fat i Charles arme og hev ham ud. Han prøvede ikke engang at løsne sig fri – hvad skete der?

Jeg prøvede så diskret som muligt at følge med bag alt og alle, men så skete der det jeg havde været bange for ville ske al den tid jeg i smug havde fulgt med – en kold hånd lagde sig på min skulder, og vendte mig hurtigt om.

En vagt stirrede på mig og vinkede Neal herhen. Neal nikkede mod døren, og jeg blev også trukket ud af døren, og lige meget hvor meget jeg prøvede, var vagten alt for stærk til at jeg kunne løsne mig. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...