Le Cendrillon

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 nov. 2013
  • Opdateret: 10 apr. 2015
  • Status: Igang
Askepot havde ikke kunne lide sit liv, siden hendes far døde. Hun måtte ikke komme ud af huset, kun for at hente brød til Miss Thens, hende, der havde fundet på navnet ''Askepot''. Askepot hed Madeline, men det vidste ingen andre end Miss Thens og hendes døde far.
Men en dag ændrer alt sig, ved hjælp af en Hr. Charles. Hende og Charles kommer ud på en lang rejse sammen, med feer, slotte og fangekældre.
Vil de overleve? Og ikke mindst, vil deres følelser for hinanden vokse, eller dø ud?

30Likes
101Kommentarer
2783Visninger
AA

30. Le Cendrillon -27-

Kapitel 27.

''Hvordan gik det? Kan vi få et værelse?'' spurgte jeg ham, og tørrede mine svedige håndflader af i mit tøj.

Jeg kiggede ned og undgik øjenkontakt med ham. Nu måtte Jacqueline gerne snart komme tilbage.

''Ja, hun kommer med nøglen så snart der er blevet gjort rent deroppe.'' mumlede han.

''Godt nok.'' Han tog tre skridt, så han nu stod så tæt på mig som han overhovedet kunne. Så tæt, at vi kunne mærke hinandens ånde.

''Madeline, der er noget jeg har villet sige på hele den her tur. Siden jeg reddede dig fra at blive kørt ned ad den hestevogn, og jeg tror at nu er det rette tidspunkt.'' sagde han stille, og vores blikke mødtes. Sommerfuglene i min mave var ustyrlige. Jeg havde svært ved at få vejret.

Men i det han åbnede munden for at sige det, hørte vi receptionsdamen snakke med en, og derefter komme herind i ventestuen.

Charles trådte væk fra mig, og begyndte smilende at snakke med receptionsdamen. Jeg rystede på hovedet.

At jeg nogensinde ville få prinsen, ville kun ske i eventyr. Men det her er virkeligheden.

Jeg tørrede igen mine håndflader, og gik så ind på toilettet. Jac sad med ryggen mod væggen, og smilede til mig da jeg kom ind, men da hun så mit bedrøvede ansigtsudtryk, var smilet væk.

''Åh nej, hvad skete der?'' spurgte hun, oprigtigt bekymret.

''Virkeligheden skete.'' sagde jeg og tørrede en løbsk tåre væk. Jeg satte mig ned ved siden af hende, og hun lagde sit hoved på min skulder.

Mere sagde vi ikke i flere minutter.

Så rejste Jacqueline sig op, og rakte mig en hånd, og så kom jeg også op at stå.

Jeg strøg en hårlok om bag øret, og vi gik sammen ud af døren. Charles var ikke længere i ventestuen, så vi spurgte receptionsdamen hvilket nummer vores værelse var, og så gik vi hen til værelse 24.

Døren var låst, så vi bankede på, og Charles åbnede døren. Han undgik mit blik, men smilte falsk til Jacqueline.

Det første jeg lagde mærke til, da jeg kom ind i værelset var, at der kun var en dobbeltseng og en enkelt af de slags, man folder ud.

''Helle for fold-ud-sengen!'' sagde Jac, og jeg kiggede bebrejdende på hende, og så panisk på Charles.

''Er det okay med dig, Charles?'' spurgte jeg, og min stemme rystede.

''Vi har vel ikke rigtig noget valg.'' svarede han ligegyldigt. Man skulle næsten tro at han havde glemt alt om hvad han havde sagt nede i ventestuen.

Jeg bestemte mig for at gøre det samme. Jeg kunne vel lige så godt prøve at gemme og efterhånden glemme de følelser jeg også så pludseligt havde fået for ham. ''Fint, det kan vel også være lige meget.'' sagde jeg, og mødte Jacquelines blik, der var fuld af forvirring, nervøsitet, og jeg tror også at hun var lidt sur over at jeg havde bestemt mig for at spille ligeglad.

Jeg kunne mærke Charles blik, men ignorerede det.

''Det er også ved at blive sent,'' sagde han og kiggede på en klokke der hang over døren. ''vi må hellere snart komme i seng. Man ved aldrig hvad der skal ske i morgen.''

Vi nikkede, og gik så i seng. I lang tid lå jeg bare og kiggede op i loftet, hvor der var et mikroskopisk hul, og tænkte på om Charles mon sov.

Jeg bestemte mig for at jeg for alvor ville prøve at sove, så jeg trak dynen op over mine arme, og lukkede øjnene. Kort efter faldt jeg i søvn. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...